tirsdag den 23. august 2016

Demokrati, kend det på knækket



Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen "Demokratiets rede" var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre - Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på "demokratiets rede".

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slægger på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slægger vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næbbe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: "Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder" Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortæling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering - af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om "aktivering".
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance - Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna'en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt "skævvridning" af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde - for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på "yellow brick road", der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
- Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd'sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for "Maren i kæret, lægmanden og "Mi nabo Per smed", akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve "oplysningsgraden" og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af "arbejder" viden og nedgørelse af "akademisk eliteviden" og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og "delte".
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger - og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf "splittelsen", meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi "splittede" og gu er det godt.
Men retorikken - det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er "for eller imod" flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt - tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl.
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle.
Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og "plovfuren" trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være "på lige fod". Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. nå? Altså nå, i den der Ph'ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke "falde i" politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale - på tværs af meningsforskelle.
"Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil". (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Fru Kjærsgaard, vi er uenige - Tak - Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager - særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland - af sammenhængsmæssige årsager.)

mandag den 18. juli 2016

Kære indbrudstyv. Ses vi snart igen?

Kære indbrudstyv.
Jeg har tænkt meget på dig den sidste tid.
Faktisk siden forrige lørdag, men det ved du nok godt allerede.

Du ved også at det var en særlig fin og rørende dag for mig.
Da jeg vågnede, med nogen forventning på dagens komme og sjælelighed, kom jeg ned af trappen og fandt min hoveddør stå åben. Ikke bare åben, men meget Kierkegaardsk lykkeligt, verdensvendt med udadvendt mulighed. Derude sov det meste af Christianshavn og dem der ikke sov, dinglede hjem med en fredagsbrannert i baglommen. En enkelt turist med kameralinsen som et ekstra fremstrakt potent lem, tøffede morgenen i møde med håb om nye motiver at idiotsikre hukommelsen med.
Ude på gaden ventede ingen, kun morgenduggen og klokkespillet fra Grundtvigs gamle kirke.

Langsomt vågnede min familie af søvn og savl og lidt P.H.'sk stof, som kun drømme gøres af.
Tænk, sagde jeg tænk, denne morgen er vågnet med samme tillid som et barns. Og ved I hvad, hoveddøren stod åben... Og vi sov med København gennem stuen, som en Ingemanns engel, uden at noget er sket. 

... Er du der stadig indbrudstyv? Ja dig.. Godt, tak. Det regnede jeg også med at du var.

Det betød noget. At verden gik vores dør forbi med tillid. At intet bibelsk drengebarn skulle lide døden eller at hunden med øjne så store som Rundetårn kunne bære prinsessen ind og ud uden at hofdamen satte kryds på døren.

Det var en smuk dag. 

Søndag vågnede jeg til en lukket hoveddør. Låst og bundet og bastet. Smækket og med slåen for.
Det så jeg fordi det var den morgen jeg opdagede at du havde været her.
Bevares, jeg skulle selvsagt have fornemmet det allerede lørdag morgen, men det gjorde jeg ikke lige den lørdag morgen. Du ved jo selv hvorfor.

Nu sidder du med min computer foran dig og læser med.
Ja, jeg har set hvad du læser med i.
Du skal være aldeles velkommen.
Men du er ikke velkommen til at bryde tilliden og lykkens dør der åbner udad.
Derfor har jeg en ide til en manual for dig:
Hvis du åbner det dokument der hedder "Hvor faen har jeg lagt min dybde?" Det ligger i mappen der hedder "Astrid - noget om nok" så kan du læse noget om det med tillid. Du ved, ikke den tillid man køber på recept i et partiprogram eller som damebladsvitaminpille, men den tillid vi er dannet til, gennem rod og arv.
Der er også en del i mappen "Grundtvig" og der skal du bruge en adgangskode. Den er ret nem. Bare læs versene til digtet "nu skal det åbenbares" (den ucensurede udgave) og ring så til enten Sune Auken eller Jes Fabrisius på Grundtvig Centeret og spørg dem om noget med en struds.
...Er du med endnu indbrudstyv? Herligt, tak.
Når du nu har læst en del om tilliden og måske har fundet en stigende undren og måske en smule glæde og, tør man håbe, lidt respekt, så går du ned på biblioteket og låner Svend Åge Madsens roman "Finder sted". Når du har læst den, låner du derefter samme af forfatter "At fortælle menneskene".

Og nu går du så tilbage til min computer og åbner mappen på skrivebordet hvor det står "Nærmere og nært". I den mappe ligger der en del breve. Og de breve har jeg ikke gemt noget sted.
Når du har læst dem, (læs dem nu grundigt, tak) så ved du at de breve er vigtige for mig og hvorfor.
Faktisk skulle jeg have sendt dem inden få dage.
Kan du sende dem for mig? Kontakter står i mailprogrammet.

Bagefter sender du mig en besked på mail, brev (jeg returnerer frimærket) Fb, Twitter eller også kommer du bare forbi. Du ved jo hvor jeg bor.
Jeg ved du er kommet til det tidspunkt hvor du af egen vilje vil aflevere min computer til mig.
Og du har frit lejde. Du er faktisk ganske velkommen.

Kunne vi ikke begynde forfra vi to. Måske skal vi noget sammen i fremtiden?
Vi kunne begynde med at åbne nogle døre. Udad, mod verden og samhørtigheden.
Vi kunne samtale om noget du grubler over. Noget med livet eller samfundet. Vi kunne hjælpes ad med at finde dig et nyt job? 
Livet er fyldt med muligheder for alle, ikke bare de fleste. Alle.
Det ville glæde mig umådeligt at lære dig at kende. vi ses

Kærlig hilsen Astrid
Det orange hus
Den grønne dør
Christianshavn 
København 








søndag den 19. juni 2016

Grundtvigs Folkemødesang 2016

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2016

Melodi: Thomas Laub, 1919 Er lyset for de lærde blot

Er lyset for de lærde blot

til ret og galt at stave?

Nej, Allinge vil mere godt

for lys er talens gave
.
Og solen står med folket op

slet ikke med "Djøfstortion"

oplyser alt fra tå til top

fra bussen og til porschen.



Oplysning er at lytte højt 

og råbe lavt og stille 

at mødes i er twitterfløjt 
at leve og at ville!

At stå i fælleskab og se

at holdninger kan mødes 

at holde fast og blive til

hvor folkefrihed fødes.



At lyse er at ildne op 

oplive og ophøje 

i øjenhøjde fra bund til top

at brydes og at føje.

At ordet skaber hvad det sir'

som ansvar i din næste

glem oneliners og bling og lir

opliv til fælles bedste!



Oplysning er og blir vor lyst

og det er ganske givet

i tillid og i folkerøst

er folkemødelivet.

Det vokser ud af folketro

fortættes i et møde,

i samtale der bygges bro

oplyst "Rødgrød med fløde"!

søndag den 5. juni 2016

N.F.S. Grundtvig 2016 - Til Højskoleforeningens 125 års jubeldag.


Melodi: I al sin glans nu stråler solen
Tekst: "N.F.S. Grundtvig 2016" - Til Højskoleforeningens 125 års jubeldag.

Hvorledes kan den gamle skole,
foruden karakter parole,
fortætte det som vi har kært,
være sigtekorn for hvad der er nært?
I frihed til forskellighed,
og samtale der tar' i ed!

Oplysning kan man ej forbande,
den fægter kun med åben pande!
Med kritisk sans og god forstand,
den er rod og værd i det ganske land.
Opildne først og siden se,
hvad livet former og blir til.

At være fælles det forpligter,
at stå på mål, hvor andre sigter,
at tage del og vælge til,
røre op og være et "skal og vil".
Ta livets skjorte udenpå
Hvor går du hen? Hvad skal du nå?

At gå af ganske smalle stier,
at vide ud som en befrier,
at vælge livets egne ord,
fri for Loke og ligsåvel for Thor!
At vælge selv sin vej at gå,
og siden få et sted at stå.

At kende frihed er at vide,
at valget er på livets side,
at kærlighed det er at stå,
i et valg for alle og ikke få!
At møde åbent andres kår,
i samtale du genopstår!

Når ordet skaber hvad det nævner,
opøves tro på egen evner,
med folkelivets egen mund,
vokser tro og holdning og skaber grund.
At dannes er at bygge bro,
oplyst, oplivet lysten gro!

fredag den 27. maj 2016

Hej Nets

Hej Nets - DanID

Vi har et udestående.
Det handler lidt om vores indbyrets forhold.

Ser du, jeg prøver ret tit at ringe til dig.
Du er ikke så optaget af at tage din telefon.
heller ikke selvom jeg virkelig har brug for dig.

Nu er det sådan at nogle af os har en virksomhed.
Du ved, sådan en erhvervs-størrelse der.
Min stat har bestemt at jeg skal, som i SKAL have en medarbejdersignatur - til mig selv, trods det at jeg er arbejdsgiver - men hul i det i denne sammenhæng.

Nu kommer vi til det.

Jeg skrev til jer og bad om et nøglekort.
I svarede ikke
Jeg skrev igen.
I svarede ikke.
Jeg ringede og ringede og ringede.
Det viste sig at du tog 250,- kr for at jeg kunne bede om det, jeg ikke havde modtaget.
Vitterligt ikke havde set skyggen af.

Nu sidder jeg med en regning.
Den er fra dig.
Du beder mig betale for en samtale hvor jeg minder jer om at I har lavet en fejl.
Det er ok at lave fejl, men at opkræve fejlmelderen? Lige friskt nok ik?
Og en samtale hvor jeg tydeligt sagde til jer: Jeg har ikke modtaget mit nøglekort, vil I venligst sende det. tak. Der er gået over 14 dage! Min stat kræver at jeg har det.

Det kunne jo også være at du fik lyst til at ringe til mig.
Og ved du hvad? Du må ringe helt gratis. Det koster dig ikke noget.
Jeg vil nemlig gerne tale med dig.

Du virker sådan set rar nok, men en smule fræk.

Du ringer bare ik?
Jeg sidder og venter ved telefonen.



At fejle er at leve.



Der er nye statistikker der har opregnet at unge der tager et år ud af uddannelseskalenderen klarer sig bedre end dem der tager den lige vej.
Det kan umuligt undre nogen, efter flere hundrede års oplysningstid og livsoplysningstone.

Og hvad har vi i det politiske landskab lært af det?
Af dannelsen, af reflektionen, af tvivlens nådegave?
Vi har indført fremdriftsreformer, flere krav, mere af mere og mest af alt "noget for noget".

Imens et sted i Danmark, ude på de brolagt gader og på markstierne, sidder der tre brødre.
De har grebet livet helt forskelligt an.

Den ældst kan hele det latinske leksikon og byens avis, for de sidste tre år, udenad.
Den mellemste bror kan alle lavsartiklerne udenad, og det både forfra og bagfra. Og hvad hver Oldermand ville vide. Brodere seler kunne han også. Han var fin og fingernem. (datid for semi blød mand)

Den yngste bror holdt fjumreår. Han havde fået dannelsen ind i tilværelsen ved at træde "udenfor".
Når man træder "udenfor", må man først vide med sig selv hvad "indenfor" er for en størrelse.

Indenfor og udenfor samfundet?
Indenfor og udenfor fremdrift?
Indenfor og udenfor sig selv?

Det er blevet umådeligt umoderne at kalde de pauser som mange unge tager mellem uddannelserne, eller undervejs, for fjumreår.
De hedder sabbatår, refleksiontår, pauseår.. fortsæt selv.
Alt sammen noget der indikerer eftertanke. Men unge har ikke den erfaring med livet der giver et naturlig eftertankerum. De skal lige til at igang med det og det kræver ikke eftertanke eller pause. det kræver livslyst og fremtidsvilje. Det kræver af den unge at de mildest talt "springer i med begge ben" på 70 tusind favne vand.

Fjumreår, synes mange klinger skidt fordi det har tydningen " At gøre noget på en usikker eller forvirret måde"
En kende for meget "slinger i valsen" for nymodens retorik.
Men jeg kan ikke holde op med at holde af begrebet "Fjumreår". (ja ja, det er rigtigt nok. Jeg ejer fjumreår.dk og læg vel mærke til at domænet IKKE er i brug. Det er fordi fjumren ikke har en opskrift og heller ikke skal have en fast form forfattet af os andre)

Hvad skal vi da, foruden slinger? Hvad er vi vel hvis vi ikke må agere usikkert? Hvis vi ikke må tvivle eller føle os forvirrede?

Skråsikkerhed er næsten det værste jeg ved.
Der er noget tillidsvækkende ved et menneske, en politiker, hvem som helst, der tør "stille sin tvivl" synligt til stede.

Kunne vi snart få lov at genindført glæden ved netop at forvirres, at tvivle, at undres, at gå vild og gå af omveje. Glæden og netop virkningen af at have taget fejl. at lære af det. At vokse i den fejlslagne vej og deraf gå videre af nye stier.

Find fem Fejl
Vi har gennem nogle år, debatteret karakterer og stress og elever der mister grebet, ikke bare om uddannelsen, men om sig selv.
Det bekymrer selvsagt i alle dele af samfundet.
Og hvad skyldes det så? spørger vi fra tid til anden.
Er det krav, karakterer, dovenskab, curlingsyndrom, hastighed, ensomhed, eller er det måske den samfundsgennemgribende perfektionisme?

Det er umuligt ikke at tage den betragtning med... og hov, der kom lige endnu en bus med tilbud om fedtsugning... og næ se, der endnu en bog om selvudvikling og et kursus i at blive lavet om til ukendelighed.
Fejlfrihedens fængsel er for livstid, med mindre vi øver os i netop at være os selv.
(ja ja, jeg har da også  i den grad som barn løbet rundt om en ønskebrønd for at komme af med mine fregner og mit røde hår - (den slags ville nok ikke have talt med som bevægelse tid i folkeskolereformen,) Det hjalp iøvrigt ikke og viste sig siden ikke at være en fejl, men ligefrem en fordel - ifølge min kæreste).

Men vi higer stadig efter det "perfekte".
12 taller på karakterbladet, den lige næse, dygtige børn, perfekte hjem etc.

Grundtvig ville vrid-grine og huske os på den gamle viden: Kærlighed er at være i hinandens fejl. At elske netop det der ikke er perfekt. At vide at den perfekte findes ikke, (Og hvem kunne også selv leve op til det krav? næ vel?)
Jeg tror de fleste kender det. Man drømmer om ridderen på den hvide hest og når man så har fundet ham, så viser det sig at han, som alle andre tisser på brættet og smider vasketøjet på gulvet.
Heldigvis gør han det, det er i de fejl vi alle har, at kærligheden bliver stærk og bliver til noget varigt.
En udholdenhed i menneske først og kærlighedens væsen.
Til mere end den fremdriftslignende forelskelse der er blind som en uddannelsesreform. Kærligheden har god tid og træsko på. Kærligheden skal ikke bevise noget, som forelskelsen skal.

Livet er på samme vis som kærligheden.
En livstidsdom i gentagelser, fejlen, fjumren, stædighed, vilje, nye begyndelser og nye måder at gribe fat i det udenpå og det indeni.
Vi fejlretter undervejs, "opdaterer software", men i bund og grund er vi som vi er. Et sammensurium af levninger af levet liv. Af gentagelser og overkomne bjerge.
Vi går aldrig tilbage til "fabriksindstillingerne" Det ville på alle måder slette vores fejl - og det i dem vi bliver stærke og duelige og finder den sunde spørgende tvivl.

Min bedste historie om det er ikke min, den er min fars og den betyder meget for opfattelsen af livet.
Da han var forstander på Uldum Højskole, var det en gængse skik at forstander og lærere modtog eleverne på deres første dag og viste dem vej til deres værelser.

Min far tog imod en ung kvinde og hankede op i hendes kuffert og gik mod hendes bosted de næste fire måneder på Højskolen.
Og hvad siger man så til sådan en ny elev?

Han spurgte hende hvorfor hun var taget på Højskole?
Jo, svarede hun, for at finde mig selv og blive et bedre menneske!
Det grundede min far lidt over og spurgte så:
Hvad med at du finder dig selv og så måske opdager at du er god nok i forvejen?

Det er et råd der er værd at tage med, også for de unge der lige nu står og skuer ud over livet og finder det ubegribeligt i den form der er tilrettelagt og tilsagt af vores fremdriftsreform.

Man kan tænke sig at de fleste der brugte en tid "udenfor" fik fornemmelsen af at få bedre greb om hvad der er "Indenfor"

"Pludder"
Det vidunderligste ved unge er at de drømmer sig ud, at de er (eller tror de er) uovervindelige, udødelige, Det er vigtigt og det er medfødt.
Der sker noget i den unges hjerne der flytter lidt af kakkelbordsrealismen og rouladeretorikken.
Den fanden i voldske vilje og det altomsiggribende mod, er nødvendigt og rigtigt mens hjernen langsomt kæmper sig på plads, iøvrigt med megen forskellig hast i den enkelte unge.
Rent hjerneforskningsmæssigt kunne man forfalde til at spørge hvorfor vi som samfund har så svært ved at greje hvorfor de unge i dag går ned med flaget.
Det fornemmes egentligt ret håndgribeligt.
Der mangler noget i vores forståelse af unge og fremdrift. Ikke bare tid, ikke bare nærvær, ikke bare fællesskab, men en reel mulighed for at prøve den uskolede hjerne af ude i livet, ude i det samfund de gennem alle barneårene har set langt efter og ude der hvor verden ender.
En medfødt drift til at tvivle og søge og hige og afprøve. Siden driften efter at falde til ro, stifte familie, skabe rammer og rolighed.
Hver ting nøje indplementeret biologisk og evolutionært i hjernen.
Det kunne også fornemmes derhen at fremdrift (Smag ordet frem-drift - en indbygget biologisk drift? ikke efter sex, men efter at komme først? at komme frem? til hvad? for hvem?) altså, livshast gør noget i vores unge der ikke er af det gode.

Den yngste bror, i den beskrevne familie fra begyndelsen, har ikke fået købt Nike løbesko. Han er nok heller ikke til Maratonløb. Han går kun i træsko.
Det gør han, billedligt, ikke bare fordi han måske er fra landet, men fordi det er umuligt (har prøvet) at haste i træsko.
Man forsinkes i hvert skridt man tager undervejs.
Det kan først forekomme en at være tungt at gå i træsko, når nu eventyrfortællerne også sender syvmilestøvler med Zolando. Men træsko gør noget ved levemåderne.
Det bedste ved træsko er at de kan samle "Pludder".
At de utvungent kan rumme en opskrift på dannelsen og på livets mødested mellem "Indenfor" og "Udenfor".

Den gode Søren Kierkegaard siger så skønt:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? (Fra Enten-Eller)

Gramsespektrum. 
Alle vi halvgamle fjolser sidder i det hver dag. Deadlines, togtider, bilsyn, årsopgørelser, møder, tider.
Vi drømmer da også om at tage en uge eller et år hvor kalenderen blev kastet til småt brændbart, men når man har børn eller unge i husstanden kører man dobbelt tidsregnskab og dobbelte kalendere.
- Jeg har ikke nogen ide om at modvirke mine unges fjumreår.
Jeg kan ikke få øje på hvad det er de skal nå, som er vigtigere end at gramse lystigt på livet som helhed.

Når det hele går i ged
Da min nevø var lille, blev han bedt om at komme til bordet og spise sin aftensmad.
Han sad midt i at tegne sin største passion. Mangategninger.
Kom nu, sagde hans far, du skal have noget mad så du kan blive stor og stærk!
Min nevø svarede: Jeg vil ikke være stor og stærk, jeg vil bare gerne være god til at tegne.

Det med at tegne blev han aldrig rigtigt god til, men han bevarede sit blik for kreativitet og fotokunst.
Det var en vilje hos ham, som så mange andre børn der har passion og virkelyst. oprigtig drift og oprigtig interesse.

Når vi taler om fjumreår er det også tit en mulighed for at genhuske de passioner, de drifter, de interesser og de indlevede livsdannede lyster vi har haft undervejs. De drømme om livets veje vi rummer og den smukke tvivl og udenretningsorientering der råder hos børn og unge.
MEN, det er i langt højere grad en tid hvor man netop skal snuble i snørebåndet. Afprøve, famle, fjumre, forundres, forankres. Tvivle og turde.

Det er ingen hemmelighed at jeg er ganske læringsbetaget. Holder umådeligt af vores uddannelser, skoler, læringsrum.
Men at de er svaret på livets gåde? - det kommer jeg aldrig til at tro på.

Der er for lidt "pludder" og for meget fremdrift.

Det kan jeg lide! Sagde kongedatteren. Og du kan tale og dig vil jeg have til mand!
Og de levede dannet hele det fjumreår i stor kærlighed til hinanden og hinanden fejl.
(Uden tvivl med gedebukken i fodenden.)

De to ældste brødre har det også godt. De har fast arbejde og fed løn og et årsabonnement på M, for kongedatteren fik de ikke.

Så er den ged barberet.

/Astrid Søe

Link til artikel om "Fjumreår" pr. statestik: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3222361/efter-huen-flere-sabbataar-hitter-igen/


Læs evt. også følgende under samme emner:

http://astridsoe.blogspot.dk/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html

tirsdag den 24. maj 2016

Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi "fruentimmere" fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til "Ligeværdsministeriet" i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været "Hipster" med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med "at suge kinderne ind og se bekymrede ud".

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. ("Sig det med shampoo")

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels "mande mig op" med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med "den lille sorte" og "klassiske pencil skirt".
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til "du er dig og jeg er mig" retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden - også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70'ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom "angst" for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og "det lille fikse tørklæde" .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe