tirsdag den 6. december 2016

Sidelæns ind i samtiden


Statsministeren mener at vi skal "forlæns ind i fremtiden"
Der er ganske vist kun en vej mellem vugge og grav - fremad. Men ligefrem forlæns?
Hvordan vi bevæger og og hvor regelret vi går er en helt anden sag.
Retorisk siger Statsministeren vel at vi skal blive ved med at målstyre, gå den lige vej, fremad for enhver pris og helst ikke have for mange svinkeærinder undervejs.
Vi har de sidste 10-20 år forsøgt at gøre netop det. Gå målstyret til fremtidsfadet og forsøgt at spise op hvad der blev serveret.
Det virker ikke, du gode hr. Rasmussen.
Det er nemlig stik modsat hvad fremtiden vil os, eller hvad vi gisner om at fremtiden vil os.

For fremtiden skal vi sikkert hinke, springe over, slingre, hoppe, valse og gå de omveje der sætter fremtiden mennesker på spil i livet.
Vi skal være dygtige til at slippe og tage fat igen. Vi skal uddanne os til at improvisere, gentænke, forandre, fritænke.
Fremtiden er ikke noget man kommer forudbestemt forlæns ind i. Fremtiden er vel noget vi skaber - sammen - i forpligtende fællesskaber!
Fremtiden er fuldstændig åben, den har ingen fastlagt døre eller regelrette gader med snorlige fortorve hvor vi er forudbestemt til at gå i lange rækker eller stå pænt i kø.

"Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende" sagde grundtvig for alt for længe siden tilbage i fortiden.
Vi kan selvsagt ikke lægge planer for fremtiden der bygger på kortsigtet politik eller et menneskesyn der tager afsæt i det stedlige alene.
Mennesket er fortsat en ret vidunderlig blanding af fortid, samtid og fremtid.

Det sker (ja, jeg kan naturligvis kun tale for mig) at man kan finde sig selv, faldet i staver, over at se på et barn eller en ung og forsøge at se livet forme sig fremtidigt.
I morges talte jeg med min egen dreng om det kommende lovforslag om studier og den kommende mulighedslukning for dem der har brug for en anden uddannelse end den de har taget.
Jeg kunne skrive ti A4 ark om hans ansigtsudtryk alene og de tårer der stod op i hans øjne. Han går godt nok kun i grundskole, men det er hans fremtid der er tale om.
Han er et par år for ung til at tilhøre generation Z. Men det ved han ikke, så han agerer som de gør med en demokratisk selvstændig tilgang til samfundsordnen.

- Men Mor, når jeg er færdig som programmør om 10 år - så ved jeg jo godt at det ikke er fremtiden.
- Hvad mener du? Hvorfor er det ikke fremtiden?
- programmører er forældede om 25 år. Så programerer programmerne selv. og vi skal kun bruge 10 mennesker til at styre det på verdensplan. Og hvad skal jeg så lave hva, hva mor?
- Så skal du nok være politiker og lave lovene om. Ligesom de andre 2,4 million (Overdrivelse fremme forståelsen) mennesker i danmark som heller ikke må omskole sig til en fremtidssikret tilværelse. Altså hvis danmark findes til dem tid...
- Fuck, helt ærligt. 2,4 millioner i folketinget - shit. Nu skal vi demonstrere, ik mor?
- Jo jo, det kan vi da godt. Det fikser du lige. Kan du ikke lige snakke med din klasse om det?
- Jeg tager den lige på twitter... Nå men hej, ses mor. Jeg hacker lige din hjemmeside og bruger den som platform for det, ok? Nå men hey mom - se y'r later.
- ...
Jamen farvel så.. vi ses. Du lader lige min hjemmeside være ik? jeg kan ikke selv finde ud af at genoprette den.
- Altså SERIØST mor!!! ... (suk) (spurt999)

Samtaler med nutidsunge foregår altid sidelæns i samtiden, forankret i fremtiden.
Jeg er temmelig tryg ved de unge. Mere tryg end ved vi andre gamle æggehoveder.
Der er noget særligt fint ved driften mod livet, oprøret, følelsernes vold, og fornuften/ufornuften.
Jeg er dybt taknemlig over venligheden. De helt naturlige dannede vaner (Tænk at det findes i 2016) og manerer i uimodståelig samklang med frimodigheden og tilliden.
Jo, de er trængte de unge. Ikke fordi livet egentligt byder dem imod, men fordi vores levevis byder deres frimodighed og demokratiske sindelag imod.
På den ene side forsøger vi at fremtidssikre dem ved at indgyde innovation, fri bevægelighed, sameksistens, frimodighed, fantasi og fælleskabsforståelse.
Samtidig opdrager vi samfundsmæssigt til målstyring, fremdrift, indfrielse af forventninger, karakterræs, karriere kontrol og den lige vej i uddannelserne.
Det giver ingen mening for fremtiden verdensborgere.

Det ene ophæver ikke det andet. Man kan sagtens forene uddannelse og skaberkraft. Samhørighed og karriere. Fri bevægelighed og troskab.
Men målstyring og virkelyst snaver sjældent med hinanden og da slet ikke med tungen.

Vi andre står gang på gang tilbage i vores vakuumpakkede tankegang og må bøje os for seriøsiteten og den verdensvendte muligheds akkumulator der foregår på teenageværelset.
Verden går fra Hundige til Honolulu i et nanosek og opdraget er uden grænse.
Når vi drøfter europakrise, Usa og Rusland og verdens krige tager vi ud fra verdensbilleder af meget grænsesatte forståelser. Teenungen har forlængst ophævet de grænser. De er slet ikke med i verdensbilledet. Jeg prøver ihærdigt at lukke øjnene og forestille mig verden set gennem de briller. uden begrænsninger for mennesker. Heller ikke kontinente eller broderskabsmedlemskaber som EU, United States of America, Great Briten mv.
Sprog der flyder sammen, men alligevel i alle de meget runde tilstande og tankemåder en historiefornemmelse og en kløgt på hvad der var, hvad vi har og hvad der kommer, eller de unge tror der kommer med deres verdensbilleder.
Verdens udvidelse er standset midt i samtiden, i vores tid, men hos teenynglen er der et andet overset blik som ikke skelner, men skaber mulighed.

Fremtidsforskerne er enige:
http://futurenavigator.dk/wp-content/uploads/2016/10/Inklusion05102016NiEgenskaberBilleder.pdf

Man kan ikke komme uden om at det at være et folk er et forpligtende fællesskab.
Og det at være et menneske, forpligter ikke bare sit eget folk, men alle folk.
Samtiden forpligter sig på fremtiden fællesskaber.
Det gør vi i måden vi danner og uddanner de nye medborgere.
Måden vi taler udadtil, fører indenrigs og udenrigspolitik.
Måden vi forvalter vores viden og siden lovgiver derfra.

Hver eneste gang vi skal lovgive ind i fremtiden skal vi spørge sidelæns ind i samtiden.
Fratager vi fremtiden medborgere at være netop det - Medborgerer og ikke modborgere?
Modborgerskabet dannes af manglende mod på et samfund. ikke i de unge der kæmper imod, kritiserer, siger fra, men i de unge der giver op, lader stå til, mister grebet om samfundsengagementet.
Modborgerskabet avles af uforpligtende "fælleskaber". Der hvor kun ene egen målstyrede verden tæller og det er alle mod alle i kampen om ilden.

Tilbage hos generation Z er der rod i den (med)borgerlige.
Der er både lydigheden i forhold til krav og regler, samtidig med at ungdommens ukuelige mod sætter fremtidmennesket stævne og giver baghjul til nutidssamfundets stedlige spilleregler.
Jeg tror ikke generation Z kan love hr. Rasmussen at gå forlæns ind i fremtiden.
Det forekommer mig at den generation er temmelig kloge på fortiden og forudseende på deres egen kommende tid.

Det særlige ved fremtiden er at den hele tiden flytter sig og dermed ikke kan blive et stilbillede på en politisk valgplakat.
Fremtiden er lige så usikker som for hundrede år siden, selvom vi måske fornemmer en verdensorden der flytter på sig som en jordskorpeplade i undergrunden.
Vi ved endnu ikke hvad fremtiden bringer eller hvordan vores samfund former sig. Vi ved kun noget om hvordan vi opelsker vores yngre generationer og hvad vi giver med i barselsgave.

Kære Statsminister - Kære hr. Rasmussen - Hey Lars: Man kan ikke gå forlæns ind i fremtiden uden at gå sidelæns ind i samtiden.
Og samtiden ligger hverken på den lade side eller på solsiden.
Den ligger som vi har redt og lagnet er krøllet og plettet.
Fremtiden tager hele tiden samtiden på sengekanten og det betyder at vi halvgamle kluddermikler må stå for en ordentlig sengeredning og ryste dynen for fremtidens himmelsenge. For bla. generation Zzzzzz

"Vi skal blive et rigere samfund" Jo tak, men rigere på hvad? Rigdom er stadig, for mennesket, vigtigst når rigdom måles i værdighed, i mulighed og i mødesteder.
Du ved, de der forpligtende fælleskaber og det daglige brød.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du, trekløverregeringen, opositionen og alle vi andre vil det godt - men vi kogevasker og krymper fremtiden med et tiltag som lovforslag L 96    http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20161/lovforslag/L69/20161_L69_som_fremsat.pdf
Et tiltag til lovgivning der tager om sig hvis jeg kender det poitiske system nogenlunde. snart gælder det flere uddannelser og flere menneskers skæbne. Det vil forme en ny strømning og målsætning som er helt igennem fremtidsstridig. Ikke bare i danmark, men på verdensplan.

- Men vi har jo ikke råd til at lade folk tage to uddannelser - Hov, hov - det ved vi faktisk ikke noget om endnu, men vi ved at vi ikke har "råd" til at fastfryse fremtidsmennesket.
At investere i dem der tager nye valg er ikke spild af penge i forhold til at fastholde en rolle man har udspillet.

- Og det er ikke det eneste vi skal skændes videre om, men det er dagens budskab.
Vi kan jo snakkes ved ud i fremtiden ik?
- Seriøst?! (spurt999)

------
Man kan jo begynde med at skrive under her:
https://www.wechange.dk/indsamling/uddannelsesloft-99/

torsdag den 17. november 2016

Når få har for meget og færre for lidt.


"Ryst æ purs" (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang - genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams - men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tikkeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:
Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.


Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa - en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter "Ryst æ purs" princippet.
Hellere "Trump-tower" end "ground zero" af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig - Er der en voksen til stede?

onsdag den 2. november 2016

Godnatsang til de små - når Pia putter

Melodi: Jeg ved en lærkerede 

Carl Nielsen 1924

 

Jeg ved en rotterede

den ligger i Bruxelles

hvor gagerne er fede

plus fusk og ve og vel


I reden er der skimmel

og snyd, skidt og kanel

bedragere i vrimmel

men ingen Dybøl mel


Jeg lurer bag facaden

Dér står jeg ganske nær

og ser dem stikke pladen

når sagen er prekær


Næ, den der hvisker lyver

sanerings modent skrot

sæt kvote på det yver

og skil så skæg fra snot


For parlamentet fusker

og fusk kan yngle stort

stop dem der går og Tusk'er

lig'som DF har gjort (...eller noget)


Nej, hjemme under bøgen

i danskens fædreland

der står vi pænt i køen

og lyser dem i band


#satire

www.astridsoe.dk


onsdag den 19. oktober 2016

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.


Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
- Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler... (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.
Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid


Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016


Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.
233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.
Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.
Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.
Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.
Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.
Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale
Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.
Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.
At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.
Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.
Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.
Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.
At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.
Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.
Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.
Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.
Men det er ikke nok i en verden af mennesker.
Der skal ord og kød og gensidighed til.
Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.
Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.
Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.
Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.
Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.
Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.
Gud blæser liv i de løjerligste skabninger
Først Dame Edna, dernæst Hitler.
Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.
Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.
Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.
Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.
Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.
At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.
Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.
Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.
Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.
Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.
Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.
Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.
Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.
Man hører ofte om både ja og nej hatte.
Den gamle her er nok mere til frihedshatten.
Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?
Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.
Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?
Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?
Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.
At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.
Hvor finder vi da svaret?
Jo: Ask Grundtvig, not google!
I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.
Deraf fødselsdagsgaven i dag.
En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.

Dårlig ånde giver dårlige samtaler.
Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.
Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød
Nadveren, selvsagt.
Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.
Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.
Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.

Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.
”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.
Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!
Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.
At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.
Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.
Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.
Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?
Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.
Kontrasterne i samtiden er ganske store.
Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.
Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.
Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.
Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.
Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.
Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.
Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.
Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.
Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.
I samfundet er vi dagligt i mindetal.
Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.
Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.
Dansken er et foreningsland.
Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.
Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.
Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.
Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.
I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 
Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.

Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!


lørdag den 15. oktober 2016

Engagementets dannelse. Sang

Engagementets dannelse 
Højskolepædagogisk konference #højpæd


Tekst: Astrid Søe (sang udgivet på Twitter som "N. F. S. Grundtvig" @grundtvig) 2016

Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868

Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

Er borgerdyd en gåde?

Et oplyst frø vi såede

i frihed eller kald?



I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
et møde med forstanden
og vilje til hinanden
et samfunds delte lid.

Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
Hvor mund og mening mødes
kan hjerterne opblødes
i livsoplyste syn.

Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
I lydhørhed er livet
som kjærligheden givet
samhørighedens kys!

torsdag den 6. oktober 2016

Fastnet på Frederiksberg

Jeg sidder og arbejder i en smuk gammel villa på Frederiksberg.

Sådan et sted hvor tiden er gået i stå.

Kun bogreolen sladrer om de sidste to tre årtier. Og politikken i postkassen med dagens hovedbrud, politiske presseveer og hverdagsbeskrivelser som minder om at vi er i 2016.


I stuen står et lille bord. 

Der er ikke hæve/sænke funktion. Der er ikke blændhvid lak. Der er træ og tyngde.

Ved bordet står en stol. Lidt for lav, ikke særlig magelig. Den stol har stået der i årtier. Samme sted. 

På bordet ligger en blok.

Blokken er blank, og alligevel ikke.

Der er trykmærker efter blyanter og kuglepenne. Man kan nemt læse hvad der er skriblet for længe siden.

Engang da jeg var barn brugte min bror og jeg en hel efterårsferie på at lave papirsmønter. Vi lagde pengene på bordet og papir ovenpå. Skraverede med let hånd hen over mønter og papir hvorefter mønten trak frem og et perfekt aftryk var lige til at klippe ud og lege med.

Jeg gik ned til købmanden og han legede med. Jeg købte lakrids. For mine papirspenge. Fantastisk børnevenlig købmand.


På blokken på bordet på Frederiksberg er der en halv aftegning af en mønt.

Nogle telefonnumre, nogle navne, indkøbslister. 


På bordet står en fastnettelefon.

Den virker. Den lyder som den skal. Ventetone. Den følger ikke med mig når jeg går. Den hænger fast i et gammelt ledningsnet og står statsmandsagtig og tier.

Den har ikke ringet endnu.

Jeg sidder og skuler lidt til den.

Der er noget særligt ved fastnet.

Noget med rod. Noget med ståsteder.

Og noget med at kunne gå uden at man kan nås.

Genkendelighed for gamle kællinger som mig. Generation 0049. 

Når jeg smækker hoveddøren holder jeg op med at være tilgængelig. Så er jeg bare mig og den nærværende omgivende verden.

Hvis jeg satte mig og talte med et menneske på fastnettelefonen måtte jeg blive hvor jeg var. På den ubekvemme stol. Ved det lave bord. Ved blokken.

Jeg kunne ikke sætte en vask over eller pakke varer ud og sætte i køleskabet.

Jeg ville være tvunget til at føre en nærværende samtale med det ene menneske der var i røret, uden samtidig at fortsætte mine gøremål.

Tiden ville gå og gå.

Vi ville tale, længe.

Når røret blev lagt på ville indkøb og vasketøj stå der endnu. Urørte.

Samtalen ville stå helt fast. Helt nærværende. Uafbrudt af sms'er og banke på funktion.

En samtale med en blok foran og små skriblerier.

Der er noget på en gang nostalgisk og rodfast ved det at være navler til væggen...


..nu ringede den!

Forkert nummer