onsdag den 4. juli 2012

subatomar partikel

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen.

//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  - partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!


//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings


http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/