Skæbnefællesskabet - Breaking the (2dn) waves

 John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.

Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab - og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
- Hvem ringer klokkerne for
- de ringer for dig."

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.

Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi - og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.

Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.

Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.

I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.

Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!

I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.

Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.

Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.

I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry - kun for os.

Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst - og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.

Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.

Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.

Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra "selfie" til "Bellfie".

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.

Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.

Hvis en jordklump bortskylles af havet,

bliver Europa så meget mindre,

ganske som var det et forbjerg,

der blev det,

som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.

Hvert menneskes død svækker mig,

fordi jeg tilhører menneskeslægten,

og spørg derfor aldrig:

-       Hvem ringer klokkerne for

-       de ringer for dig."

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. "alle dem der hopper, mister jordforbindelsen" råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested - også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

Mundvandets mulighed

Hvad er statsborgerskabets egentlige løsen?
En fremstrakt hånd? En eksamen? En vælgen sig et lands sag til?
Håndtryksdebatten er ikke ny. Enhver kan nok huske debabatten om håndtryk mellem kvindelige præster og de mandlige. Det er længe siden, men det at række hånden frem, afvæbende har vi kendt i 1000 år og er blevet skik og brug.
Det vil sige, næ. Det glider faktisk mere og mere ud, mens vi enten vinker hænderne af led eller krammer og knuser enhver der komme indenfor privatsværen.
Der er noget stærkt ved at give hånd. En ærbødig hilsen, et møde, en følelse af hud og ånd der mødes.

Alligevel er det svært at se at det skulle være den ultimative måde at blåstemple et menneskes engegement for et land. Jeg har ikke forstand på håndlæsning, men sætter vældigt pris på den ilhu hvormed mange mennesker der kæmper for at blive danske statsborgere læser på lektien og ved nærmest mere om kongerækker og congobajer end jeg.
Det er en vanskelig manøvre at mase et menneske ned i en allerede forudfattet form, særligt hvis man holder meget af forskellighed og særpræg.
Jeg har ikke så svært ved at holde af kulturmøder og når jeg tænker over det så var mit største kulturmøde dengang jeg boede i Vestjylland og skulle lære en helt særegn kultur at kende, på godt og ondt. Det er en anelse nemmere at snakke med min tyrkiske taxamand der, som jeg, var blevet lidt træt af emaljungasegmentet på Østerbro, end at forstå det vestjyske skæbnesamfunds præg.
Min mand er Nordjyde (hver dag) selvom han skjuler det godt. Han er ikke bare Nordjyde, han er bondedreng og det ligger dybt og smukt som en arv der strækker sig ind og udad fra sindet.
Vi er i kulturmøde hver eneste dag, i det små, men mærkbare.

Jeg giver gerne hånd, til både den ene og den anden. Det bliver jeg ved med også når der er influenza i luften. Det er mit opdrag. det er svært at vende sig af med.
Men at vi dikterer håndtryk mellem kulturer og religion er en svær størrelse og debatten kærkommen. Enhver kan sætte sig i det begyndende efterår på en bænk i Brovst eller Birkerød og granske om det er netop håndtrykket der gør det danske?
Skal den mandlige præst i folkekirken give en kvindelige nyuddannede præst hånd?
Skal studenten trykke sensors hånd?
Skal statsborgerskabet blåstemples med et håndslag?

Og mens håndtryks debatten raser i samme tempo som snapchat racerbøllerne på vejene rundt om i lille dannevang, kunne man fristes til at minde om en gammel skik som gik forud for vikingetiden håndtryk. Og iøvrigt foreslå denne gamle skik der rækker længere tilbage end vikingetid, men tilbage til både Asatro og Vanertro.

I gammeltid var det skik at et løfte, noget der virkelig gjalt og skulle holde, blev besejlet med en spytklat.
Man spyttede, ifølge den gamle myte om Kvasers blod, i et kar - fordi man med spyt giver noget af sig selv og blander dette som en pagt.
Man kan grine lidt af de gamle myters måder at forklare livet, men der er meget visdom og dansk kultur at hente frem.
I myten fortælles at Vanerne og Aserne altid har ligget i krig og nu beslutter de at holde fred, det besejler de ved at spytte på det og ud af dette dejligt spyt og galde skaber de en skjald (Kvaser) som er så klog at selv google ikke kan oploade et svar med samme præcition eller hurtighed.
Tanken er at det vi skaber sammen ved at give noget af os selv, er al visdoms vugge.
Vi kommer ingen vegne med at stå på hvert vores, men udvikler i fællesskab et sprog for freden. her en digterskjald med fantasiens og livets mulighed løbende i blodet.
Livets mulighed som begreb i den gamle myte er selve eksistensen af det at være et frit menneske, en del af noget det kittes sammen og en afløber af fredelig sameksistens. Hvad indrammer demokratiets navn bedre end det? Og er ikke statsborgerskabet netop en livets mulighed. En blåstempling af noget vi skaber i fællesskab? Et sted at høre hjemme og hvorfra verden går.
Der er ikke så lange fra Kvaser til Gummitarzan. Langspyt i skolegården og et dybt kys.
Håndtrykket handler på egen vis også om at gige noget af sig selv til en anden. Om at bryde privatsværen og afvæbne og skabe fred. Forsikre om at man ikke trækker sværet, men holder hånden åben for den anden.

Jeg har lært mine børn at give hånd og ikke spytte.
Spytteri fornemmes som udtryk for foragt, men er helt modsat fra gammel tid et udsagn om at indgå aftaler der skal holde. Det glæder for spyt, som for håndtryk at begge parter frivilligt skal række frem og møde den anden.
Vi har lovgivningsmæssigt besluttet en ramme for hvad der kræves for at være dansk statsborger.
den står ved magt og bliver omrokeret og filet til som tiden går.
Om man forpligter sig til at give hånd som vidnesbyrd på deltagelse i det danske samfund er vi ikke færdige med at tale om. Der er for og imod og en masse kulturgivne og historiske svar der vil bringe debatten trindt om.
Jeg er ikke så sikker på at spytteri igen kommer på mode eller vil blive brugt i forbindelse med statsborgerskabsindgåelse. Men sikkert er det at vi skal gøre os umage med at huske det aller vigtigste. At alle mennesker dagligt, uanset herkomst, står i et mødested med andre mennesker. at kultur og skikke er svært at flytte under tvang.
Men jeg spørger igen og igen mig selv. Hvor sidder den, danskheden? Er det en splint i røven eller et sindelag. En maggiterning af mange tusinders sammenføjninger af folkeslag og forandringer eller et stempel i passet.
jeg ved at jeg hvis jeg var kvindelig præst og ikke fik et håndtryk ville jeg fare i flint.
Jeg ved også at jeg gerne ville have færre måder at ensforme mennesket. At vi var større end det.

Og et ved jeg med sikkerhed: Da jeg den anden dag kastede mig om halsen på vores unge vvs'er i et velkomstknus fordi han kom uanmeldt og gulvvarmen lækkede nede i kælderen, så er det fordi det er min sjællandske kultur. Min Nordjyske mand derimod havde nok holdt sig til et venligt anerkendende nik og en svag nordisk mandig brummen. Det er nok også mere passende i disse #meto tider.

Det er uendeligt svært at værdisætte samfundsnormerne.
Det almene.
Det vi alle måler vores almindelighed fra.

Jeg overvejer at gøre Vorbasse marked til forbillede og både spytte i næven og give hånd efterfølgende. Så har vi cementeret blandingskulturen. Gamle skikke der flytter ind i nye. Mødesteder og arv. Det fylder nu lidt mere end det bare at vinke. Som dronningen gør mest.

Det fornemmes som om vi har mistet retning i detalje orienterede tankegange. En næsten diagnostiseret lovgivning om meget små ting.
Det nye folketingsår må gerne rumme det store - de store linjer - værdierne, og helst grundværdierne, dem man kan bygge samfund på og dem man kan agere indenfor.
Loven må aldrig spærre frimodigheden inde. Så mister vi det danske særpræg.
Og hvad er så det særpræg? eller det præg vi ønsker udadtil at fremsætte.
Jeg håber det fortsat er tilliden. Den der rummer alt og sætter menneske først.
Den vi læner på for at være et demokratisk samfund.

Det smukke ved tillid er at vi ikke behøver lovgive om håndtryk eller hætter.
Tilliden holder døren åben for forskelligheden og tilliden tror på at mennesket vil mennesket det godt. Slet og ret. Uden flere unødvendige udpenslinger og særlove.

Nu går jeg ud og spytter lidt i alle retninger. Skik følge land fly?

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

"Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige".

Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 

Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 

Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted -

Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.

Ingen kan erstattes.

Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.

Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.

Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel "udelukkelse" fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.

Det fælles vi har skabt sammen.

At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.

At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 

Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.

Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.

At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.

Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.

Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.

Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint - om de så holder vand er en helt anden sag.

men et er sikker - nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.

De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 

Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.

Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.

Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed - også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det - hver dag - hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.

Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.

Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.

Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 

Det er mere end bare tilfældigheder. 

Det er større end bare os selv.

Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen "in the building"

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Et vi. sang

Jeg ser du har fundet en grund hvor du står

og tripper og tænker og tæller

og tvivler på livet og hvad du formår

hvordan slår man fast hvad der gælder?

Du læner din ryg mod en mur der er varm

fra en sol der er brudt gennem skyer

og da kan du mærke at nutidens larm

frimodigt er altings fornyer

Du har i din lomme en tvivl der kan så

en undren der kalder på livet

du rejser dig hastigt for nu må du gå

og lytte på det der er givet

med øjne der flakker og hjertet der slår

har du samlet en hverdag der hviler

samhørigheds skridt når du vakler og går

i mylder af busser og biler

Du har ingen kort der skal lede din vej

du går hvor din fod finder fæste

du har ingen hat med et ja eller nej

og opskrift for liv til din næste

du er uden tvang fyldt af mulighedsånd

der kan bære og briste og blive

for du er den første der rækker sin hånd

og det er det største at give

Du fik gennem tider en muligheds tro

at finde det fælles der samler

at stå ved hinanden, at bygge en bro

da levende sten ikke ramler

du gav uden tanke et ord der står frit

uden pant, eller gæld til hinanden

frimodighed, skrev du på vejen med kridt

og oplyste fællesforstanden

Du vil ikke fæstnes som ord i bog

du vil ikke lænkes og bindes

du bobler og brister som gryder i kog

der står du og tænk at du findes!

Du er ikke gammel, du er ikke ung

du er længsel og latter og altet

du vejes for let og til tider for tung

det vi, vi har fælles forvaltet

Et vi, er at vide at livet er stort

at ingen skal være alene

et vi, er at dele alt det vi har gjort

at lytte og ikke kun mene

et vi er at vælge hinanden på trods

for de ting der kan skille og dele

et vi er at trøste og give et los

et vi er at være et hele

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden