Frihed under manglende ansvar

Vi bruger mange ord på friheden.
Og hvad kan man andet. Elskelig og grundlæggende som den er.

Vi bruger også mange ord på at pådutte andre hvor fantastisk frie vi er.
Som et salgsmanifest. I sind, tanke og handling.
Vi priser vores mulighed for at være forskellig fra de andre og tager i det hele taget frihedens navn i munden så ofte vi kan.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Friheden burde for alle være den naturligste ting i verden og noget vi vidste enhver var frugtsommelig med, uden vi kikkede på maven.
Men at måtte vælge sig det som kraft-ord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet i samfundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre klart at vi selv mener, vi har fundet de vises sten. Vi har grebet friheden, som er det bedste guld.

Se så, vi er en fri skole, en fri organisation, en fri kirke.
Hver gang vi sætter ordet fri foran noget, ønsker vi at minde andre om at de må være bundne og at vi selv er sluppet fri af noget.
Frihed er blevet et slagord som økologisk eller mester-hak, nu uden Barfod.
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttelse.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.

Frihed er noget vi laver temanumre om, selv på Den frie Lærerskole.
Og jeg gør det også, som alle andre, hejser frihedsflaget og lader det blafre i vinden.
Hvilken retning friheden tager, kan vi ikke fjernstyre, friheden selv toner rent flag.
Det er kun vores håndtering af friheden der gør den diskutabel.

I Danmark har vi grænsefrihed.
Vi erklærer os som et velfærdssamfund og et velfærdssamfund er altid bygget på grænsefrihed.
Der må være grænser for galskaben, grænser for hvad man, i frihedens navn kan tillade sig at gøre i selskab med andre.
Med de ord skabes et samfund.
Hvor man indretter sig under andre mennesker og med andre mennesker gror der et samfund frem.
Det sære ved at leve i et samfund er at det betyder at man lever et sted med begrænsninger.
I et samfund kan man ikke gøre helt hvad man selv lyster.
Man må bøje sig for andres ideer om hvad et samfund er.
Ligesom de må føje de ideer vi selv har.

Man finder sammen om en levemåde der ikke passer nogen helt, men som passer nogenlunde til alle.

Derfor er et samfund smukt.
Et samfund er en løsning mellem mennesker.
Her mødes vi med hvad vi bærer frem.
Her holder vi igen og opdager at det er muligt at leve sammen trods vores forskellighed.

Men et samfund snører også livsmulighederne ind.
Et samfund maser den enkelte ind i rammer de skal overholde.
Stjæler friheden til at være det menneske vi egentligt er.
Vil man kun sine egne ideer må man melde sig ud af samfundet.
Samfundet bygger enkelt på byggesten af ansvar over for det andet menneske og deres friheds syn.

Frihed under ansvar.
Det lyder måske lidt slidt, men den går endnu.
Selv statsministeren bruger den i nytårstalen 2007.
Anders Fogh Rasmussen slutter sin tale med ordene:
Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed.
Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.
Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar.
Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar - både for sig selv og for fællesskabet.
Godt nytår!

Jo, tak. Og godt nytår til dig og dine, hvilket jo i egentligste forstand er dig og mig.
Vi er uløseligt forbundet i samfundets fællesskabstanke. Og det oven i købet med højt belagt velfærd. Frihed under ansvar er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Fogh snakker om kvalitetsreformen. Til de nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Den indeholder blandt andet frihed under ansvar.

Hvad der pludseligt gik op for mig, den aften under statsministeren tale var, at egentlig frihed, i vores hidtidige samfundsstruktur, ikke fødes af samfundets ansvar for borgerne. Men modsat fødes frihed under manglende ansvar.
I de kommende år kommer vi til at mangle mange mennesker. Hænder til at løfte og bære, hjerner til at tænke og munde til at tale. Unge menneskers råstof, bliver samleeffekter.
Vi er simpelthen bare ikke mange nok til at få samfundet til at køre som det gør i dag.
Det er intet mindre end herligt. Pludselig midt i manglen på mennesker gives vi igen fri til ansvaret for hinanden. Regeringen går på frierfødder til folket.

Det er bragende nemt for et samfund med overskud af arbejdsdygtige folk at indsnævre mulighederne. Mak ret. Ind på linie og ret ryggen. Vær glade for at vi som samfund hjælper med understøttelse, sikkerhedsnet, hospitaler, skoler mm. Spørg ikke for meget, men stå stille i køen. Staten tager gladelig ansvar for dig.

Nu hvor der er mangel på mennesker, er vi med et slag værdifulde. Spark I kun ind med ideer, Danmark skal gå foran med opfindelser og kreativitet. Jo, vi lytter gerne til enhver der har noget at foreslå. Vi byder, som stat, ligefrem ind til kaffe og blødt brød.
Vi bliver igen et fællesskab. Og fri til at være noget for hinanden.
Så længe vi mangler noget, får vi frihed til at være noget og skabe noget til hinanden og være hinandens vigtigste ansvarsområde.

Vi får lov at bekymre os om vores gamle, vores børn. Der er jo ikke andre til at tage vare på dem, de er sparet væk eller er gået på pension, så nu er vi pludselig fælles om dem. Det store og egentligt helt naturlige ansvar for vores medmennesker.

Aldrig, i mit liv, har friheden samfundsmæssigt, stået mig så nær. Den borer næsen ned i pudevåret og sætter aftryk.
Hele Danmark vil byde friheden indenfor under dynen og blive et folk i egentlig velfærd.

Et velfærdssamfund betyder ifølge nudansk ordbog, at finde sammen om lykken på lige fod. Ikke at hver mand er sin egen lykkesmed.
Jeg har altid troet at velfærd betød at man fik tilskud til bone-lock, men smukkere er det at opdage at velfærd er at føje hinandens frihed.

Med menneske-mangel sker der pludselig også noget med regeringens slagord, noget for noget.
Nu står vi med en regering der må bøje sig mod folket og med folkets egne ord opdage, at noget for noget må blive til ordene, noget for nogen. At være fri til at være noget for hinanden.

Fra frihed til frihed.
Frihed er en gave.
En personlig gave, en medmenneskelig gave, en mellemfolkelig gave.

Smukt pakket ind, ligger Frihedspakken hver morgen, med sit glitterpapir og slangekrølle-smilende gavebånd og venter ved siden af sengen. Det bedste ved den pakke er at den ikke kun ligger der på fridage. Friheden er en dejlig brud, konstaterer Biskop Thomas af Strängnäs, i 7 vers i digtet, Frihed er det bedste guld fra 1443. Friheden holder man bryllupsnat med alle livets nætter og hver morgen vågner man til friheden som morgengave.

Er det ikke herligt, at netop den sang er skrevet af en svensk katolsk biskop, sjældent sunget i Sverige, men i Danmark med Carl Nielsens melodi den mest brugte, når vi skal synge om friheden. Den svenske katolske bisp sang i virkeligheden om friheden fra danskerne og Danmark! Men skriver man alvorligt om friheden, så vil ordene selvfølgelige være mellemfolkelige.

Fridag.
Godmorgen til friheden! I dag indeholder frihedspakken et væld af muligheder i mine faste gøremål, jeg er fri til alt. Til at gå i skole, til at arbejde, til at gå til møde, fri til at tage telefonen og betale mine regninger. Fri til at vælge livet til som et stort gavebord.

Godmorgen fra friheden! I dag indeholder frihedspakken alle de faste gøremål man må igennem, indtil man har fri.
Fri fra skole, fri fra arbejde, fri fra møder, telefoner og regninger. Fri fra det hele så kun fritiden ligger og venter, et sted lige om hjørnet men stadig så langt væk at man må kæmpe sig igennem gaveindpakningen først.

Frihed er altid delt imellem TIL og FRA.
At være, fri til noget. Eller fri fra noget.

Dagen er fri.

Jeg drømmer så tit om et sted,
hvor ingen får lov til at være i fred,
hvor gammel og ung rækker hænderne ud,
og ingen må føle at de står for skud,
hvor alle kan skabe i tryghed fordi,
vi ved vi er fri.
Men jeg vågner altid og ved,
jeg skal leve i virkelighed
- dagen er vild.

I den nye højskolesangbog er Hanne Kirk kommet med, med digtet: Jeg drømmer så tit om et sted.
Hun begynder digtet med at virke i velfærdssamfundet. Et utopia bygget på frihed.
Hanne Kirk digter med afsæt i det fri, gør sig fri og gør sig TIL for friheden.
Digtet bygger på frihedens gode og enestående kår.
At vi dagligt oplever at til og fra kortet på frihedsgaven bærer vores eget navn.

Der hersker ingen tvivl om hvor glæden ved friheden har størst omløb.
Når vi fornemmer friheden som et tilvalg. Fri vilje og frivillighed.
Jeg er fri til mine ord, min berømte danske nydøbte jyllandspost-ytringsfrihed, fri til mine handlinger og medmennesker. Jeg er fri til at vælge hvad jeg ønsker at arbejde med, jeg er fri til mit liv. Og jeg tager det på mig, i frihed og med frimodighed.

Ganske anderledes er det med friheden når vi taler om at have fri fra noget, eller blive fri for noget.
Når friheden er noget vi løber efter, længes mod eller venter på, så er friheden pludselig ikke så nærværende, men en stræben efter at blive forløst.
Filosoffen Søren Kierkegaard ville minde os om at vi ikke er nærværende, hvis vi ikke griber friheden til livet og til de andre mennesker omkring os. Men vigtigst, at vi ikke udsætter friheden til senere. Friheden er bedst i nuet, for nuet er bestandigt nyfødt og rummer ikke et igen.
Nuet er uden erfaring. Nuet et på vej til noget mere. Hvad, ved vi ikke på forhånd.

Netop usikkerheden og det ukendte holder os oppe.
Vi ved livet igennem kun et: At vi skal dø.
Som eneste fællesbestemte skæbne for mennesket.
Tydeligt hører man den engelske digter John Donnes (1624) klokker ringe.
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! Digteren kimer hvert eneste menneske død ind som fælles sorg. Alle mister en lille smule, hvor et menneske mister livet. Og det gode ved John Donnes klokker er at man altid kommer igennem til et menneske første gang. Der er aldrig en autobesked om at man er nummer 7 i køen. Hvornår ens nummer er udtrukket ved ingen. Det er i egentligste forstand en dejlig frihed at vide at livet en dag slipper op for os og indse at vores timemanager ikke holder livet i skak.
Gamle planer brister, nye muligheder åbner sig. Friheden til livet driver os ind i nye tiltag og det er bydende nødvendigt at have travlt med at være i nuet og nærværet, for om lidt er vi borte.

Søren Kirkegaard, ville han sige:

»Hvad skal der komme? Hvad skal fremtiden bringe? Jeg ved det ikke, jeg aner Intet.
Når en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Konsekvenser,
da ser den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvor meget den end spjætter.
Således går det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Konsekvens, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.«

Søren Kierkegaard har øje for menneskets trængsel og samtidige held.
At vi livet igennem kaster os ud i det tomme rum og bliver til eller træder i eksistens fordi vi netop gang på gang står i tomheden.
Midt i uvisheden og tomheden mister vi alt. Og fordi vi intet har at gribe efter, er eneste mulighed at holde sig fast i det uhåndgribelige. I friheden, håbet, modet, troen og kærligheden.
I tomheden får det uhåndgribelige krop og mæle.
Vi sættes fri i det favntag.
Det er godt nok rædsomt og ikke til at udholde, men alligevel er netop det tomme rum det sted, hvor friheden til livets nærvær fremelskes.

Friheden virker, når den er frivillig. Når vi utvungent får øje på den.
Vi kan nok så mange gange sætte ordet frihed foran vores tiltag. Sige til hinanden at vi lever i frihed, at Danmark bygger på frihed. Men med frihed, som alle andre uhåndgribelige størrelser, står det fast:
At friheden altid inviterer sig selv og ikke kan tvinges til nærvær.