søndag den 4. januar 2015

Når tulipaner længes


De der januardage, lige efter nytåret hvor det nye år lige er begyndt at folde sig ud, som en nyfødt der bliver målt og vejet lige efter fødslen og på et døgn vokser med flere centimeter.
Det tager tid at strække sig igennem når man har været bøjet sammen i svangertiden.

Året strækker hurtigt hals i dagens aviser og med et valgår inden for rækkevide.
Nytårstalen bliver målt i læselix og folkeskolereformen sukker en smule da opgørelsen viser "letlæseligt lix". Men det gør ikke noget. Ordene er der, om de er store og forfængelige, oppustede, fremmede eller bare hverdagsgloser.
Punktummer er der mange af.
kortprosa, nærmest punkvis haikudigt.

Og så er der Daisy og ønsket om at vi skal gøre os umage.
Det skal vi selvsagt, umage med at være mennesker - med de menneskelige fejl vi indeholder og som gør mennesker til netop mennesker og ikke mekaniske elektroniske hånddukker i en fjernstyret samfund.

Vigtigst er udsynet. Kikkerten der snublenært kan nedstirre stjernestøv et ubesøgt sted i universet.
De store briller der gnaver sig ned i næseroden og finder fredagspopkorn under sofaen.
Udsynet, mod det vi ikke fatter. det skal vi gøre os umage med.
Dem vi ikke kender så godt, som vi står bag i køen i netto. Dem der dufter af feriekrydderi og ikke så meget af sur mælk blandet med billig deo fra Matas.

Nytårsnat stod jeg ude i en skov. I mørket for at se det spektakulære fyrværkeri over nattehimlen.
Det er ikke let at finde steder hvor der ingenting er. Kun mørke.
Men der stod jeg alligevel og så det gamle år brænde op i atmosfæren mens det nye med rottehaler og hinkesten tog over.
Det var umuligt ikke et øjeblik at føle at man stod på Sinjar bjerget og så verden man kendte eksplodere rundt om en.
Mørke hvor jeg stod og i alle retninger rundt om knaldede lysglimt efter lysglimt himmelen både purpur og krystalfarvet.
Der havde de siddet, på bjerget i 2014 og frygtet og grædt og holdt om hinanden i uvis venten.

Og her stod jeg, i mit lille trygge land og prøvede at fatte smerten og frygten på det bjerg.
Det krøb ligesom sammen om mig midt i festen og glæden og hylene om godt nytår og grin og smil.
Jeg havde vel lige rejst mig fra en fabelagtig middag og champagnen gav et tågeslør på nethinden gennem nattesynet.
Jeg var der jo ikke, men alligevel var Sinjar bjerget kommet til mig.
Medierne havde billigtligt kastet fortællinger om krig af sig gennem hele 2014.
Og jeg fulgte med, lyttede, læste, hørte og alligevel forstod jeg kun lidt.

På hylden i gangen lå morfars medalje efter tro tjeneste for vores land.
Den gik i arv gennem generationerne den medalje - så vi ligesom kunne læne os lidt på den hvis nu man fik fornemmelsen af at gøre for lidt.
En art sovepude som jeg i skoletiden var så uendelig stolt af.
Min morfar var frihedskæmper, bare så I ved det. Sådan mellem leverpostej og spegedrenge og blyantsspidssmulder.
Alligevel, i stoltheden over at have sådan en helt som ane, smager indsatsen lidt af brun sovs på min egen tallerken. Det er jo restemad, det er jo ikke mig der har kogt sovsen.
Min morfar er min vildeste helt. I mine barneøjne bar han danmark ene og alene gennem en krig og siden blev han en sten i muren der lærte mig noget om vores danmarkshistorie.
Alligevel må jeg her midt i de midaldrende år sande at jeg jo har ikke kæmpet en krig.
Det er ligesom lidt utænkeligt og en saga blot at vi løb gennem gaderne i ly af mørket mod frihedskæmpernes nedkastningsplads. kampen mod overmagten og besættelsen.
Den tid er min fortættede fortidsfortælling.
Jeg er stolt, men jeg har ikke selv del i den sejer og den heltegerning.
Jeg har ikke været i krig, kun set den i min morfars øjne i fortællinger. Flugten og frygten i øjnkrogen. Smagen af blod og jern. Flugten, dæknavnene. Under jorden, men dog dansk jord.

Men det fylder i min anabog. Jeg læner på det endnu og synes jeg kan sætte mig åh så meget ind i at være udefra, at måtte flygte. At være besat, i krig. At være uden land, uden hjem, uden familie, uden grund under fødderne.
Måske er det indbildsk at vi tror at kunne sætte os i en flygtnings sted. Det nærved umuliges tilstand. Det rodløse, det fremmede og selv jorden under neglene er forskellig fra den kendte jord.
Men jeg prøver og vil. Vil forstå og kunne sætte mig i det sted. Det er da det mindste vi kan gøre for hinanden.

Jeg får verden gennem et par millimeter glas og når jeg gør mig umage tager jeg briller på. det fordobler mit syn og min nethinde. Men jeg kender stadig ikke til krig. Kun som en arv, en medalje på trofæhylden.

Alligevel var jeg på Sinjar bjerget den nytårsnat vi gik fra 2014 til 2015.
Fordi det bevæger. Fordi det gør ondt at mennesket må slippe det kendte og tilliden og løbe og gå gennem verdener af fremmed jord og fremmede ord.
Lysglimtenene lignede en himmel i krig, en himmel der aldrig ville blive mørk igen. Det beskyttende mørke, det fredsvarslende mørke.

Indenfor sang pigekoret om Gotens hjælm og hjerne der brast og Pless inviterede til gudstjeneste. Hans ryst gennem den åbne dør nåede ud på Sinjar bjerget hvor jeg stod. Vær velkommen herrens år og velkommen herhid.

Så blev der plads i ordene, der blev plads til alle religioner og næsten blev byttet ud igen og igen i forsøg på at omskrive de gamle ane-tekster.
Du skal elske den fremmede som dig selv.
Måske skal du bare elske, uden grænser.
Du kan ikke forstå en flygtning, hvis du selv bor i glashus.

Og nyårsmorgen gryede, som et Grundtvig digt, og den gamle digterpræst og jeg var begge tidligere oppe end fanden.
Festen blev fejet sammen i huset i skoven.
Himlen lysnede i morgengry uden flere hylende raketter eller lysglimt.
Katten der var løbet bort, for helvede, den er jo sin egen og uden fjernstyrede bånd, kom trissende nytårsfed tilbage over markerne med en halvædt mus i mundvigen. Den brækkede sig efterfølgende mere end en teenager til halvbal.
Man skal lære hvornår nok er nok, om man er kat eller menneske.
Imens proppede jeg brændeovnen med serpentiner og kaffen var allerede halvlunken og termometeret efter en udluftning nede på 16 grader.
På Sinjar bjerget havde det været 40 grader varmt og der var ingen vand.
Jeg vaskede gulvet denne nytårsmorgen og før familien stod op var der stille. Kun katten spandt og efterlod det nye år i dvale.

Termometeret steg og der kom liv i de søvndrukne mennesker. Senge blev forladt uredte.
Klokken tikkede, dagene gik.
Tulipanerne fra nyårsfesten blev sat i vinduet.

Det nye år med krysantemumbomber, X-faktor og valgdatoer. Trummerum og det danmark du kender retorik. Det danmark VI kender. Arven.

"Det er egentlig ikke ok at skære tulipaner væk fra løget, dræbe dem og så sætte den i vinduet hvor de står og længes ud" sagde min tweenunge. Ikke henkastet, men i alvor, bebrejdende og lidt anklagende, men overbærende som børn nu er det med deres store udsyn og verdensvidder.

Og de længtes tulipanerne, som han sagde.
Og de lænede sig på det kolde vindusglas mod en verden de mente at kende, som en art genetisk hjemsted, selvom jeg vidste de var drevet frem i et drivhus sikkert et sted i Holland.
Alligevel stod de nu og ville hjem.
Ikke til deres glashus i Holland, men helt hjem til naturen.
Med hovederne trykket mod vinduesglasset som en børnehavebarn der ikke vil eller magter at sige farvel til en forælder, med snottet og gråden drivende i lange spor ned af ruden.
"Sig hurtigt farvel", siger pædagogen toneløst. "Det er bedst, så snart du er gået bliver lillepigen glad igen. Det skal du tro på".
Men ingen ved det med sikkerhed - om glæden kommer igen når man længes, stærkt.
Sig hurtigt farvel. Gå. Løb, vink, men se dig ikke tilbage.

På Sinjar bjerget havde de sagt hurtigt farvel, gået, løbet, fægtet med arme og ben og ikke set sig tilbage.
Der var gråd og snot i lange spor ned af bjergsiderne og den næste regn der rammer dig har partikler af denne gråd, båret med vinden, gennem verden, gennem folkeslag og gennem fremmedes gråd over at skilles fra det de kommer af og hvorfra deres verden går.

Tulipaner er ikke i tvivl. De længes, med farverne udenpå og kroner der smukt åbner for lønkammeret i livet.
De arver en længsel efter jorden og efter genopstandelsen.
De skifter ikke sprog eller kulør en nytårsnat på vej ind i et andet år, klippet ved stilken og sat på vågeblus i en slat nøje afmålt vand de kan drikke af.
Tulipaner har samme udsyn som jeg. Gennem glasset ser de verden. Jeg ser mediernes udsyn og de ser naturen udenfor hvorfra de kommer.
Den natur der legende og næsten frillemodigt ægger til gensyn og genkomst.
Men løget mangler. Det løg de kom fra.
Naturen udenfor et blot blændværk, for de er revet fra roden og i roden ligger et hjertesprog, en arv og en fortælling.
Mine nytårstulipaner gør deres arbejde. Den korte tid de lever. Det er mere end jeg kan forlang for 25 kroner. Meget mere end jeg kan forlange af nogen der er i længsel.

De hører jo ikke til, hos mig, men må finde plads og rum i mit, trods længsel.
omplantet i en hypet guld og hvidstribet Kählervase en festaften under bulder og brav.
De længes bare som kun tulipaner kan.
Og som de der er kommet hertil uden at ville. Uden rod, uden jord men med arven og anerne som eneste holdepunkt.

Når nu I har mistet jeres rod kan jeg kun håbe, i ydmyghed at pode jer på min og håbe I kan gro jer livet til. Det må vi gøre, nænsomt og i kærlighed. Og tag arven med, tag fortællingen, hjertesproget og længslen med. Den må vi dele uden glas imellem os.

Tag det sorte kors fra graven, plant en tulipan hvor det stod.


Godt Nyt-Ord!
//Astrid Søe