Fremmet

At vågne op, genfødt på ny
trods det at alt er genkendt
at være fremmet i sin by
når man har været udsendt

at mildne hvert et velkendt strøg
og genopdage egne
at spire som et forårsløg
og favne sine egne

at misforstå et sprog så spagt
at lytte, men ej høre
at se en grænse kalifat
som ingen vegne fører

at sprænge dør og mur og is
at kaste alt der tærer
at se at verden genbefries
i stort og i det nære

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord

i spørgetidens normer

og efterladte ord

i angst og bævens ånd og ar

en skæbnesvanger februar

et glimt at ukendt vilje

for evigt som en tilje

urokkelig og gold

Et nu, der nærer mørke

med øjne der kan bære lyn

usikker ukendt tørke

og skimmelgænger syn

et øjebliks umættet magt

en maskemagers sidste akt

så stilhed gennem landet

indhyllet tidevandet

har spor af dåd og dag

Opstået håb og hele

og tætte tanker hvor I faldt

taknemligt må vi dele

et brød og livets salt

så blomster på den frosne sti

i tillid viger død og krig

I mødte dødens komme

men livet er ej omme

når I, i os er til

Befri det mod vi kender

lad kærligheden stå som vagt

og ræk mig dine hænder

gør ordet til vor pagt

vær værn mod håbløshed og frygt

vær mødested for noget trygt

vær hjerte og vær viden

i nuet, eftertiden

i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)