Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.

     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Bæredygtigt bedre vid

Bæredygtigt bedre vid
er målet 2020
svinehunden blir frigid
reptilhjernen må krybe
kummefryseren gir op
kul og krig må blegne
målet hos fru pigalopp
en helt ufarlig fregne!

//Astrid Søe 2014

Ja, pyt

Det blæser og stormer

Af lykke og liv

Det filer og former

Et efterårsskriv

Et blad falder om

Udgået for liv

Og jorden sir kom

Tilbage og bliv

Til muld og mage

For liget påny

Om hundrede dage

Vil vårspirer gry

Som sole i jord

Der lyser af nyt

Opstanden i ord

Det stormer, ja pyt.

//Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk

Grøn er vårens uklippede hæk!

Tekst: Astrid Søe, 2013

Melodi: Niels W. Gade, 1851 Grøn er vårens hæk.

Vokset er min hæk, 

mens jeg kigget væk,

Naboen har sendt mig onde blikke.

Somren er så ny,

Regn fra morgengry,

Hækkesaksen må jeg lade ligge.

Posten banker på,

Han kan ikke nå,

Med sin arm igennem hækkens blade.

Postkassen er væk,

I min viltre hæk,

Han får en kaffe, før jeg får mer ballade!

DMI sir sol,

Hud og sommerkjol,

Så i morgen må jeg glatbarbere.

Hækkens fulde skæg,

Til en lodret væg,

Så min ligusternabo kan smile mere.

Hov, et fuglebo,

I min hæk har ro,

Ungerne er endnu her i reden.

Glemt er saks og kniv,

Her er fundet liv!

Hækkefascisten skruer vist op for vreden.

Klip en hæl og tå,

Sko der er for små,

Vis respekt for os der hækken freder,

Hækken står for tur,

Efter kukkeur,

Grønt er godt for sjæl og for syn og reder.

;-)

sommertud

Den søndagsbløde sommerhat
Fra vinterstøvets leje
Er nu på fruens hoved sat
og holder på det blege
For når min næse solen ser
Så samler den pigmenter
Og der blir bare fler og fler
min tud er solens henter

//Astrid Søe 2013

Blæst

Blæs mit vasketøj mod øst,
flyt mit sand som du har lyst,
kom fra vest fra kyst til kyst.

Storm du vilde glade vind,
kom med vår i krop og sind,
kom med rødmen på min kind.

Ryk i træ og tag og flag,
rusk og ryst et sindelag,
læg dig så i ro og mag.

//Astrid Søe 2013

Ventevår

Under sneen skjult fra solen
Ligger livet lunt på lur
Og i skabet sommerkjolen
Venter stadig på sin tur

Isen knuger bugt og have
Frosten favner mark og jord
Under sneen som en gave
Forårsspinkle spirer gror

Jævndøgn kom og vendte kloden
Til et grønt kalender år
Selvom sneen slår mod ruden
Lover solen snarlig vår

//Astrid Søe 2013

Lille vår

Lille vår som vover
Vilje gennem frost og sne
Lille vår som lover
Solen at få se

Lille vår du milde
Solens kringelkroge lys
Edderkoppen ville
Spin for spin fornys

Stille vår din tone
Runger gennem ben og marv
Erantis blad og krone
Spirer snart din arv


//Astrid Søe 2013

På kanten af et efterår

Nu finder jorden form og frugt,
og tågedis af ælde,
i hver en dråbe på et blad,
er liv der vil fortælle,
mens skyer driver uden mål,
og solen leger gemme,

tar løvet skift af brand og bål,
i overgangens stemme.

Astrid Søe 2012 - på kanten af et efterår

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.

Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.

Det sker at en himmel kan favne de ord,

den fandt mellem ørkner og sletter,

i det vi ej kendte oplyses i nord,

et genskær af sommerens nætter.

//Astrid Søe 2012

Sommer kom og vær

Sommer kom og vis og vær
frihedstrang og bare tæer
sommer kom og gys og gå
over skyer mod det blå
sommer kom og giv din fred
et frimodigt sjælebad
sommer kom lad solen gå
lyse hvor den sjældent nå
sommer kom og vær din lyst
nærvær spredt fra kyst til kyst
sommer ta din tid i ed
i et kys der varer ved.

//Astrid Søe 2012

sommerregn

Se hvor grøderegnen falder
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys

//Astrid Søe 2012 - midt i den smukkeste regn

Lys i livets stage

Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.

Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.

Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.

Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.

//Astrid Søe 2012

Alt forladt

Melodi: egetræet tungt af alder

Himmelrum og sol og måne,
læner sig på dag og nat,
mens en stjerne lar sig låne,
og du hvisker; Alt forladt.

Ærlighed er det der giver,
rum at samle minder i,
kærligheden alt opliver,
når vi sætter nogen fri.

Frihed er den ånd der råder,
når vi mødes uden bånd,
du og jeg foruden gåder
Når du rækker mig din hånd.

Astrid Søe 2012

Pinse solen

Mens solen danser morgenvals,
og ind i sommertiden,
og kaster sig om jorden hals,
med kys og sommerviden,
så ser jeg mellem stråleglans,
og nuets milde komme,
at pinsemorgen her til lands,
har rykket sig en tomme.
Men vi har fri og tid at vi kan våge hele natten,
og indfrier pinsesolens glans, betalt af kirkeskatten.

Astrid Søe 2012

Vår vers

Udefra er euforien
ikke ganske at forstå
alle nynner melodien
store smil på må og få

Havestole skifter farve
hækken spirer himmelhøj
jorden flyttes af en larve
væk et vintrens lag af tøj

Udefra tæt ved ækvator
findes ikke skift i vejr
solen kendes som diktator
vinter findes ikke her

Kender ikke eurorien
når det atter bliver vår
kærlighed til blomst og bien
kun vi nordboer forstår

//Astrid Søe

En søndag

En søndag har rystet sin pude
og hængt sit vasketøj ud
vasket en forårsbleg rude
luget om nyeste skud

En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun

En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en

En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.

//Astrid Søe 2012

Vintervuggevisens vækkevise

Nu spirer tulipanerne og glemmer vinterhi
for jorden havde gemt et forår dybt derindeni
og mellem frost og februar fik vækkevisen vækst
da vintervuggevisen havde glemt sin egen tekst

//Astrid Søe 2012

FORÅR ?

Jeg glæder mig i denne tid

nu åbnes vintergækken hvid

så ved jeg forår kommer

nu dagens timer længes mer,

jeg solens klare lue ser

den nynner blidt om sommer.

nu rammer den det klare hav

som arver glød i form af rav

dem sætter jeg i kæden.

jeg ejer hele livet her

når lyset er min hjertenskær

Og lyset føder glæden.

Og glæden tar jeg med i nat

hvis jeg er ene og forladt

og gir den mine sorger

så kysser den dem alle væk

og skriver med usynligt blæk

at den er livets borger

Den flytter ind i læbens hud

og giver som sit gæstebud

et smil i andres øje

så ved man dog at solens skind

når det som glæde rykker ind

kan vinterens mørke bøje.