ved Cand. mælk. Astrid Søe.
Mageløst! Det er vel ordet der kommer først på tungen når man møder sig selv som mor.
Mageløst fordi man bliver til som menneske igen, pludselig et skridt tættere på døden.
Da jeg fødte mit første barn, en anelse for sent i tyverne,- vist nærmere på de tredive, havde jeg med omhu lavet et computerdokument der hed: Mit første barn i ord.
Jeg måtte jo nedskrive dette nye menneske og tankerne om det, så jeg kunne bogføre det på vanlig nymodens menneskevis.
Orden i tilværelsen. Orden i tankerne og følelserne.
Styr på livets store øjeblikke.
Ingen glemsel eller slinger, men en idiotsikring af hukommelsen.
Velkommen til IT-alderen.
Men It-alderen viste sig at betyde IKKE TIL-alderen.
Med længslen efter at virkeliggøre dette menneske blev min lyst til at nedskrive det større.
Dokumentet stod åbent på computeren og blinkede til mig i ugerne før barnets ankomst.
Endeligt kom han, drengebarnet, i mit køkken, i et mælkehvidt plastikkar, under vandet som en tusse der skal op efter luft.
Nu skulle han skrives ned.
Være virkelig for hele verden i skrift og koder.
Jordemoderen der hyggeligt var kørt hele vejen ud til mit køkken i taxi skrev i de dertil færdiglavede formularer at han var et menneske.
Krydsede fejlagtigt af i rubrikken: død ved fødslen, men fik rettet fejlen.
Det er menneskeligt at fejle. Men livet selv tager ikke fejl.
Timerne gik. Men der var ingen ord.
Bedsteforælder ind og ud af dørene. Åh, oh, ih, i end endeløs vidunderlig strøm.
Blink blink blink. Dokumentet ventede på mor.
Et øjeblik slap han mælken og jeg gik ind til dokumentet.
Den hvideste skærm jeg nogensinde har set.
Tag dig dog sammen menneske.
Men ordene var væk.
Det blev til en eneste linie:
At blive mor er at træde et glædesskridt nærmere døden.
Det er de korteste ord om den længste sandhed jeg nogensinde har mødt.
45 tegn der med glæde skubber mig nærmere min død.
Jeg er blevet et slægtled ældre på få sekunder.
Pludselig hører jeg til.
Jeg kan ikke skrive dette nye menneske.
Jeg vil leve det.
tirsdag den 5. august 2008
duften af hjemme
Skrevet om den kommende Syddjurs kommune... Altså ren historie nu :-)
...Duften af Hjemme.
For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!
For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.
Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.
Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.
Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.
I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.
Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.
...Duften af Hjemme.
For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!
For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.
Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.
Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.
Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.
I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.
Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.
Gør nu noget
Nu gik det lige så godt, det gode danske brokkeri. Vi mestrede det næsten til fulde og vi har finpudset teknikken det sidste år. Barrikaderne stod op til flere dage af gangen, sutskoene var sparket halvt ind under sengen og vi var kampklar, hvis det passede ind i kalenderen, i krigen om det nye Syddjurs.
Efter stride forhandlinger endte det så heldigt at alle som en, fik følelsen af at have fået den tørre endeskive af pålægs-politikernes beslutningsgrundlag. Det føles ikke nær så skidt at mangle lidt, bare man ikke føler man mangler mere end de andre.
Midt i det næsten rituelle, men demokratisk vigtige, brok, blev vi næsten Dan Tûrell’ske i løbet af året med den konstante fornuftige liste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks. Og vi har ret. Selvfølgelig har vi det, det er uden for diskussion. Vi har krav på mere. Spørgsmålet er bare, mere af hvad?
Det kommunale tvangsægteskab er behæftet med en manual der som overskrift hedder fornuft.
Nu er fornuft jo heldigvis en luftig størrelse. Ordbogen forklarer herligt om fornuften at den er en forestilling om den normale, borgerlige måde at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, på.
Og det ser netop sådan ud. Det ”fornuftige” daglige grundlag for Syddjurs er nøjagtigt formgivet som en Rittersport. Praktisk., kvadratisk, god.
Nu er der bare den hage ved fornuften at den ikke er bøjelig som et menneske.
Når vi stiller krav om mere, må vi aflive fornuften og ”noget for noget” tankerne. En Rittersport kan kun deles i faste afgrænsede felter. Pengene er fordelt så godt det kan lade sig gøre i faste felter, og det er ikke godt nok, ikke fordi fordelingen er skæv, men fordi der er mindre at fordele.
Når ”fornuften” slipper op må følelse og fornemmelse tage over. Følelse og fornemmelse kan så meget mere, også politiks, fordi de ligner mennesket mere end fornuften.
Det kunne jo ende med at blive helt moderne at tage et medansvar, føle og fornemme. Ikke bare ”gi en ged”, men at bræge selv og præge selv. Borgeransvar eller medansvar er født af mangel på hænder og penge. Hurra for det, så skal vi til at handle selv. Drømme os væk fra fornuft og forstand og sammensætte et ståsted, hvor man tør stå og gå, både som barn, midtlivs og som gammel.
…Men det er nok mest et spørgsmål om at gide. Gide give og gide være. Når vi nu er blevet så vante med at brokke os og siden tage en halv time på den anden side. Sutskoene er ikke længere inde under sengen, end at vi kan nå dem og man skal jo nødigt overanstrenge sig og listen er nu engang skrevet og kravene fastsat. Og vi skal jo også nå at pille både næse og navle.
Og nu vi er ved navlen kan man jo kun starte ved sig selv. Jeg vil i det nye år til at strege ud på listen i lommen med de faste kommunekrav. Jeg vil ikke slette kaffen, den er uundværlig. Både den med postbudet, hjemmehjælpen og pædagogerne i børnehaven, en gammel nabo. Kartofler, kød og kiks kan nok undværes, med mellemrum, for mere vigtige ting.
Men listen skal udvides med krav som: Medmenneskelighed, tanke, rummelighed, skønhed, forskellighed, samtale, tillid og frihed.
På listen skal også ordene fra en Irakisk kvinde, der i året der gik, måtte flytte til Røde Korscentret i Ebeltoft. Hun sagde om Danmark: hvor er jeres land dog smukt og hvor er friheden smuk.
Skønheden er ikke at være fri fra noget, men fri til noget. Og det ”noget” er egentligt et krav værd, både politisk og menneskeligt.
Efter stride forhandlinger endte det så heldigt at alle som en, fik følelsen af at have fået den tørre endeskive af pålægs-politikernes beslutningsgrundlag. Det føles ikke nær så skidt at mangle lidt, bare man ikke føler man mangler mere end de andre.
Midt i det næsten rituelle, men demokratisk vigtige, brok, blev vi næsten Dan Tûrell’ske i løbet af året med den konstante fornuftige liste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks. Og vi har ret. Selvfølgelig har vi det, det er uden for diskussion. Vi har krav på mere. Spørgsmålet er bare, mere af hvad?
Det kommunale tvangsægteskab er behæftet med en manual der som overskrift hedder fornuft.
Nu er fornuft jo heldigvis en luftig størrelse. Ordbogen forklarer herligt om fornuften at den er en forestilling om den normale, borgerlige måde at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, på.
Og det ser netop sådan ud. Det ”fornuftige” daglige grundlag for Syddjurs er nøjagtigt formgivet som en Rittersport. Praktisk., kvadratisk, god.
Nu er der bare den hage ved fornuften at den ikke er bøjelig som et menneske.
Når vi stiller krav om mere, må vi aflive fornuften og ”noget for noget” tankerne. En Rittersport kan kun deles i faste afgrænsede felter. Pengene er fordelt så godt det kan lade sig gøre i faste felter, og det er ikke godt nok, ikke fordi fordelingen er skæv, men fordi der er mindre at fordele.
Når ”fornuften” slipper op må følelse og fornemmelse tage over. Følelse og fornemmelse kan så meget mere, også politiks, fordi de ligner mennesket mere end fornuften.
Det kunne jo ende med at blive helt moderne at tage et medansvar, føle og fornemme. Ikke bare ”gi en ged”, men at bræge selv og præge selv. Borgeransvar eller medansvar er født af mangel på hænder og penge. Hurra for det, så skal vi til at handle selv. Drømme os væk fra fornuft og forstand og sammensætte et ståsted, hvor man tør stå og gå, både som barn, midtlivs og som gammel.
…Men det er nok mest et spørgsmål om at gide. Gide give og gide være. Når vi nu er blevet så vante med at brokke os og siden tage en halv time på den anden side. Sutskoene er ikke længere inde under sengen, end at vi kan nå dem og man skal jo nødigt overanstrenge sig og listen er nu engang skrevet og kravene fastsat. Og vi skal jo også nå at pille både næse og navle.
Og nu vi er ved navlen kan man jo kun starte ved sig selv. Jeg vil i det nye år til at strege ud på listen i lommen med de faste kommunekrav. Jeg vil ikke slette kaffen, den er uundværlig. Både den med postbudet, hjemmehjælpen og pædagogerne i børnehaven, en gammel nabo. Kartofler, kød og kiks kan nok undværes, med mellemrum, for mere vigtige ting.
Men listen skal udvides med krav som: Medmenneskelighed, tanke, rummelighed, skønhed, forskellighed, samtale, tillid og frihed.
På listen skal også ordene fra en Irakisk kvinde, der i året der gik, måtte flytte til Røde Korscentret i Ebeltoft. Hun sagde om Danmark: hvor er jeres land dog smukt og hvor er friheden smuk.
Skønheden er ikke at være fri fra noget, men fri til noget. Og det ”noget” er egentligt et krav værd, både politisk og menneskeligt.
Til tonerne af lykkens egenlyd
Har vi alle en fornemmelse af med sikkerhed at have følt os lykkelige? Et øjeblik hvor lykken føles uden trods. Er lykken ikke altid udtryk for, at livet har to sider? Salmedigteren Kingo digter: lykke, ulykke de gange på rad. Kan lykken stå selv? Det spørgsmål fik en snes danskere stillet. Svarene kan læses i bogen:”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”.
Tillykke!
I bogen ”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig” beskriver 22 forfattere deres øjeblikke af lykke. Bogen er redigeret af Johannes Riis, og udkom på Gyldendals forlag i 2001.
I mange forskelligt rettede ord møder forfatterne lykken.
Ingen af forfatterne bærer eventyrdigteren H. C. Andersens ”lykkens galocher”, men alle bærer på deres egen vis fodtøj fra Ecco. Hvert indlæg i bogen har en egenlyd af et menneske. Og den egenlyd bryder stilheden og vender tilbage til forfatteren igen som et ekko. Et øjeblik der aldrig forsvinder. Et øjebliks selvsving af lykke.
Mens man flintrende begaves og bedugges af disse gode forfatteres lykkestunder, mister man undervejs overblikket. Det er en herlig fornemmelse, når ordene får læseren til at miste fodfæste og overblik.
Hvem kan forlange, at vi skal kunne overkomme andres lykke, kunne rumme den, kunne forstå den?
De mange indlæg i bogen sender læserens tanker på langfart. Var det, spørger bogen, en lykke du kunne finde dig selv i? Er du et menneske, der kunne have følt det samme som forfatteren? Hvad fanden har nu det med lykke at gøre, raser man til tider. Og i det næste nu, er man selv på vej ind i spørgsmålet: hvornår var jeg selv med sikkerhed lykkelig? Ikke bare dejligt hverdagsjublende, lottolykkelig eller livs-opstemt. Men helt og aldeles udspilet af ren lykke?
Og det er bestemt det bogen vil, ikke oplyse os læsere om 22 forfatteres følelse af lykke, men fravriste os et dristigt egensvar på vores lykke-oplevelse.
Hvordan går det?
-Når det mest almindelige af alle konventionelle spørgsmål: ”Hvordan går det?” bliver besvaret positivt, fører det som regel kun til flere almindeligheder. Skulle den adspurgte imod al forventning tage spørgsmålet alvorligt og gøre rede for sin eventuelle tilstand af lykke og tilfredshed, vil det i de fleste ører lyde ublufærdigt, malplaceret, måske ligefrem udfordrende. Sådan begynder Frederik Dessaus fortælling om lykke, kaldt ”Et øjeblik.” Frederik Dessau forsøger i sit indlæg at skildre det mærkelige ved menneskers måde at møde lykke på. Vi behandler lykke som en overflod, der næsten er for privat til at fortælle om. Ulykke derimod er helt legal. Ulykken kan vi underholde om i timevis, uden at Janteloven træder i kraft.
Man kan sætte megen kraft ind på at lede efter lykken i digte, sange, bøger, ordsprog og udtryk. Og der er langt mellem skribenter, der kan det umulige. Fortælle om lykken uden trods.
Hvorfor vi altid udtrykker os i trods er menneskeligt nok. Vi spejler livet, som det er. Op og ned, sort og hvidt.
Når digtere og forfattere vil beskrive kærligheden sættes den i modforhold til det ukærlige, til det braste forhold. Livets overstrømmende glæde og lykkestund beskrives oftest ved at lade ordene understrege det, der lå før lykken. En dunkel og dundrende råddenskab, sygdom eller ondskab.
Lyset stråler smukkest, når vi beskriver skyggen og mørket.
Lykke ses selvsagt tydeligst, hvor man ser dens modstykke. Det er næsten umuligt at finde et digt om ren lykke. Uden tilsætningsstoffer og modsætning.
Man kan længes mod det lykkelige digt, hvor glæden står alene. Men et rent lykkedigt må enhver skrive selv. Hvorfor? Fordi enhvers lykke har en egenlyd, har sit eget udtryk.
Ingen finder sig fuldstændigt og ”egentligt” hjemme i andres billeder på lykke.
Lykkens opklaringsarbejde
Løkken om halsen, den ved du hvad er, Lykken med bogstavet Y er det umuligt at få hold på, jeg læste om en pige, der hed Lykke, vi var begge fjorten år, hun døde på indkørslen til Helsingør-motorvejen, man kunne høre hende skrige langt inde mellem buskene…
Svend Holms bidrag til bogen hedder Lykkehjul, og er skrevet og gengivet i bogen i håndskrift, med ordene drejet i en spiral. Lykken er for Svend Holm, denne spirallignende størrelse, der har en begyndelse og en ende.
Og lykken kan ende brat, som for den fjortenårige pige, Svend Holm beskriver, hende der bar navnet Lykke. Helt vidunderligt for Svend Holms indlæg er det, at pigen, der mistede livet, ikke bare hedder Lykke, men bliver et billede på lykkens egenskab.
Hun mister livet og lykken et dristigt sted, i en indkørsel til noget og ikke i afkørsel fra noget. Sådan som lykken har for vane.
Den indtræder og afsluttes pludseligt. Ikke søgt eller arrangeret. Den dumper bare ned, med sin pludselighed, som et overfald af en ukendt gerningsmand. Bagefter venter der et livslangt opklaringsarbejde. Hvilket motiv havde lykken for netop at udvælge dig. Hvad ville lykken, hvad tog den med sig, og hvad lod den tilbage?
Det ”egentlige”
Filosoffen Søren Kierkegaard, har brugt meget af sit forfatterskab og tanke på at genspejle hvad det ”egentlige” er. Barberkosten og ragekniven lyner i hans tekster om menneske og liv.
Hvornår er vi ”egentlige” i kærligheden? Hvornår er vi ”egentlige” i lykken? Vi ville nok svare at hverken lykke eller kærlighed er til, hvis de ikke er egentlige, absolutte, eller fuldstændige.
Søren Kierkegaard ender oftest med en fornemmelse, ikke for sne, men for nærvær.
Han skriver prægtigst om nærværet: Hvad er glæde eller det at være glad? Det er i sandhed at være sig selv nærværende! Ikke bare sådan små-territorialt pissende op af naboens hæk, men egentligt sig selv, lige nu og her.
Det er også det, lykke kan. Fylde hele nuet ud og gøre det til et uforstyrret stykke liv, der står selv.
Søren Kierkegaard har det med, i alt han skribleri, at udbryde det gode klagende: AK!
Altid AK! Og evigt beklagende, at det jo ikke altid er så let - det med at være sig selv, at være hjemme i sig selv, at være i nuet eller mærke nærværet som første instinkt, foruden pisseriet.
Havde Søren Kierkegaard læst bogen ”-hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”, ville han have fnyst sit bestandige Ak! Men han ville bestemt have stået helt fortvivlet forelsket, når han på bogens sidste side mødte digteren Pia Juuls ord om den sikre lykke-følelse.
Pia Juuls ord er efter alt hvad jeg har søgt og ledt i litteraturen og det levende ord, det bedste bud på en beskrivelse af uforstyrret lykke. Hun maner ikke billeder eller øjeblikke frem i mange ord. Hun griber enkelheden, som kun en sand digter magter.
I duft, følelse og uallergisk rolighed skriver hun sit bidrag om lykkens sikre øjeblik. Et digt. Uden titel. Uden overskrift. Uden fremhævning eller understregning. Digtet med tre enkle enslydende ord. Et ekko af lykke, der synes mere universel end de andres bud og mangfoldige ord på lykke.
Juul skriver: syrener syrener syrener.
Tillykke!
I bogen ”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig” beskriver 22 forfattere deres øjeblikke af lykke. Bogen er redigeret af Johannes Riis, og udkom på Gyldendals forlag i 2001.
I mange forskelligt rettede ord møder forfatterne lykken.
Ingen af forfatterne bærer eventyrdigteren H. C. Andersens ”lykkens galocher”, men alle bærer på deres egen vis fodtøj fra Ecco. Hvert indlæg i bogen har en egenlyd af et menneske. Og den egenlyd bryder stilheden og vender tilbage til forfatteren igen som et ekko. Et øjeblik der aldrig forsvinder. Et øjebliks selvsving af lykke.
Mens man flintrende begaves og bedugges af disse gode forfatteres lykkestunder, mister man undervejs overblikket. Det er en herlig fornemmelse, når ordene får læseren til at miste fodfæste og overblik.
Hvem kan forlange, at vi skal kunne overkomme andres lykke, kunne rumme den, kunne forstå den?
De mange indlæg i bogen sender læserens tanker på langfart. Var det, spørger bogen, en lykke du kunne finde dig selv i? Er du et menneske, der kunne have følt det samme som forfatteren? Hvad fanden har nu det med lykke at gøre, raser man til tider. Og i det næste nu, er man selv på vej ind i spørgsmålet: hvornår var jeg selv med sikkerhed lykkelig? Ikke bare dejligt hverdagsjublende, lottolykkelig eller livs-opstemt. Men helt og aldeles udspilet af ren lykke?
Og det er bestemt det bogen vil, ikke oplyse os læsere om 22 forfatteres følelse af lykke, men fravriste os et dristigt egensvar på vores lykke-oplevelse.
Hvordan går det?
-Når det mest almindelige af alle konventionelle spørgsmål: ”Hvordan går det?” bliver besvaret positivt, fører det som regel kun til flere almindeligheder. Skulle den adspurgte imod al forventning tage spørgsmålet alvorligt og gøre rede for sin eventuelle tilstand af lykke og tilfredshed, vil det i de fleste ører lyde ublufærdigt, malplaceret, måske ligefrem udfordrende. Sådan begynder Frederik Dessaus fortælling om lykke, kaldt ”Et øjeblik.” Frederik Dessau forsøger i sit indlæg at skildre det mærkelige ved menneskers måde at møde lykke på. Vi behandler lykke som en overflod, der næsten er for privat til at fortælle om. Ulykke derimod er helt legal. Ulykken kan vi underholde om i timevis, uden at Janteloven træder i kraft.
Man kan sætte megen kraft ind på at lede efter lykken i digte, sange, bøger, ordsprog og udtryk. Og der er langt mellem skribenter, der kan det umulige. Fortælle om lykken uden trods.
Hvorfor vi altid udtrykker os i trods er menneskeligt nok. Vi spejler livet, som det er. Op og ned, sort og hvidt.
Når digtere og forfattere vil beskrive kærligheden sættes den i modforhold til det ukærlige, til det braste forhold. Livets overstrømmende glæde og lykkestund beskrives oftest ved at lade ordene understrege det, der lå før lykken. En dunkel og dundrende råddenskab, sygdom eller ondskab.
Lyset stråler smukkest, når vi beskriver skyggen og mørket.
Lykke ses selvsagt tydeligst, hvor man ser dens modstykke. Det er næsten umuligt at finde et digt om ren lykke. Uden tilsætningsstoffer og modsætning.
Man kan længes mod det lykkelige digt, hvor glæden står alene. Men et rent lykkedigt må enhver skrive selv. Hvorfor? Fordi enhvers lykke har en egenlyd, har sit eget udtryk.
Ingen finder sig fuldstændigt og ”egentligt” hjemme i andres billeder på lykke.
Lykkens opklaringsarbejde
Løkken om halsen, den ved du hvad er, Lykken med bogstavet Y er det umuligt at få hold på, jeg læste om en pige, der hed Lykke, vi var begge fjorten år, hun døde på indkørslen til Helsingør-motorvejen, man kunne høre hende skrige langt inde mellem buskene…
Svend Holms bidrag til bogen hedder Lykkehjul, og er skrevet og gengivet i bogen i håndskrift, med ordene drejet i en spiral. Lykken er for Svend Holm, denne spirallignende størrelse, der har en begyndelse og en ende.
Og lykken kan ende brat, som for den fjortenårige pige, Svend Holm beskriver, hende der bar navnet Lykke. Helt vidunderligt for Svend Holms indlæg er det, at pigen, der mistede livet, ikke bare hedder Lykke, men bliver et billede på lykkens egenskab.
Hun mister livet og lykken et dristigt sted, i en indkørsel til noget og ikke i afkørsel fra noget. Sådan som lykken har for vane.
Den indtræder og afsluttes pludseligt. Ikke søgt eller arrangeret. Den dumper bare ned, med sin pludselighed, som et overfald af en ukendt gerningsmand. Bagefter venter der et livslangt opklaringsarbejde. Hvilket motiv havde lykken for netop at udvælge dig. Hvad ville lykken, hvad tog den med sig, og hvad lod den tilbage?
Det ”egentlige”
Filosoffen Søren Kierkegaard, har brugt meget af sit forfatterskab og tanke på at genspejle hvad det ”egentlige” er. Barberkosten og ragekniven lyner i hans tekster om menneske og liv.
Hvornår er vi ”egentlige” i kærligheden? Hvornår er vi ”egentlige” i lykken? Vi ville nok svare at hverken lykke eller kærlighed er til, hvis de ikke er egentlige, absolutte, eller fuldstændige.
Søren Kierkegaard ender oftest med en fornemmelse, ikke for sne, men for nærvær.
Han skriver prægtigst om nærværet: Hvad er glæde eller det at være glad? Det er i sandhed at være sig selv nærværende! Ikke bare sådan små-territorialt pissende op af naboens hæk, men egentligt sig selv, lige nu og her.
Det er også det, lykke kan. Fylde hele nuet ud og gøre det til et uforstyrret stykke liv, der står selv.
Søren Kierkegaard har det med, i alt han skribleri, at udbryde det gode klagende: AK!
Altid AK! Og evigt beklagende, at det jo ikke altid er så let - det med at være sig selv, at være hjemme i sig selv, at være i nuet eller mærke nærværet som første instinkt, foruden pisseriet.
Havde Søren Kierkegaard læst bogen ”-hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”, ville han have fnyst sit bestandige Ak! Men han ville bestemt have stået helt fortvivlet forelsket, når han på bogens sidste side mødte digteren Pia Juuls ord om den sikre lykke-følelse.
Pia Juuls ord er efter alt hvad jeg har søgt og ledt i litteraturen og det levende ord, det bedste bud på en beskrivelse af uforstyrret lykke. Hun maner ikke billeder eller øjeblikke frem i mange ord. Hun griber enkelheden, som kun en sand digter magter.
I duft, følelse og uallergisk rolighed skriver hun sit bidrag om lykkens sikre øjeblik. Et digt. Uden titel. Uden overskrift. Uden fremhævning eller understregning. Digtet med tre enkle enslydende ord. Et ekko af lykke, der synes mere universel end de andres bud og mangfoldige ord på lykke.
Juul skriver: syrener syrener syrener.
Frihed under manglende ansvar
Vi bruger mange ord på friheden.
Og hvad kan man andet. Elskelig og grundlæggende som den er.
Vi bruger også mange ord på at pådutte andre hvor fantastisk frie vi er.
Som et salgsmanifest. I sind, tanke og handling.
Vi priser vores mulighed for at være forskellig fra de andre og tager i det hele taget frihedens navn i munden så ofte vi kan.
Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Friheden burde for alle være den naturligste ting i verden og noget vi vidste enhver var frugtsommelig med, uden vi kikkede på maven.
Men at måtte vælge sig det som kraft-ord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet i samfundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre klart at vi selv mener, vi har fundet de vises sten. Vi har grebet friheden, som er det bedste guld.
Se så, vi er en fri skole, en fri organisation, en fri kirke.
Hver gang vi sætter ordet fri foran noget, ønsker vi at minde andre om at de må være bundne og at vi selv er sluppet fri af noget.
Frihed er blevet et slagord som økologisk eller mester-hak, nu uden Barfod.
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttelse.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
Frihed er noget vi laver temanumre om, selv på Den frie Lærerskole.
Og jeg gør det også, som alle andre, hejser frihedsflaget og lader det blafre i vinden.
Hvilken retning friheden tager, kan vi ikke fjernstyre, friheden selv toner rent flag.
Det er kun vores håndtering af friheden der gør den diskutabel.
I Danmark har vi grænsefrihed.
Vi erklærer os som et velfærdssamfund og et velfærdssamfund er altid bygget på grænsefrihed.
Der må være grænser for galskaben, grænser for hvad man, i frihedens navn kan tillade sig at gøre i selskab med andre.
Med de ord skabes et samfund.
Hvor man indretter sig under andre mennesker og med andre mennesker gror der et samfund frem.
Det sære ved at leve i et samfund er at det betyder at man lever et sted med begrænsninger.
I et samfund kan man ikke gøre helt hvad man selv lyster.
Man må bøje sig for andres ideer om hvad et samfund er.
Ligesom de må føje de ideer vi selv har.
Man finder sammen om en levemåde der ikke passer nogen helt, men som passer nogenlunde til alle.
Derfor er et samfund smukt.
Et samfund er en løsning mellem mennesker.
Her mødes vi med hvad vi bærer frem.
Her holder vi igen og opdager at det er muligt at leve sammen trods vores forskellighed.
Men et samfund snører også livsmulighederne ind.
Et samfund maser den enkelte ind i rammer de skal overholde.
Stjæler friheden til at være det menneske vi egentligt er.
Vil man kun sine egne ideer må man melde sig ud af samfundet.
Samfundet bygger enkelt på byggesten af ansvar over for det andet menneske og deres friheds syn.
Frihed under ansvar.
Det lyder måske lidt slidt, men den går endnu.
Selv statsministeren bruger den i nytårstalen 2007.
Anders Fogh Rasmussen slutter sin tale med ordene:
Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed.
Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.
Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar.
Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar - både for sig selv og for fællesskabet.
Godt nytår!
Jo, tak. Og godt nytår til dig og dine, hvilket jo i egentligste forstand er dig og mig.
Vi er uløseligt forbundet i samfundets fællesskabstanke. Og det oven i købet med højt belagt velfærd. Frihed under ansvar er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.
Fogh snakker om kvalitetsreformen. Til de nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Den indeholder blandt andet frihed under ansvar.
Hvad der pludseligt gik op for mig, den aften under statsministeren tale var, at egentlig frihed, i vores hidtidige samfundsstruktur, ikke fødes af samfundets ansvar for borgerne. Men modsat fødes frihed under manglende ansvar.
I de kommende år kommer vi til at mangle mange mennesker. Hænder til at løfte og bære, hjerner til at tænke og munde til at tale. Unge menneskers råstof, bliver samleeffekter.
Vi er simpelthen bare ikke mange nok til at få samfundet til at køre som det gør i dag.
Det er intet mindre end herligt. Pludselig midt i manglen på mennesker gives vi igen fri til ansvaret for hinanden. Regeringen går på frierfødder til folket.
Det er bragende nemt for et samfund med overskud af arbejdsdygtige folk at indsnævre mulighederne. Mak ret. Ind på linie og ret ryggen. Vær glade for at vi som samfund hjælper med understøttelse, sikkerhedsnet, hospitaler, skoler mm. Spørg ikke for meget, men stå stille i køen. Staten tager gladelig ansvar for dig.
Nu hvor der er mangel på mennesker, er vi med et slag værdifulde. Spark I kun ind med ideer, Danmark skal gå foran med opfindelser og kreativitet. Jo, vi lytter gerne til enhver der har noget at foreslå. Vi byder, som stat, ligefrem ind til kaffe og blødt brød.
Vi bliver igen et fællesskab. Og fri til at være noget for hinanden.
Så længe vi mangler noget, får vi frihed til at være noget og skabe noget til hinanden og være hinandens vigtigste ansvarsområde.
Vi får lov at bekymre os om vores gamle, vores børn. Der er jo ikke andre til at tage vare på dem, de er sparet væk eller er gået på pension, så nu er vi pludselig fælles om dem. Det store og egentligt helt naturlige ansvar for vores medmennesker.
Aldrig, i mit liv, har friheden samfundsmæssigt, stået mig så nær. Den borer næsen ned i pudevåret og sætter aftryk.
Hele Danmark vil byde friheden indenfor under dynen og blive et folk i egentlig velfærd.
Et velfærdssamfund betyder ifølge nudansk ordbog, at finde sammen om lykken på lige fod. Ikke at hver mand er sin egen lykkesmed.
Jeg har altid troet at velfærd betød at man fik tilskud til bone-lock, men smukkere er det at opdage at velfærd er at føje hinandens frihed.
Med menneske-mangel sker der pludselig også noget med regeringens slagord, noget for noget.
Nu står vi med en regering der må bøje sig mod folket og med folkets egne ord opdage, at noget for noget må blive til ordene, noget for nogen. At være fri til at være noget for hinanden.
Fra frihed til frihed.
Frihed er en gave.
En personlig gave, en medmenneskelig gave, en mellemfolkelig gave.
Smukt pakket ind, ligger Frihedspakken hver morgen, med sit glitterpapir og slangekrølle-smilende gavebånd og venter ved siden af sengen. Det bedste ved den pakke er at den ikke kun ligger der på fridage. Friheden er en dejlig brud, konstaterer Biskop Thomas af Strängnäs, i 7 vers i digtet, Frihed er det bedste guld fra 1443. Friheden holder man bryllupsnat med alle livets nætter og hver morgen vågner man til friheden som morgengave.
Er det ikke herligt, at netop den sang er skrevet af en svensk katolsk biskop, sjældent sunget i Sverige, men i Danmark med Carl Nielsens melodi den mest brugte, når vi skal synge om friheden. Den svenske katolske bisp sang i virkeligheden om friheden fra danskerne og Danmark! Men skriver man alvorligt om friheden, så vil ordene selvfølgelige være mellemfolkelige.
Fridag.
Godmorgen til friheden! I dag indeholder frihedspakken et væld af muligheder i mine faste gøremål, jeg er fri til alt. Til at gå i skole, til at arbejde, til at gå til møde, fri til at tage telefonen og betale mine regninger. Fri til at vælge livet til som et stort gavebord.
Godmorgen fra friheden! I dag indeholder frihedspakken alle de faste gøremål man må igennem, indtil man har fri.
Fri fra skole, fri fra arbejde, fri fra møder, telefoner og regninger. Fri fra det hele så kun fritiden ligger og venter, et sted lige om hjørnet men stadig så langt væk at man må kæmpe sig igennem gaveindpakningen først.
Frihed er altid delt imellem TIL og FRA.
At være, fri til noget. Eller fri fra noget.
Dagen er fri.
Jeg drømmer så tit om et sted,
hvor ingen får lov til at være i fred,
hvor gammel og ung rækker hænderne ud,
og ingen må føle at de står for skud,
hvor alle kan skabe i tryghed fordi,
vi ved vi er fri.
Men jeg vågner altid og ved,
jeg skal leve i virkelighed
- dagen er vild.
I den nye højskolesangbog er Hanne Kirk kommet med, med digtet: Jeg drømmer så tit om et sted.
Hun begynder digtet med at virke i velfærdssamfundet. Et utopia bygget på frihed.
Hanne Kirk digter med afsæt i det fri, gør sig fri og gør sig TIL for friheden.
Digtet bygger på frihedens gode og enestående kår.
At vi dagligt oplever at til og fra kortet på frihedsgaven bærer vores eget navn.
Der hersker ingen tvivl om hvor glæden ved friheden har størst omløb.
Når vi fornemmer friheden som et tilvalg. Fri vilje og frivillighed.
Jeg er fri til mine ord, min berømte danske nydøbte jyllandspost-ytringsfrihed, fri til mine handlinger og medmennesker. Jeg er fri til at vælge hvad jeg ønsker at arbejde med, jeg er fri til mit liv. Og jeg tager det på mig, i frihed og med frimodighed.
Ganske anderledes er det med friheden når vi taler om at have fri fra noget, eller blive fri for noget.
Når friheden er noget vi løber efter, længes mod eller venter på, så er friheden pludselig ikke så nærværende, men en stræben efter at blive forløst.
Filosoffen Søren Kierkegaard ville minde os om at vi ikke er nærværende, hvis vi ikke griber friheden til livet og til de andre mennesker omkring os. Men vigtigst, at vi ikke udsætter friheden til senere. Friheden er bedst i nuet, for nuet er bestandigt nyfødt og rummer ikke et igen.
Nuet er uden erfaring. Nuet et på vej til noget mere. Hvad, ved vi ikke på forhånd.
Netop usikkerheden og det ukendte holder os oppe.
Vi ved livet igennem kun et: At vi skal dø.
Som eneste fællesbestemte skæbne for mennesket.
Tydeligt hører man den engelske digter John Donnes (1624) klokker ringe.
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! Digteren kimer hvert eneste menneske død ind som fælles sorg. Alle mister en lille smule, hvor et menneske mister livet. Og det gode ved John Donnes klokker er at man altid kommer igennem til et menneske første gang. Der er aldrig en autobesked om at man er nummer 7 i køen. Hvornår ens nummer er udtrukket ved ingen. Det er i egentligste forstand en dejlig frihed at vide at livet en dag slipper op for os og indse at vores timemanager ikke holder livet i skak.
Gamle planer brister, nye muligheder åbner sig. Friheden til livet driver os ind i nye tiltag og det er bydende nødvendigt at have travlt med at være i nuet og nærværet, for om lidt er vi borte.
Søren Kirkegaard, ville han sige:
»Hvad skal der komme? Hvad skal fremtiden bringe? Jeg ved det ikke, jeg aner Intet.
Når en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Konsekvenser,
da ser den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvor meget den end spjætter.
Således går det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Konsekvens, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.«
Søren Kierkegaard har øje for menneskets trængsel og samtidige held.
At vi livet igennem kaster os ud i det tomme rum og bliver til eller træder i eksistens fordi vi netop gang på gang står i tomheden.
Midt i uvisheden og tomheden mister vi alt. Og fordi vi intet har at gribe efter, er eneste mulighed at holde sig fast i det uhåndgribelige. I friheden, håbet, modet, troen og kærligheden.
I tomheden får det uhåndgribelige krop og mæle.
Vi sættes fri i det favntag.
Det er godt nok rædsomt og ikke til at udholde, men alligevel er netop det tomme rum det sted, hvor friheden til livets nærvær fremelskes.
Friheden virker, når den er frivillig. Når vi utvungent får øje på den.
Vi kan nok så mange gange sætte ordet frihed foran vores tiltag. Sige til hinanden at vi lever i frihed, at Danmark bygger på frihed. Men med frihed, som alle andre uhåndgribelige størrelser, står det fast:
At friheden altid inviterer sig selv og ikke kan tvinges til nærvær.
Og hvad kan man andet. Elskelig og grundlæggende som den er.
Vi bruger også mange ord på at pådutte andre hvor fantastisk frie vi er.
Som et salgsmanifest. I sind, tanke og handling.
Vi priser vores mulighed for at være forskellig fra de andre og tager i det hele taget frihedens navn i munden så ofte vi kan.
Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Friheden burde for alle være den naturligste ting i verden og noget vi vidste enhver var frugtsommelig med, uden vi kikkede på maven.
Men at måtte vælge sig det som kraft-ord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet i samfundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre klart at vi selv mener, vi har fundet de vises sten. Vi har grebet friheden, som er det bedste guld.
Se så, vi er en fri skole, en fri organisation, en fri kirke.
Hver gang vi sætter ordet fri foran noget, ønsker vi at minde andre om at de må være bundne og at vi selv er sluppet fri af noget.
Frihed er blevet et slagord som økologisk eller mester-hak, nu uden Barfod.
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttelse.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
Frihed er noget vi laver temanumre om, selv på Den frie Lærerskole.
Og jeg gør det også, som alle andre, hejser frihedsflaget og lader det blafre i vinden.
Hvilken retning friheden tager, kan vi ikke fjernstyre, friheden selv toner rent flag.
Det er kun vores håndtering af friheden der gør den diskutabel.
I Danmark har vi grænsefrihed.
Vi erklærer os som et velfærdssamfund og et velfærdssamfund er altid bygget på grænsefrihed.
Der må være grænser for galskaben, grænser for hvad man, i frihedens navn kan tillade sig at gøre i selskab med andre.
Med de ord skabes et samfund.
Hvor man indretter sig under andre mennesker og med andre mennesker gror der et samfund frem.
Det sære ved at leve i et samfund er at det betyder at man lever et sted med begrænsninger.
I et samfund kan man ikke gøre helt hvad man selv lyster.
Man må bøje sig for andres ideer om hvad et samfund er.
Ligesom de må føje de ideer vi selv har.
Man finder sammen om en levemåde der ikke passer nogen helt, men som passer nogenlunde til alle.
Derfor er et samfund smukt.
Et samfund er en løsning mellem mennesker.
Her mødes vi med hvad vi bærer frem.
Her holder vi igen og opdager at det er muligt at leve sammen trods vores forskellighed.
Men et samfund snører også livsmulighederne ind.
Et samfund maser den enkelte ind i rammer de skal overholde.
Stjæler friheden til at være det menneske vi egentligt er.
Vil man kun sine egne ideer må man melde sig ud af samfundet.
Samfundet bygger enkelt på byggesten af ansvar over for det andet menneske og deres friheds syn.
Frihed under ansvar.
Det lyder måske lidt slidt, men den går endnu.
Selv statsministeren bruger den i nytårstalen 2007.
Anders Fogh Rasmussen slutter sin tale med ordene:
Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed.
Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.
Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar.
Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar - både for sig selv og for fællesskabet.
Godt nytår!
Jo, tak. Og godt nytår til dig og dine, hvilket jo i egentligste forstand er dig og mig.
Vi er uløseligt forbundet i samfundets fællesskabstanke. Og det oven i købet med højt belagt velfærd. Frihed under ansvar er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.
Fogh snakker om kvalitetsreformen. Til de nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Den indeholder blandt andet frihed under ansvar.
Hvad der pludseligt gik op for mig, den aften under statsministeren tale var, at egentlig frihed, i vores hidtidige samfundsstruktur, ikke fødes af samfundets ansvar for borgerne. Men modsat fødes frihed under manglende ansvar.
I de kommende år kommer vi til at mangle mange mennesker. Hænder til at løfte og bære, hjerner til at tænke og munde til at tale. Unge menneskers råstof, bliver samleeffekter.
Vi er simpelthen bare ikke mange nok til at få samfundet til at køre som det gør i dag.
Det er intet mindre end herligt. Pludselig midt i manglen på mennesker gives vi igen fri til ansvaret for hinanden. Regeringen går på frierfødder til folket.
Det er bragende nemt for et samfund med overskud af arbejdsdygtige folk at indsnævre mulighederne. Mak ret. Ind på linie og ret ryggen. Vær glade for at vi som samfund hjælper med understøttelse, sikkerhedsnet, hospitaler, skoler mm. Spørg ikke for meget, men stå stille i køen. Staten tager gladelig ansvar for dig.
Nu hvor der er mangel på mennesker, er vi med et slag værdifulde. Spark I kun ind med ideer, Danmark skal gå foran med opfindelser og kreativitet. Jo, vi lytter gerne til enhver der har noget at foreslå. Vi byder, som stat, ligefrem ind til kaffe og blødt brød.
Vi bliver igen et fællesskab. Og fri til at være noget for hinanden.
Så længe vi mangler noget, får vi frihed til at være noget og skabe noget til hinanden og være hinandens vigtigste ansvarsområde.
Vi får lov at bekymre os om vores gamle, vores børn. Der er jo ikke andre til at tage vare på dem, de er sparet væk eller er gået på pension, så nu er vi pludselig fælles om dem. Det store og egentligt helt naturlige ansvar for vores medmennesker.
Aldrig, i mit liv, har friheden samfundsmæssigt, stået mig så nær. Den borer næsen ned i pudevåret og sætter aftryk.
Hele Danmark vil byde friheden indenfor under dynen og blive et folk i egentlig velfærd.
Et velfærdssamfund betyder ifølge nudansk ordbog, at finde sammen om lykken på lige fod. Ikke at hver mand er sin egen lykkesmed.
Jeg har altid troet at velfærd betød at man fik tilskud til bone-lock, men smukkere er det at opdage at velfærd er at føje hinandens frihed.
Med menneske-mangel sker der pludselig også noget med regeringens slagord, noget for noget.
Nu står vi med en regering der må bøje sig mod folket og med folkets egne ord opdage, at noget for noget må blive til ordene, noget for nogen. At være fri til at være noget for hinanden.
Fra frihed til frihed.
Frihed er en gave.
En personlig gave, en medmenneskelig gave, en mellemfolkelig gave.
Smukt pakket ind, ligger Frihedspakken hver morgen, med sit glitterpapir og slangekrølle-smilende gavebånd og venter ved siden af sengen. Det bedste ved den pakke er at den ikke kun ligger der på fridage. Friheden er en dejlig brud, konstaterer Biskop Thomas af Strängnäs, i 7 vers i digtet, Frihed er det bedste guld fra 1443. Friheden holder man bryllupsnat med alle livets nætter og hver morgen vågner man til friheden som morgengave.
Er det ikke herligt, at netop den sang er skrevet af en svensk katolsk biskop, sjældent sunget i Sverige, men i Danmark med Carl Nielsens melodi den mest brugte, når vi skal synge om friheden. Den svenske katolske bisp sang i virkeligheden om friheden fra danskerne og Danmark! Men skriver man alvorligt om friheden, så vil ordene selvfølgelige være mellemfolkelige.
Fridag.
Godmorgen til friheden! I dag indeholder frihedspakken et væld af muligheder i mine faste gøremål, jeg er fri til alt. Til at gå i skole, til at arbejde, til at gå til møde, fri til at tage telefonen og betale mine regninger. Fri til at vælge livet til som et stort gavebord.
Godmorgen fra friheden! I dag indeholder frihedspakken alle de faste gøremål man må igennem, indtil man har fri.
Fri fra skole, fri fra arbejde, fri fra møder, telefoner og regninger. Fri fra det hele så kun fritiden ligger og venter, et sted lige om hjørnet men stadig så langt væk at man må kæmpe sig igennem gaveindpakningen først.
Frihed er altid delt imellem TIL og FRA.
At være, fri til noget. Eller fri fra noget.
Dagen er fri.
Jeg drømmer så tit om et sted,
hvor ingen får lov til at være i fred,
hvor gammel og ung rækker hænderne ud,
og ingen må føle at de står for skud,
hvor alle kan skabe i tryghed fordi,
vi ved vi er fri.
Men jeg vågner altid og ved,
jeg skal leve i virkelighed
- dagen er vild.
I den nye højskolesangbog er Hanne Kirk kommet med, med digtet: Jeg drømmer så tit om et sted.
Hun begynder digtet med at virke i velfærdssamfundet. Et utopia bygget på frihed.
Hanne Kirk digter med afsæt i det fri, gør sig fri og gør sig TIL for friheden.
Digtet bygger på frihedens gode og enestående kår.
At vi dagligt oplever at til og fra kortet på frihedsgaven bærer vores eget navn.
Der hersker ingen tvivl om hvor glæden ved friheden har størst omløb.
Når vi fornemmer friheden som et tilvalg. Fri vilje og frivillighed.
Jeg er fri til mine ord, min berømte danske nydøbte jyllandspost-ytringsfrihed, fri til mine handlinger og medmennesker. Jeg er fri til at vælge hvad jeg ønsker at arbejde med, jeg er fri til mit liv. Og jeg tager det på mig, i frihed og med frimodighed.
Ganske anderledes er det med friheden når vi taler om at have fri fra noget, eller blive fri for noget.
Når friheden er noget vi løber efter, længes mod eller venter på, så er friheden pludselig ikke så nærværende, men en stræben efter at blive forløst.
Filosoffen Søren Kierkegaard ville minde os om at vi ikke er nærværende, hvis vi ikke griber friheden til livet og til de andre mennesker omkring os. Men vigtigst, at vi ikke udsætter friheden til senere. Friheden er bedst i nuet, for nuet er bestandigt nyfødt og rummer ikke et igen.
Nuet er uden erfaring. Nuet et på vej til noget mere. Hvad, ved vi ikke på forhånd.
Netop usikkerheden og det ukendte holder os oppe.
Vi ved livet igennem kun et: At vi skal dø.
Som eneste fællesbestemte skæbne for mennesket.
Tydeligt hører man den engelske digter John Donnes (1624) klokker ringe.
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! Digteren kimer hvert eneste menneske død ind som fælles sorg. Alle mister en lille smule, hvor et menneske mister livet. Og det gode ved John Donnes klokker er at man altid kommer igennem til et menneske første gang. Der er aldrig en autobesked om at man er nummer 7 i køen. Hvornår ens nummer er udtrukket ved ingen. Det er i egentligste forstand en dejlig frihed at vide at livet en dag slipper op for os og indse at vores timemanager ikke holder livet i skak.
Gamle planer brister, nye muligheder åbner sig. Friheden til livet driver os ind i nye tiltag og det er bydende nødvendigt at have travlt med at være i nuet og nærværet, for om lidt er vi borte.
Søren Kirkegaard, ville han sige:
»Hvad skal der komme? Hvad skal fremtiden bringe? Jeg ved det ikke, jeg aner Intet.
Når en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Konsekvenser,
da ser den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvor meget den end spjætter.
Således går det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Konsekvens, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.«
Søren Kierkegaard har øje for menneskets trængsel og samtidige held.
At vi livet igennem kaster os ud i det tomme rum og bliver til eller træder i eksistens fordi vi netop gang på gang står i tomheden.
Midt i uvisheden og tomheden mister vi alt. Og fordi vi intet har at gribe efter, er eneste mulighed at holde sig fast i det uhåndgribelige. I friheden, håbet, modet, troen og kærligheden.
I tomheden får det uhåndgribelige krop og mæle.
Vi sættes fri i det favntag.
Det er godt nok rædsomt og ikke til at udholde, men alligevel er netop det tomme rum det sted, hvor friheden til livets nærvær fremelskes.
Friheden virker, når den er frivillig. Når vi utvungent får øje på den.
Vi kan nok så mange gange sætte ordet frihed foran vores tiltag. Sige til hinanden at vi lever i frihed, at Danmark bygger på frihed. Men med frihed, som alle andre uhåndgribelige størrelser, står det fast:
At friheden altid inviterer sig selv og ikke kan tvinges til nærvær.
Al begyndelse er svær..
I begyndelsen skabte...
Eller nej, det begyndet med at jeg havde et dejligt besøg i dag af en herlig lille knægt på 2½, glad, nogenlunde klar til middagsluren, men legeklar alligevel.
Høsten er ved at komme i hus på markerne, så vi fandt mejeterskeren frem, en grøn livagtig plastiksag... Og vi høstede og høstede, traktoren kom med anhænger og hentede kornet og gammeldag som jeg var kørte den hen til møllen der stod på en bakketop og drejede langsommeligt og sommerligt med vingerne..
bonden på 2½ hældte kornet ind i møllen og vi malede kornet til mel, hældte det på sække og solgte det på markedet til de der ville bage brød i deres store dejtrug..
Vi var så nær på den gamle høst, da mobilen ringede, med en skærende lyd og ovnen plingede i køkkenet med faktas færdigbagte boller (til de ferieramte).
.........
Eller nej, det begyndet med at jeg havde et dejligt besøg i dag af en herlig lille knægt på 2½, glad, nogenlunde klar til middagsluren, men legeklar alligevel.
Høsten er ved at komme i hus på markerne, så vi fandt mejeterskeren frem, en grøn livagtig plastiksag... Og vi høstede og høstede, traktoren kom med anhænger og hentede kornet og gammeldag som jeg var kørte den hen til møllen der stod på en bakketop og drejede langsommeligt og sommerligt med vingerne..
bonden på 2½ hældte kornet ind i møllen og vi malede kornet til mel, hældte det på sække og solgte det på markedet til de der ville bage brød i deres store dejtrug..
Vi var så nær på den gamle høst, da mobilen ringede, med en skærende lyd og ovnen plingede i køkkenet med faktas færdigbagte boller (til de ferieramte).
.........
Abonner på:
Opslag (Atom)