Viser opslag med etiketten krise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krise. Vis alle opslag

mandag den 4. januar 2016

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt - det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå

Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?

Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå...

Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå

Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!

Astrid Søe

Frit over P.H. Vise om det lille "Nå"

søndag den 16. februar 2014

GGGIraffer

GGGIraffer 
SF folk der daffer
to kaskelotter
dagpenge skafotter
dansk pøbelvælde
og NETS skal vi sælge
krisen der skrumper
reformer der dumper
DONG er i sachsen
og kemi i laksen
5:2 er kuren
når du rammer muren
HOLGER, du sover?
Kom nu og tag over!

//Astrid Søe 2014


Hør den som DIGT-i-TAL her: https://soundcloud.com/mors-menageri/gggiraffer

lørdag den 21. september 2013

Plenum og pladder




















Melodi: Mogens Jermin Nissen. Hvergang en sommer igen kommer dragende.
Tekst: Astrid Søe 2013

Hvergang vi drøfter om danmark skal være
et land der går forrest i vækst
ender vi oftest i plenum og pladder
hvor fonden blir "fed" i en tekst

Oneliners, udligner alle de tanker
vi ønskede os for vor tid
men modet falder i kriser og banker
og væksten er blevet frigid

Innovative og andendagsstive  
de bygger og brækker og bær
Længes kun efter at noget skal blive 
så kreativt himlen er nær

Hvordan kan modet fornyes, fortættes
og vendes mod hverdag og mod?
når danmarks vilje på skemaet sættes
og ruller naturligt i blod


Her mellem rugbrød og rødgrød og skole 
vi gemmer på noget der gror
knæhøje drømme med ny banderole
et slægtled af drømmenes ord

De har et bud på den værste og bedste
og viseste viden på jord
de har ideer der der bliver de næste
og gror mellem Loke og Thor

Til Børnehøjdens fabelagtige mod, iderigdom og fremtidsnære virke.

lørdag den 17. august 2013

Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.




Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler og pc vi leaser:
- men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
- men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
- men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
- For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.


//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885

fredag den 10. maj 2013

Hist hvor vejen er korrupt...


Hist, hvor vejen slår en bugt
Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: J. C. Gebauer, 1846

Hist, hvor vejen er korrupt,
ligger der et hus så smukt -
hist, hvor vejen er korrupt,
ligger der et hus så smukt,
væggene lidt skæve stå,
Men man kan et tilskud få,
En reform til for og bag,
Toilet og boblespa,
under taget spærret knækker,
Men en tømrer nye lægger.

I den røde aftensol
ryger mor en grøn menthol -
i den røde aftensol
ryger mor en grøn menthol,
Hun har mistet jobbet sit,
Og det er sgu noget skidt
A-kassen har nu sagt stop,
Så hun lever af sin krop,
se, hvor hun i spøg har tanker
Om at røve nogle banker!

Sukkerchok og spelt og byg,
Botox stik og lidt for tyk -
Sukkerchok og spelt og byg,
Botox stik og lidt for tyk.
Aftenkaffen den er kold
Nyheder om drab og vold
Myggen stikker barnets arm,
Skadestue, storalarm,
drømmer om at vinde lotto
Hoplanål fra gamle Otto!

#hvemharfjernetskærmbrætsbilledet?

Hør uddrag af digtet som DIGT-i-TAL her: https://soundcloud.com/mors-menageri/horisonter

tirsdag den 26. marts 2013

Da Danmark glemte danmark

Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.

//Astrid Søe 2013
#Hans Christian - jeg går op og lægger mig!

tirsdag den 26. februar 2013

Fra dannelse til dancake

Der er noget særligt dansk
- jo nu har vi jo ledt længe efter den forstummede danskhed hvis vi regner Dannebrog, Dancake og Danfoss fra, hvad er det så der gør det særligt danske?
Det er vel det vi så smukt har fået i barselsgave - nemlig frihedsarven.
Og hvad er så frihed og det at leve i frihed?
Det er ansvaret for andre menneskers ret til forskellighed.
At vi kan rumme hinanden som vi er, med holdning, levevis, tanke og tro.
Det frisind fik vi i gave som folkearv. 


Vi havde forud for friheden ofret mange kloge gode mennesker undervejs, kæmpet og groet i dannelsen af menneskesynet.
Vi har fortsat en folkearv at tage vare på, at værne og skatte.
Vi er fortsat et folk indgroet i frihed.
Vi skal til stadighed finde menneskeværd i frihed og i det at turde hinanden måde og forstand.
Dannelse til livet er dannelse til menneskeværd.
Dannelse kommer alle steder fra, fra opdragt, fra skolen, fra samfundet, fra jobbet, fra fritiden fra mennesker iblandt.
Vi kan ikke risikere at miste dannelsen fordi vi ønsker et mere strømlignet samfund.
Strøm er til for maskiner, ikke mennesker.
Strøm er forbindelsesledet mellem elektronik og kraft - men ikke forbindelsesled mellem mennesker.


Da skal vi forskel kende,
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
men som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel


Sådan skrev Grundtvig og tydningerne er mange men klare.
Vi skal lære at skille ad hvad der er menneskenært og mennskefjensk.

Vi står midt i en ombrydningstid - og det er kun godt, for dem der tør brydes med tanker om vores fælles samfund og tiden vi lever i.
Vi laver statestik over vores mål og med, vi regner på forstanden, udmåler metoder, indregner tidsforbrug, uddelegerer snot og skæg og indavler vores politiske virke.
Vi driver driftigt rovdrift på ensretningen og pruduktudvikler børn og unge i en sådan grad at de bliver målt i tal og talent. Facit for mennesket er et mål vi tvinges mod, konkurrencen er hård, verden snører garnet sammen, krisen kradser og kannibalisen/kapitalismen har fået færden af det.

Vi optimerer barnets ensformning ved at give dem heldagskoler hvor vi til fulde mål kan målrette effektiviteten og retningen så normalgruppen får en ledetråd der passer til samfundsretningen.
Vi får en lagervare af dancake der holder ganske længe i systemet og effektivt kan stables i samme indpakning, men som vil smage ene hver gang.
Mormors hjemmebag vil blive en mangelvare.
Al ros til de dygtige lærere og pædagoger vi har i skolerne, men de skal ikke stå med hele livets dannelse alene.

Vi ønsker at globalisere, at vores unge møder livet med verdensvendte globale briller, men lærer dem i heldagsskolen at de ikke skal ud og lave venskaber på kryds og tværs, men kun lege med den fra skolen. Hvordan nu med det opdrag der gav barnet verdenssyn? At vi legede på tværs og fandt sammen i foreningslivet, i legen på gaden eller på besøget på museet og biblioteket?
Vi vender friheden og fritiden ryggen i målsætning om enshed.

Hvad er et dog ved den frihed der er så farlig, må man spørge sit samfund om - siden vi i udstrakt grad forsøger at beslaglægge den i de generationer der er på vej?
Friheden giver frirum, til tanke og tillid, til tro og til egne fornemmelser for verden.
Frirum giver kreativitet og tankespil.
Er frihed farlig? Nej, den er arven vi har kæmpet for i tusind år.
Øvet os i gennem dannelse til livet.
Skolen er vores vidunderlige afsæt, men ikke et helt liv.

Livet skal andet end skole os i retninger forudbestemt af lovtermer og protokoller.
Skolen for livet er afsæt i det hele menneske, mennesket der tør vælge sig ind i sin samtid, der kan regere selv i eget liv og kan sætte formel på friheden.
Og skal vi, danmark, klare os i fremtiden har vi brug for børn og unge, mennesker i det hele taget der tør tænke kreativt.
Der kan tænke selv uden at have pædagogen i baghånden, eller kun kan lege under overvågning.

Vi skylder vores børn at give dem fritid og frihed i barselsgave. Vi skylder os selv at huske på forskelligheden og frisindet som den dyrebareste arv vi har.
Vi skylder vores omverden at vise at bæredygtighed ikke kun omhandler klima og kludetæpper af produktion, men bæredygtighed er også at bære barnet mod livet på dygtigste vis - i frihedens navn.

Frihed er det bedste guld: Ja, frihed giver rigdom, ikke blot for den enkelte, men for samfundet og for statskassen.
//Astrid Søe 2013

tirsdag den 1. maj 2012

1. maj møde sang


Verdens lykkeligste land


Melodi: Vort modersmål er dejligt

Vort lille land er lykkeligt, det sir´ en statistik
Kun ganske få for meget har og færre intet fik,
Vi vælter os i lykke og vedgår arv og gæld
Alligevel så tænker vi sgu mest kun på os selv

En første maj er magelig, til taler og musik
vi vælter os i fadølskrus som det er brug og skik
for skik følge, land fly - det siger vi så tit
til dem der kommer udefra og ej kan følge trit

Vi har så travlt med andres hæk og måde at forstå
for vi syns nok det nemmest er med øjne der er blå
og humor der kan spide og skabe tvivl og krig
men sådan er det altså når man er så ytringsfri

Jo, Danmark er en andedam, med ret og lov og tro
en demokratisk holdeplads, som gerne bygger bro
til fjerne glemte lande, hvor peberet det gror
og hvor vi syns det klinger hult, den måde som de tror

Den Danske sag, hva er nu det? hvor ligger den monstro?
Den sidder der og øver stadig i at binde sko
Mens Holger Danske slumrer og krisen ypper kiv
så værner vi dog tanken i et gammelt grundlovskriv

Ja, det at være pæredansk er sør'me ikke nemt
fordi vi ikke ved hvordan og resten har vi glemt
vi øver os i helhed, forstand og bilka-kø
imens den indre svinehund den piver pø om pø

Jo, det er godt at høre til, at ha en plads på jord
om ikke andet kan man altid løbe hjem til mor
hvis legen ikke slutter, mens det er sjovt og rart
og man ku se man ikke var så omstillingsparat

Jeg elsker dog mit lille folk, og yndigt ser det ud
vi gør os godt hos Oprah, hele verdens sutteklud
men hvordan skal jeg fejre et forår nok engang
når danskeheden forløses ved at tag den med en tang

Kom første maj og gør mig ør, og VEDGÅ krisetid
og er der brok, så sig fra mig - bestemt men venligt: Skrid
Gør dagen fuld af frihed og ret den slatne ryg
for du kan ej forsikre svinehundene hos Tryg

//Astrid Søe

mandag den 9. januar 2012

Piv mindre - Prøv mere!

Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere... Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til ...os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej - det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre - Prøv mere!

tirsdag den 5. august 2008

Frihed under manglende ansvar

Vi bruger mange ord på friheden.
Og hvad kan man andet. Elskelig og grundlæggende som den er.

Vi bruger også mange ord på at pådutte andre hvor fantastisk frie vi er.
Som et salgsmanifest. I sind, tanke og handling.
Vi priser vores mulighed for at være forskellig fra de andre og tager i det hele taget frihedens navn i munden så ofte vi kan.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Friheden burde for alle være den naturligste ting i verden og noget vi vidste enhver var frugtsommelig med, uden vi kikkede på maven.
Men at måtte vælge sig det som kraft-ord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet i samfundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre klart at vi selv mener, vi har fundet de vises sten. Vi har grebet friheden, som er det bedste guld.

Se så, vi er en fri skole, en fri organisation, en fri kirke.
Hver gang vi sætter ordet fri foran noget, ønsker vi at minde andre om at de må være bundne og at vi selv er sluppet fri af noget.
Frihed er blevet et slagord som økologisk eller mester-hak, nu uden Barfod.
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttelse.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.

Frihed er noget vi laver temanumre om, selv på Den frie Lærerskole.
Og jeg gør det også, som alle andre, hejser frihedsflaget og lader det blafre i vinden.
Hvilken retning friheden tager, kan vi ikke fjernstyre, friheden selv toner rent flag.
Det er kun vores håndtering af friheden der gør den diskutabel.

I Danmark har vi grænsefrihed.
Vi erklærer os som et velfærdssamfund og et velfærdssamfund er altid bygget på grænsefrihed.
Der må være grænser for galskaben, grænser for hvad man, i frihedens navn kan tillade sig at gøre i selskab med andre.
Med de ord skabes et samfund.
Hvor man indretter sig under andre mennesker og med andre mennesker gror der et samfund frem.
Det sære ved at leve i et samfund er at det betyder at man lever et sted med begrænsninger.
I et samfund kan man ikke gøre helt hvad man selv lyster.
Man må bøje sig for andres ideer om hvad et samfund er.
Ligesom de må føje de ideer vi selv har.

Man finder sammen om en levemåde der ikke passer nogen helt, men som passer nogenlunde til alle.

Derfor er et samfund smukt.
Et samfund er en løsning mellem mennesker.
Her mødes vi med hvad vi bærer frem.
Her holder vi igen og opdager at det er muligt at leve sammen trods vores forskellighed.

Men et samfund snører også livsmulighederne ind.
Et samfund maser den enkelte ind i rammer de skal overholde.
Stjæler friheden til at være det menneske vi egentligt er.
Vil man kun sine egne ideer må man melde sig ud af samfundet.
Samfundet bygger enkelt på byggesten af ansvar over for det andet menneske og deres friheds syn.

Frihed under ansvar.
Det lyder måske lidt slidt, men den går endnu.
Selv statsministeren bruger den i nytårstalen 2007.
Anders Fogh Rasmussen slutter sin tale med ordene:
Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed.
Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.
Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar.
Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar - både for sig selv og for fællesskabet.
Godt nytår!

Jo, tak. Og godt nytår til dig og dine, hvilket jo i egentligste forstand er dig og mig.
Vi er uløseligt forbundet i samfundets fællesskabstanke. Og det oven i købet med højt belagt velfærd. Frihed under ansvar er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Fogh snakker om kvalitetsreformen. Til de nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Den indeholder blandt andet frihed under ansvar.

Hvad der pludseligt gik op for mig, den aften under statsministeren tale var, at egentlig frihed, i vores hidtidige samfundsstruktur, ikke fødes af samfundets ansvar for borgerne. Men modsat fødes frihed under manglende ansvar.
I de kommende år kommer vi til at mangle mange mennesker. Hænder til at løfte og bære, hjerner til at tænke og munde til at tale. Unge menneskers råstof, bliver samleeffekter.
Vi er simpelthen bare ikke mange nok til at få samfundet til at køre som det gør i dag.
Det er intet mindre end herligt. Pludselig midt i manglen på mennesker gives vi igen fri til ansvaret for hinanden. Regeringen går på frierfødder til folket.

Det er bragende nemt for et samfund med overskud af arbejdsdygtige folk at indsnævre mulighederne. Mak ret. Ind på linie og ret ryggen. Vær glade for at vi som samfund hjælper med understøttelse, sikkerhedsnet, hospitaler, skoler mm. Spørg ikke for meget, men stå stille i køen. Staten tager gladelig ansvar for dig.

Nu hvor der er mangel på mennesker, er vi med et slag værdifulde. Spark I kun ind med ideer, Danmark skal gå foran med opfindelser og kreativitet. Jo, vi lytter gerne til enhver der har noget at foreslå. Vi byder, som stat, ligefrem ind til kaffe og blødt brød.
Vi bliver igen et fællesskab. Og fri til at være noget for hinanden.
Så længe vi mangler noget, får vi frihed til at være noget og skabe noget til hinanden og være hinandens vigtigste ansvarsområde.

Vi får lov at bekymre os om vores gamle, vores børn. Der er jo ikke andre til at tage vare på dem, de er sparet væk eller er gået på pension, så nu er vi pludselig fælles om dem. Det store og egentligt helt naturlige ansvar for vores medmennesker.

Aldrig, i mit liv, har friheden samfundsmæssigt, stået mig så nær. Den borer næsen ned i pudevåret og sætter aftryk.
Hele Danmark vil byde friheden indenfor under dynen og blive et folk i egentlig velfærd.

Et velfærdssamfund betyder ifølge nudansk ordbog, at finde sammen om lykken på lige fod. Ikke at hver mand er sin egen lykkesmed.
Jeg har altid troet at velfærd betød at man fik tilskud til bone-lock, men smukkere er det at opdage at velfærd er at føje hinandens frihed.

Med menneske-mangel sker der pludselig også noget med regeringens slagord, noget for noget.
Nu står vi med en regering der må bøje sig mod folket og med folkets egne ord opdage, at noget for noget må blive til ordene, noget for nogen. At være fri til at være noget for hinanden.

Fra frihed til frihed.
Frihed er en gave.
En personlig gave, en medmenneskelig gave, en mellemfolkelig gave.

Smukt pakket ind, ligger Frihedspakken hver morgen, med sit glitterpapir og slangekrølle-smilende gavebånd og venter ved siden af sengen. Det bedste ved den pakke er at den ikke kun ligger der på fridage. Friheden er en dejlig brud, konstaterer Biskop Thomas af Strängnäs, i 7 vers i digtet, Frihed er det bedste guld fra 1443. Friheden holder man bryllupsnat med alle livets nætter og hver morgen vågner man til friheden som morgengave.

Er det ikke herligt, at netop den sang er skrevet af en svensk katolsk biskop, sjældent sunget i Sverige, men i Danmark med Carl Nielsens melodi den mest brugte, når vi skal synge om friheden. Den svenske katolske bisp sang i virkeligheden om friheden fra danskerne og Danmark! Men skriver man alvorligt om friheden, så vil ordene selvfølgelige være mellemfolkelige.

Fridag.
Godmorgen til friheden! I dag indeholder frihedspakken et væld af muligheder i mine faste gøremål, jeg er fri til alt. Til at gå i skole, til at arbejde, til at gå til møde, fri til at tage telefonen og betale mine regninger. Fri til at vælge livet til som et stort gavebord.

Godmorgen fra friheden! I dag indeholder frihedspakken alle de faste gøremål man må igennem, indtil man har fri.
Fri fra skole, fri fra arbejde, fri fra møder, telefoner og regninger. Fri fra det hele så kun fritiden ligger og venter, et sted lige om hjørnet men stadig så langt væk at man må kæmpe sig igennem gaveindpakningen først.

Frihed er altid delt imellem TIL og FRA.
At være, fri til noget. Eller fri fra noget.

Dagen er fri.

Jeg drømmer så tit om et sted,
hvor ingen får lov til at være i fred,
hvor gammel og ung rækker hænderne ud,
og ingen må føle at de står for skud,
hvor alle kan skabe i tryghed fordi,
vi ved vi er fri.
Men jeg vågner altid og ved,
jeg skal leve i virkelighed
- dagen er vild.

I den nye højskolesangbog er Hanne Kirk kommet med, med digtet: Jeg drømmer så tit om et sted.
Hun begynder digtet med at virke i velfærdssamfundet. Et utopia bygget på frihed.
Hanne Kirk digter med afsæt i det fri, gør sig fri og gør sig TIL for friheden.
Digtet bygger på frihedens gode og enestående kår.
At vi dagligt oplever at til og fra kortet på frihedsgaven bærer vores eget navn.

Der hersker ingen tvivl om hvor glæden ved friheden har størst omløb.
Når vi fornemmer friheden som et tilvalg. Fri vilje og frivillighed.
Jeg er fri til mine ord, min berømte danske nydøbte jyllandspost-ytringsfrihed, fri til mine handlinger og medmennesker. Jeg er fri til at vælge hvad jeg ønsker at arbejde med, jeg er fri til mit liv. Og jeg tager det på mig, i frihed og med frimodighed.

Ganske anderledes er det med friheden når vi taler om at have fri fra noget, eller blive fri for noget.
Når friheden er noget vi løber efter, længes mod eller venter på, så er friheden pludselig ikke så nærværende, men en stræben efter at blive forløst.
Filosoffen Søren Kierkegaard ville minde os om at vi ikke er nærværende, hvis vi ikke griber friheden til livet og til de andre mennesker omkring os. Men vigtigst, at vi ikke udsætter friheden til senere. Friheden er bedst i nuet, for nuet er bestandigt nyfødt og rummer ikke et igen.
Nuet er uden erfaring. Nuet et på vej til noget mere. Hvad, ved vi ikke på forhånd.

Netop usikkerheden og det ukendte holder os oppe.
Vi ved livet igennem kun et: At vi skal dø.
Som eneste fællesbestemte skæbne for mennesket.
Tydeligt hører man den engelske digter John Donnes (1624) klokker ringe.
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! Digteren kimer hvert eneste menneske død ind som fælles sorg. Alle mister en lille smule, hvor et menneske mister livet. Og det gode ved John Donnes klokker er at man altid kommer igennem til et menneske første gang. Der er aldrig en autobesked om at man er nummer 7 i køen. Hvornår ens nummer er udtrukket ved ingen. Det er i egentligste forstand en dejlig frihed at vide at livet en dag slipper op for os og indse at vores timemanager ikke holder livet i skak.
Gamle planer brister, nye muligheder åbner sig. Friheden til livet driver os ind i nye tiltag og det er bydende nødvendigt at have travlt med at være i nuet og nærværet, for om lidt er vi borte.

Søren Kirkegaard, ville han sige:

»Hvad skal der komme? Hvad skal fremtiden bringe? Jeg ved det ikke, jeg aner Intet.
Når en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Konsekvenser,
da ser den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvor meget den end spjætter.
Således går det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Konsekvens, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.«

Søren Kierkegaard har øje for menneskets trængsel og samtidige held.
At vi livet igennem kaster os ud i det tomme rum og bliver til eller træder i eksistens fordi vi netop gang på gang står i tomheden.
Midt i uvisheden og tomheden mister vi alt. Og fordi vi intet har at gribe efter, er eneste mulighed at holde sig fast i det uhåndgribelige. I friheden, håbet, modet, troen og kærligheden.
I tomheden får det uhåndgribelige krop og mæle.
Vi sættes fri i det favntag.
Det er godt nok rædsomt og ikke til at udholde, men alligevel er netop det tomme rum det sted, hvor friheden til livets nærvær fremelskes.

Friheden virker, når den er frivillig. Når vi utvungent får øje på den.
Vi kan nok så mange gange sætte ordet frihed foran vores tiltag. Sige til hinanden at vi lever i frihed, at Danmark bygger på frihed. Men med frihed, som alle andre uhåndgribelige størrelser, står det fast:
At friheden altid inviterer sig selv og ikke kan tvinges til nærvær.