tirsdag den 18. september 2018

Midt i en samtid. sang




Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”




Et vi. sang


Jeg ser du har fundet en grund hvor du står
og tripper og tænker og tæller
og tvivler på livet og hvad du formår
hvordan slår man fast hvad der gælder?
Du læner din ryg mod en mur der er varm
fra en sol der er brudt gennem skyer
og da kan du mærke at nutidens larm
frimodigt er altings fornyer

Du har i din lomme en tvivl der kan så
en undren der kalder på livet
du rejser dig hastigt for nu må du gå
og lytte på det der er givet
med øjne der flakker og hjertet der slår
har du samlet en hverdag der hviler
samhørigheds skridt når du vakler og går
i mylder af busser og biler

Du har ingen kort der skal lede din vej
du går hvor din fod finder fæste
du har ingen hat med et ja eller nej
og opskrift for liv til din næste
du er uden tvang fyldt af mulighedsånd
der kan bære og briste og blive
for du er den første der rækker sin hånd
og det er det største at give

Du fik gennem tider en muligheds tro
at finde det fælles der samler
at stå ved hinanden, at bygge en bro
da levende sten ikke ramler
du gav uden tanke et ord der står frit
uden pant, eller gæld til hinanden
frimodighed, skrev du på vejen med kridt
og oplyste fællesforstanden

Du vil ikke fæstnes som ord i bog
du vil ikke lænkes og bindes
du bobler og brister som gryder i kog
der står du og tænk at du findes!
Du er ikke gammel, du er ikke ung
du er længsel og latter og altet
du vejes for let og til tider for tung
det vi, vi har fælles forvaltet


Et vi, er at vide at livet er stort
at ingen skal være alene
et vi, er at dele alt det vi har gjort
at lytte og ikke kun mene
et vi er at vælge hinanden på trods
for de ting der kan skille og dele
et vi er at trøste og give et los
et vi er at være et hele


Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Der hvor vi er tavse. sang




Der hvor vi er tavse
i en stjålen tid
alting sat på pause
mellem hid og did.
Der står du og søger
nye ord om håb
skrift i lånte bøger
åndedrag og råb
”Når jeg glemmer min plads i verden og tiden bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor natten mørkner
er et lys på vej
inden blodet størkner
er du ja i mig.
Der står du og smiler
helt på må og få
og en tillid hviler
ufortrøden på
”Når jeg glemmer min plads i verden og natten bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor altings gemmer
har en plads til dig
der hvor jeg fornemmer
stærkt at jeg er mig.
Der står du og samler
det som ingen ser
livet når det ramler
rynker når jeg ler
”Når jeg glemmer min plads i verden og jeg bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”


Der hvor det du tænder
lyser i mit selv
der er mere gensyn
end der er farvel.
Der står du og bærer
uden pligt og kald
pludselig kan jeg være
sikker i mit valg
”Når jeg glemmer min plads i verden og vejen bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille - Jeg elsker faktisk dig”

Der hvor livet sætter
foden uden trods
der hvor dagen mætter
er der plads til os.
Der står du og famler
ved den låste dør
du og jeg vi samler
åbenhed som før
”Når jeg husker min plads i verden og nysgerrigt famler mig fri
Så hvisker jeg ligeså stille – jeg elsker dig jo, fordi”


Astrid Søe 2018
Sang til samtiden