tillykke

Tillykke
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid

tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades

tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger

Vi skal huske at døden den er

Vi skal huske at leve, det sir vi så tit

At leve i nuet og helst holde trit

At drømme os videre mod fremtidens lys

Og døden forsage, thi alt fornyes.

Men det ligger nu sådan at livet forgår

At våren drejer mod efterår

Så døden er værd at komme i hu

Den følger dog med hver dag i et nu

Den husker os på at livet er stort

Den gør at vi handler og alting blir gjort

For livet blir større jo mere vi ved

At intet er evigt og bliver ved

//Astrid Søe 2016

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

(kan synges på melodien "Barndommens gade")

Tilbage står kun livet.

Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone

Der er ingen.

Der er ingen ord så tomme at sproget går tabt
der er sindbilledeviden og kunst vi har rakt
der er former der taler og toner i takt
der er famlende frihed og det der blir sagt
et møde med skæbne, motiver og drift
i nedfældet skrift

Der er ingen ord så store at alt er fyldt ud
skønt vi elsker og opliver nysprogets skud
mens vi fylder et tomrum med overspringsånd
et tveægget sværd i en menneskehånd
og vokser i tale, der stryger dit hår
i mundbårnes vår

Der er ingen ord så åbne at afstand forgår
der er skygger der længes og fattige kår
der er munde der gisper og kalder på fred
der er intet forladt på tsunamiens bred
et blødt stykke rav og et kys fra en mund
på afgrundens bund

Der er ingen ord så smukke som det der er dig
der er intet fortalt der kan række for mig
og solen kan lyse og livet se på
og midt mellem ord kan man svimlen forstå
bag mørklagte øjnlåg og åndedrætsstop
er ordet en krop

Der er ingen ord så stærke at livet blir ved
men det sagte forbliver som bindende led
med flytbare floskler og bidende vid
hukommelsestråde blir vævet til tid
og selv når du ligger og bliver til jord
er livet dit ord

//Astrid Søe 2014

Det tar tid...

Det tar tid at lære livet udenad og gennemsvedt
Det tar vid at mestre livet mellem linier, overset

Det tar tid at leve livet fuldt og helt og uden grund
Men at miste det til gengæld det tar kun en lille stund.

//Astrid Søe 2014

Seriøst?

"Seriøst" er nutidsdansk for "Helt ærligt - Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?"
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90'erne og 0'erne opfandt vi "kunstig seriøsitet" vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs - hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.

Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer "Maren fra Kæret" hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger "Fuck Egelund" bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med "seriøøøøst" som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90'ernes og 0'ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen "overruler" selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for "teamet" eller "spilfiguren" men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?

Jordens dag

Jeg har brug for at skrive om ingenting
om tændvæske, sure citroner
om tropevind og so ein ding
og kernefri vandmeloner

Jeg er nød til at læse om svig og om mord
om terror og tabu og tåber
tortur og rædsler og krig og hor
og magtens stemmer der råber

Jeg har brug for at synge om intet der er
om huller og halve vokaler
om katten der tramper og dmi vejr
og stumme der nemt overtaler

Jeg er nød til at ånde hvor luften er sod
hvor ilten er fattig og falder
i stanken af affald og mødding og rod
og evigheds ottetaller

Jeg har brug for at være hvor livet er frit
hvor døre og dage står åbne
hvor fødderne går med fjedrende skridt
så selv en engel står måbende

Jeg er nød til at tro at du lapper alt
jeg væltet og vraget og svinet
og før mine dage er endelig talt
gir jorden mig nok en på skrinet

Jeg har brug for at vide at du bærer frugt
og lyser og lærer at bære
være nænsom og elsk alt der er brugt
så kloden dig endnu kan bære

//Astrid søe 2014 - www.livsoplevelse.dk

 #JordensDag

#Til ungdommen af i dag

Vår er

Vår er varme der kysser atmosfæren
vår er vraltende ænder ved en vej
vår er ukrudt der bryder hver en væren
vår er solkåde skolebørn i leg
vår er vækster der gror
vår er kærligheds ord
vår er dagen der længes højt mod nord

Vår er kjoler der kravler over knæet
vår er bøgen der springer tidligt ud
vår er frostsprængte sår der nu er læget
vår er nyvasket tøj der hænges ud
vår er gensyn og liv
vår er digte og skriv
vår er sjælen i ivrigt perspektiv

Vår er læber der nynner gemte toner
vår er fregner der spirer på en kind
vår er skyernes drivende ikoner
vår er stemning af frihed i dit sind
vår er barnet der ler
vår er øjne der ser
vår er kysset der ønsker meget mer

//Astrid søe 2014 - www.livsoplevelse.dk

kan synges på: Det haver så nyligen regnet

Før vi fik set os om.

Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
- før vi fik set os om

Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
- før vi fik set os om

Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
- før vi fik set os om

Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend'ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
- før vi fik set os om

//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

vinter solhverv

Så drejer året mod dag igen

og mørket kaster sin kåbe

du smukke vinter, min hjerteven

du lysner, begynder at håbe.

Du brænder dit bål på den korteste dag

du vender foret i frakken

og mulden forskydes i flere lag

solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand

og tid der skal komme og kaste

en skygge mod det der er solur i sand

mens jorden går væk fra sin faste.

Så giver du frø der skal spire og gro

og finder et forår på kloden

og giver et menneske noget at tro

langmodig alligevel moden.

Astrid Søe 2012

Blæs

Der er noget helt essentielt ved den usynlige blæst der fejer gulvet rent, henter liv, tegner død, flytter rundt på det vandte, knuger og spærrer inde. Og skønt du er skjult, ser vi dine fingre stryge gennem håret og gråne landskaber. Dine hænder ryster et hus, løfter et tag, dræber, løfter roden fra livets træ. Og dagen derpå, underligt stille, ikke engang sådan rigtigt lykkeligt, selvom alle Kyllinger er i live og ræven ikke havde bidt dybere end end knapt til knoglebenet. Og alligevel vemodigt i fornemmelsen og erkendelsen af at livet er så småt og tilfældigt. At vi puster os op og alligevel mister pusten blot naturen et øjeblik får trang til at minde os om hvor små vi er. Jeg kan tage dig, når og hvor som helst, jeg kan knuse dit kranie i min næve, eller brænde dig til glemsel. Det er godt, det er fint, det er vilkåret. Og derfor med blæstens gave, igen et gennemsigtigt landskab. En hvirvelvind af blade der trække gennem luften og væk. Grene der nøgent og blottet står tilbage. Som tilværelsen når den finder sit nu. Fugle der lander som lys og liv og læner sig forsigtigt mod en stamme, dagen derpå. I hel og gennemrislende eksistens. Dødens vilkår virker igen naturgivent og gennemtænkt. Selvom det er pludseligt og skarpt som en blåmusling der trædes under bare tæer. Og rynkerne der var der længe før du så dem. Samler vi op, hvad du tabte, gennem livet, i blæsten, i vinden, i vilkåret. Og du fik ret. Din kost fik fejet efteråret bort og vinteren imøde. Længslen efterlod du, som flydende ark ved næste bølge. Eller det aftryk af viden den knækkede gren bar i barken tidligt i morgenlyset. Vi er så latterligt små trods storhedsvanviddet . Tak for det. Sådan er det bedst. Sådan er vi bedst. I blæst.

...eller noget

Ja, pyt

Det blæser og stormer

Af lykke og liv

Det filer og former

Et efterårsskriv

Et blad falder om

Udgået for liv

Og jorden sir kom

Tilbage og bliv

Til muld og mage

For liget påny

Om hundrede dage

Vil vårspirer gry

Som sole i jord

Der lyser af nyt

Opstanden i ord

Det stormer, ja pyt.

//Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk

Men det gør sgu ik så meget..

Der er klumperne i sovsen,
der er dryp på lokumsbræt,
køleskabet er fra Skousen,
men jeg kører ikke træt,
selvom vasketøjet flyder,
bordet ikke tørres af,
er det nu alligeveller,
dig jeg holder meget af.

Der er glemte bryllupsdage,
der er indkøb uden vid,
der er kaffe, der er kage,
der er spild af rum og tid,
men det gør sgu ik så meget,
for du sender mig et smil,
sådan skævt og helt dit eget,
som en kærlighedsventil.

Der garagen fuld af skruer,
Black and decker til halvfjerds,
og en gæld der går og gruer,
en halvfærdig kryds og tværs,
men hvem drømmer vel om brunsvir',
når du er mit et og alt,
sådan en man altid tilgir,
du jo den som jeg har valgt.

Der er hul i tag og træsko,
der er hængerøv og vom,
der er larm og ingen madro,
for du lader ik som om,
at forstå at det du flytter,
med det ene; du er dig,
det sgu nok fordi det nytter,
lige for sådan en som mig.

Melodi: Livet er en morgengave.
Tekst: Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk

INDTALING. LÆR LEG LEV

LÆR LEG LEV
INDTALTE ORD OM LÆRING.


http://soundcloud.com/mors-menageri/laer-leg-lev-tekst-og-tale/s-WF9TC

Lille lattermilde måne

Lille lattermilde måne,
lys foruden skyld og skam,
for i natten må du låne,
kærlighedens fjedderham,
med dit lys der gråner skyen,
går du gennem mørkeland,
og til dagens spinkle gryen
er du månemandsforstand.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Evolution

It matters to move a human.

It matters more to move our humanity.

//Astrid Søe 2013

Det har betydning at bevæge et menneske.
Det betyder dog mere at bevæge menneskeheden.

//Astrid Søe 2013

Før jeg bliver voksen

Før jeg blir voksen skal livet gro

som ukrudt vildt og uden hånd

som håret uden saks

og dagen uden nat

uslukkeligt, uterligt, frit

en gave

der er dit 

og

mit

//Astrid Søe 2013

Bedstes første sygedag

Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra "what's eating Gilbert Grabe". 
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen. 
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative "bedstes første sygedag". 
Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om - men korpus kan ikke flyttes. 
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker. 
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug. 
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig. 
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle. 
Men kære gamle fedtbjerg. 
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet. 
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig. 
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament. 
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job. 
Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige. 
Se, det ville være fedt!