Viser opslag med etiketten højskolebevægelsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten højskolebevægelsen. Vis alle opslag

lørdag den 24. oktober 2020

Skæbnefællesskabet - Breaking the (2dn) waves

 John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.

Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab - og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
- Hvem ringer klokkerne for
- de ringer for dig."

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.


torsdag den 2. maj 2019

Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers


Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.
Tekst: Astrid Søe 2019



1. Engang var intet givet
som brud af sten og sand
og bondefolk oplivet
som før var lyst i band

2. Oplysningen til livet
til lære uden tvang
det øjeblik er givet
foruden stand og rang

3. At værne om sin stemme
og pludslig tælle med
at vide og fornemme
at stå fast på sit sted

4. Oplysningstiden tanker
af folketillids tro
hvor frihed kaster anker
og bygger bro på bro

5. Men kan nu folket råde?
kan pøbelvælde gå?
foruden redningsbåde
og måder at forstå

6. At give magt til alle
at tro at vi kan gro
at styrte og at falde
i alt for store sko

7. Kan tillid gennemtvinges
hvad kræver folkevalg?
at dannelse betinges
at skulle når man skal

8. At kræve er at give
for frihed fordrer vid
og dernæst at oplive
et styre bid for bid

9. I dannelse er ingen
forladt til egen tro
at danne er at ville
at alt og alle gro

10. At intet overlades
til magtelitens mur
at intet skal forflades
og friheden i bur

11. At være med, er løsen
for folkestyrets ånd
forstå igennem tider
at magt er i din hånd

12. At tage del i magten
at skabe lov og land
at turde indgå pagten
er dannelsens forstand

13. Og dannelse fortætter
at al slags liv er stort
og ej kun forudsætter
hvad lærde de har gjort

14. Et liv er mer end bøger
og skoledages flid
et liv har store ører
og hvermands eget vid

15. Et liv er alt der rører
og alt der leves må
for livet blir først større
af flere, ikke få

16. Oplysning tar ved lære
af helhedstankens bud
og dannelse skal nære
at ingen sættes ud

17. At lære nyt og lede
at give mening selv
at højne alt der nede
i folkets karsken bælg

18. At tro at alle evner
at lyse op og ta
den skæbne ordet nævner
et ansvar og en sag

19. Nu skal det åbenbares,
i rent engagement
om dannelse forklares
i frihed eller tvang?

20. Er borgerdyd en gåde?
I frihed eller kald?
Et oplyst frø vi såede
i meningsfulde valg

21. I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk

22. Et møde med forstanden
et samfunds delte lid
i vilje til hinanden
og skabe uden splid

23. Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.

24. At højskolen vil fægte
forskellighedens sværd
at ingen kan sig nægte
at stå ved eget værd

25. At byde ind og ville
foranderlige ord
forstå kritikkens kilde
stå fast i det du tror

26. At vide; her er frihed
og tvivlen har sin plads
at leve helt i lighed
at kende sit parnas

27. Mit værd er vel det samme
som det du bærer på
og med og uden ramme
et liv som vi skal nå

28. En færd af form og farve
et frisat tonespil
i måder vi skal arve
og nye ting vi vil

29. Med liv skal landet bygges
med lov skal landet stå
og sammen skal det lykkes
for alle, ikke få

30. Et land er alles hjemmel
mangfoldighedens sted
forskellighedens vrimmel
et nu hvor du er med

31. At ville nye egne
at lære nye sprog
at se på andres vegne
et skrift i livets bog

32. At trykke varmt til hjertet
med fædrelandets mod
de folk der før blev smertet
og flygtede til fods

33. At række hånd og hjerte
at byde ind på trods
forstå at der er smerte
at gå fra vi, til os!

34. Forskelligheden rækker
i håb, sin hånd mod din
fra skyggers land den trækker
dig, til du bliver min

35. At virke er at være
i samvær uden frygt
først da kan livet bære
og sjælen være tryg

36. At læne mod hinanden
oplive i den tro
at tillid og forstanden
er skabt i fred og ro

37. Et skråplan er at skræve
henover hul og grov
og sidenhen at kræve
betaling for sit åg

38. Et liv har knast og splinter
det koster livet selv
et liv er også vinter
men dit alligevel

39. At glædes når det dages
for næsten og sig selv
når tømmerflåden stages
på livets kildevæld

40. At vide alt betyder
at intet er til spild
at livets som du nyder
er kraft til alles ild

41. Et liv er alles alvor
et ansvar uden stop
i fællesskab vi opnår
at kærlighed får krop

42. Hvad er vel kærligheden
til det vi sammen vil?
midt i nødvendigheden
at sætte alt på spil

43. At ville og at råde
at alle kan få ord
at tro på liv og nåde
i folket højt mod nord

44. At fæstne al sin vilje
til oplysning og vid
og inden gravens tilje
at sætte al sin lid

45. At samle tankevirke
der ønsker frihedsspor
et våbenhus før kirke
i nordens gamle ord

46. Oplive, det er ordet
at live op på ny
at sidde rundt om bordet
når midsommer den gry

47. At være i det sjældne
at give kærligt los
at lære det at skelne
lidt kantet og på trods

48. At frejdighed forandrer
nysgerrigt byder ind
mens tankerne de vandrer
frimodigt til dit sind

49. Hvad skal vi med hinanden
er kroppen uden navn?
udfordret i forstanden
vi er til folkegavn

50. Hvad er vel folk i grunden?
Hvad er nu folkeværd?
I himlen eller bunden
et folk at være kær

51. At elske alt og alle
at turde ville vej
at snuble og at falde
et vi i dig og mig

52. At være folk er færden
fornuftigt mellem sig
en tillid ud mod verden
at bygge bro og vej

53. At finde tillidstråde
til det du tvivler på
at spørge og at råde
at give og at få

54. Et folk er skabt af dele
vi flytter nænsomt på
som bliver til et hele
en måde at forstå

55. At læne sig med glæde
med undren og mod håb
med Fenrisulvens kæde
er folkedybets dåb

56. At turde møde livet
foragte had og frygt
et folk det blir først givet
når døren åbner trygt

57. At kende sin historie
og lære dens værdi
så rank som en cikorie
der sætter modet fri

58. At kende gamle veje
et landskab af musik
alt liv er fælleseje
i samvær, brug og skik

59. I poesiens gemmer
forankres vores drift
et livstræ fyldt af stemmer
i node og i skrift

60. En nornes tråd til livet
er flettet skæbnevis
i alt hvad du blev givet
fra liv til Fimbulis

61. I verdens midte stander
ask Yggdrasil i tro
og nornerne de vander
så livet altid gro

62. Fra roden ånder asken
som lunge af en gud
i vingefang og basken
må Odins ravne ud

63. Fra asketræets krone
de flyver vingelet
til Valhals store trone
og hvisker ganske tæt

64. I Odins egne ører
fortælles alt på jord
hvad ravnene de hører
at menneskene tror

65. I nord er det at lytte
at ville andres ord
et ståsted for hinanden
for Loke og for Thor

66. Forenes eller mødes
i al uenighed
i samtale der fødes:
at turde blive ved

67. At turde frie former
og ikke kun sig selv
at sprænge alle normer
er livets kildevæld

68. En gammel pagt til livet
forseglet gennem spyt
der giver Kvaser livet
et svar på alting nyt

69. I Kvaser samles videt
og fantasiens mod
og alle sætter lidet
til evnen i hans blod

70. Den klogskab Kvaser rummer
selv Odin undres på
et vid der ej forstummer
det ypperste at nå

71. Men den der rummer viden
blir slagtet for sin dåd
det ser vi ofte siden
hos folk med gode råd

72. Men kvasers blod blir reddet
i tre forgyldte kar
så evnen den er fredet
i blodet hvor den var

73. Nu blir den spærret inde
i bjergets hårde sten
skønt Odin kan det finde
betalt med slibesten

74. Han sluger blod og evne
fantasia og digt
alt det som verden rummer
og bliver til på sigt

75. I fjederham tilbage
nu hviler fred og ro.
bur ikke blodet inde
hvor fantasien bo

76. Vær stolt i dine klange
og lev for lyst og lys
del ud og giv til mange
så blodet det fornyes

77. Erkendt fra gamle runer
fra mytens ord og væld
fra englenes basuner
fortæl fortæl fortæl

78. Fortællingen forener
forgrener sig i tid
fortætter hvad jeg mener
og blir til sidst til vid

79. I sagn og sang fornemmes
i brudstykker et folk
så arven ikke glemmes
men findes frem som tolk

80. Forstå din næstes veje
ved egne spor at få
historie må du eje
så rejs dig nu og gå

81. Og gengrib liv og gerning
forkast dit satte mål
da randt for dig guldterning
i Valborgsnattens bål

82. Et blus af liv, af grøde
et blus af elskovsild
lev før din aftenrøde
vær varm, vær vår, vær vild

83. Vær ikke fyldt af domme
vær rum for den der vil
gør plads, så vil jeg komme
i samvær blir vi til

84. Hvad er vel frygt og bæven
og angst og ikke værd
at slås og slå på tæven
og ikke være nær

85. At kaste alt der tæller
i gravens mørke dyb
hvis kun foragten gælder
er mennesket et kryb

86. Og krybe må vi gøre
før vi kan stå og gå
og række frem og røre
alt det vi ej forstå

87. Men når vi ranker livet
og ser forbløffet op
det foran os er givet;
et menneske, en krop

88. Det sprog som vi skal lære
er verdens hjertesprog
det sprog som alt kan bære
og aldrig er et åg

89. Det vigtige og smukke
i det at høre til
en dør der aldrig lukke
i ord som, Ja, jeg vil

90. At byde ind og vide
at intet blir som før
luk op, det er på tide
luk aldrig hjertets dør

91. Et skyggespil af tanke
et alt for fæstnet liv
imens et hjerte banke
i had der yppes kiv

92. Hvad er vel hadets stemme
neandertalers spil
i mørket man forglemme
ret hvad man egentlig vil

93. Hvis oplysning er livet
er skyggen dødens gab
og det er ganske givet
der er kun mennesketab

94. For døden den kan tie
og tirre og tag fat
i død er alle lige
i evighedens nat

95. Er døden da en fjende?
En ondskabs magt og kraft?
nej, døden fordrer livet
og det som vi har haft

96. Den sætter os i stævne
og kommer når den vil
gir kraft til liv og evne
og sætter os i spil

97. Men skyggen den kan isne
et menneske med magt
og eget værd kan visne
og alting miste agt

98. At skygge for en anden
at slukke altets ild
at rokke ved forstanden
at se dem fare vild

99. At opfordre til mørke
at fængsle sind og sjæl
at skabe sult og tørke
at klippe tå og hæl

100. Lad aldrig hadet råde
vær klog, vær mild, vær dig
vælg kærlighedens gåde
der lyser dig på vej

101. For lys er alles eje
fra fødsel og til grav
foragt for alt det feje
oplysning er din arv!

102. Og blir du spærret inde
i mismod og i had
og Babelstårnet vælter
og intet følges ad

103. Da husk at du vil finde
igen et oplyst mod
i hjertet dybt derinde
har sproget slået rod

104. Et løsen for fornuften
for kærlighed og værd
som solen gennem luften
der skinner her og der

105. Hvad var så folk og frænde?
Et hjertesprog af ånd
at livgi’ bål med brænde
at række frem sin hånd

106. At turde fælles former
at trodse truslens råb
at læ for alt der stormer
at være nye håb

107. Opliv du selv til andre
vær mod hvor der er frygt
stå ved, så kan du vandre
igennem livet trygt

108. Du spør, hvordan du rækker
din hånd mod verdens dyb
og løfter eller trækker
fra hadet tabte kryb

109. I frihed kan vi bære
enhver, endda os selv
oplysning vil os lære
at bryde mur og skel

110. At tilgiv og gi efter
forstå igen og se
at hadet ikke hæfter
forandring holder ved

111. Oplys i midnats mørke
og blund kun lidt iblandt
bær vand hvor der er tørke
Og eftergiv din pant

112. Vær ven af alt der lever
vær livets paraply
skønt det så ofte drypper
på ny, på ny, på ny

113. På livets skole findes:
forklaring, trit og vær
og det igen at mindes
at du er dig, især

114. At stå i eget virke
at vælge livets mod
skønt fundamentet knirke
med aflad og med bod

115. Gentage gamle måder
opgrave gammel gæld
at afslå den der råder
stå op alligevel

116. Men inden i hverandre
der findes svar på alt
alt det der kan forandre
i alt der blir fortalt

117. At dele og at give
at turde andres ord
at være skydeskive
at styre selv sit ror

118. At finde det der passer
på livet hver især
at bryde ud af kasser
at komme tvivlen nær

119. At rejse er at leve
at leve er berejst
at længes gennem breve
at kunne holde gejst

120. At fremme sine lyster
At tænde på en drøm
At vælge det der ryster
At gå op mod en strøm

121. At turde famle modet
at sige fra iblandt
forny hvad er indkodet
at skille løgn og sandt

122. Men kan en gammel tanke
forandre nuets hvælv?
Gå armgang på en planke
med gåsehud og skælv

123. Er ånd af svundne tider
fornuft i nuets folk?
En drøm af individer
med friheden som tolk

124. Kan højskolen forsvinde
i mål og med og magt
hensygne som et minde
i graven evigt lagt?

125. Forladt af nutids røster
formuldet i sin ånd
en amme uden bryster
der ryster på sin hånd

126. En skole der forandrer
et samfund uden tvang
en skole der forankrer
et oprør ud i sang

127. En tone i debatten
et mødested, et nu
et levn, godt gemt til natten
på nadverbordets dug

128. En krumme glemt i sengen
en tvivler der fortrød
og blomsterne på engen
og solen er så rød

129. Et levn fra gamle tider
foragt og frisat tro
en tankestrøm der glider
et andet sted at bo

130. Forladthed og alene
genfinde og tag ind
at kaste gadens stene
en lussing på en kind

131. Et oprør med et samfund
en ung der farer vild
en node i en klangbund
at vågne morgenmild

132. At vælge alt der undrer
at la’ stå til på ny
at vandre på en tundra
med næsen højt i sky

133. Et nutidssprog forsøger
at række vejen rundt
en plads i livets køer
aviser i et bundt

134. En mediestorm i himlen
på jorden og på tværs
og klodens vilde vrimlen
og klimas sidste vers

135. Et ophob af rebeller
en drøm der tager tid
eksamen, karameller
en speltbolle med bid

136. En helt moderne kjole
en genbrugsmatador
en ven, hvorpå man stole
en plads på denne jord

137. Et klima vi skal klinke
en alvor som vi skal nå
fast håndtryk eller vinke?
Debatten der er rå

138. I ord kan vi begraves
i ord kan vi opstå
i ord kan ånden arves
i ord kan alle nå

139. At holde med hinanden
at tage fælles skridt
forsage Gud og fanden
at hinke, gå i trit

140. At vente på hinanden
at opgive sin plan
at gange 2 i anden
med pletter på et lagen

141. At sluge og at sladre
at lyve og få lov
at mejsle kirkens kvadre
at sige pyt og hov

142. Opildne tiders torden
forsvare frit sit ord
et flag i hundelorten
en plads i himlens kor

143. At tro at troskab tæller
at noget holder fast
en evighed der gælder
som return på en tast

144. At undskylde og fejle
at kende egen krop
til kærligheden bejle
bestige bjergets top

145. At ligestille livet
i køn og værd og dag
og ikke ta’ for givet
det går i ro og mag

146. At elske er at opstå
i sjælden mulighed
at elske er at opnå
at hjertet går af led

147. At mærke varmen strømme
i kroppens glemte kød
at elske er at drømme
at blive ganske blød

148. Forstå at alting vækkes
til dåd i den der vil
og verden ikke svækkes
fordi at du er til

149. At opleve det nære
i andres smil til dig
at andre om dig kære
og gerne viser vej

150. At se det fælles række
at rumme uden præk
at hele hvad der brække
er livets skoles træk

151. I øjenhøjde med livet
forstå, forsvar, fordel
kun et det er dig givet:
i andre, blir du til!

152. At vide fred er muligt
og frihed finder sted
at mennesket er dueligt
jeg ved du tar mig med

153. For åndsfriheden findes
se tanken flyder frit
når ånden ikke bindes
går friheden et skridt

154. Og den der færdes fælles
foruden angst og tvang
vil aldrig kunne fældes
men opstår i en sang

155. En sammenhæng der trodser
og løser bånd og bast
en læk hvor håbet fosser
og livet det står fast

156. At tro på små mirakler
som ufortrødent stort
med glæde bære fakler
så ingen går i sort

157. At se et barn der fødes
at dø hen under vår
at vide at vi mødes
om det kun vi formår

158. At få en ven for livet
der aldrig svinder bort
der aldrig tar for givet
og deler godt og hårdt

159. ja, Nordens gamle skole
er liv der går igen
i nuet vil den fole
et samfunds følgesvend

160. Et sprog som mødestedet
utvungent skabe mod
betydning sammenkædet
og stier til din fod

161. Frit valg på alle hylder
og ingen skabelon
et sted hvor alle fylder
en folkets mikrofon

162. Nuvel i nye tider
er spiren stadig grøn
og mellem individer
oplyser Mimers brønd

163. Fra dybet strømmer livet
oplyst til genforstand
det er hvad vi blev givet
til kvinde og til mand

164. Et løfte til hinanden
en ed af folkemod
et sted at læne panden
et sted at blande blod

165. Et opråb gennem tider
et frisind uden svøb
en ånd der atter glider
i alle tidsforløb

166. At være fri i ånden
at fægte med sit ord
at ta’ et barn i hånden
at sige, Ja jeg tror

167. At trodse tid og tvivlen
at løfte livet selv
at være i sit indre
og skabe store skælv

168. Forstand er det at tage
en tanke og gi liv
for stærke og for vage
og ikke yppe kiv

169. Tag samtalen for givet
fortætte ordets saft
for ordet skaber livet
et fælleskab af kraft

170. Hvor mund og mening mødes
i livsoplyste syn.
kan hjerterne opblødes
til solskin ikke lyn

171. Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!

172. I lydhørhed er livet
samhørighedens kys!
Som kjærligheden givet
en ild af alle lys

173. Et folk oplyst af tanke
og viden uden bånd
kan holde ryggen ranke
og vide, her er ånd

174. Alt det som ikke gælder
vi gør, som ingen ser
vi kan, som ikke tæller
som hjælper mange fler

175. Vi flytter for hinanden
i virke og i kår
i kærlighedsforstanden
er fælleskabets vår!