onsdag den 24. september 2008

Dræbersneglen i kommunekassen


FOTO: Dræbersnegl Syddjurstype. Tvekøn.

Molbohistorie 1.
Dræbersneglen i kommunekassen
En sommer, da kommunen trådte vande i kommunekassen, havde molboerne fået besøg af en dræbersnegl.
Den havde fået den grimme vane at bevæge sig, med sit slimede spor, frem og tilbage i kommunens budget for at fange plovmænd og tusser.
Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at dens slim ville få hele kommunekassen til at gå i opløsning.
De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at et barn skulle kravle ind i kommunekassen og drive dræbersneglen ud.
Men lige da barnet stod og skulle til at kravle ind i kassen, opdagede de, at barnet havde en lang snotnæse, og så blev de bange for, at barnet ville lave, et lige så stort slimspor i budgettet som dræbersneglen.
Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle stille så mange børn så tæt sammen at snottet løb ned i nabobarnets madkasse og derfor ikke ramte kommunekassen. Så ville børnene jo ikke afsætte et slimspor.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og lukkede en masse daginstitutioner; ... .. og så gik geledder af børn ind i kommunekassen, for at kunne jage dræbersneglen ud.
På den måde kom barnets snot ikke på budgettet, men barnet havde stadig en lang næse!


Molbohistorie 2. (Den gode gamle)
Storken i Kornmarken.
En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.
Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken.
De talte længe sammen frem og tilbage om, ... ... hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.
Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Dér stod de - . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; ... .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.
På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.

mandag den 1. september 2008

68'er

Tone: Fra gammel tid bar kvinderne det tungeste læs.

Fra gammel tid var alle folk delt op efter køn
Den førstefødte skulle meget gerne være en søn
Og fik man sig en datter hun på møddingen røg
Hvis ikke lige man mang’led en der skulle vaske tøj.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte mandens menneskesyn
Ikke mødes tværs af kønnet, Fatter har det sidste ord
Og det er jo også ham der skaffer mad til vort bord

Med 68 fik kønnet ord, et udtryk på ny
Nu skulle kvinden rejse sig med næsen højt i sky
Før kvinden hun fik set sig om så gik hun ned med stress
Så hun er førtidspensioneret før de 68.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle kogte OTA morgengryn
Skal man spænde ben for nogen så må strømpen være rød
Men nu var det dobbelt hårdt med job og børns morgengrød

Så skulle manden være blød og passe hjem og børn
For nu var det på høje tid at han sku ta’ en tørn
Med ligestilling troede vi, at alle sku vær ens
Med Beatles hår og sund sandal var alle let til bens
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte fri og lighedssyn
Skal man mødes tværs af kønnet må man fattes forefra
At hver gang vi gør os ens så blir vi atter til nar

Med 80erne sag’e tiden kun at lighed det er dig,
Når du kan stå på linie med de ord: jeg er sku mig!
Min egen og mig selv og kun derfra min verden går
Skidt være med de andre de må slikke deres sår
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der ikke delte andres menneskesyn
Sku’ man mødes tværs af noget sku’ man fattes først og sidst
At det ikke hjælper stort at være egofacist

De gifte folk blir skilt, så de kan gifte sig på ny
Med dine børn og mine børn i København og Thy.
Familiesammenhænge er en pampers engangsble
Men ét står klart, det gavner ganske sikkert DSB
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der laver om på vores samfundssyn
Der er nye sammenhænge, nye liv at finde på
Men vi lærer nok at kravle før vi lærer at gå.

Et nyt årtusind kom med syn på kvinde som mand
Dit køn blir pisket ind fra før den første mælketand
En kvinde er en kvinde og en mand han er en mand
Det har vi egent’ligt været siden amøben gik i land
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle deler fælles fortidssyn
Når de mødes tværs af kønnet har de kromosomer med
Spytter ligeligt i puljen af æg og af sæd

For tiden går det lige op, med livet især
Vi lever sgu og ånder, eller også lar’ vi vær
Vi lever så foranderligt at ingen helt forstår
Den tid der var i 68, den tid der var i går
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle har et bredt historiesyn
og skal man mødes tværs af gener må man fattes sidst og først
At forskelligheden gør at intet køn bliver størst!

Tekst Astrid Søe Marts 2006
Skrevet til 68er opholdet på Lønne Højskole

Højskole blues

Sur hilsen til de højskoler der drejer nøglen om uden kamp.
Kamp må der til, skal livet gro!
-sang selvsagt med kærlig hilsen... Astrid

Tone: 417 Her rejses en skole

Her lukkes en skole som mange før
Snart er de hundred og sytten vel ude
Giv op, kast bort nøglen og smæk den dør
Selv flagskibet knirker, den pjaltede skude
De klagende sange
Som gentagne gange
Har lydt på ophold, de korte og lange
De runger hult

De runger hult mod de gamle ord
Der ristet runer i gårdsdagens sange
Hver tone der stundom i hjertet for
Blir skudt for boven når tider er trange
De gamle og gale
Fik glæden i tale
Foruden glæde, elevtallet dale
Og ebbe ud

Vil ebbe ud i det gamle land
Når Gud og fædreland klaprer med kassen
Den grimmeste ælling hos H. C. And
Må selv i isvinter leve på nassen
Derfor må vi håbe
At vinterens kåbe
Vil hæve sit mismod og atter vil råbe
Den gamle sang

Den gamle sang om vor danske tro
Der stædigt spirer mod ånden og livet
Dør bort når håndgrib’lighed ene gro
Og gamle levende hegn blir opgivet
Alt visne og briste
Når ingen tør miste
Når ordet bliver fejt, så man ej er den sidste
Der lukker ned

Så luk du blot, skole, men frygt kun ej:
Trods det, forældes ej livets tale
Kun et kan man frygte, at det blir’ dig
Der mistet ånden og gik i dvale.
Det kvælende tomme
Ved ragnaroks komme
Vil fyldes med livord og håbet vil komme
Bevar dig vel!

Nå da!

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har
og ikke spille lotto for at vinde.
Historiens frakke gør du ej er bar.
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde.
Det hjælper ikke stort med synoptik
jeg tror du selv får øje på din glæde.
Vi ønsker altid mere end vi fik
selv ejerskab i troens tandemsæde.

Jeg troede jeg ku’ kvase Jantes lov
og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg blir’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad
og æder take-away og piller næse.
Ser ugens stjerner i et dameblad
som ingen selvsagt tror jeg gider læse.

At være ung med tvivl og hvalpepund
og skolens karakter der gør mig myndig.
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund
og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.

//Astrid Søe 2001
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede