torsdag den 16. juli 2015

Spis op! Børnene i Afrika sulter...

Engang hørte man omkring voksdugene og Sebastian stellet, forældre sige til deres små poder at "du skal spise op fordi de små børn i Afrika sulter"
Det kan børn tænke længe over, meget længe.
Og det er heller ikke noget man hører så tit mere - og dog

Sætningen har fået nye klæder som årene er gået.

"Du skal krafteddeme ikke støtte flygtninge når de gamle ikke får skiftet ble" eller "de hjemløse kan sgu bare et arbejde som alle os andre" eller "der skal ikke samles ind til nødhjælp når vores egne handikappede ikke får hvad de har brug for"


I morges fik vi guldkorn med mælk.
Der er egentlig ikke nogen af os der synes det smager særligt godt, men de er en sommerferietradition. Guldkorn, det er noget med at have fri og sidde længe ved morgenbordet og snakke om alt det som skolereformen ikke giver plads til.
Livet som sådan, helheden, meningen, måden.

- Det kan være vi skulle have en udvekslingsstudent boende?
Så er der også ligesom lagt i ovnen til den dag hvor I skal ud og studere i udlandet.
Canada, måske? USA. Hawaii, nu vi er i gang.
Et sted hvor drømmene når sammen og man kan bruge sine evner og spise guldkorn om sommeren, næ, det skal ikke mangle noget. nej da.
Ikke for mine børn.
De skal krafteddeme have alt hvad den kan trække. Selvfølgelig. skal de det, det skal alle børn. uanset hvad og hvor de kommer fra.

Vi spiser ikke op hver dag. Det indrømmer jeg blankt.
Selvom verden sulter. Jeg siger aldrig: Børnene i Afrika sulter, når vi sidder med feta og højreb i mundvigen.
Vores levninger får hønsene og det lille hængebugsvin der tilfreds tøffer rundt med snuden i jorden. den fede danske muld. katten stjæler sig fra tid til anden til en kasseret leverpostejmad.
Ikke fordi den sulter, den har alt hvad den skal have. Den griber bare en mulighed. Ligesom Hønsene og grisen.

Min yngste står på venteliste til et kursus i programmering hos Microsoft. Han tror på det. som man gør når man er elleve og verden ligge gabende åben og hjernen kører på hundrede og firs.
-Jeg regner med at arbejde i udlandet, jeg synes ikke rigtigt vi kommer nogen vegne.
-Hvad mener du med det?
- jamen, vi er jo ikke så mange i Danmark, vi udvikler jo ikke rigtigt noget.

Jeg får et hosteanfald.. det varer ret længe.
Jeg kan allerede se mine børnebørn vokse op på med Obama Care i baglommen og "In Good we trust" klistret ind mellem ørene.
Min indre dansker slår sig i tøjret.
Den der, historieske fornemmelse for overleveringer og gamle myter der gav tro og liv til mennesket gennem vores egen historier.
- Jeg tager da dig med mor, griner ungen, og har fået øje på mit ansigtsudtryk der må afspejle delvis desperation, delvis forudindtaget savn.
Jeg ved præcist hvordan jeg ser ud, fordi jeg har set det udtryk i andre forældre gennem mit liv. andres forældre og mine egne.
Når man vinker farvel som 17 årig, men en rygsæk og før mobiltelefonen er opfundet. og når man drager til Kina og man hører en sige "Kan I ikke bare blive hjemme og se det i tv?"
det kunne vi ikke. det skulle vi ikke. vi er sgu da verdensborgere, eller leger det.
Vi kan jo bare tage hjem hvis vi får hjemve ik? altså det er kun en flyver væk.

.. Hej mor, det er mig. jeg ringer fra Kina. jeg har mødt en mand. vi vil giftes..
Vores bus blev forsinket et par døgn. Vi ventede ved bussen sammen. Han er fra England.. ja gu er han sød. hvad, forbindelsen er dårlig. jeg har ikke flere mønter. jeg ringer fra Malaysia om en måneds tid ok? hallo, hallo, mor er du der? dut. dut. dut.

Jeg gad ikke være mine forældre. dengang før internettet og mobiltelefonen. og en datter der føjtede rundt på kloden som var det baghaven i parcelhuset, pænt hegnet ind og med små veltilrettelagte stier og pyntebede..

Hej, det er mig. jeg er blevet arresteret. Ja, jeg er på Java. Vi blev bedøvet på vores rum og frastjålet alt. Vi er hos politiet. De afhører os fordi vi ligger i samme seng og ikke er gift. De er ligeglade med at vi er blevet bedøvet og berøvet. hallo? Er I der, altså jeg må ikke ringe mere siger de. Vi finder ud af noget. Vi er fra Danmark. det går nok. Det er et smukt land, søde mennesker, lige
på nær politiet. Hej med jer. I skal ikke bekymre jer... Hallo..? Hallo..? Dut, Dut. Dut.

Vi taler ret ofte engelsk her hjemme.
Forbløffende sært, særligt med min nordiske kærlighed og sprogglæde ind i det danske.
det er ikke fordi vi ikke elsker vort modersmål, det er ammegaven, det er livet, det er ophobet af kærlighed der flyder i det sprog.
Men vi har alligevel for vane at tale engelsk. det er et levn fra engang hvor vi rejste over til Galathea ekspeditionen på Sct. Croix og måtte klare os, uanset alder, på det sprog.
Så sad det fast det engelske og ville ikke slippe.
Jeg lærer mig for tiden tre sprog, sådan lidt for sjov.
Den ældste taler en del japansk, tysk, engelsk, skandinavisk, yngsten lærer sig tysk og fransk foruden det flydende engelsk.
Hvad skal vi med alt det fremmetsprog?
-Jamen, vi skal da ud i verden mor, den har jeg hørt mange gange. ud, bare ud. som en Bjørnstjerne Bjørnson der længes over fjeldenes tinder.
Udlængslen gnaver.
Ikke af manglende kærlighed til fædrelandet, men af samfundsindprintet udlængsel.
Det er vores arv. at vi er skabt til at drage ud og skabe bedrifter og måske vende hjem som helte.
For faen, der var de igen. vikingerne. Det er jo ikke bare indlængsel og myter. Det er udlængsel efter verdensherredømmer. det er viden, som en nedgroet negl, om at vi skal ud og sprede vores sæd, vores historie og vores tro.

- Er der mere guldkorn?
-Ummm, ja da. Det er en pakke med 33% ekstra. supersize agtig. Monsteret udenpå sender mig sådan et "Spelt er for svagpissere" smil.

En bekendt skriver på facebook om sit barn der er i USA og studere.
Der er også ham den søde venlige unge mand nede i Kvickly ved kassen, som sparer sammen til han skal af sted efter sommer.
- Jeg regner med at tage hele gymnasiet i usa, sagde han, sidst jeg købte ind.
Jeg vælger hans kasse hver gang. Jeg skal jo høre hvor langt han er med optjening til rejsen.
Han er meget dansk. blond, smilende, tænder på snorlige rækker rettet af skoletandplejen, slipset i Kvickly uniformen sidder lidt skævt. Han smiler hver gang jeg kommer.
- Yes, pludrer han glad. Nu er jeg kun 20.000 fra målet.
- Fantastisk, siger jeg og lægger indkøb op på båndet.
Vi småsludrer og han husker alligevel at give den oplærte service at han skal åbne poserne for mig, så jeg ikke står og fumler med dem, når varerne skal lægges i.

- Hvis ikke vi ses inden, så må du have en rigtig god rejse, siger jeg og sender ham et smil.
Han stråler af ungdommens rejsemod.
Ud vil jeg ud, åh så lange langt langt, over de høje bjerge.. Bjørnstjerne summer stadig i baghovedet.

Avisen plaprer om østarbejdere. de kommer bare og snupper vores arbejde gør de. men altså, hvad gør de som vi ikke gør?
Ud, vil jeg ud og leve drømmen og skabe en bedre tilværelse.
det er dig og mig, det er drømmen om mere.

I skolen taler de meget om muligheder. Om det at gøre dig umage, som også dronningen talte om i nytårstalen.
Man skal mande sig op, tage sig sammen, knokle og få høje karakterer. helst så høje at man kan komme ind på et internationalt gymnasium, gerne i udlandet.
Politikerne taler om mønsterbrydere. det er årets hype, politiks.
Bryd ud og lad arbejder familien være arbejder familie. Vær større, vær mere, vær klægere end de gamle derhjemme.
Og vi klapper i vores små fede hænder når jernbanearbejderens søn kommer ind på medicin.
Pressen kommer rendende og skriver alen lange artikler om lille Hans og hans gennembrud.
Vi er vilde med succes.
I øvrigt så vilde, at succes aldrig rigtigt er nok.
- Du når ikke længere end du har drømt som ung, sagde min far altid til mig.
Og vi drømmer, som vilde og gale og higer og søger efter at toppe Gud og hver mand.
Og når det lykkes, er det altid et delmål. det er ligesom ikke nok.
vi er jo mennesker. mennesket er en drømmer, en stræber, en viljefast størrelse der indeholder håbet mod noget større.

Skolerne er helt med på bølgen.
Vi efteraber kina og kriges med pisatesterne og sammenligner og tæller procenter og ser på lille per og bedømmer ham inde eller ude allerede i 8. kl.
Succes er når end lille land bliver for småt og vi tager ud for at erobre verden. det ligger i generne og i samfundets opdrag.

Ubemærket sniger det sig ind i familiernes eget opdrag.
Som isjomfruen der med H.C. Andersens stemme hvisker "videre videre, væk væk"
og svimlen der skal besejres igen og igen.
Ikke tøve, ikke fjumre, ud, vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...

Vi er et lille land med ufatteligt held og en velstand man kan tvivle på om vi fortjener.
Råstoffet er mennesker, ikke olie, ikke diamanter, ikke kul.
Og den velstand ved vi er truet. fordi vores frigjorte tanke ikke længere er unik, fordi den kreative klasse ikke længere blot et et skandinavisk fænomen, men breder sig i takt med velfærdsbredning verden over.
Vi ved at vi skal til at arbejde hårdere for vores særstatus.
Det er ligesom ikke længere nok bare at læne sig tilbage i kulturen og både som Gorm den gamle og Klodshans "halleløj, her kommer jeg på min gedebuk".
Klodshans brødre har overtaget tronen og lever i et åbent forhold til prinsessen der stadig steger hanekyllinger, nu på webergrill.
viden og atter viden, oplysningstidens vidunderlige og samtidig skræmmende mål for mennesket.
Fuck Google, ask me!
studenterne spriger ud med hvide snit der kan få enhver til at spærre øjnene op.
Overload af fotos på facebook af huer og ildhu og drømme.
Ingen vil ende med at være et eksempel i Joarkom B. Olsens mund.
Bryd ud, videre videre væk.

Der skal bygges envejs betjente bomme ved grænserne. vi skal ud, en ingen skal ind. vi skal drømme stort, men andre skal ikke drømme om at drømme om vores lykke, vores land, vores sted, vores øl.

Aviserne skriver i sommervarmen om de grådige flygtninge. de forkerte flygtninge. levebrødsflygtninge.
De har penge til at flygte, derfor er de ikke rigtige flygtninge, står der.
Når og hvis jeg en dag skal flygte har jeg nok også råd til en menneskesmugler.
En der grådigt tager min surt optjente løn for at fragte mit barn eller os alle over i sikkerhed.
Her vil vi blive peget fingre af. I havde råd til at redde jer ud - skam jer.
I skulle have været blevet. slugt jeres mønter og tørret røv i sedlerne.
I skulle ikke have taget over vandet for blodpenge.
Hellere dø, end flygte fordi man har råd?

Var jeg blevet og vente på døden, med mine børn? Nej. jeg havde brugt alt jeg havde for at redde dem ud. for at give dem livet.


Der lander en båd på Lesbos i Grækenland. i båden er en dreng, eller næsten en ung mand.
Hans familie har betalt store summer for at redde ham ud af Syrien. Det syrien der brænder under folkets føder.
Menneskesmuglerne gnider sig i hænderne. det er mange penge de har fået for at fragte drengen over. Han er alene. helt alene. inde i sjælen sidder hans mors skrig da han trådte op i båden.
et skrig af savn, et skrig af frygt og et skrig af lettelse.
Han blev det eneste barn de kunne redde.
Hans mørke hår er fyldt med urin og støn og saltvand. solen er ubarmhjertigt stået op og sveden løber sammen med hårets viltre snavs ned i øjnene på ham.
han kan skimte Grækenland i det fjerne. han sidder mast op mod stævnen. han rejser sig, men sved i øjnene og råber "I'm the king of the World".
Han er en stump Hollywood film et sekund. de andre stirrer oplivede på ham.

Han havde drømt det, han stod slet ikke og råbte i stævnen. han sad stadig mast op mod rælingen.
han råber for sin familie, dem han lod tilbage. dem hvis håb hans skal bære resten af livet.
-. Du skal rejse, du skal overleve, sagde hans far, selvom han helst ville blive tilbage og kæmpe krigen for sit land. han ville falde for en hadsk hånd, men han ville bevare drømmen om sit fædreland i hjertet, selv ind i døden. den der kom og ridsede store kødsår ind i hans kultur.
Han skulle rejse og det havde helt tiden været planen. han skulle rejse ud og studere. han var familiens stolthed. deres kort på hånden. deres helt.
så kom krigen og splittede hans land fra hinanden.
Hver en drøm, morgenbordet, skolen, familier, troen. det blev fra den ene dag til den anden splittet i atomer.
Han kunne mærke mange års fred indeni. hverdagen. den helt almindelige følelse af både fremtid og sikkerhed. Hans families drømme for ham. og han lykkedes. han kunne noget. Han var den drøm.
Hans far var landmand og hans mor arbejdede ikke. hun fødte børn og flere børn og elskede så højt. Man kunne plukke den kærlighed i luften som en fysisk frugt af sødt kød. 
De manglede aldrig noget. de havde hvad de skulle. de levede åndede. og drømte, ud vil jeg ud, åh så langt, langt, langt...
Det havde været meningen at den unge dreng skulle på universitetet i USA. Han var klog. Han var dygtig. han var arbejdsom. Han skulle ud og så vende hjem som helt.
De talte om det ved morgenbordet. de talte om det tit nok til at det næsten smagte af virkelighed.
Han talte engelsk. havde studeret i nogle år allerede. han skulle være ingeniør.
The American dream. alle folks drøm, fællesdrømmen. at drage ud og blive til noget. hvad dette noget så end var?

Flere af hans familiemedlemmer var dræbt. de der var tilbage var på flugt fra krigen.
Hans forældre havde givet de penge de havde sparret sammen til hans uddannelse i USA, til menneskesmuglerne.
Selv stod de tilbage og ventede på døden.
Der var kun nok til ham. deres store dreng. deres drøm om livet. deres håb.

Han kunne smage sveden i munden og urinen. Det var ikke denne drøm de havde talt om.
Det var et mareridt og dødens greb flåede i båden for hver bølge. dødens lange senede arme og skrigende. siden stilheden da mundene ikke havde flere skrig. de var tømt, som drømmende.
En kvinde der sad bøjet henover hans ben i stævnen på båden kastede op af anstrengelse og tørst.
Han kunne mærke det varme bræk på benene. Han græd.

De tumlede i land. Stranden var hed og ugæstfri. Nu var han her, mod sin vilje. drømmen om at drage ud havde ikke været sådan her. Hans drøm var ikke at lade hans familie og land i stikken.
Han lagde sig i sandet til han blev gennet videre. de skulle gå 60 km til en flygtningelejr.
Han var flygtning. han var en af dem der ikke druknede. ikke sank til bunds.
man han var ikke velkommen. ingen gav hånd eller bød velkommen.
han var en klods om benet. en uønsket. en ung uønsket dreng med snavset hår og alene.
Hjem vil jeg, hjem, åh så nært nært nært.

Lige meget hvor man ser hen på kloden er der drømme om at drage ud og forandre sin skæbne.
Vi ønsker os mere i livet, vi ønsker forandring.
Drømmen er ens for mennesker, uanset hvor vi kommer fra.
vi opdrager vores egen til at søge ud, blive verdensborgere, finde klogskab, udvide horisonter, blive belærte og berejste.
Vi opildner drømmen om alt det der er p den ande side af markskellet.

Det er vores skæbne at drømme os ud, at ville mere, at hige efter et liv på solsiden.
Og vi ønsker for vores børn at de finder det bedste. vi knokler svenden af kirtlerne for at give dem det bedste. vi støtter, hjælper, vejleder, holder under og holder i hånden.
Vi forsøger at hjælpe dem ud af tomgang og gøre den selvhjulpne til eget underhold.
uddan dig, rejs ud og bliv klogere. grib nuet, changsen, livet.

En båd sejler til Sverige i 1943 fra Danmark. En båd med  flygtninge. danske børn, der som nu, havde sindet fyldt af drømme. drømme der bristede da krigen tog til. da lykkesmeden faldt for e regn af kugler.

En båd sejler til USA danskere der drømmer om et bedre liv.

En viking sejler til Irland og slår sig ned

En bonde vandrer op gennem Europa og slår sig ned i Danmark i bondestenalderen og møder jægerfolket der bor her allerede.

Et menneske kommer for første gang til et ubeboet sted langt mod nord. det menneske kommer fra Afrika. det menneske er grundstammen til det danske folk vi kender i dag.


- Er der mere guldkorn?
- Nej nu er der ikke mere. nu er det slut. - Kan du ikke drikke mælken der er tilbage i skålen?
- Ad, nej. den er fyldt med krummer!

- Du skal spise op, bare tænk på de fattige børn i Afrika der ingenting får, eller flygtningene!

Det sagde jeg ikke, jeg siger det ikke, jeg gør det ikke!
Jeg sagde det, som en sum af min tid.
Den der efter, efter krigstidsgeneration. og benhårde træning i atomshelter under den kolde krig.
jeg hamstrer endnu. det er sandt. det lærte jeg på min friskole. altid. altid have stearinlys, tændstikker, batterier, dåsemad på lager. altid.
De sagde aldrig noget om guldkorn.

Avisen ligger efterladt sammen med håbløsheden.
- Tror du de klarer den, dem dernede på stranden mor? dem der kom hertil og troede de var frelst?
- Jeg ved det ikke. jeg ved ingenting.
- Vi tager derned og henter dem! Kom, vi tager af sted nu mor.
- Vi ville bare være i vejen. der står man ikke må hjælpe, det er lovstridigt at køre dem eller hjælpe dem.

- Er du åndsvag? spørger min ældste
- Hvad?
- jamen der er da lige meget om man må, det er noget man skal. Så fat det dog. Han er grådkvalt nu, den store unge med de mange drømme.
- Ved du hvad, jeg har ikke fundet nogen god løsning endnu, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg ville gerne hente dem alle sammen, men selvfølgelig helst standse krigen i deres egen lande. Jeg aner ikke hvad vi skal gøre længere. det er kompliceret, ik?
- Gu er det da ej kompliceret, det er sgu da mennesker. Han går og smækker døren ind til værelset. han tramper hele vejen op af trappen. Jeg pisser på hans livssyn. jeg pisser på hans drøm om verden. om mennesket. Om godhed. Om vilje og håb.

Jeg banker på døren og hører et ummmm.. nede fra en dyne gætter jeg på.
- Det giver ikke rigtigt mening vel? spørger jeg.
- Overhoved ikke, siger han. Jeg kommer ikke til at forstå det. jeg vil ikke forstå det.

Vi snakker om det der med at have meget, at være i et land der er sikkert, uden krig, uden trængsler, andet end når TDC har nedbrud og serveren ikke kører i højt nok gear til at downloade en youtube video fra Smosh.
First World problems vs død

Jeg går ud til hønsene med resterne fra morgenbordet.
Der ligger tre æg.

En lille taknemmelig gave på mit alterbord.
En høne hakker mig i foden. Mine tæer ligner cocktailpølser og er vandt med god plads. De gik i halvgren sko da de skulle vokse. Fanme sejt af mine forældre. Det var hulens dyrt. men fødder, det skulle der være råd til. En sko alene kostede mange artikler i Karise avisen. Far skrev og skrev. linje op og linje ned, for at købe fodformsko til mig og mine søskende. Det var sådan et lille håb der sneg sig ind. Pas på fødderne, de skal bære dig ud, åh så langt, langt, langt, mod drømmen om den store verden.. derude hvor horisonten runder og drømmen bærer vand.
videre, videre, væk, væk...


Eftertanke:

Man skal ikke bilde sig ind at man kan hjælpe alle.
der er ikke plads.
Hvis alle kom til danmark, ville vi ikke længere have noget at dele ud af.
Sådan er ordene og de er ikke usande. Selvfølgelig er de ikke det.

For at hjælpe kræves midler. De midler har vi, men de midler er ikke uendelige.
Men håbet om at hjælpe må ikke stækkes. Må ikke underdrejes i en ligegyldighed.
Vi skal hver morgen gentænke og gennemtrævle metoder og læsninger der hjælper vores broderfolk ud af de trængsler de står i.

- Vi når ikke længere end vi har drømt som unge.
De unge er ikke i tvivl, de har endnu ikke fået forplumret deres livssyn. Synet på medmennesker.

Hvordan vi løser knuderne ved jeg ikke, men vi skal blive ved med at tænke løsninger der ikke blot byder på bomme og bremser.

Alle har en længsel. både efter deres fædreland, efter freden og efter drømmen om at drage ud og være en del af verdens håb.
Ingen skal flygte, ingen skal dræbes og ingen skal undertrykkes for den drøm vi deler i fælleskab.

Stolthed og kærlighed til fædrelandet ejer alle, uanset hvor de kommer fra.
en flygtning mister ikke håbet om at komme hjem.
En flygtning har egne drømme med. Har levet almindelge liv, med almindelige morgenstunder - som du og jeg.
Et menneske er et menneske.

Vi opdrager vores egne børn til at søge ud og skabe muligheder, men under ikke andres børn at gøre det samme.
Vi lukker os om os selv med et velstandssmil.
Må smilet stivne.