fredag den 5. februar 2016

Vi skal huske at døden den er

Vi skal huske at leve, det sir vi så tit
At leve i nuet og helst holde trit
At drømme os videre mod fremtidens lys
Og døden forsage, thi alt fornyes.
Men det ligger nu sådan at livet forgår
At våren drejer mod efterår
Så døden er værd at komme i hu
Den følger dog med hver dag i et nu
Den husker os på at livet er stort
Den gør at vi handler og alting blir gjort
For livet blir større jo mere vi ved
At intet er evigt og bliver ved

//Astrid Søe 2016





torsdag den 28. januar 2016

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

onsdag den 20. januar 2016

Frikadellegate

Jeg har været så stolt i min fædrelandsarv
Jeg har hvilet i folkelig frihed
Jeg har ment at tillid og storsind var krav
I dannelsens vej mod lighed

Jeg har opelsket viden og væren og lyst
Jeg har støttet mit sprog og vor tone
Når guld i mund stod op i øst
Og vi veksled fra euro til krone

Jeg har dyrket en hede og plantet et træ
Jeg har andel i Brugsen og bager
Set årstider skifte fra knopper til dræ
Og blandet mig i alle sager

Jeg har rejst gennem verdens kulturer og set
Der er forskel og sorrig og glæder
På måder vi lever og identitet 
På kunst og på skikke og sæder

Jeg har læst på min lektie, historisk og ny
Jeg har karnov og wiki og verden
Jeg var stolt af det danske, i forgang og ry
Klodshans, prinsessen på ærten

At være et samfund er indviklet svært
Vi har stemt fra Fogh og til Helle 
Men nu har jeg endelig fattet og lært
At min arv kun beror på en delle

#frikadellegate

mandag den 4. januar 2016

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt - det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå

Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?

Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå...

Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå

Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!

Astrid Søe

Frit over P.H. Vise om det lille "Nå"

fredag den 11. december 2015

torsdag den 10. december 2015

I Begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet


//Astrid Søe

Tilbage står kun livet.

Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone