lørdag den 24. oktober 2020

Skæbnefællesskabet - Breaking the (2dn) waves

 John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.

Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab - og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
- Hvem ringer klokkerne for
- de ringer for dig."

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.


onsdag den 15. april 2020

I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning


Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli'
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer

fredag den 27. marts 2020

Afsked på afstand

Du elskede - du mærker
jeg er jo lige her
og alle himlens lærker
den tone til dig bær!
Jeg magter ej at savne 
din krop så tæt, dit værd
men hjertet må nu favne 
trods afstand står vi nær! 



Min kærlighed kan række
usynligt efter dig
og gennem sjælen trække
din krop helt ind til mig!
Jeg trykker dine hænder
jeg kysser på din kind
jeg er her til det ender
til lyset når dit sind!

I tanken må jeg tage
vor afsked, sidste kys
som alle andre dage
vi tænder fælles lys!
I afskeden med livet
der ånder ud og dør
samhørighed er givet
trods intet er som før!

Farvel, du farer ikke
vild på den sidste vej
i tanken ved din side
vi følges, du og jeg!
Vi fandt liv i hinanden
i venskab, kys og leg
mærkbart ind i forstanden
mærk mig, jeg er i dig!

Fornemmer mens du svinder
din hånd, i min, på trods -
af afstand, sjælen binder
så stærkt er vi ét os!
Gå til den anden side
gå over himmelens bro
for du og jeg vi vide
afstand forgår af tro!


Astrid Søe. 2020. Salme til afskeden hvor vi ikke må sige farvel til en døende, da vi som mennesker ikke under coronavirus epidemien ikke må være tætte, men skal holde afstand. Sjælesorg er også at fornemme at man kan være ganske nær en anden, i tanken, i sindet og vide at det menneske ved at man er tilstede, trods afstand.
Kan indtilvidere synges på: At lære er at ville (melodi undervejs)

torsdag den 26. marts 2020

At komme som ukronet konge i tro

At komme som ukronet konge i tro
at sige, slap af, hvor Gud er, er der ro!
At give sit liv og at ville enhver
om du; skæv eller skør, normal eller sær

At mødes ved bordet og sidde hele tæt
at dele det hele og selv blive mæt
at mærke at venskab gir nærhed og mod
at vaske sin tanke, sin krop og sin fod

Men selvom han sejret med kærlige ord
så blev han forrådt ved sit eget bord
blev mobbet og drillet og dømt til at dø
og dem der kan hjælpe står ikke i kø

Så hænger han der og hænger lidt ud
og spørger “Hvor er du, hvor er du min Gud?"
"Hvorfor er du borte, jeg mangler dit ord.
Jeg tørster. Tilgiver. Nu fuldbragt - jeg tror"

Så lukker han øjet og livet går ud.
Men så står han op og han rejser til Gud
for selvom han døde på korset og skreg
var døden en gave til dig og til mig

Og er du i knibe, og græder og ser
fortryder, sir undskyld, tilgives og ler
så ved du at Kristus langfredag hang ud
og viste: elsk ALLE, som stærkeste bud

Det sker jeg selv får øje på

Det sker jeg selv får øje på
at livet næsten går i stå
og føles lidt alene
så kan jeg pludselig huske på
at der er noget jeg kan nå
så intet føles ene

Jeg kan ta' fejl og blive væk
en gåde, som et brev med gæk
gul som en påskelilje
men du sir' pyt, tage dagen på
og husk mig, i det himmelblå
opstå som påskevilje!

Jeg kan tag' fodbad og bli' ren
og vifte med en palmegren
og samle mine venner
ta' kage med og dele ud
det er mit påskestjerneskud
et lys i dig jeg kender

Jeg kan fortælle hvad jeg tror
og vide at du tror mit ord
og turde meget mere
og jeg kan spørge alt jeg vil
det er at høre troen til
at høre til blandt flere




Min påske er et rodet puslespil

melodi: Nu lyser bøgens blade atter op

Min påske er et rodet puslespil
af brikker der skal passe til hinanden
i alle farver, former der er til
og lægges med opstandelsesforstanden

En brik har store palmeblade på
der løftes som en hilsen når du kommer
at sejre uden kongekrone på
i troen rig, men dog med tomme lommer

En brik er ren og skær som vand i dåb
du vasker vores vid i vand og væren
en brik er brød og vin som delehåb
at dele er som ilt i atmosfæren

En brik er sort og koster livet selv
et kors på Golgatha med død og smerte
men tillid kan man ikke slå ihjel
tilgivelse er rytmen i dit hjerte

En brik er stenen der er rullet væk
fra graven hvor din krop lå kold og døde
og som en fuglerede i en hæk
opstod til liv i påskemorgenrøde

Min påske var et rodet puslespil
med brikker der lå spredt i alle dele
men påsken samler, det som Gud kun vil       
og at du selv er brikken i et hele     



Min påske var et rodet puslespil
nu passer alle brikker i et hele
død og opstanden, det er ligetil
pas på hinanden og husk på at dele
at dele er at samles til et hele


og mærkes hvor vi passer på hinanden

et kys på panden
nemt med kærlighedsforstanden

opstanden fra de døde



en brik er tegn som askeonsdags grå
der nænsomt bliver tegnet på min pande

Min rokketand er min barnetro


Min rokketand er min barnetro
for lige under den der gro
en ny som jeg kan bruge
den rokker som en rullesten
fra graven rulled du jo en
for intet kan dig kue

Min rokketand sidder løst og skråt
snart går den løs og det er godt
den klikker på min tunge
selv gav du slip og genopstod
fra korset som din kindtandsrod
og ånde i din lunge

Min rokketand faldt pludselig ud
midt i en salme om min Gud
og æblet fra din have
men ud af dig opstår en ny
i påskemorgensolens gry
taknemlighedens gave