lørdag den 12. september 2015

Da facebook blev en folkeoplysende forening.

Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene -
-ste - det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.

Erik Bøgh. 1856

Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.

Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.

Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.

Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.

Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst - af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.

Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.

Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.

At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.

Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.

Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.

Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes

Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.

Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.

Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.

- Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.

Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive - af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.

Der stode tre skalke og tænkte et råd,
- tungluti, tungluti, lustudilei -
De ville til møllerens datter gå.
- Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
- tungluti, tungluti, lustudilei.
- Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.

De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder  var nødstedt mellem folket og loven.

Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?

Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.

Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?

Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.

Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.

Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.

Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?

Således spørgsmålet - hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.

//Astrid Søe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!