tirsdag den 23. august 2016

Demokrati, kend det på knækket



Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen "Demokratiets rede" var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre - Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på "demokratiets rede".

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slægger på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slægger vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næbbe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: "Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder" Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortæling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering - af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om "aktivering".
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance - Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna'en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt "skævvridning" af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde - for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på "yellow brick road", der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
- Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd'sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for "Maren i kæret, lægmanden og "Mi nabo Per smed", akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve "oplysningsgraden" og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af "arbejder" viden og nedgørelse af "akademisk eliteviden" og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og "delte".
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger - og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf "splittelsen", meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi "splittede" og gu er det godt.
Men retorikken - det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er "for eller imod" flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.


Fru Kjærsgaard, vi er uenige - Tak - Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager - særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland - af sammenhængsmæssige årsager.)