En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
Viser opslag med etiketten finanskrise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten finanskrise. Vis alle opslag
tirsdag den 25. februar 2014
Det daglige brød - kend det på knækket
Rød(lige) regeringer giver altid oprør - hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.
lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.
Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.
Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF'ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.
lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su'en, dong, nets, tilliden.
...og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.
Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.
Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget - fuck farvevalget - bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.
Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere - længe endnu.
I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00'ere - nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, "end ikke stol på pink hjælper", bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.
Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.
Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk - at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.
Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.
Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse - kend den på knækket - for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.
Det vil jeg holde på, for det at mangle "noget" giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.
I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.
Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil - også uden ret og pligt.
-----------------------
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah
Etiketter:
blå,
bæredygtighed,
finanskrise,
frivillige,
globalt,
Helle Thorning-schmidt,
Margrethe Vestager,
paradigmeskifte,
politik,
pøbelvælde,
reformer,
regering,
rød,
SF,
søe
søndag den 26. januar 2014
Ding DONG. Et krisekvad!
Ding - DONG. Et krisekvad!
Melodi: Spurven sidder stum bag kvist. Carl Nielsen 1926
Tekst: Astrid Søe 2014
Gråspurv sidder stum bag kvist;
for ingen fyrer for den!
Tis i trussen varmer vist
når nogen sælger potten.
Ding - DONG! Aktien går
Som en ELskerinde,
knald og fald og slikke sår,
en mølle uden vinde.
Corydon vil sælge ud
af arvesølv i krisen.
"Sugardaddy" han er Gud
det lyder vist devisen.
Ding - DONG! Aktien får,
"blowjob" der kan suge,
under bæltestedet går,
mor Danmark, fordums frue.
Krisen koster, det forstås,
og noget må vi gøre,
kyskhedsbælte, nu med lås?
havmøller på det tørre!
Ding - DONG! Aktien får,
bud fra alle sider,
kam til danmarks røde hår,
oprør i individer.
DONG må knibe ballerne,
og ingen vinde slippe!
Rom fik has på Gallerne,
værn om dit nøgleknippe.
Ding - DONG! Aktien sucks!
udsalg, sparetider,
luk nu røven som Ford Knox,
for "Goldmann" ingen gider!
//Astrid Søe 2014
DONG-Digt - Og undskyld på forhånd for de ulødige ord. "Kagedåsen" er åben…
Fortsættelse af debatten om DONG, sang nr 2, kan ses her: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/01/ding-dong-2.html?m=1
Etiketter:
aktier,
Bjarne Corydon,
danmark,
DONG,
Energi,
Energiselskab,
finanskrise,
Goldman Sachs,
Havmøller,
oprør,
politik,
Poul Nyrup Rasmussen,
samfund,
sang,
Sugerdaddy,
søe,
udsalg,
vers,
Vindmøller
tirsdag den 16. april 2013
Spar(K)
Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt
Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed
Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men
//Astrid Søe 2013
#handicapdebat
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt
Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed
Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men
//Astrid Søe 2013
#handicapdebat
søndag den 24. februar 2013
Solen er så rød mor
Solen er så rød mor,
og himlen er så blå,
livet er så smukt mor,
men jeg kan ej forstå,
hvorfor dem i politik,
de slåsser dagen lang?
kan ingen rigtigt sætte skik,
på deres ene gang?
EU er så stor mor
med stjerner på et flag,
hvad tror du de sir, mor
i kampen for en sag,
skændes de på deres sprog
og holder de mon ord?
hvad står i lovens store bog
og hvad tror du de tror?
Hvorfor på jordkuglen,
er nog'n der ikke må,
være med i hulen?
det ka jeg ej forstå,
skulle alle ikke gå,
og glædes samme vej,
værsgo du må min bamse få,
med knus fra mig til dig.
Hvorfor bli'r det svært, mor
med kold og bitter vind ?
Hør en krise kradse
den mjaver og vil ind!
Borgerne er blanket af
har ingen sted at bo.
se, nu stryger de et flag,
men ingen bygger bro...
//Astrid Søe 2013
#EUKRISE
og himlen er så blå,
livet er så smukt mor,
men jeg kan ej forstå,
hvorfor dem i politik,
de slåsser dagen lang?
kan ingen rigtigt sætte skik,
på deres ene gang?
EU er så stor mor
med stjerner på et flag,
hvad tror du de sir, mor
i kampen for en sag,
skændes de på deres sprog
og holder de mon ord?
hvad står i lovens store bog
og hvad tror du de tror?
Hvorfor på jordkuglen,
er nog'n der ikke må,
være med i hulen?
det ka jeg ej forstå,
skulle alle ikke gå,
og glædes samme vej,
værsgo du må min bamse få,
med knus fra mig til dig.
Hvorfor bli'r det svært, mor
med kold og bitter vind ?
Hør en krise kradse
den mjaver og vil ind!
Borgerne er blanket af
har ingen sted at bo.
se, nu stryger de et flag,
men ingen bygger bro...
//Astrid Søe 2013
#EUKRISE
tirsdag den 22. januar 2013
Fastelavns finanskrise
Finanskrise - we love you so!
Kriser er altid sunde - på den vis at de udvikler mennesker og giver opdrag til nye måder at sætte til og fra. Samtidig sætter de debat og levevis under lup og æder sig ind under huden på selv whiskybæltets beboere.
Tendensen er klar. Når der er krise gør det ondt på den der kun har lidt i forvejen, dem der mister noget eller meget. Og så er der hele den anden og største del af befolkningen. Den del hvis største afsagn er nogle "chokkerende" overskrifter i dagens avis om slankepiller og medina. For krisen trækker overskrifter og sætter dagens optik og hver dag skal og må vi forholde os til de mennesker og den verden der er omstyrtet af krisen. Det er ikke til at holde ud eller holde af, at alle aviser graver i gravhøjde. Hvad blev der af god gammeldags bladsmørreri om succes og storhed? Dermed bliver krisen en allemands samtale, uanset om den fylder eller ej i hverdagsøkonomien.
Værste tendens er fastelavns maskeraden hos de mellemklasserige koner i midtfyrrene (Altså mig selv agtigt: av den sved hva). Dem der gik "all in" med Alt for damerne i start 90'erne og agerede "happy chick" da moden og bladene dikterede det, og de der spiste spelt til de bækkede sig gennem 0'erne bare fordi det ligesom var sådan den skulle vinkles. og var så fucking flinke fordi moden/medierne besluttede at vi skulle være dannede.
Nu leger vi igen, noget nyt, med nyt kostume og nye folder i ansigtet - helt uden rynkecreme og you're worth it, tags.
Nu "leger" de nøjsomme - ikke af nødvendighed, men fordi det nu er nyeste sort og in at gå i genbrugsen og gå i hundene..
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen penge har, så går Nørregades bageri konkurs og det er jo rent af helvede til, for har du penge så kan du få, men har ingen så må du gå!
Jeg elsker jer/os som I/vi er, men hey, behøver vi alle gå rundt og lade som om vi er midt i noget vi ikke er, hvis vi ikke er det? Som om en kunstig nøjsomhed en en reel hjælp til nogen som helst. Jeg vil da hellere se dig bruge dine kroner på noget der gør dig glad eller på dine medmennesker - gi en skærv eller noget.
At du kunstigt bremser op og ligefrem "leger" fattig og nøjsom er en direkte hån.
Så Ja, jeg mener det: ta nu bare på champagnebar - den skulle jo nødig nå at gå konkurs før moden igen skifter og forbrug igen bliver en almindelig størrelse.
For det er umoderne at forbuge lige nu, modsat for få år tilbage. overforbruget var ækelt, for meget for usundt og forkert, men det vi nu står i er lige så forkert og kunstigt.
Og det er ugleset at købe rejer i lage, når 150 på frost er billigere. Mølken til 4,75 fra bur-koen er mere in end økolet til 12.95 - til trods for at de der har råd til den økologiske mælk, i årevis har prædiket at alle dem der ikke købt øko var nogle dyremishandlere. Men når der er krise og nøjsomheden bliver moderne, så koster det for koen.
Jeg har det egentlig både roligt og afballanceret med at mine medmennesker er og tjener forskelligt. Måske synes jeg netop det er det der gør en dagligdag spændende. At kende både rige, middel og reelt fattige, der alle får der bedste ud af deres vilkår og gør deres for at enten ændre det eller vedligeholde det. Jeg får på ingen måde noget mordene kick ud af at se dem der har mere end nok lege nøjsomme - gider I ikke bare lade være! Det er så uklædeligt at se dejlige voksne mennesker lege fastelavns fattig og mådeholden bare fordi moden dikterer det...Be om... Nå men, jeg må også heller smutte nu, skal lige i genbrugsen og købe mælk..
Kriser er altid sunde - på den vis at de udvikler mennesker og giver opdrag til nye måder at sætte til og fra. Samtidig sætter de debat og levevis under lup og æder sig ind under huden på selv whiskybæltets beboere.
Tendensen er klar. Når der er krise gør det ondt på den der kun har lidt i forvejen, dem der mister noget eller meget. Og så er der hele den anden og største del af befolkningen. Den del hvis største afsagn er nogle "chokkerende" overskrifter i dagens avis om slankepiller og medina. For krisen trækker overskrifter og sætter dagens optik og hver dag skal og må vi forholde os til de mennesker og den verden der er omstyrtet af krisen. Det er ikke til at holde ud eller holde af, at alle aviser graver i gravhøjde. Hvad blev der af god gammeldags bladsmørreri om succes og storhed? Dermed bliver krisen en allemands samtale, uanset om den fylder eller ej i hverdagsøkonomien.
Værste tendens er fastelavns maskeraden hos de mellemklasserige koner i midtfyrrene (Altså mig selv agtigt: av den sved hva). Dem der gik "all in" med Alt for damerne i start 90'erne og agerede "happy chick" da moden og bladene dikterede det, og de der spiste spelt til de bækkede sig gennem 0'erne bare fordi det ligesom var sådan den skulle vinkles. og var så fucking flinke fordi moden/medierne besluttede at vi skulle være dannede.
Nu leger vi igen, noget nyt, med nyt kostume og nye folder i ansigtet - helt uden rynkecreme og you're worth it, tags.
Nu "leger" de nøjsomme - ikke af nødvendighed, men fordi det nu er nyeste sort og in at gå i genbrugsen og gå i hundene..
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen penge har, så går Nørregades bageri konkurs og det er jo rent af helvede til, for har du penge så kan du få, men har ingen så må du gå!
Jeg elsker jer/os som I/vi er, men hey, behøver vi alle gå rundt og lade som om vi er midt i noget vi ikke er, hvis vi ikke er det? Som om en kunstig nøjsomhed en en reel hjælp til nogen som helst. Jeg vil da hellere se dig bruge dine kroner på noget der gør dig glad eller på dine medmennesker - gi en skærv eller noget.
At du kunstigt bremser op og ligefrem "leger" fattig og nøjsom er en direkte hån.
Så Ja, jeg mener det: ta nu bare på champagnebar - den skulle jo nødig nå at gå konkurs før moden igen skifter og forbrug igen bliver en almindelig størrelse.
For det er umoderne at forbuge lige nu, modsat for få år tilbage. overforbruget var ækelt, for meget for usundt og forkert, men det vi nu står i er lige så forkert og kunstigt.
Og det er ugleset at købe rejer i lage, når 150 på frost er billigere. Mølken til 4,75 fra bur-koen er mere in end økolet til 12.95 - til trods for at de der har råd til den økologiske mælk, i årevis har prædiket at alle dem der ikke købt øko var nogle dyremishandlere. Men når der er krise og nøjsomheden bliver moderne, så koster det for koen.
Jeg har det egentlig både roligt og afballanceret med at mine medmennesker er og tjener forskelligt. Måske synes jeg netop det er det der gør en dagligdag spændende. At kende både rige, middel og reelt fattige, der alle får der bedste ud af deres vilkår og gør deres for at enten ændre det eller vedligeholde det. Jeg får på ingen måde noget mordene kick ud af at se dem der har mere end nok lege nøjsomme - gider I ikke bare lade være! Det er så uklædeligt at se dejlige voksne mennesker lege fastelavns fattig og mådeholden bare fordi moden dikterer det...Be om... Nå men, jeg må også heller smutte nu, skal lige i genbrugsen og købe mælk..
lørdag den 19. januar 2013
Hvem har tisset på min sukkermad?
Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad
der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor
jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ
Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med
det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!
Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad
der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor
jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ
Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med
det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!
Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
Etiketter:
aktier,
danmark,
digt,
Dybøl mølle,
finanskrise,
folk,
hundelort,
livet,
livets glæde,
politik,
rim,
søe,
tillid,
tro,
tålmod,
udlængsel,
vers
Den Danske Bank
| Den danske Bank | |
| Melodi: Carl Nielsen, 1926 (Den danske sang) | |
| Den danske Bank den er uden lige den går og tømmer det danske hus, den er et barn af de fordum rige hvor indkomst var et champagnebrus. Den danske Bank når din mønt den klinger, har klang af klokke, gebyr og sold. I mod os cruiser på brede vinger en saga tone fra skat og told. Al indkomst ynde og låne vælde, de tvende klange af blidt og hårdt, skal banken rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort. Og tider skifter, og kriser kradser, men lån og løn kræver stadig stål, nu syr vi lønnen ind i madresser og spytter ned i en offerskål. Så skrig da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er rentefrit, og lære kan vi af bankskandale, I sparker kun jeres eget skridt. gebyr på løn og på aldershvile, pånær de folk der har mer end nok, Du danske bank, du mod afgrund ile nu kunder melde sig ud ad hoc. //Astrid Søe 2013 - www.livsoplevelse.dk #Danske Bank #Drilleri #Gebyr | |
onsdag den 9. januar 2013
Krisen er skredet...
Jeg ser i avisen
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?
Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!
//Astrid Søe 2013
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?
Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!
//Astrid Søe 2013
Etiketter:
bager,
banker,
finanskrise,
gris,
løsninger,
lån,
revisor,
rim,
samfund,
SKAT,
skole,
slum,
søe,
vers,
økonomi
fredag den 4. januar 2013
Oh Danmark...
Melodi: Vort modersmål er dejligt
Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.
Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!
Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir' dig det blir' sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.
Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.
Ihukom hvad vi ville - og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk'ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!
Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.
Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.
Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!
//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed - Basta!
www.livsoplevelse.dk
Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.
Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!
Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir' dig det blir' sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.
Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.
Ihukom hvad vi ville - og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk'ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!
Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.
Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.
Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!
//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed - Basta!
www.livsoplevelse.dk
onsdag den 14. november 2012
Kassér kasserne
Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,
er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!
Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,
der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.
For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,
og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,
for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,
og finde på en ny ide og skæve tankelege.
Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,
så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,
for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,
så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,
for der er ikke længere ideer eller påfund,
og så det slut med vores kreative lille samfund.
//Astrid Søe 2012
mandag den 18. juni 2012
Kære Holger Danske
Kære Holger Danske.
- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.
Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe
- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.
Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe
onsdag den 30. maj 2012
Euro enker
Med umulig mund der mugges,
over krisetid og gæld,
der er banker der må lukkes,
og politisk piskesmæld,
der er draget over nakken,
når en møntfod står for fald,
så der er nok noget om snakken.
Euro går til enkebal.
Astrid Søe 2012
over krisetid og gæld,
der er banker der må lukkes,
og politisk piskesmæld,
der er draget over nakken,
når en møntfod står for fald,
så der er nok noget om snakken.
Euro går til enkebal.
Astrid Søe 2012
tirsdag den 24. april 2012
Moar, sådan set er livet...
Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,
Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk
Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro
Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.
Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,
Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer
Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.
Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.
Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.
Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.
Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.
Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.
Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?
//Astrid Søe www.livsoplevelse.dk
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,
Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk
Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro
Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.
Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,
Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer
Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.
Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.
Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.
Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.
Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.
Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.
Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?
//Astrid Søe www.livsoplevelse.dk
Etiketter:
børn,
digt,
død,
eventyr,
filosofi,
finanskrise,
fred,
gud,
kors,
krig,
kærlighed,
liv,
mor,
religion,
religionskrig,
sprog,
spørgsmål,
søvn,
tornerose,
tryghed
søndag den 30. oktober 2011
Håbets korrekte størrelse
Et håb er vel et håb, for de fleste.
det behøver ikke være svulmende, overstadigt eller prangende - bare det er håb- ?
Vi håber for hinanden, for freden, for kærlighden, for fremtiden.
Den økonomiske krise rider mareridts galop over mennesker, det mistes, der tabes, der tumles med liv og levnet.
Alligevel genopstår de mennesker i et lille overset, ukendt og ukurent håb.
Så småt at det kun kan blive større, kun kan vokse.
Og vi håber for hinanden i hverdagen: Åh jeg håber du må lykkes, jeg håber du får en dejlig dag, jeg håber du bliver rask.
Håbet er en enestående størrelse.
Det er ufravigeligt i mennesket så længe vi lever. det at håbe og bevare håbet.
I mit lille firma er håbet nøjagtigt 1,7 cm langt og lysegrønt.
En heldig og herlig del af mit daglige virke består i at give håb videre - til andre, til dem der mangler det eller har glemt det en lille stund.
Men mit håb er alligevel ufravigeligt 1,7 cm - sådan er det. Så passer det på vægt og gram og ind i konseptet...
Men alligevel passer det slet ikke....fordi det er et håndgribeligt håb, fordi det er bedrag, genhuskehåb, billedsprog.
Jeg er så uheldig at stå med det ½ håb. ikke bare i små mængter, men ca 30 kilo ½ håb på mellem 0,5 og 0,8 cm i længten
Og pludseligt blev jeg milimeterdemokratisk og gal og grædefærdig.
Mit håb passede mig ikke. Mit håb var for småt, mit håb var ude.. HÅBLØST!!!
Til jeg fik øje på det, håbet - at det jo da ikke er størrelsen, men måden vi tager imod det på.
Håb er håb, i små eller store stykker, i alle størrelser og mængter.
Mit nye håb passer ikke ind i min fasttømrede, skematiske, opmålte, fødevareministeriumsgodkendte, påklistrede, indholdsfortegnelseslabelkorekthed...
Hvad gør jeg så??
Begynder håbet forfra.
Genopfinder håbet på ny
Nytænker håbefuldhed.
Nu sidder jeg her, midt i håbet delt ud over 11.000 små stykker bolchehåb.. og genhuske hvad fanden det var jeg ville.
Ikke hænge mig i kasserne, ordtenligheden, samfundsensretningen, vanen..
Bare være med til at være det håb der smitter, uanset størrelse, uanset vægt, uanset vane.
Nu vil jeg lade være med at tude over spilte cm.
Nu vil jeg pakke håbet sammen, byde det ud og håbe... at håbet går an, uanset størrelse, uanset vægt. For håb er nok i sig selv - bare det er er!
Jeg HÅBER du forstår!?
Abonner på:
Kommentarer (Atom)

