tirsdag den 5. august 2008

Gør nu noget

Nu gik det lige så godt, det gode danske brokkeri. Vi mestrede det næsten til fulde og vi har finpudset teknikken det sidste år. Barrikaderne stod op til flere dage af gangen, sutskoene var sparket halvt ind under sengen og vi var kampklar, hvis det passede ind i kalenderen, i krigen om det nye Syddjurs.
Efter stride forhandlinger endte det så heldigt at alle som en, fik følelsen af at have fået den tørre endeskive af pålægs-politikernes beslutningsgrundlag. Det føles ikke nær så skidt at mangle lidt, bare man ikke føler man mangler mere end de andre.
Midt i det næsten rituelle, men demokratisk vigtige, brok, blev vi næsten Dan Tûrell’ske i løbet af året med den konstante fornuftige liste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks. Og vi har ret. Selvfølgelig har vi det, det er uden for diskussion. Vi har krav på mere. Spørgsmålet er bare, mere af hvad?

Det kommunale tvangsægteskab er behæftet med en manual der som overskrift hedder fornuft.
Nu er fornuft jo heldigvis en luftig størrelse. Ordbogen forklarer herligt om fornuften at den er en forestilling om den normale, borgerlige måde at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, på.
Og det ser netop sådan ud. Det ”fornuftige” daglige grundlag for Syddjurs er nøjagtigt formgivet som en Rittersport. Praktisk., kvadratisk, god.
Nu er der bare den hage ved fornuften at den ikke er bøjelig som et menneske.
Når vi stiller krav om mere, må vi aflive fornuften og ”noget for noget” tankerne. En Rittersport kan kun deles i faste afgrænsede felter. Pengene er fordelt så godt det kan lade sig gøre i faste felter, og det er ikke godt nok, ikke fordi fordelingen er skæv, men fordi der er mindre at fordele.
Når ”fornuften” slipper op må følelse og fornemmelse tage over. Følelse og fornemmelse kan så meget mere, også politiks, fordi de ligner mennesket mere end fornuften.

Det kunne jo ende med at blive helt moderne at tage et medansvar, føle og fornemme. Ikke bare ”gi en ged”, men at bræge selv og præge selv. Borgeransvar eller medansvar er født af mangel på hænder og penge. Hurra for det, så skal vi til at handle selv. Drømme os væk fra fornuft og forstand og sammensætte et ståsted, hvor man tør stå og gå, både som barn, midtlivs og som gammel.
…Men det er nok mest et spørgsmål om at gide. Gide give og gide være. Når vi nu er blevet så vante med at brokke os og siden tage en halv time på den anden side. Sutskoene er ikke længere inde under sengen, end at vi kan nå dem og man skal jo nødigt overanstrenge sig og listen er nu engang skrevet og kravene fastsat. Og vi skal jo også nå at pille både næse og navle.

Og nu vi er ved navlen kan man jo kun starte ved sig selv. Jeg vil i det nye år til at strege ud på listen i lommen med de faste kommunekrav. Jeg vil ikke slette kaffen, den er uundværlig. Både den med postbudet, hjemmehjælpen og pædagogerne i børnehaven, en gammel nabo. Kartofler, kød og kiks kan nok undværes, med mellemrum, for mere vigtige ting.

Men listen skal udvides med krav som: Medmenneskelighed, tanke, rummelighed, skønhed, forskellighed, samtale, tillid og frihed.
På listen skal også ordene fra en Irakisk kvinde, der i året der gik, måtte flytte til Røde Korscentret i Ebeltoft. Hun sagde om Danmark: hvor er jeres land dog smukt og hvor er friheden smuk.

Skønheden er ikke at være fri fra noget, men fri til noget. Og det ”noget” er egentligt et krav værd, både politisk og menneskeligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!