torsdag den 11. december 2008

Wall-e i krybben lå...

Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden som største egenskab.
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.

Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.

Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.

Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.

I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.

Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.

Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.

Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.

I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.

Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.

I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.

Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.

I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.

I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.

De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.

Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.

Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.

Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.

Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.

God jul!

fredag den 5. december 2008

Evighedens kys på panden

Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke &  tilværelse.

Astrid Søe


Evighedens kys på panden

Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe

I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.

Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.

Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.

Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.

Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.

Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.

Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!

Evighedens kys på panden

Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke & tilværelse .


Astrid Søe



Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.

Tekst: Astrid Søe


I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.

Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.

Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.

Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.

Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.

Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frygtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.

Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!