onsdag den 4. januar 2017

Grundtvigs nytårstale 2016-2017

Vær velkommen herrens år
og velkommen 2017

Hvad var vel årets mening for mennesket, hvor var vel kjærlighedens væsen og mulighedens magelighed?

Den gamle strakte alle lemmer og gik frejdigt fra dør til dør og søgte den fortrolige samtale i den fælleskabsgivende forsamling.

Hvad var vel mennesket uden samtalen.
den der strækker sig, den der læner sig på det andet menneske.

Ordet skaber hvad det nævner og har grangiveligt skabt sig gennem 2016.
Danmark, du puslingeland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Har du bemærket om vrælingerne skryder når skyggen står ligest?

Verden havde i bagklogskabens lys en foranderlig fjederham på.
Man fornemmede nok udgårdsloke kampe og midgårds måben.
Hugin og munin, Odins ravne, som timeligt kaldes internettet, fortætte vores syn på omverdenen og mangt et ukendt ord blev almindeligheder.
populisme, nationalisme, danskhed, shitstorm - og vi stemte om danmarkskanonen og eksporterede hygge og harme.

Og hvorledes mødte vi vor egen frihed, da den gjaldt, da den skulle gå forrest i færden for frænder?
Vi må huske det åg af ansvar der ligger på frihedens spinkle skuldre.
Den tyngde som vi måler vort fædreland og forfatning, fromgivne fornemmelse og forventning i.

Frihed først og sidst for ånden, 
hvor den virker uden arm, 
frihed derhos og for hånden, 
som gør gavn og ingen harm!

2016 blev mødestedet for arv, ånd og hånd.
Vi måtte genfinde vort hjertes inderste, vi måtte fremtidssikre åndsfriheden og opildne til oplysning. ej blot for folket, men om folket, fra folket og med folket.

Hvad jeg fandt i hjertegrunden 
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden 
udtryk for med liv og ild:

Fred og frihed, lys og læmpe, 
det er tidens sande tarv, 
men den må sig selv tilkæmpe, 
hvad ej til den gik i arv.

Hvad vi tilkæmper for vore næste, om de rimer på halal eller flæsk er dette, at:
Vil man ene frihed nyde, 
nøjes man med sin idé; 
vil man sig ved lyset fryde, 
sky man ej sig selv at se.

2017 bør pudse sine briller og gense sine egne gamle spor. den historie vi bærer med og deri en erindret fælles viden om verdens mødesteder.
Vi ved allerede hvad vej vi kan vandre, af hvilke stier vi træder sikrest og samstemmigt.
Vi kender tonen og melodien.
blot mangler vi at synge fælleskabet i hus.

Man kunne tilstræbe at 2017 er oplysningens år, at ordet i folkemunde er solskin for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.

Hvorfor fremelske oplysning i en tid af tvivl, vil man spørge den gamle af dage - og det er enkelt at finde et værn-bårent ord der dækker for det.
Man bør være det mødested hvor mennesket giver stadig mening til hverandre.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;

Og livet er det vi giver mening i os selv og i hinanden.
det der bærer samfund og verdens søjler, det der vander livets træ og gøder mark og mulighed.

Den gamle ønsker hele verdens befolkning et 2017 der tager varsomt fat på de nyeste skud, værner freden og friheden, ånder ondskaben i nakken og hilser hjertesproget på gensyn.

Tak for alle ord undervejs, mødesteder, muligheder og umålelige længsler.

Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!

Godt nytår!

Se og hør Grundtvigs nytårstale på Youtube: https://youtu.be/gDB4vfq7pUY


www.astridsoe.dk

tirsdag den 20. december 2016

Song to support hope after the Berlin attack 19. december 2016

Melody: Right next to the right one (Tim Christensen)
Lyrics: Astrid Søe 

Christmas came, remembering it's old winter tales
in the dark, the spoken word was life
child-belifes that understands that love never fails
certainty, humanity, and everything but strife
"Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I'll be the one
to reach out and remember.
I'll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I'll be the one
to hope through this December" 

Knowing now, and knowing then, that humans despair
left alone with thoughts to overcome
woken and belittled in the wall that we tear
when life is meant for EVERYONE and NEVER just for some!
"Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I'll be the one
to reach out and remember.
I'll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I'll be the one
to hope through this December" 

No one said, that life is something easy to grasp
no one promised, no one reassured.
Life is precious, fragile and as short as a gasp
but through the dark, in cluttered dreams, humanity endured
"Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I'll be the one
to reach out and remember.
I'll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I'll be the one
to hope through this December"

When we wake and understand the path of our hate
when we meet our fellow future friend
peace will be the only key, to open the gate
hope is born, and we will see that: This is not the end!
"Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I'll be the one
to reach out and remember.
I'll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I'll be the one
to hope through this December" 

Written to support the victims of the Berlin attack 19. December 2016  #Peace #coexistence

Link til noder: https://tabs.ultimate-guitar.com/t/tim_christensen/right_next_to_the_right_one_crd.htm

onsdag den 14. december 2016

2 brev til mit Syriske barn

Til Mit Syriske barn.

Det er tre år og tre måneder siden at jeg lovede at hente dig.
Jeg skrev at jeg jo var den voksne. At jeg vidste at du var mit ansvar.

Jeg har ikke holdt hvad jeg lovede og jeg ved at du aldrig vil tilgive mig for det.

Jeg har gennem flere århundreder vokset i min egenforståelse. Jeg har udviklet mit demokratiske håndelag og delt ud af min viden om både dette og hint.
Jeg har kæmpet for kvinders rettigheder, jeg har sloges for arbejdernes vilkår, jeg har forfinet skolegang for børn. Jeg prædiker velfærd, ligestilling, rummelighed og sameksistens og skrevet mangt en lov om menneskers rettigheder og vores udgangspunkt - derfra min verden går - videre til dig.

Jeg har forædlet min egentro på min fortræffelighed, min politik, min humane tilgang til min omverden. Min sociale færden er verdenskendt. Jeg leger stadig med de store og besøger den omgivende verden, hvor vi taler om sådan nogle som dig.

Du ligger mig stadig meget på sinde, måske mere end nogensinde.

Jeg siger at jeg er afmægtig. At jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Det siger vi alle sammen, alle os der sidder med demokratiet i baglommen og barnetroen i forlommen.

Så bærer jeg blus, ikke for glæden, men for sorgen over at have svigtet dig.
At ordene ikke nåede frem, at min hånd ikke nåede din.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg løser det for dig.
Du sidder måske et sted i mørket og tænker på mig?
Hvisker mit navn og spørger stille hvorfor jeg har forladt dig?
Hvorfor jeg taler om menneskerettigheder og retfærdighed? Om mit sindelag, mit storsind, min omtanke, min ildhu, min vilje til at ville - Dig og dine.

Vi har selv været der, som jeg skrev til dig - afmægtige og nøgne.
Midt i forladthed, midt i mørke og sorg.
Til nogen rakte os befrielse og fred.

Vi ved ikke længere hvad vi gør mod den magt der råder og regerer mod mennesket. Mod det der samler og holder ud.

- Jeg beder ikke om tilgivelse, den er ikke mulig.
Jeg beder heller ikke alle de andre krigshærgede lande om tilgivelse.

Jeg er en brik i et brætspil, ligesom du, lille barn.

Lad julesorgen slukkes!

Første brev til mit Syriske barn: http://astridsoe.blogspot.dk/2013/09/brev-til-mit-syriske-barn.html

tirsdag den 6. december 2016

Sidelæns ind i samtiden


Statsministeren mener at vi skal "forlæns ind i fremtiden"
Der er ganske vist kun en vej mellem vugge og grav - fremad. Men ligefrem forlæns?
Hvordan vi bevæger og og hvor regelret vi går er en helt anden sag.
Retorisk siger Statsministeren vel at vi skal blive ved med at målstyre, gå den lige vej, fremad for enhver pris og helst ikke have for mange svinkeærinder undervejs.
Vi har de sidste 10-20 år forsøgt at gøre netop det. Gå målstyret til fremtidsfadet og forsøgt at spise op hvad der blev serveret.
Det virker ikke, du gode hr. Rasmussen.
Det er nemlig stik modsat hvad fremtiden vil os, eller hvad vi gisner om at fremtiden vil os.

For fremtiden skal vi sikkert hinke, springe over, slingre, hoppe, valse og gå de omveje der sætter fremtiden mennesker på spil i livet.
Vi skal være dygtige til at slippe og tage fat igen. Vi skal uddanne os til at improvisere, gentænke, forandre, fritænke.
Fremtiden er ikke noget man kommer forudbestemt forlæns ind i. Fremtiden er vel noget vi skaber - sammen - i forpligtende fællesskaber!
Fremtiden er fuldstændig åben, den har ingen fastlagt døre eller regelrette gader med snorlige fortorve hvor vi er forudbestemt til at gå i lange rækker eller stå pænt i kø.

"Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende" sagde grundtvig for alt for længe siden tilbage i fortiden.
Vi kan selvsagt ikke lægge planer for fremtiden der bygger på kortsigtet politik eller et menneskesyn der tager afsæt i det stedlige alene.
Mennesket er fortsat en ret vidunderlig blanding af fortid, samtid og fremtid.

Det sker (ja, jeg kan naturligvis kun tale for mig) at man kan finde sig selv, faldet i staver, over at se på et barn eller en ung og forsøge at se livet forme sig fremtidigt.
I morges talte jeg med min egen dreng om det kommende lovforslag om studier og den kommende mulighedslukning for dem der har brug for en anden uddannelse end den de har taget.
Jeg kunne skrive ti A4 ark om hans ansigtsudtryk alene og de tårer der stod op i hans øjne. Han går godt nok kun i grundskole, men det er hans fremtid der er tale om.
Han er et par år for ung til at tilhøre generation Z. Men det ved han ikke, så han agerer som de gør med en demokratisk selvstændig tilgang til samfundsordnen.

- Men Mor, når jeg er færdig som programmør om 10 år - så ved jeg jo godt at det ikke er fremtiden.
- Hvad mener du? Hvorfor er det ikke fremtiden?
- programmører er forældede om 25 år. Så programerer programmerne selv. og vi skal kun bruge 10 mennesker til at styre det på verdensplan. Og hvad skal jeg så lave hva, hva mor?
- Så skal du nok være politiker og lave lovene om. Ligesom de andre 2,4 million (Overdrivelse fremme forståelsen) mennesker i danmark som heller ikke må omskole sig til en fremtidssikret tilværelse. Altså hvis danmark findes til dem tid...
- Fuck, helt ærligt. 2,4 millioner i folketinget - shit. Nu skal vi demonstrere, ik mor?
- Jo jo, det kan vi da godt. Det fikser du lige. Kan du ikke lige snakke med din klasse om det?
- Jeg tager den lige på twitter... Nå men hej, ses mor. Jeg hacker lige din hjemmeside og bruger den som platform for det, ok? Nå men hey mom - se y'r later.
- ...
Jamen farvel så.. vi ses. Du lader lige min hjemmeside være ik? jeg kan ikke selv finde ud af at genoprette den.
- Altså SERIØST mor!!! ... (suk) (spurt999)

Samtaler med nutidsunge foregår altid sidelæns i samtiden, forankret i fremtiden.
Jeg er temmelig tryg ved de unge. Mere tryg end ved vi andre gamle æggehoveder.
Der er noget særligt fint ved driften mod livet, oprøret, følelsernes vold, og fornuften/ufornuften.
Jeg er dybt taknemlig over venligheden. De helt naturlige dannede vaner (Tænk at det findes i 2016) og manerer i uimodståelig samklang med frimodigheden og tilliden.
Jo, de er trængte de unge. Ikke fordi livet egentligt byder dem imod, men fordi vores levevis byder deres frimodighed og demokratiske sindelag imod.
På den ene side forsøger vi at fremtidssikre dem ved at indgyde innovation, fri bevægelighed, sameksistens, frimodighed, fantasi og fælleskabsforståelse.
Samtidig opdrager vi samfundsmæssigt til målstyring, fremdrift, indfrielse af forventninger, karakterræs, karriere kontrol og den lige vej i uddannelserne.
Det giver ingen mening for fremtiden verdensborgere.

Det ene ophæver ikke det andet. Man kan sagtens forene uddannelse og skaberkraft. Samhørighed og karriere. Fri bevægelighed og troskab.
Men målstyring og virkelyst snaver sjældent med hinanden og da slet ikke med tungen.

Vi andre står gang på gang tilbage i vores vakuumpakkede tankegang og må bøje os for seriøsiteten og den verdensvendte muligheds akkumulator der foregår på teenageværelset.
Verden går fra Hundige til Honolulu i et nanosek og opdraget er uden grænse.
Når vi drøfter europakrise, Usa og Rusland og verdens krige tager vi ud fra verdensbilleder af meget grænsesatte forståelser. Teenungen har forlængst ophævet de grænser. De er slet ikke med i verdensbilledet. Jeg prøver ihærdigt at lukke øjnene og forestille mig verden set gennem de briller. uden begrænsninger for mennesker. Heller ikke kontinente eller broderskabsmedlemskaber som EU, United States of America, Great Briten mv.
Sprog der flyder sammen, men alligevel i alle de meget runde tilstande og tankemåder en historiefornemmelse og en kløgt på hvad der var, hvad vi har og hvad der kommer, eller de unge tror der kommer med deres verdensbilleder.
Verdens udvidelse er standset midt i samtiden, i vores tid, men hos teenynglen er der et andet overset blik som ikke skelner, men skaber mulighed.

Fremtidsforskerne er enige:
http://futurenavigator.dk/wp-content/uploads/2016/10/Inklusion05102016NiEgenskaberBilleder.pdf

Man kan ikke komme uden om at det at være et folk er et forpligtende fællesskab.
Og det at være et menneske, forpligter ikke bare sit eget folk, men alle folk.
Samtiden forpligter sig på fremtiden fællesskaber.
Det gør vi i måden vi danner og uddanner de nye medborgere.
Måden vi taler udadtil, fører indenrigs og udenrigspolitik.
Måden vi forvalter vores viden og siden lovgiver derfra.

Hver eneste gang vi skal lovgive ind i fremtiden skal vi spørge sidelæns ind i samtiden.
Fratager vi fremtiden medborgere at være netop det - Medborgerer og ikke modborgere?
Modborgerskabet dannes af manglende mod på et samfund. ikke i de unge der kæmper imod, kritiserer, siger fra, men i de unge der giver op, lader stå til, mister grebet om samfundsengagementet.
Modborgerskabet avles af uforpligtende "fælleskaber". Der hvor kun ene egen målstyrede verden tæller og det er alle mod alle i kampen om ilden.

Tilbage hos generation Z er der rod i den (med)borgerlige.
Der er både lydigheden i forhold til krav og regler, samtidig med at ungdommens ukuelige mod sætter fremtidmennesket stævne og giver baghjul til nutidssamfundets stedlige spilleregler.
Jeg tror ikke generation Z kan love hr. Rasmussen at gå forlæns ind i fremtiden.
Det forekommer mig at den generation er temmelig kloge på fortiden og forudseende på deres egen kommende tid.

Det særlige ved fremtiden er at den hele tiden flytter sig og dermed ikke kan blive et stilbillede på en politisk valgplakat.
Fremtiden er lige så usikker som for hundrede år siden, selvom vi måske fornemmer en verdensorden der flytter på sig som en jordskorpeplade i undergrunden.
Vi ved endnu ikke hvad fremtiden bringer eller hvordan vores samfund former sig. Vi ved kun noget om hvordan vi opelsker vores yngre generationer og hvad vi giver med i barselsgave.

Kære Statsminister - Kære hr. Rasmussen - Hey Lars: Man kan ikke gå forlæns ind i fremtiden uden at gå sidelæns ind i samtiden.
Og samtiden ligger hverken på den lade side eller på solsiden.
Den ligger som vi har redt og lagnet er krøllet og plettet.
Fremtiden tager hele tiden samtiden på sengekanten og det betyder at vi halvgamle kluddermikler må stå for en ordentlig sengeredning og ryste dynen for fremtidens himmelsenge. For bla. generation Zzzzzz

"Vi skal blive et rigere samfund" Jo tak, men rigere på hvad? Rigdom er stadig, for mennesket, vigtigst når rigdom måles i værdighed, i mulighed og i mødesteder.
Du ved, de der forpligtende fælleskaber og det daglige brød.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du, trekløverregeringen, opositionen og alle vi andre vil det godt - men vi kogevasker og krymper fremtiden med et tiltag som lovforslag L 96    http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20161/lovforslag/L69/20161_L69_som_fremsat.pdf
Et tiltag til lovgivning der tager om sig hvis jeg kender det poitiske system nogenlunde. snart gælder det flere uddannelser og flere menneskers skæbne. Det vil forme en ny strømning og målsætning som er helt igennem fremtidsstridig. Ikke bare i danmark, men på verdensplan.

- Men vi har jo ikke råd til at lade folk tage to uddannelser - Hov, hov - det ved vi faktisk ikke noget om endnu, men vi ved at vi ikke har "råd" til at fastfryse fremtidsmennesket.
At investere i dem der tager nye valg er ikke spild af penge i forhold til at fastholde en rolle man har udspillet.

- Og det er ikke det eneste vi skal skændes videre om, men det er dagens budskab.
Vi kan jo snakkes ved ud i fremtiden ik?
- Seriøst?! (spurt999)

------
Man kan jo begynde med at skrive under her:
https://www.wechange.dk/indsamling/uddannelsesloft-99/

torsdag den 17. november 2016

Når få har for meget og færre for lidt.


"Ryst æ purs" (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang - genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams - men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tiggeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:
Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.


Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa - en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter "Ryst æ purs" princippet.
Hellere "Trump-tower" end "ground zero" af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig - Er der en voksen til stede?

onsdag den 2. november 2016

Godnatsang til de små - når Pia putter

Melodi: Jeg ved en lærkerede 

Carl Nielsen 1924

 

Jeg ved en rotterede

den ligger i Bruxelles

hvor gagerne er fede

plus fusk og ve og vel


I reden er der skimmel

og snyd, skidt og kanel

bedragere i vrimmel

men ingen Dybøl mel


Jeg lurer bag facaden

Dér står jeg ganske nær

og ser dem stikke pladen

når sagen er prekær


Næ, den der hvisker lyver

sanerings modent skrot

sæt kvote på det yver

og skil så skæg fra snot


For parlamentet fusker

og fusk kan yngle stort

stop dem der går og Tusk'er

lig'som DF har gjort (...eller noget)


Nej, hjemme under bøgen

i danskens fædreland

der står vi pænt i køen

og lyser dem i band


#satire

www.astridsoe.dk


onsdag den 19. oktober 2016

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.


Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
- Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler... (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid