onsdag den 29. marts 2017

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe

Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber - vi er vel primater.

Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt - men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?

Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

-----

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:

Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse

At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.

Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001

---

Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;

Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’  på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt
Og lige liflig er dens aftenrøde.