Hvor kan pludseligt snuble over en længsel mod den klare barnetro man engang fregnet og frejdig bar mod både sit folk og sit land.
Dengang pandehåret var det eneste der glimtvis mestrede at skygge for kærligheden til vores sammensathed, skæbnefælleskab og sarthed.
Sugerør, saftevand og samhørighed med det naturlige mulige; bare at være dansk - for det var enkelt og det eneste vi forstod.
Nu vejer Dannebrog med fortællinger og skyggesider vi ikke tør fortælle en aftenstund til de små. Fortællinger om et lille land der deler sig og brydes om så meget mere end det der er væsenligt.
Hvad var det nu du lovede mig dengang Danmark?
Noget med at livet her mod nord var egentligt - var rodfast og frimodigt.
Var arme der åbnede sig og lukkede sig som en tryg og sikker havn.
Sådan husker jeg det - og håber det, mens jeg ser en stigende delthed, fremmedgørelse og jantevandt fremtoning i det danske folk.
Måske man igen skal grave i jorden og strides med den fede danske muld, for at finde den rod der synes så gemt og glemt.
Vi ses! Jeg går på efteruddannelse i danskheden, og tager en batchelor i danskhadet - noget må jeg nemlig have misset undervejs - måske i den måbende samtale med en DF mand der arbejdede med (imod?) integration af flygtninge i Aarhus og hadede alle de fede bande perker svin og deres feje kultur...
Jeg kan ikke være dansker med alt det had, jeg kan ikke lyse det i æt, jeg kan ikke frasige mig at have lyst til at gro nedad til dengang det var så enkelt og vi alle talte det rummelige barnesprog der ikke har landfaste grænser. Dengang jeg trode at danmarks hjerterum var det samme som rummelighed.
Der skal en del pandehår til for at skygge for de holdninger jeg lagde øre til hos den mand.
Holger Danske - sover du??
