Højskolens
175 års fødselsdag
Tone:
”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At
lære er at ville”, men to sammentrukne vers.
Tekst:
Astrid Søe 2019
1. Engang var intet givet
som brud af sten og sand
og bondefolk oplivet
som før var lyst i band
2. Oplysningen til livet
til lære uden tvang
det øjeblik er givet
foruden stand og rang
3. At værne om sin stemme
og pludslig tælle med
at vide og fornemme
at stå fast på sit sted
4. Oplysningstiden tanker
af folketillids tro
hvor frihed kaster anker
og bygger bro på bro
5. Men kan nu folket råde?
kan pøbelvælde gå?
foruden redningsbåde
og måder at forstå
6. At give magt til alle
at tro at vi kan gro
at styrte og at falde
i alt for store sko
7. Kan tillid gennemtvinges
hvad kræver folkevalg?
at dannelse betinges
at skulle når man skal
8. At kræve er at give
for frihed fordrer vid
og dernæst at oplive
et styre bid for bid
9. I dannelse er ingen
forladt til egen tro
at danne er at ville
at alt og alle gro
10. At intet overlades
til magtelitens mur
at intet skal forflades
og friheden i bur
11. At være med, er løsen
for folkestyrets ånd
forstå igennem tider
at magt er i din hånd
12. At tage del i magten
at skabe lov og land
at turde indgå pagten
er dannelsens forstand
13. Og dannelse fortætter
at al slags liv er stort
og ej kun forudsætter
hvad lærde de har gjort
14. Et liv er mer end bøger
og skoledages flid
et liv har store ører
og hvermands eget vid
15. Et liv er alt der rører
og alt der leves må
for livet blir først større
af flere, ikke få
16. Oplysning tar ved lære
af helhedstankens bud
og dannelse skal nære
at ingen sættes ud
17. At lære nyt og lede
at give mening selv
at højne alt der nede
i folkets karsken bælg
18. At tro at alle evner
at lyse op og ta
den skæbne ordet nævner
et ansvar og en sag
19. Nu skal det åbenbares,
i rent engagement
om dannelse forklares
i frihed eller tvang?
20. Er borgerdyd en gåde?
I frihed eller kald?
Et oplyst frø vi såede
i meningsfulde valg
21. I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
22. Et møde med forstanden
et samfunds delte lid
i vilje til hinanden
og skabe uden splid
23. Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
24. At højskolen vil fægte
forskellighedens sværd
at ingen kan sig nægte
at stå ved eget værd
25. At byde ind og ville
foranderlige ord
forstå kritikkens kilde
stå fast i det du tror
26. At vide; her er frihed
og tvivlen har sin plads
at leve helt i lighed
at kende sit parnas
27. Mit værd er vel det samme
som det du bærer på
og med og uden ramme
et liv som vi skal nå
28. En færd af form og farve
et frisat tonespil
i måder vi skal arve
og nye ting vi vil
29. Med liv skal landet bygges
med lov skal landet stå
og sammen skal det lykkes
for alle, ikke få
30. Et land er alles hjemmel
mangfoldighedens sted
forskellighedens vrimmel
et nu hvor du er med
31. At ville nye egne
at lære nye sprog
at se på andres vegne
et skrift i livets bog
32. At trykke varmt til hjertet
med fædrelandets mod
de folk der før blev smertet
og flygtede til fods
33. At række hånd og hjerte
at byde ind på trods
forstå at der er smerte
at gå fra vi, til os!
34. Forskelligheden rækker
i håb, sin hånd mod din
fra skyggers land den trækker
dig, til du bliver min
35. At virke er at være
i samvær uden frygt
først da kan livet bære
og sjælen være tryg
36. At læne mod hinanden
oplive i den tro
at tillid og forstanden
er skabt i fred og ro
37. Et skråplan er at skræve
henover hul og grov
og sidenhen at kræve
betaling for sit åg
38. Et liv har knast og splinter
det koster livet selv
et liv er også vinter
men dit alligevel
39. At glædes når det dages
for næsten og sig selv
når tømmerflåden stages
på livets kildevæld
40. At vide alt betyder
at intet er til spild
at livets som du nyder
er kraft til alles ild
41. Et liv er alles alvor
et ansvar uden stop
i fællesskab vi opnår
at kærlighed får krop
42. Hvad er vel kærligheden
til det vi sammen vil?
midt i nødvendigheden
at sætte alt på spil
43. At ville og at råde
at alle kan få ord
at tro på liv og nåde
i folket højt mod nord
44. At fæstne al sin vilje
til oplysning og vid
og inden gravens tilje
at sætte al sin lid
45. At samle tankevirke
der ønsker frihedsspor
et våbenhus før kirke
i nordens gamle ord
46. Oplive, det er ordet
at live op på ny
at sidde rundt om bordet
når midsommer den gry
47. At være i det sjældne
at give kærligt los
at lære det at skelne
lidt kantet og på trods
48. At frejdighed forandrer
nysgerrigt byder ind
mens tankerne de vandrer
frimodigt til dit sind
49. Hvad skal vi med hinanden
er kroppen uden navn?
udfordret i forstanden
vi er til folkegavn
50. Hvad er vel folk i grunden?
Hvad er nu folkeværd?
I himlen eller bunden
et folk at være kær
51. At elske alt og alle
at turde ville vej
at snuble og at falde
et vi i dig og mig
52. At være folk er færden
fornuftigt mellem sig
en tillid ud mod verden
at bygge bro og vej
53. At finde tillidstråde
til det du tvivler på
at spørge og at råde
at give og at få
54. Et folk er skabt af dele
vi flytter nænsomt på
som bliver til et hele
en måde at forstå
55. At læne sig med glæde
med undren og mod håb
med Fenrisulvens kæde
er folkedybets dåb
56. At turde møde livet
foragte had og frygt
et folk det blir først givet
når døren åbner trygt
57. At kende sin historie
og lære dens værdi
så rank som en cikorie
der sætter modet fri
58. At kende gamle veje
et landskab af musik
alt liv er fælleseje
i samvær, brug og skik
59. I poesiens gemmer
forankres vores drift
et livstræ fyldt af stemmer
i node og i skrift
60. En nornes tråd til livet
er flettet skæbnevis
i alt hvad du blev givet
fra liv til Fimbulis
61. I verdens midte stander
ask Yggdrasil i tro
og nornerne de vander
så livet altid gro
62. Fra roden ånder asken
som lunge af en gud
i vingefang og basken
må Odins ravne ud
63. Fra asketræets krone
de flyver vingelet
til Valhals store trone
og hvisker ganske tæt
64. I Odins egne ører
fortælles alt på jord
hvad ravnene de hører
at menneskene tror
65. I nord er det at lytte
at ville andres ord
et ståsted for hinanden
for Loke og for Thor
66. Forenes eller mødes
i al uenighed
i samtale der fødes:
at turde blive ved
67. At turde frie former
og ikke kun sig selv
at sprænge alle normer
er livets kildevæld
68. En gammel pagt til livet
forseglet gennem spyt
der giver Kvaser livet
et svar på alting nyt
69. I Kvaser samles videt
og fantasiens mod
og alle sætter lidet
til evnen i hans blod
70. Den klogskab Kvaser rummer
selv Odin undres på
et vid der ej forstummer
det ypperste at nå
71. Men den der rummer viden
blir slagtet for sin dåd
det ser vi ofte siden
hos folk med gode råd
72. Men kvasers blod blir reddet
i tre forgyldte kar
så evnen den er fredet
i blodet hvor den var
73. Nu blir den spærret inde
i bjergets hårde sten
skønt Odin kan det finde
betalt med slibesten
74. Han sluger blod og evne
fantasia og digt
alt det som verden rummer
og bliver til på sigt
75. I fjederham tilbage
nu hviler fred og ro.
bur ikke blodet inde
hvor fantasien bo
76. Vær stolt i dine klange
og lev for lyst og lys
del ud og giv til mange
så blodet det fornyes
77. Erkendt fra gamle runer
fra mytens ord og væld
fra englenes basuner
fortæl fortæl fortæl
78. Fortællingen forener
forgrener sig i tid
fortætter hvad jeg mener
og blir til sidst til vid
79. I sagn og sang fornemmes
i brudstykker et folk
så arven ikke glemmes
men findes frem som tolk
80. Forstå din næstes veje
ved egne spor at få
historie må du eje
så rejs dig nu og gå
81. Og gengrib liv og gerning
forkast dit satte mål
da randt for dig guldterning
i Valborgsnattens bål
82. Et blus af liv, af grøde
et blus af elskovsild
lev før din aftenrøde
vær varm, vær vår, vær vild
83. Vær ikke fyldt af domme
vær rum for den der vil
gør plads, så vil jeg komme
i samvær blir vi til
84. Hvad er vel frygt og bæven
og angst og ikke værd
at slås og slå på tæven
og ikke være nær
85. At kaste alt der tæller
i gravens mørke dyb
hvis kun foragten gælder
er mennesket et kryb
86. Og krybe må vi gøre
før vi kan stå og gå
og række frem og røre
alt det vi ej forstå
87. Men når vi ranker livet
og ser forbløffet op
det foran os er givet;
et menneske, en krop
88. Det sprog som vi skal lære
er verdens hjertesprog
det sprog som alt kan bære
og aldrig er et åg
89. Det vigtige og smukke
i det at høre til
en dør der aldrig lukke
i ord som, Ja, jeg vil
90. At byde ind og vide
at intet blir som før
luk op, det er på tide
luk aldrig hjertets dør
91. Et skyggespil af tanke
et alt for fæstnet liv
imens et hjerte banke
i had der yppes kiv
92. Hvad er vel hadets stemme
neandertalers spil
i mørket man forglemme
ret hvad man egentlig vil
93. Hvis oplysning er livet
er skyggen dødens gab
og det er ganske givet
der er kun mennesketab
94. For døden den kan tie
og tirre og tag fat
i død er alle lige
i evighedens nat
95. Er døden da en fjende?
En ondskabs magt og kraft?
nej, døden fordrer livet
og det som vi har haft
96. Den sætter os i stævne
og kommer når den vil
gir kraft til liv og evne
og sætter os i spil
97. Men skyggen den kan isne
et menneske med magt
og eget værd kan visne
og alting miste agt
98. At skygge for en anden
at slukke altets ild
at rokke ved forstanden
at se dem fare vild
99. At opfordre til mørke
at fængsle sind og sjæl
at skabe sult og tørke
at klippe tå og hæl
100. Lad aldrig hadet råde
vær klog, vær mild, vær dig
vælg kærlighedens gåde
der lyser dig på vej
101. For lys er alles eje
fra fødsel og til grav
foragt for alt det feje
oplysning er din arv!
102. Og blir du spærret inde
i mismod og i had
og Babelstårnet vælter
og intet følges ad
103. Da husk at du vil finde
igen et oplyst mod
i hjertet dybt derinde
har sproget slået rod
104. Et løsen for fornuften
for kærlighed og værd
som solen gennem luften
der skinner her og der
105. Hvad var så folk og frænde?
Et hjertesprog af ånd
at livgi’ bål med brænde
at række frem sin hånd
106. At turde fælles former
at trodse truslens råb
at læ for alt der stormer
at være nye håb
107. Opliv du selv til andre
vær mod hvor der er frygt
stå ved, så kan du vandre
igennem livet trygt
108. Du spør, hvordan du rækker
din hånd mod verdens dyb
og løfter eller trækker
fra hadet tabte kryb
109. I frihed kan vi bære
enhver, endda os selv
oplysning vil os lære
at bryde mur og skel
110. At tilgiv og gi efter
forstå igen og se
at hadet ikke hæfter
forandring holder ved
111. Oplys i midnats mørke
og blund kun lidt iblandt
bær vand hvor der er tørke
Og eftergiv din pant
112. Vær ven af alt der lever
vær livets paraply
skønt det så ofte drypper
på ny, på ny, på ny
113. På livets skole findes:
forklaring, trit og vær
og det igen at mindes
at du er dig, især
114. At stå i eget virke
at vælge livets mod
skønt fundamentet knirke
med aflad og med bod
115. Gentage gamle måder
opgrave gammel gæld
at afslå den der råder
stå op alligevel
116. Men inden i hverandre
der findes svar på alt
alt det der kan forandre
i alt der blir fortalt
117. At dele og at give
at turde andres ord
at være skydeskive
at styre selv sit ror
118. At finde det der passer
på livet hver især
at bryde ud af kasser
at komme tvivlen nær
119. At rejse er at leve
at leve er berejst
at længes gennem breve
at kunne holde gejst
120. At fremme sine lyster
At tænde på en drøm
At vælge det der ryster
At gå op mod en strøm
121. At turde famle modet
at sige fra iblandt
forny hvad er indkodet
at skille løgn og sandt
122. Men kan en gammel tanke
forandre nuets hvælv?
Gå armgang på en planke
med gåsehud og skælv
123. Er ånd af svundne tider
fornuft i nuets folk?
En drøm af individer
med friheden som tolk
124. Kan højskolen forsvinde
i mål og med og magt
hensygne som et minde
i graven evigt lagt?
125. Forladt af nutids røster
formuldet i sin ånd
en amme uden bryster
der ryster på sin hånd
126. En skole der forandrer
et samfund uden tvang
en skole der forankrer
et oprør ud i sang
127. En tone i debatten
et mødested, et nu
et levn, godt gemt til natten
på nadverbordets dug
128. En krumme glemt i sengen
en tvivler der fortrød
og blomsterne på engen
og solen er så rød
129. Et levn fra gamle tider
foragt og frisat tro
en tankestrøm der glider
et andet sted at bo
130. Forladthed og alene
genfinde og tag ind
at kaste gadens stene
en lussing på en kind
131. Et oprør med et samfund
en ung der farer vild
en node i en klangbund
at vågne morgenmild
132. At vælge alt der undrer
at la’ stå til på ny
at vandre på en tundra
med næsen højt i sky
133. Et nutidssprog forsøger
at række vejen rundt
en plads i livets køer
aviser i et bundt
134. En mediestorm i himlen
på jorden og på tværs
og klodens vilde vrimlen
og klimas sidste vers
135. Et ophob af rebeller
en drøm der tager tid
eksamen, karameller
en speltbolle med bid
136. En helt moderne kjole
en genbrugsmatador
en ven, hvorpå man stole
en plads på denne jord
137. Et klima vi skal klinke
en alvor som vi skal nå
fast håndtryk eller vinke?
Debatten der er rå
138. I ord kan vi begraves
i ord kan vi opstå
i ord kan ånden arves
i ord kan alle nå
139. At holde med hinanden
at tage fælles skridt
forsage Gud og fanden
at hinke, gå i trit
140. At vente på hinanden
at opgive sin plan
at gange 2 i anden
med pletter på et lagen
141. At sluge og at sladre
at lyve og få lov
at mejsle kirkens kvadre
at sige pyt og hov
142. Opildne tiders torden
forsvare frit sit ord
et flag i hundelorten
en plads i himlens kor
143. At tro at troskab tæller
at noget holder fast
en evighed der gælder
som return på en tast
144. At undskylde og fejle
at kende egen krop
til kærligheden bejle
bestige bjergets top
145. At ligestille livet
i køn og værd og dag
og ikke ta’ for givet
det går i ro og mag
146. At elske er at opstå
i sjælden mulighed
at elske er at opnå
at hjertet går af led
147. At mærke varmen strømme
i kroppens glemte kød
at elske er at drømme
at blive ganske blød
148. Forstå at alting vækkes
til dåd i den der vil
og verden ikke svækkes
fordi at du er til
149. At opleve det nære
i andres smil til dig
at andre om dig kære
og gerne viser vej
150. At se det fælles række
at rumme uden præk
at hele hvad der brække
er livets skoles træk
151. I øjenhøjde med livet
forstå, forsvar, fordel
kun et det er dig givet:
i andre, blir du til!
152. At vide fred er muligt
og frihed finder sted
at mennesket er dueligt
jeg ved du tar mig med
153. For åndsfriheden findes
se tanken flyder frit
når ånden ikke bindes
går friheden et skridt
154. Og den der færdes fælles
foruden angst og tvang
vil aldrig kunne fældes
men opstår i en sang
155. En sammenhæng der trodser
og løser bånd og bast
en læk hvor håbet fosser
og livet det står fast
156. At tro på små mirakler
som ufortrødent stort
med glæde bære fakler
så ingen går i sort
157. At se et barn der fødes
at dø hen under vår
at vide at vi mødes
om det kun vi formår
158. At få en ven for livet
der aldrig svinder bort
der aldrig tar for givet
og deler godt og hårdt
159. ja, Nordens gamle skole
er liv der går igen
i nuet vil den fole
et samfunds følgesvend
160. Et sprog som mødestedet
utvungent skabe mod
betydning sammenkædet
og stier til din fod
161. Frit valg på alle hylder
og ingen skabelon
et sted hvor alle fylder
en folkets mikrofon
162. Nuvel i nye tider
er spiren stadig grøn
og mellem individer
oplyser Mimers brønd
163. Fra dybet strømmer livet
oplyst til genforstand
det er hvad vi blev givet
til kvinde og til mand
164. Et løfte til hinanden
en ed af folkemod
et sted at læne panden
et sted at blande blod
165. Et opråb gennem tider
et frisind uden svøb
en ånd der atter glider
i alle tidsforløb
166. At være fri i ånden
at fægte med sit ord
at ta’ et barn i hånden
at sige, Ja jeg tror
167. At trodse tid og tvivlen
at løfte livet selv
at være i sit indre
og skabe store skælv
168. Forstand er det at tage
en tanke og gi liv
for stærke og for vage
og ikke yppe kiv
169. Tag samtalen for givet
fortætte ordets saft
for ordet skaber livet
et fælleskab af kraft
170. Hvor mund og mening
mødes
i livsoplyste syn.
kan hjerterne opblødes
til solskin ikke lyn
171. Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
172. I lydhørhed er livet
samhørighedens kys!
Som kjærligheden givet
en ild af alle lys
173. Et folk oplyst af tanke
og viden uden bånd
kan holde ryggen ranke
og vide, her er ånd
174. Alt det som ikke gælder
vi gør, som ingen ser
vi kan, som ikke tæller
som hjælper mange fler
175. Vi flytter for hinanden
i virke og i kår
i kærlighedsforstanden
er fælleskabets vår!
