Hjemmestrikket politisk analyse af en almen dannet roulade.
Ok så, det blev ugen hvor weekendavisen kaldte sådan nogle som mig for pøbel - tak for det week-end-avisen.
En laverestående intelligens der uden blusel blander sig i dette og hint i det politiske, selvom vi/jeg ikke har den fornødne viden eller kasket til at udtale os om noget som helst i den retning.
Hvad har vi så, vi der tramper træskoen ned i mudder og spænder pandelampen, med billige baterier fra Aldi, på panden, fordi der er så djævelsk uoplyst hernede hvor vi lever…
Jo vi har godt nok noget, vi har mundtøjet, det kan godt være det ikke er kalvin clein eller gucci, det tøj, men det åbner og lukker efter behov.
tandsættet er det samme.
Og noget der igen og igen slår mig (mig: den lavtstående pøbel) og understreges igen og igen i medierne og analyserne er at mit problem er at jeg FØLER noget for de holdninger jeg har.
Altså slår jeg totalt enhver form for intelligent styring, målsætning, økonomisk, bæredygtig, fremadrettet, spindoktor retorik fra og slår over på autopiloten, mine signalstoffer i hjernen, følelserne.
Ok, godt så.
jeg føler noget, for det der samfundshalløj.
for det der de utrolig begavede politikere vil gennemtvinge på mine vegne, jeg gav dem jo da mandatet til det, det er mit lod og så må jeg holde kæft, trit og retning, til næste valg.
Det er jeg klar over, det er opskriften.
Men alligevel blander jeg mig, med min mindre oplyste viden og mine følelser der bare sidder så meget uden på, at det er kvalmt, at det er pøbelvælde, at det er pinligt, at de store internationale aviser må skrive om det på forsiden, "danmark føler noget".
ja, de ligefrem blander sig og tror at de kan flytte politiske beslutninger bare ved at feje samtalen sammen i en skiden bunke midt på de bonede gulve og så skrive under hist og pist.
Det batter ikke, det ved vi egentligt godt her nede i det mørke ingentingsland.
Men vi gør det alligevel.
hvorfor?
Fordi det er en overleveret kultur som ingen endnu har fået slået ihjel.
Engang hed det folkelighed. definitionen på noget vi var stolte af, at vi turde ytre os, at vi ville noget, høj, lav, lærd og ulærd.
i 1839 sad Grundtvig og skrev:
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.
Dengang blev der lys og den tradition har vi ublu taget med.
Men er den ære endelig forbi nu?
Når pøplen rejser sig og råber op er det Grundtvigs skyld og når en rød regering sidder ved truet, vil pøblen, med alle de forkromede følelser uden på tøjet, altid, pr. tradition blande sig.
Må man politisk føle noget overhoved, i det her "verdens lykkeligste land"?
Og de der fødder, de har blandt andet træsko på og vader rundt i mudder og spiser DanCake roulade om eftermiddagen og snakker, gør de sgu også, også om det der eviggyldige "at finde sammen"
Gærkrisen, det er den vi ser igen.
den er malket ind med modermælken.
er det slut med troen på enhver, troen på at mening og holdning er lige god, uanset stand, uddannelse, dannelse, pengepung….
På sin har det politiske system de sidste ti år, under skriftende regeringer undergravet den folketro vi har lever i og levet med gennem et par hundrede år.
Med en snoppen efter højeste ydeevne, højeste karakter, test af enhver tænkelig art med henblik på mere ydeevne. Mål der hedder: bedst uddannede generation, bedst i test, bedst af alle.
De der vælger erhvervsuddannelser og skruer med en skruetrækker er i den politiske optik, lige så lidt værd som den der trækker og "screw'er" på flisen.
Arbejderbevægelsen bevæger sig stadig i Grundtvigs svære, hvor ord som lige gyldighed, lige ret og oplysning er gyldige.
Hvor det er reel glæde at give lyd. uden 12 års universitetsuddannelse i kommunikation.
Nej og ja.
Politik er stadig en KUNSTart i at regere et samfund.
Et samfund betyder at finde sammen.
Et velfærdssamfund betyder at finde sammen på lige fod.
Tendensen ser ud til at være at vi mere og mere deler os i A og B hold.
A holdet er dem der har "ret" til at mene noget og B holdet er den hvis ord betragtes som roulade retorik og dermed i enhver debat er dømt ude på forhånd.
Sådan er lande flest og sådan var vi selv for 200 år siden - skal vi den vej igen?
Nej tak, ellers tak. Ikke efter min ringe mørke uoplyste mening.
I 1848 skrev Grundtvig
Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.
Ild er oplysning, ild er at tage et samfund på sig og bære det varsom på armen. Ild er dannelse i alle lag, i alle kulturlag fra mudderhul til magister.
Vi har brug for det daglige dannede brød, brødet der kan deles, brækkes, brydes og brødet der er for alle.
Men gæren mangler, for folkeligt gær er troen og tilliden til alle. ingen nævnt, ingen glemt.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, men man an sgu heller ikke bage uden gær.
Gær er den folkemening der danner samfundet, sammenhængen og udviklingen.
Gær er levende, det kan vokse, det kan formere sig, det kan boble over og det kan tørre ud.
Det handler ikke så meget om salg af DONG, NETS, aflytninger, samråd, afhoppere, partiskift, regeringsslankekur.
Det handler om grundlaget, det handler om at vi mener noget, helhjertet, om vores samfund. at vi vil bevare den demokratiske ret til at blande os, til at føøøøøøøøle noget for vores land og folk og samfund.
For det øjeblik vi holder op med at føle for vores samfund og dets drejninger, det øjeblik lyser vi os selv ud af æt.
.. sagde konen i muddergrøften
