Fra dannelse til dancake

Der er noget særligt dansk

- jo nu har vi jo ledt længe efter den forstummede danskhed hvis vi regner Dannebrog, Dancake og Danfoss fra, hvad er det så der gør det særligt danske?
Det er vel det vi så smukt har fået i barselsgave - nemlig frihedsarven.
Og hvad er så frihed og det at leve i frihed?
Det er ansvaret for andre menneskers ret til forskellighed.
At vi kan rumme hinanden som vi er, med holdning, levevis, tanke og tro.
Det frisind fik vi i gave som folkearv. 

Vi havde forud for friheden ofret mange kloge gode mennesker undervejs, kæmpet og groet i dannelsen af menneskesynet.
Vi har fortsat en folkearv at tage vare på, at værne og skatte.
Vi er fortsat et folk indgroet i frihed.
Vi skal til stadighed finde menneskeværd i frihed og i det at turde hinanden måde og forstand.
Dannelse til livet er dannelse til menneskeværd.
Dannelse kommer alle steder fra, fra opdragt, fra skolen, fra samfundet, fra jobbet, fra fritiden fra mennesker iblandt.
Vi kan ikke risikere at miste dannelsen fordi vi ønsker et mere strømlignet samfund.
Strøm er til for maskiner, ikke mennesker.
Strøm er forbindelsesledet mellem elektronik og kraft - men ikke forbindelsesled mellem mennesker.

Da skal vi forskel kende,
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
men som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel

Sådan skrev Grundtvig og tydningerne er mange men klare.
Vi skal lære at skille ad hvad der er menneskenært og mennskefjensk.

Vi står midt i en ombrydningstid - og det er kun godt, for dem der tør brydes med tanker om vores fælles samfund og tiden vi lever i.

Vi laver statestik over vores mål og med, vi regner på forstanden, udmåler metoder, indregner tidsforbrug, uddelegerer snot og skæg og indavler vores politiske virke.

Vi driver driftigt rovdrift på ensretningen og pruduktudvikler børn og unge i en sådan grad at de bliver målt i tal og talent. Facit for mennesket er et mål vi tvinges mod, konkurrencen er hård, verden snører garnet sammen, krisen kradser og kannibalisen/kapitalismen har fået færden af det.

Vi optimerer barnets ensformning ved at give dem heldagskoler hvor vi til fulde mål kan målrette effektiviteten og retningen så normalgruppen får en ledetråd der passer til samfundsretningen.
Vi får en lagervare af dancake der holder ganske længe i systemet og effektivt kan stables i samme indpakning, men som vil smage ene hver gang.
Mormors hjemmebag vil blive en mangelvare.
Al ros til de dygtige lærere og pædagoger vi har i skolerne, men de skal ikke stå med hele livets dannelse alene.

Vi ønsker at globalisere, at vores unge møder livet med verdensvendte globale briller, men lærer dem i heldagsskolen at de ikke skal ud og lave venskaber på kryds og tværs, men kun lege med den fra skolen. Hvordan nu med det opdrag der gav barnet verdenssyn? At vi legede på tværs og fandt sammen i foreningslivet, i legen på gaden eller på besøget på museet og biblioteket?

Vi vender friheden og fritiden ryggen i målsætning om enshed.

Hvad er et dog ved den frihed der er så farlig, må man spørge sit samfund om - siden vi i udstrakt grad forsøger at beslaglægge den i de generationer der er på vej?

Friheden giver frirum, til tanke og tillid, til tro og til egne fornemmelser for verden.

Frirum giver kreativitet og tankespil.
Er frihed farlig? Nej, den er arven vi har kæmpet for i tusind år.
Øvet os i gennem dannelse til livet.
Skolen er vores vidunderlige afsæt, men ikke et helt liv.

Livet skal andet end skole os i retninger forudbestemt af lovtermer og protokoller.
Skolen for livet er afsæt i det hele menneske, mennesket der tør vælge sig ind i sin samtid, der kan regere selv i eget liv og kan sætte formel på friheden.

Og skal vi, danmark, klare os i fremtiden har vi brug for børn og unge, mennesker i det hele taget der tør tænke kreativt.

Der kan tænke selv uden at have pædagogen i baghånden, eller kun kan lege under overvågning.

Vi skylder vores børn at give dem fritid og frihed i barselsgave. Vi skylder os selv at huske på forskelligheden og frisindet som den dyrebareste arv vi har.
Vi skylder vores omverden at vise at bæredygtighed ikke kun omhandler klima og kludetæpper af produktion, men bæredygtighed er også at bære barnet mod livet på dygtigste vis - i frihedens navn.

Frihed er det bedste guld: Ja, frihed giver rigdom, ikke blot for den enkelte, men for samfundet og for statskassen.

//Astrid Søe 2013