Viser opslag med etiketten hjerte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjerte. Vis alle opslag

tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul

På stjerntæpper himmelblå
Er tændt en gammel stjerne
Den lyser op hvor sorgen lå
Og hilser fra det fjerne 
Med tonestiger når vi hen
Hvor tillid kysser panden
En glædelig jul til hver en ven 
Vi ønsker til hinanden

Med stille sind og hjerteslag
Og gamle kendte sange
Blir tonerne til lys og dag
Når nætterne blir lange
Et ord der går fra mund til mund
Med kærlighed og varme
Du gamle jul så smuk og rund
Sov trygt i mine arme

Da klinger sidste klokkeklang
Og træet står og længes
Et barn der bryder ud i sang
Og pynt på grene hænges
Et kys i misteltenens skjul
Et julebrev fra livet
Halleluja nu er det jul
Og det er ganske givet

Kan synges på: Er lyset for de lærde blot

//Astrid Søe 24/12 2013 www.livsoplevelse.dk





lørdag den 17. august 2013

At vælge til.


Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988

At vælge til, at vælge fra
i hastighed og dvale,
at vente og at være klar,
på bakkedrag og dale.
At skubbe rullestenen selv,
at låne og at stå i gæld -
Når hjertet alt bevæger.

At samle sten med huller i,
og mærke dem i lommen,
at ånde ude i det fri,
og være helt velkommen.
At stemple sjælens rejsepas,
med solens lys som et kompas -
Når hjertet alt bevæger.

At tiden kommer, tiden går,
foruden vej og måde,
at finde fred med det man når,
er livet egen gåde.
At slippe et kalenderblad,
og spise sidste måltid mad -
Når hjertet alt bevæger.

At stå ved ord og magt og ånd,
treenighed af tillid,
at tage barnet i sin hånd,
og være i sin nutid.
At tage overfrakken på,
at løbe eller bare bare gå -
Når hjertet alt bevæger.

//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.

Melodien kan fiskes her:  http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw