Viser opslag med etiketten livsforståelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livsforståelse. Vis alle opslag

tirsdag den 18. september 2018

Midt i en samtid. sang




Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”

Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”




mandag den 19. maj 2014

Det tar tid...

Det tar tid at lære livet udenad og gennemsvedt
Det tar vid at mestre livet mellem linier, overset

Det tar tid at leve livet fuldt og helt og uden grund
Men at miste det til gengæld det tar kun en lille stund.

//Astrid Søe 2014

torsdag den 2. maj 2013

Din sang er altets tone




Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr's tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage

Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet

En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde

Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde

I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.

Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde

Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone

lørdag den 17. november 2012

Lommeulden filosofi




Med et hurtigt greb i lommen,
bliver hele verden til,
der er sand og ostekommen,
en kastanie er på spil

Der er nullermænd fra navlen,
der er krummer fra Hobro,
knækket kridt fra skoletavlen,
servietter fra en kro.

Femti øre jeg har fundet,
en billet fra Mols til Mars,
skrabelod som jeg har vundet,
huskeseddel på mælk og fars.

Der er otte mælketænder,
brev fra en jeg elsker højt,
aftryk efter mine hænder,
lærkers glade fuglefløjt.

Sten med hul fra tur ved havet,
en papirklips fra mit job,
savsmuld efter jeg har savet,
lommeuld og livets krop.

Der er noget ganske særligt,
ved hvert minde som der bor,
tømmer nænsomt, stille, kærligt,
lommefilosofisk foer.

//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder




mandag den 28. november 2011

MOD HÅB

Når man går og håber modet,
finder håb for mod i hovedet,
må man meget modigt håbe,
modet ej er vendekåbe,
for en modig håber tit,
der er mod til håb som dit.


//Astrid Søe 2011

lørdag den 24. september 2011

Klædt i årets lodne vrang


Tone: Bjarne Haahr 1981. Jeg svømmer ind fra Kattegat
Tekst: Astrid Søe 2002

I vinte’rens barnehvide hud
jeg genser mit skelet
det ønsker sig at hoppe ud
foruden sikringsnet
det kaster sig fra bakkens top
men når det atter kravler op
jeg gir det livets frakke på
og støvle om sin storetå.

Når våren springer ud med tro
på stedsegrønne håb
går vinteren igen til ro
i regnens milde dåb.
utæmmelig og vild og glad
går kroppen i forundringsbad
og ler som genfødt i det ny
foruden hat og paraply

I sommerens mætte blomsterflor
får modenheden magt
jeg svæver dristigt over jord
i hængekøjens takt.
jeg vipper ind i sommerens blund
i søvne åbner jeg min mund
med dovenskab som havens hval
i træets skygge, glad og sval.

I efteråret står jeg op
og klær’ mig som mig selv
naturen farves om min krop
af blodets kildevæld
mit kød gir træet gylden lød
idet jeg kysser jordens skød
kun klædt i årets lodne vrang
jeg bliver et med livets gang