lørdag den 25. oktober 2014

Havregrøds blues - landbrugssang

Melodi: Livet er en morgengave

Jeg er vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
der er ingen gryn tilbage
ingen simren under låg
jeg har glemt hvordan jeg skaffer
både gryn og mælk og mad
så jeg skumler, mens jeg daffer
morgensurt i lunkent bad

Mens jeg tørrer mine skanker
tænker jeg i fuld galop
jeg hos naboen nu banker
kan jeg låne mig en kop?
bare gryn og mælk til grøden
et fortroligt tak for lån
naboen ser helligbrøden
smækker døren som en hån

Nu er gode råd jo dyre,
jeg må google lidt om gryn
google rammer mig med syre
gryn de dyrkes 'ik i byen,
så jeg tar min gamle jernhest
cykler til lars tyndskids mark
finden bonden i reflexvest
men han siger "den står brak"

Næste landmand går og malker
sine køer med sug og slip
mens min knogle langsomt kalker
og min mave får et flip
får jeg mælk i stride strømme
ganske lun og fuld af fedt
halvvejs gennem mine drømme
mange tak, det var så lidt

Hjertet pumper mens jeg cykler
bag en traktor fuld af lort
og jeg er vel ingen hykler
hvis jeg sir: det stinker stort
men så blinker den til siden 
kører mellem mark og sti 
og min nye landbrugsviden
tolker havregrød heri

Jeg får korn i sæk og lommer
munden fuld, som jeg dog åd
gnasker, men det er en ommer
det skal valses eller noget
nu retur til byens gader
hvor en møller valser rundt
tar en tango mens han kværner
mine korn, på godt og ondt.

Jeg var vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
må fra gaden og til gården
for nu er jeg landbrugsklog
men jeg glemte helt at hylde
dem der skaffer maven ro
tak Lars tyndskid, for din gylle
og dit korn og så din ko

/Astrid Søe 2014

lørdag den 20. september 2014

Sangen om Jensen

Her er en sang om en mand der hed Jensen,
og navnet fik han den dag han blev døbt,
og helt urokkelig var evidensen
af det navn der havde mange slægtled svøbt.
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Han gik igennem sit liv som så mange,
med eget nummer og og nem-id tjek
og præsenteres adskillige gange
som hr. Jensen, til en dag hvor han fik smæk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Ser du, vor Jensen om hvem sangen handler,
han gik en aften på fin restaurant,
og fik en bøf og en softice med mandler
47,- kroner slap han vor gourment
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men vores jensen var ej til buffet'er,
og selv hans kone, skønt hun var en sild,
ku ikke tænde på saucer med mere,
Jensen han blev grillet over sagt ild
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Hr. Jensen han var til torsk og makreller,
og fiskesuppe og krapper med klør,
grillet laks stegt med små kantareller,
friske fiskefrikadeller fra glyngøre'
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen han smækket med døren
og tog til Sæby og fangede fisk
jomfruhummer og ægget fra støren
kom og køb i Jensens Fiskehus og disk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men nu ville jo skæbnen at Jensen
han delte navn med en masse på jord
og pluds'lig så var navnet essensen
i et søgsmål der sku bære retten ord
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen fik dom og en bøde,
for navnet Jensen er Brandet og købt
det er med Jensen som rødgrød med fløde
meget dansk, men ikke dit trods du er døbt
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Til alle Jensner i danmark der kommer,
og alle Jensner i danmark der er,
sørg for at I bliver døbt af en dommer
skidt med cpr, men sørg for cvr
Det begyndte godt, men endte ganske skidt.

Tekst: Astrid Søe 2014
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel


Sangen om Jensen er skrevet over sangen om Larsen:
Sangen om Larsen indledte musicalen 'Melodien der blev væk' , som fik sin første opførelse på Riddersalen i 1935. Her sang Helge Rungwald som gårdsanger stykkets vel nok berømteste nummer.
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel - 
Tekst: Sven Møller Kristensen

Hør melodien på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=wzFgN0DVfkk

mandag den 25. august 2014

Høst

Når korn og kuling kaster
Med strågult hår og bindegarn
Sit tørklæde med kvaster
Og støvet vinduskarm
Selv ploven sukker ivrig glad
Når bøgen krøller i sit blad
Så går jeg gennem livet
Tak, alt hvad jeg blev givet
Fra mulden mageløs

I markens mørke fure
Hvor livet usagt sover ind
Mens vinter endnu ruger
Et urørt barnesind
Dog længes endnu fuglen ud
Som silhuetter stjerneskud
Forlader vingesuset
Og flyver over huset
I natten mageløs

Endnu august må råde
For vejr og vind og himmelblå
September finder nåde
For alt vi overså
Og solen kaster glemte smil
Med anelser om lun april
Skønt året lægger løvet
Så har du aldrig tøvet
Og opstår mageløs

Taknemlighed og tanke
Kastanier i en barnehånd
Og hyben vi skal sanke
I sagn og sang og ånd 
Farvel til sommerlette syn
Og kornmods vrede himmellyn
Taknemligheden henter
I myter og legender 
En verden mageløs

//Astrid Søe 2014




onsdag den 30. juli 2014

Historisk poetisk

Historie er blot et nu der er gået
Erindringer ord om alt du har nået
Mens ønsker og længsler forgriber sig på
En fremtid der rækker mod hvad du kan nå

//Astrid Søe 2014

lørdag den 12. juli 2014

Når jeg sover

Når jeg sover
gemmes altet
på en pude uden foer
når jeg sover
fødes atter nye ord

Når jeg drømmer
gennemlever
livet sine egen selv
når jeg drømmer
er jeg himmelhvælv

Når jeg vågner
mine kræfter
bliver formet som en hind
når jeg vågner
kys min kind

Autostrada




















På den Tyske autostrada
var jeg pludselig på Barda
midt i rollespil og kampe
riddere og bondetampe
i en bil en ork gav gas
Hjernen var en kalabas
og en trucker dytter vredt
læsset det er alt for bredt
i et nødspor holder prinsen
han blev slået nord for skansen
mens prinsessen hun skal tisse
det får kongen til at vrisse
og en elver i en opel
holder ind, er nok så nobel
ambulancen skal forbi
en forhastet humlebi
men en fodboldtgal Braciler
han har fået taber kriller
og han svinger ud og rammer
ambulancen som en hammer
nu er alle spor blokeret
og jeg en sgu lidt chokkeret
ridder lykke dirigerer
bilerne som mest generer
ind i grøften på en række
så en kranvogn os kan trække
men en truck tar lige chancen
som et glimt af dekadencen
svinger ud i yderbanen
reddes kun af talismanen
gammel man med blød kastet
i en rustende kadet
indtar langsomt ydersporet
bliver mødt af dyttekoret
der er liv og glade dage
når trafikken går i kage
når de endelig overhaler
under dytten, hede kvaler,
ser jeg bag på bilers rumpe
det en dansker, åh den tumpe
for så ved man hvem der kører
det sgu en fra Vorupøre
eller Skagen, Øm, Tibirke
altså en fra dannevirke
dem der oftest kaster hansker
er en feriefyrrig dansker!



tirsdag den 1. juli 2014

Congobajer uden tud tak.

>>Coffee to go, og en baby tudekop tak<<, jeg er nemlig et travlt menneske, der end ikke orker at tale danske med mine hverdage, som eller min salig far lærte mig.

Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.

Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
- Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om "skal vi ses til en kop kaffe snart", det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?

Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.

Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.

Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.

Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
- Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.

Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores "timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.

Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.

-