Fartsynder

Hvorfor må jeg ikke tænke,
det som jeg er mester i?
Hvorfor skal min hjerne sænke
farten under 110?
Hvem har bildt jer ind at livet
har det bedst hvor alt er ens,
kan jeg gøre for min læring,
er ustyrlig let til bens.
Jeg vil ha abstrakte tanker
jeg vil være som jeg er
er der ingen bi hos blomsten
kan den ikke sætte bær!

//Astrid Søe 2012

Jeg kender en mand der græder i dag

I hukommelse af.

Jeg kender så mange der græder i smug,
men tårer så skjulte som sindet,
de tror det er sådan i skik og i brug,
man handler i sorgen og mindet,

Jeg kender et folk der passerer forbi,
en anden der står midt i døden,
et folk der for sorgen hellere er fri,
og frygter før alt, aftenrøden.

Jeg kender et land, hvor en gråden er guld,
hvor sorgen er åbent tilstede,
i landet hvor døden os skaber til muld,
er åbenhed mindernes kæde.
 
Gå over en gade og kryds hver en vej,
gå menneskesorgen imøde,
for hvergang det smerter i andre end dig,
vil alle menneske bløde.

 Jeg kender en mand der græder idag,
en mand der har tårer for livet,
en mand der blir stærk og slet ikke svag,
for kærlighedssorgen er givet.

//Astrid Søe 2012

Forstand forstå

Dumdristige lille forblæste forstand,
du går og forbinder signaler,
du favner og fægter og trækker i land,
med storsind og helvedes kvaler.

Du fanger en tanke og tier ihjæl,
du sender et minde tilbage,
du opfanger noget og siger farvel,
mens andet blir lagt i en lage.

Du finder en duft at læne imod,
du taler med ord der er gamle,
du frygter for ondskab, besvimer ved blod,
du leder og søger at samle.

Du bliver og vokser og glemmer en del.
du bruger så lidt af din kerne,
du flytter på brikker, til du føles hel
og tiden går bort i det fjerne.

Du gemmer på sjælen og kysser et jeg,
du holder mit tanke i hånden,
du udregner nåden og finder en vej,
du glider med et ind i ånden.

//Astrid Søe 2012

Mødet med Mustafa

Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012