Bøger

Jeg kan egentlig bare godt lide bøger. også fysisk. sådan fingerspids mod en glat paperback eller en håndfladesvedig læderindbunden gammel svend der dufter af kældermug og konserves. Æseløre der fortæller dødshemmeligheder, nærmest dagbogsnoterede drømme og så notaterne, også dem der ikke er ens egne, de brugte bøgers hemmelige understregninger. Kommentarfeltet fyldt med foragt og forelskelse. Det er næste som utroskab at se i de gamle bøger, læse andres ord og viden og tanker. og falde hen, i søvn eller sanselighed et sted mellem linierne. forgabt eller forgældet. Og flossede bogrygge der falder som sne når man tager bogen op. Sider der ligger hulter til bulter og hulker over glemte sidetal. Det er mageløst. Det er magelæst.

Seriøst?

"Seriøst" er nutidsdansk for "Helt ærligt - Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?"
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90'erne og 0'erne opfandt vi "kunstig seriøsitet" vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs - hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.

Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer "Maren fra Kæret" hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger "Fuck Egelund" bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med "seriøøøøst" som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90'ernes og 0'ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen "overruler" selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for "teamet" eller "spilfiguren" men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?