I Begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet

//Astrid Søe

Uddannelsesalliance rap

Men jeg synes bestemt at de store regnedrenge

Spiller pop på en guitar totalt uden strenge

Så jeg slapper dem et gavekort til musikskolen

Men de rager bare læren under underkjolen

Og så sparer de på hende og på alt der gror 

Du skal ikke tro du er noget skriger de i kor

Sæt dig ned på din stol for nu er der diktat 

Du skal bare kunne stave til "minimalstat"

Og vi snakker ik om frihed, kun om økonomi

Du skal ikke forske, det er nok at tælle til ti

Sir du demo? Nej nu stopper du, din indbildske nar

For finansloven den har fanme længe været klar

Nu går du pænt hjem til mor laver lektier, spiser ostemad

For Svante hav'de sgu også kun en enkelt dag hvor han var glad

Hva sir du om din fremtid? Tag nu lige og klap krikken

Der er jobs nok nok at få under "massage rubrikken"

Læg dig flat ned lille skat, du skal nok få nok at lave

Nu du sidder der på grenen, så begynd dog at save

Nå men vi har også love der skal laves, ses en anden dag

På vejen ud der træder de i lorten med det lille flag

Det egent'lig ik fordi at de er dumme eller sådan noget

De glemte bar' at læring det er det der løser livets gåde

Men nu tøffer jeg hjem, for de har sagt at det er bedst for mig

Men så blev jeg kørt ned på verdens 20 sporet motorvej

Og så lå jeg der til nogen ringet 112

Men da var det for sent for jeg var allerede gået kold

Der kom en dude og skovlet mig ind i en ambulance 

Som kom ind i en kø bag en uddannelsesalliance

Og der lå jeg så med udsigt til vor herres port

Han sagde: hva laver du dog her, du ku godt li ha spurgt

Jeg sagde: jeg blev sgu kørt over af en sparerunde 

Han sagde: det ok, slap af, kom bare ind trunte

Og der sad de 12 decible i det store auditorium 

Og Moses stod ved tavlerne og løste et mysterium

Hvad er det nu for et studium man læser over stjernerne?

Hvad rykker I på og hvad gir lys i lanternerne?

Vi studerer fænomener ligesom politik

Også retorik og polimik og statistik

Og vi finder hele tiden samme resultat

Man skal satse stort på viden i en lille stat

Så nu sender vi en engel med en ny traktat

Oplys alle eller end igen som en primat

#uddannelsesalliancen (og der var engang en halvgammel kone som så gerne ville have været rapper..)

Selfie

Det hele begyndte da Gud logget på
og tog sig en chat, helt ud i det blå
men han var alene og nettet var dødt
og det var begyndelsen før du blev født

"nu skaber jeg lyset og mørke og jord
og planter og dyr og snevejr mod nord
det hele skal spille, random men sejt
fuldt sukkerchok, glem alt om light"

Og Gud styret vildt og knaldede ud
på syvendedagen, med vabler på hud
han spillet lidt minecraft og drak en kop te
"Jeg keder mig råddent, men har en ide"

Så hentet han ler og formet en gut
som snart skulle leve i paradis hoot,
han børstede tænder og pustede liv
og Adam blev levende uden et piv

Men nu var det Adam der gik og var ked
Han syns ikke tiden som single var fed
for han ville date men var kun sig selv
i paradis hotel han var en rebel

Han skifted profil til "det er kompliseret"
og tog sig en selfie mens han blev dubleret
ok så, sagde Gud, og Eva blev skabt
og straks var Adam ganske forgabt

En gudskøn kvinde og hun var nudist
og Adam var tændt ved den første gnist
de snaved en del mellem blomster og bier
og livet var awsome og og funky og lir

Og Gud var tilfreds, de chilled, hang ud
han havde dog lige et eneste bud
hold snitterne væk fra kundskabens træ
men Eva blev fristet en skønne dag

Hun proppet i kæften med slanges på råd
og Adam den kylling, hun lokked - ham åd!
de gumlet og pludselig kom der et rush
"hey, du er da nøgen!" "Ja det er du os"

Og Adam blev vild og googlet på mac'en
om g-streng og hvordan man får sig six-packen
og Eva hun shoppet som det nye sort
og så blev de smidt på paradis port

Astrid Søe 2014
uddrag af Teologi for Teens & Tweens - udkommer før du får set dig om :-)

Lattermilde Lazarus

Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet

//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet

Tro + tro =

Tro + Tro ? Mit bud er 2

med paradis in mente

Fra phi til phi er mennesketro

Multipliceret testamente

Med ukendt faktor regnes ud

At summen lig med x'er  

Der divideres med en Gud

Og plusses med en sekser

Mens brøker af et DNA

Procentvis smelter sammen

I teologisk regnefag

Er resultatet = Amen!

//Astrid Søe 2014

www.livsoplevelse.dk

Gamle Severin

Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.

//Astrid Søe 2013

Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.

Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.

Vi elsker vort land,

året rundt, kvinde, mand,

når hver dansker står op og tar livet på nakken.

Når vi knokler og får,

gråsprængt stænk i vort hår

Og går glade i banken der render med takken ;

når ikke vi jobber og brokker og spiser,

så når vi til Tyskland hvor biler og pc vi leaser:

- men trods omskift i vejr

Er og blir dansken nær,

midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Misunder sig gul,

Gennem krise og sul,

Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,

når det stormer fra vest

På en sommerhusgæst

Og en festival bøjer sig ned gennem søle:

vi synger om solen og varmen og vejret,

vi glor efter storken og pisser i gadekæret,

- men trods omskift i vejr

Er og blir dansken kær,

mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Med burhønse ånd,

og med dankort i hånd

skal hver udenvælts fjende beredte os kende,

men mod gæld og mod lån

tripper dansken på tåen

når vi prøver at spare for lånet at vende:

hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,

hvad samler det danske behæftes med gåder,

- men trods omskift i vejr

Er og blir dansken sær,

grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

Roulade og skat,

H.C. And og hans hat!

Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,

Vi må vælge og tro

bryde ned, bygge bro

længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!

Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,

lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:

- For trods omskift i vejr

Er det folket der bær,

gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.

//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk

melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885

‪#‎frisind

Søren Kierkegaard, eksistensfilosofi på højskoledansk

Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.

Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk

 (Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!

Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!

(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.

Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.

(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker

Fest sku der jo til,
Se mig, - rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen

(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv -
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.

Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?


(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.

Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.

Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 

 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.

Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.

Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.

 

 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.

Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.

Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.

Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.

 

 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i "Surmule med mælk på" alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at "byen" ligger i Sdr. Nærå.

Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.

Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.

 

 

Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.

Tak for dig.

 

Melodi: Hvad var det dog der skete "Den blå anemone"
Tekst: Astrid Søe. - Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012


Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder - virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær - bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn--Boernefoedselsdag-hos-Jesus

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  - partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!

//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings


http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

En flig af skaberler

Tone: Hvad var det dog der skete "Den blå anemone"

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder - virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær - bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.


Astrid Søe.

I hånd og ord: Til min ven og Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. Ved din afsked 3. juni 2012

Man kan vel altid lave en demo...

At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads - ja, så er det sagt!

Pinse solen

Mens solen danser morgenvals,
og ind i sommertiden,
og kaster sig om jorden hals,
med kys og sommerviden,
så ser jeg mellem stråleglans,
og nuets milde komme,
at pinsemorgen her til lands,
har rykket sig en tomme.
Men vi har fri og tid at vi kan våge hele natten,
og indfrier pinsesolens glans, betalt af kirkeskatten.

Astrid Søe 2012

Moar, sådan set er livet...

Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,

Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk

Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro

Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.

Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,

Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer

Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.

Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.

Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.

Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.

Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.

Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.

Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?

//Astrid Søe www.livsoplevelse.dk

Døden hvor mennesket kysses af jord

Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe, 1997

En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej

Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død

vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spandt man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer'

Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror

Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.

Google er Gud

Hvem havde troet at livet skulle vise sig som en lang goodie-bag...
og der er flere at hente helt gratis - gå ind på

www.liveterendejliggavehvadmedattageimodistedetforatbrokkedigheletidengribglædenogtafordigafdetderbetydernogetlivetersmuktseatfådetbrugt.com

Og når du så har trykket på linket vil du se at det er en blindgyde.
Selv Google kan ikke finde dette svar.

Livet linker ikke, livet leves!

Med tiden er Google blevet Gud.
Før spurgte vi med et religiøst sprog hvordan livet skulle være, hvad er svaret for mennesket.
Vi har gennem flere tusind år råbt, bedt og håbet mod de guder vi satte vores lid til.
Vanerne, Aserne, Den kristne Gud, Jesus, Muhammed, Budda, etc etc..

Gør livet levedygtigt, svar mig på min bøn, min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.. ordene er mange og håbene ligeså.
Nutidigt spørger vi som aldrig før, samme spørgsmål, men med ny modtager.

Livet er hårdt, Google giv mig svar på hvordan jeg løser det.
Livet er mangfoldigt, Google giv mig svar på hvordan jeg vælger.
Livet er smukt, Google giv mig svar på hvordan jeg videreformidler det.

Der findes knabt en lille unge under 2 der ikke kender Google.
Selv babypludren har anelser derhen. googlllle gug guhhh googlul..

Google Guden anno 2011 har den fordel at den er verdensomspændende og at den fortsat er en blingyde.
At vi fremdeles er tvunget til at lede og søge i det levende liv.
Mennesket har endnu ikke magtet at sætte et fællessprog på det religiøse liv vi higer mod. selv anerkisten har, trods forsagelsen, taget stilling til at noget har eller ikke har, en sammenhæng.

Alle, hver som en, har vi en mening om det at tro. Enten på mennesket, på livet, på et sprog der samler, eller på en ophøjet magt.
og fælles er det at vi søger, efter nye veje, nye løsninger, nye svar.
Svar på dig og svar på mig.

Nutidsbønen kunne være:
Ups.. linket virker ikke.. Prøv at søge på....

Et håb om åbninger vi endnu ikke kan besvare og skal gensøge lede og finde i det levende liv, blandt dem vi læner os op af, blandt dem der selv leder efter en mening og et svar.

Grundtvig lærte os at søge i det levende liv og den kultur har vi beholdt og forstået.
Ikke som en forsmåelse, men som et tegn på at livet er noget værd og ikke blot et læskur før paradis.

Når Grundtvig kalder på nu-liv og levende ord, levende spørsmål svarer vi Grundtvig-googelsk.
og det sker, i blindgyden og med ordene Ups.. linket virker ikke, at vi svarer: Fuck Google - Ask me!

Og det gør vi, spørger et menneske, ansigt til ansigt, men vi Googler lige den vi vil spørge, før vi spørger.
Man skal vel være på den sikre side.

Livets håndbagage er en Google-goodie-bag som indeholder en tablet, en mobiltelefon, et modem.
Og livets rygsæk er solgt på eBay.

Travel light!

Nu venter vi blot på at retskrivningsordbogen indfører stave-tvang som: Google med stort G, som Gud.

Landet, blandt andet

Melodi: Leonard - Ta og kys det hele fra mig (københavnervisen)

Tekst: Astrid Søe, September 2011

Det er meget muligt moden sir ”hæle på”,
men her ude er vi tvunget til at gå
rundt i gummistøvler på Lars tyndskids enge,
det er gylle, mudder, skidt i sump og vænge.
En mand med trillebør,
han rygter sine køer,
prøv at hør,
tag og spark det hele fra mig.
De første fugle fløjt,
jeg fatter ik en døjt,
lovligt højt,
tag og knyt din sylte for mig!
Jeg syn's at byen er uendelig smuk,
pis i en port og bræk fra en der på druk.
alle de men’ske spor,
overdriv, hårde ord,
vild og stor!
Tag og flyt det hele til mig!

Sikkert nok er ”landet” pænt og yndefuldt,
Øko og natur og er også "In” og ”Kult”.
Og der kører busser ud med folk der kigger,
jeg har set det selv i dagens statestikker.
Naturen charme har,

På tur med mor og far,
Høj cigar,

tag og bliv lidt længer hos mig.
Og mon en bybo kan
bo uden spildevand' ?
Nej for fand'n,
tag og spild en smule for mig!
Du blir’ så mensk’lig, ned’ på jorden og sær.
Når du har mødt en kolort med bare tæer.
Så vil de hurtigt hjem,
stanken er alt for slem,
lidt i klem’,
tag og følg dem hjemad for mig!

Markerne, de store søer, grønne træer
kan vi ikke bygge høje huse der?
Jeg syn's landet mangler nogle asfalt flader,
H&M og Magasin og brede gader.
grusvejen er så smal

Husene er til salg
Ni en halv,

tag og køb det hele af mig.
det er indflytningsklart

Bymand du får det rart,

ik’ så sart,
og du får et nedslag af mig!
Der er så meget her som du længes mod,
væk fra det travle liv og fabrikkens sod.
Køb nu – sæt alt på spil

Her kommer godtfolk til,

hvis de vil?
tag og kys dem alle fra mig!

Det er meget vigtigt at man ret forstår.
Ikke alt er charme på en bondegård.
Jeg ved godt du synes grisen den er ”nuser”.
Og det ser så hyg’ligt ud med ål i ruser.
Så'n længes vi så tit
du savner det der mit,
og jeg dit,
tag og byt det hele med mig.
Byfolk der flytter ud

Himmel og nær på Gud,

charmeklud?
Hjælp dem alle kærligt fra mig!
Hør, Morten korch er bar’ en film man kan se,
glæde forveklsles med en mand med en le,
jo tak, vi længes ud,
gylle – Bandidos skud,
2 bud,
tag og drøm en smule med mig!

Sangen er skrevet som kommentar til de skel vi selv sætter mellem de slægter der altid har haft hjemegn et sted og så tilflytterne. Jo mere vi måler os selv i "indfødsret" jo mere mister vi i fælleskabet! I bund og grund er der ikke den store forskel på mennesker.

Påske - Uegnet for mindre børn!

Påske, igen igen og igen samme fortælling og igen samme store runde øjne hos børnene i forfærdelse over påskefortællingens ufattelige grusomhed.

Langfredag…
Begge mine drenge på 6 og 9 år, synes det er en meget tung dag.. meget for meget med vold og drab og tortur.
Men nødvendig når vi fejrer påske, at tage fortællingerne med. Vi tager dem hele vejen rundt, både de nordiske myter, de største verdens religoner og deri også den kristelige fortælling om påsken. Den de hører i skolen.
Tænk hvad man udsætter børn for i kristendommens navn, det er jo værre end warhammer og Counder strike tilsammen. Samt alt det andet voldslegetøj, film og spil man kan få.

Som forælder er jeg temmelig markant med aldersgrænser.
Nej! igen og igen, selvom alle vennerne allerede må se og spille det meste selvom de ofte er langt under aldersgrænsen. Hvorfor? Fordi det giver mening i sidste ende at sætte gode redelige grænser for galskaben.

Men når vi skal genfortælle de gamles sindbilldesprog og religionens bøger kommer enhver forælder til kort.
Børnene gyser når man genfortæller selv en nogenlunde neddroslet udgave at korsfæstelsen. Mere udpenslet vold, en langfredags fortælling, kan man ikke finde.
Et menneske der bliver hængt nøgen til skue for alle og får hamret søm gennem hænder og fødder og lider en lang smertefuld og tørstig død, mens bødlerne gnider eddike i sårene og kvinderne hulker.
Nej, end ikke Harry Potter ville møde en sådan gru.
Der er ikke meget andet end "far til fire" der kan bløde en sådan langfredag op.

Hvorfor gør de sådan mor?
Jo, de mente at Jesus var farlig og ville tage deres magt.
Jamen, var han ikke sådan en rar en?
Jo, da.
Men så er man da ikke farlig?
Jo, for når man er rar så er der mange der lytter til en og derfor trode de der havde magten i landet at han ville blive den nye konge.
Det passer ikke, de lytter da ikke til de søde, de lytter mest til dem der driller, for de tør ikke andet!
Nej, det turde de heller ikke dengang, derfor blev han korsfæstet.
Tænkepause og derefter sagde min 6 årige dreng: Nederen!

Min ældste dreng på 9 år kunne næsten ikke klare fortællingen, men han er heller ikke den store fan af lidelse, vold og død.
Meget tankevækkende at se børns åbenlyse afsky over det de kalder "de ondes" metoder over for Jesus, som han kaldte: En følsom fyr

Han endte meget eftertænksomt i en overvejelse om mobning i skolerne.
Hvis et barn er følsomt, anderledes eller skiller sig ud, bliver det mobbet. Sådan som fortællingen i Biblen om Jesus.
Jesus et mobbeoffer? Tja, måske netop sådan en drejning vi behøver for at genfortælle de gamle kristne myter til nutidens børn.

Filmindustrien og forfatterne ved hvad vi mangler for at forstå hvad der gør mennesket så unikt og helt igennem håbefuldt. Det er sjældent det gængse menneske der bliver hovedrolleindehaver. Pippi, Emil, Gummi Tarzan, Superbror, Sådan træner du din drage, og mange flere.
Vi finder bedst ro hvor vi ser det håbløse skvat få fornyet værdi. Hvor de der er helt uden for det gængse tager livtag med tilværelsen og overvinder den og os alle sammen.

En flok drenge og jeg brugte lidt af påsken på at se en ny stor film.
Bare endnu en Dreamworks film, men denne film har et unikt budskab.
Filmen hedder: Sådan træner du din drage.
Det er fortællingen om vikingetidsdrengen Hikke. Drengen er helt særlig fordi han er billede på den nordiske mytologies kong skjold og den kristne mytes Jesus. Begge er sindbilleder på det barnemilde mod og håb, som vi ender med at forstå verden ud fra.

Drengen er netop en følsom fyr. En dreng der ikke passer ind i plyndringer, vold og drab, en dreng der kan "det" der giver fred. Han kan nemlig knytte bånd mellem det fremmede og det kendte, det onde og det gode(i denne film dragen og mennesket). Altså give håb om at al kamp og al forskellighed kan ophæves hvis vi tør nærme os hinanden og lytte til det egentlige fælles sprog vi alle deler. KÆRLIGHEDEN
filmen er selvsagt et stort billedsprog på den religiøst tanke: du skal elske din næste. Du skal ville din næste. Du skal møde din næste. Du er den næste...

Filmen er værd at se, for både voksne og børn og dem midt imellem.

Synes det er bragende skønt når den store forkromede filmindustri tør give ord til det der er mildt og til dem der bryder ud af flokken, ikke specielt fordi de vil, men fordi de ikke kan andet. Fordi de har en liv der er sammensat udfra andre vigtige parametre end blot at passe ind, at tilpasse sig, at underkuge egne tanker og tro.
Filmen; Sådan træner du din drage giver genlyd og nye ord og billeder på gamle kravetæer.

Filmen giver følsomheden magten. Den milde magt, som påskemorgen også er billedet på.
Jeg ender altid hos Grundtvig påskemorgen og hans bondeblomst, den milde blomst der stædigt gror gennem mulm og mørke for at lyse glæde over påsken.
Grundtvig spørger i salmen: Hvad vil du her? Du hører ikke til, du er ikke en højssang, du er ikke klog og lært, du er ikke magtfuld.
Og så svarer han alligevel at alle slags lysende glæder, uanset hvor de kommer fra, er velkomne i påsken, i den milde sol, i den milde magt.

Jeg elsker det moderne Grundtvigudtryk: langfredags pant.
Hvem ser ikke Grundtvig går til flaskeindleveringen i Netto, den påskegule butik og indlevere tomme flasker med påskebryg, få et par kroner tilbage og føle sig livgivet da der lige er nok penge til endnu en flaske. De gamle flasker begiver sig til flaskecentralen hvor de vaskes, tvættes og genopstår med nyt indhold. En påskemorgens påskebryg. Hvad vi giver tilbage får vi igen. Det er Netto udkommet. Budskabet er at intet er forgæves.

At ønske et udkomme af af vores handlemåder og magtforhold forklares enkelt i både det gamle og nye testamente.
Et gammeltestamenteligt budskab, som siden er blevet brugt politisk: Noget for noget!
I det nye testamente drejer ordene rundt og ender i: Noget for nogen! Det klinger af mild lykke og glæde. Og det at være tilstede for og hos et andet menneske, giver også pant og udbetaling i sidste ende, når regningen gøres op hos livets købmand.

Gud gir - Gud tar - Gud er en guitar, sagde vi da jeg var barn.
Det gamle ordspil er egentligt i al sin upoetiske barnlighed vidunderlig.
Guitar og kom lær mig noder til, det håbets strengspil..

Jeg ser altid frem mod påskedag, særligt når man skal "fortælle mennesket" (som forfatteren Svend Åge Madsen ville sige)Langfredag er virkelig lang og barsk, men giver ingen mening før vi når til påskedags fortælling.

For det er lige hvad vi skal. Fortælle.
I påsketiden, om alle myter og troesretninger. Fortælle om det gamle der svinder og opstandelsen der er i gang, i natur og menneske og tro.
Religionsfortællinger er barske. Men vi kommer ikke uden om dem, vi kan svært holde en fridag uden at den har et religiøst budskab foran sig. Det giver forældre en del at skulle forklare og godt det samme. Børn er født nysgerrige, de vil mere, vil vide mere og spørger af hjertets lyst, men kan vi svare dem? Kan vi i påsken klare at fortælle dem den kristne udgave af tro? Med det hele, rå løg, ristede, remulade, ketchup, sennep og syltede agurker.. vold, tortur, drab?
Teletubbies sir farvel og ind med korsets gåde.

Billedsproget er langt mere barsk end livet vi lever i dag, sindbillederne er så ganske anderledes og overvældende og nogle gange helt uforståelige for det moderne menneske og det moderne barn.
Alligevel forsøger vi at trække forståelse ud af ordene og giver dem nutidsklædninger på og nye tolkninger.

Jesus og kong Skjold ender i billedesproget denne påske som mobbeofre i skolen. Korsfæstelsen bliver billedet på mobbeofrets ensomhed, døden og opstandelsen bliver til de øjeblikke hvor et menneske finder sin egen værdi og går oprejst ud i livet, forløst fra skolen eller de der drillede.
Og jeg tror at både en gamle og den nye fortælling gør ligeligt ondt, på det gamle og det nye menneske, for hvem kender ikke et barn eller en voksen der har været udenfor, udenfor fælleskabet eller udenfor sig selv.
Og glæden er altid den samme, når man ser det barn eller en voksen komme til sig selv, blive del af et hele og af det der deler.

Påsken er vel netop det, at håbet slår ind og giver en mulighed for at se længere frem end blot der hvor mismod gror, hvor mørke og mulm omgiver natur og menneske.
påske er i den grad en fejring af den milde magt der prikker sig vej ud gemmen den hårde æggeskal og finder egen ben.

God påske.

Hverdag, hver dag.

Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993

Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten...
men med ny erindring.

Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.

Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.

Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.

Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.

Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.

Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.

Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)

Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.

I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.

I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.

Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.

Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.

kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!

Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.

Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.

Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.


Kaffesproget forstås af enhver.

På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.

Hvem ka? kaf-ka!

I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.

Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001

Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.

Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer

Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.

Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.

Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.

Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.

Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.

Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.

Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.