onsdag den 25. september 2013

I et åbent forhold med danmark.



Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

- Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig - men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig -
Din Astrid

mandag den 23. september 2013

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret "Se nu stiger solen af natmørkt hav" og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, det kommer igen en muggen kunde, - så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner. 

Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

lørdag den 21. september 2013

Kjærlighedskvad

Du kan forandre, forstørre, forvandle,
forsvinde, forenkle, fordi;
Du kan befinde, bevare, behandle,
bevirke, begribe, befri.

//Astrid Søe 2013

Plenum og pladder




















Melodi: Mogens Jermin Nissen. Hvergang en sommer igen kommer dragende.
Tekst: Astrid Søe 2013

Hvergang vi drøfter om danmark skal være
et land der går forrest i vækst
ender vi oftest i plenum og pladder
hvor fonden blir "fed" i en tekst

Oneliners, udligner alle de tanker
vi ønskede os for vor tid
men modet falder i kriser og banker
og væksten er blevet frigid

Innovative og andendagsstive  
de bygger og brækker og bær
Længes kun efter at noget skal blive 
så kreativt himlen er nær

Hvordan kan modet fornyes, fortættes
og vendes mod hverdag og mod?
når danmarks vilje på skemaet sættes
og ruller naturligt i blod


Her mellem rugbrød og rødgrød og skole 
vi gemmer på noget der gror
knæhøje drømme med ny banderole
et slægtled af drømmenes ord

De har et bud på den værste og bedste
og viseste viden på jord
de har ideer der der bliver de næste
og gror mellem Loke og Thor

Til Børnehøjdens fabelagtige mod, iderigdom og fremtidsnære virke.

onsdag den 18. september 2013

Marken er mejetærsket, høstsang



Marken er mejet, med store maskiner,
kornet er i siloen, og rundballer af hø.
Frugten er sprøjtet for fulde gardiner,
og du kan dem købe hvis du stiller dig i kø.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.

Sig det med blomster, for høsten vi fejre,
og så skal vi faen'm galme holde os en fest.
Nakken tilbage og ind med en bajer,
lige tjekke nettet, hvilken spelt er bedst i test.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.

    Tekst: Astrid Søe, 2013
    Melodi: Folkemelodi - Marken er mejet

Lille lattermilde måne



Lille lattermilde måne,
lys foruden skyld og skam,
for i natten må du låne,
kærlighedens fjedderham,
med dit lys der gråner skyen,
går du gennem mørkeland,
og til dagens spinkle gryen
er du månemandsforstand.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Hin-anden

I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og "skynd dig" og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk



onsdag den 11. september 2013

Evolution


It matters to move a human.
It matters more to move our humanity.

//Astrid Søe 2013

Det har betydning at bevæge et menneske.
Det betyder dog mere at bevæge menneskeheden.

//Astrid Søe 2013

Gru & Gro


Viljen til at stå ved ord,
offentligheds offerbord,
kaste holdning ud i kamp,
modet højt, for fulde damp,
ville mere, turde alt,
det er endnu livets salt,
rejse sig det faldne mod,
koste liv og sjæl og blod,
vare ved med villighed,
sværge læberne af led,
mundliggøre gru og gro,
skabe, dræbe, bygge bro,
finde sjældne nye mål,
ildsjæl med et indre bål,
at bevæge klodens drej
Tak fordi at du er dig!

//Astrid Søe 2013

Til mine inspiratorer


tirsdag den 10. september 2013

Melonmanden Mogens

Melonmanden Mogens var gået i seng
så sur som en syltet rødbede,
for dagen igennem da havde han søgt
at finde og rode og lede,
men ikke et eneste sted var der bid
hans mod og hans håb sank i livet,
hvad hjælp det at smilet var bredt som en bag?
når nogen havde ham skivet!

//Astrid Søe 2013
#Børnerim


Før jeg bliver voksen

Før jeg blir voksen skal livet gro
som ukrudt vildt og uden hånd
som håret uden saks
og dagen uden nat
uslukkeligt, uterligt, frit
en gave
der er dit 
og
mit

//Astrid Søe 2013

mandag den 9. september 2013

Drømme kommer altid først





Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no'et man sænker
Det er om at komme først

Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot

Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision 
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon 

Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris

Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk 
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk

Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel're gøre
Tankerne til større leg

Men alligevel så er jeg 
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk

For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå

Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov

Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først

//Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk
Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer


lørdag den 7. september 2013

7-9-13 Det er så yndigt at følges ad


Det er så yndigt at følges ad 
Mel.: C.E.F. Weyse 1833

Det er så yndigt i tro og tal
for to, som gerne vil regnes sammen;
for 7-9-13 er heldets valg
i kærlighed og i kuglerammen;
I overtroen
vil numerologen
jer skænke roen
I kærlighed.

Det er så herligt at stole på,
vi har en dato, som alting mægter,
vi den ej glemmer, når vi er grå,
og tal der rækker til tusind slægter;
I overtroen
vil numorologen
jer skænke roen
I kærlighed.


Det er jo summen af alle ja,
at små og store har ét i sinde,
om tallet end læses for og bag,
er kærligheden så smuk at finde;
Det er dog gammen
når kuglerammen,
sir 2 og sammen
I kærlighed.
//Astrid Søe 2013

søndag den 1. september 2013

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod'er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod'er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter "Det var en morgen som tusind andre" og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rafte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale "fred være med jer alle" "shalom" "peace" "salam". 

Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 

Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. " Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil" og våren tagerr vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.

Ved kakkelbordene, under amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.

Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.

I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af "handlekraftensøje" og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.

Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede "en to tre krone for mig". Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.

Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.

Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.

Ærbødigst
Astrid.