Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb

sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.

Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted

skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.

”Du ku begynde med at se

at der hvor alt kan ske

ikke er en støbeform skabt af andres værd

og selvom du nok kom

for at lave livet om

ku det være du sku huske det du var og er

-du er jo lige her”

Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby

fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.

Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –

-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.

”Du ku begynde med at se

at der hvor alt kan ske

ikke er en støbeform skabt af andres værd

og selvom du nok kom

for at lave livet om

ku det være du sku huske det du var og er

-du er jo lige her”

Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven

ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.

Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står

ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.

”Du ku begynde med at se

at der hvor alt kan ske

ikke er en støbeform skabt af andres værd

og selvom du nok kom

for at lave livet om

ku det være du sku huske det du var og er

-du er jo lige her”

Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt

mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?

Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir

levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:

”Du ku begynde med at se

at der hvor alt kan ske

ikke er en støbeform skabt af andres værd

og selvom du nok kom

for at lave livet om

ku det være du sku huske det du var og er

-du er jo lige her”

Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund

kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!

Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt

der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!

”Du ku begynde med at se

at der hvor alt kan ske

ikke er en støbeform skabt af andres værd

og selvom du nok kom

for at lave livet om

ku det være du sku huske det du var og er

-det derfor du er her”

Et vi. sang

Jeg ser du har fundet en grund hvor du står

og tripper og tænker og tæller

og tvivler på livet og hvad du formår

hvordan slår man fast hvad der gælder?

Du læner din ryg mod en mur der er varm

fra en sol der er brudt gennem skyer

og da kan du mærke at nutidens larm

frimodigt er altings fornyer

Du har i din lomme en tvivl der kan så

en undren der kalder på livet

du rejser dig hastigt for nu må du gå

og lytte på det der er givet

med øjne der flakker og hjertet der slår

har du samlet en hverdag der hviler

samhørigheds skridt når du vakler og går

i mylder af busser og biler

Du har ingen kort der skal lede din vej

du går hvor din fod finder fæste

du har ingen hat med et ja eller nej

og opskrift for liv til din næste

du er uden tvang fyldt af mulighedsånd

der kan bære og briste og blive

for du er den første der rækker sin hånd

og det er det største at give

Du fik gennem tider en muligheds tro

at finde det fælles der samler

at stå ved hinanden, at bygge en bro

da levende sten ikke ramler

du gav uden tanke et ord der står frit

uden pant, eller gæld til hinanden

frimodighed, skrev du på vejen med kridt

og oplyste fællesforstanden

Du vil ikke fæstnes som ord i bog

du vil ikke lænkes og bindes

du bobler og brister som gryder i kog

der står du og tænk at du findes!

Du er ikke gammel, du er ikke ung

du er længsel og latter og altet

du vejes for let og til tider for tung

det vi, vi har fælles forvaltet

Et vi, er at vide at livet er stort

at ingen skal være alene

et vi, er at dele alt det vi har gjort

at lytte og ikke kun mene

et vi er at vælge hinanden på trods

for de ting der kan skille og dele

et vi er at trøste og give et los

et vi er at være et hele

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Der hvor vi er tavse. sang

Der hvor vi er tavse

i en stjålen tid

alting sat på pause

mellem hid og did.

Der står du og søger

nye ord om håb

skrift i lånte bøger

åndedrag og råb

”Når jeg glemmer min plads i verden og tiden bliver kold og bleg

Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor natten mørkner

er et lys på vej

inden blodet størkner

er du ja i mig.

Der står du og smiler

helt på må og få

og en tillid hviler

ufortrøden på

”Når jeg glemmer min plads i verden og natten bliver kold og bleg

Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor altings gemmer

har en plads til dig

der hvor jeg fornemmer

stærkt at jeg er mig.

Der står du og samler

det som ingen ser

livet når det ramler

rynker når jeg ler

”Når jeg glemmer min plads i verden og jeg bliver kold og bleg

Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor det du tænder

lyser i mit selv

der er mere gensyn

end der er farvel.

Der står du og bærer

uden pligt og kald

pludselig kan jeg være

sikker i mit valg

”Når jeg glemmer min plads i verden og vejen bliver kold og bleg

Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor livet sætter

foden uden trods

der hvor dagen mætter

er der plads til os.

Der står du og famler

ved den låste dør

du og jeg vi samler

åbenhed som før

”Når jeg husker min plads i verden og nysgerrigt famler mig fri

Så hvisker jeg ligeså stille – jeg elsker dig jo, fordi”

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden