søndag den 14. februar 2016

Fremmet

At vågne op, genfødt på ny
trods det at alt er genkendt
at være fremmet i sin by
når man har været udsendt

at mildne hvert et velkendt strøg
og genopdage egne
at spire som et forårsløg
og favne sine egne

at misforstå et sprog så spagt
at lytte, men ej høre
at se en grænse kalifat
som ingen vegne fører

at sprænge dør og mur og is
at kaste alt der tærer
at se at verden genbefries
i stort og i det nære


Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former
og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold

Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag

Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til

Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)