Til tonerne af lykkens egenlyd

Har vi alle en fornemmelse af med sikkerhed at have følt os lykkelige? Et øjeblik hvor lykken føles uden trods. Er lykken ikke altid udtryk for, at livet har to sider? Salmedigteren Kingo digter: lykke, ulykke de gange på rad. Kan lykken stå selv? Det spørgsmål fik en snes danskere stillet. Svarene kan læses i bogen:”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”.

Tillykke!
I bogen ”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig” beskriver 22 forfattere deres øjeblikke af lykke. Bogen er redigeret af Johannes Riis, og udkom på Gyldendals forlag i 2001.
I mange forskelligt rettede ord møder forfatterne lykken.
Ingen af forfatterne bærer eventyrdigteren H. C. Andersens ”lykkens galocher”, men alle bærer på deres egen vis fodtøj fra Ecco. Hvert indlæg i bogen har en egenlyd af et menneske. Og den egenlyd bryder stilheden og vender tilbage til forfatteren igen som et ekko. Et øjeblik der aldrig forsvinder. Et øjebliks selvsving af lykke.
Mens man flintrende begaves og bedugges af disse gode forfatteres lykkestunder, mister man undervejs overblikket. Det er en herlig fornemmelse, når ordene får læseren til at miste fodfæste og overblik.
Hvem kan forlange, at vi skal kunne overkomme andres lykke, kunne rumme den, kunne forstå den?
De mange indlæg i bogen sender læserens tanker på langfart. Var det, spørger bogen, en lykke du kunne finde dig selv i? Er du et menneske, der kunne have følt det samme som forfatteren? Hvad fanden har nu det med lykke at gøre, raser man til tider. Og i det næste nu, er man selv på vej ind i spørgsmålet: hvornår var jeg selv med sikkerhed lykkelig? Ikke bare dejligt hverdagsjublende, lottolykkelig eller livs-opstemt. Men helt og aldeles udspilet af ren lykke?
Og det er bestemt det bogen vil, ikke oplyse os læsere om 22 forfatteres følelse af lykke, men fravriste os et dristigt egensvar på vores lykke-oplevelse.

Hvordan går det?
-Når det mest almindelige af alle konventionelle spørgsmål: ”Hvordan går det?” bliver besvaret positivt, fører det som regel kun til flere almindeligheder. Skulle den adspurgte imod al forventning tage spørgsmålet alvorligt og gøre rede for sin eventuelle tilstand af lykke og tilfredshed, vil det i de fleste ører lyde ublufærdigt, malplaceret, måske ligefrem udfordrende. Sådan begynder Frederik Dessaus fortælling om lykke, kaldt ”Et øjeblik.” Frederik Dessau forsøger i sit indlæg at skildre det mærkelige ved menneskers måde at møde lykke på. Vi behandler lykke som en overflod, der næsten er for privat til at fortælle om. Ulykke derimod er helt legal. Ulykken kan vi underholde om i timevis, uden at Janteloven træder i kraft.
Man kan sætte megen kraft ind på at lede efter lykken i digte, sange, bøger, ordsprog og udtryk. Og der er langt mellem skribenter, der kan det umulige. Fortælle om lykken uden trods.
Hvorfor vi altid udtrykker os i trods er menneskeligt nok. Vi spejler livet, som det er. Op og ned, sort og hvidt.
Når digtere og forfattere vil beskrive kærligheden sættes den i modforhold til det ukærlige, til det braste forhold. Livets overstrømmende glæde og lykkestund beskrives oftest ved at lade ordene understrege det, der lå før lykken. En dunkel og dundrende råddenskab, sygdom eller ondskab.
Lyset stråler smukkest, når vi beskriver skyggen og mørket.
Lykke ses selvsagt tydeligst, hvor man ser dens modstykke. Det er næsten umuligt at finde et digt om ren lykke. Uden tilsætningsstoffer og modsætning.
Man kan længes mod det lykkelige digt, hvor glæden står alene. Men et rent lykkedigt må enhver skrive selv. Hvorfor? Fordi enhvers lykke har en egenlyd, har sit eget udtryk.
Ingen finder sig fuldstændigt og ”egentligt” hjemme i andres billeder på lykke.

Lykkens opklaringsarbejde
Løkken om halsen, den ved du hvad er, Lykken med bogstavet Y er det umuligt at få hold på, jeg læste om en pige, der hed Lykke, vi var begge fjorten år, hun døde på indkørslen til Helsingør-motorvejen, man kunne høre hende skrige langt inde mellem buskene…
Svend Holms bidrag til bogen hedder Lykkehjul, og er skrevet og gengivet i bogen i håndskrift, med ordene drejet i en spiral. Lykken er for Svend Holm, denne spirallignende størrelse, der har en begyndelse og en ende.
Og lykken kan ende brat, som for den fjortenårige pige, Svend Holm beskriver, hende der bar navnet Lykke. Helt vidunderligt for Svend Holms indlæg er det, at pigen, der mistede livet, ikke bare hedder Lykke, men bliver et billede på lykkens egenskab.
Hun mister livet og lykken et dristigt sted, i en indkørsel til noget og ikke i afkørsel fra noget. Sådan som lykken har for vane.
Den indtræder og afsluttes pludseligt. Ikke søgt eller arrangeret. Den dumper bare ned, med sin pludselighed, som et overfald af en ukendt gerningsmand. Bagefter venter der et livslangt opklaringsarbejde. Hvilket motiv havde lykken for netop at udvælge dig. Hvad ville lykken, hvad tog den med sig, og hvad lod den tilbage?

Det ”egentlige”
Filosoffen Søren Kierkegaard, har brugt meget af sit forfatterskab og tanke på at genspejle hvad det ”egentlige” er. Barberkosten og ragekniven lyner i hans tekster om menneske og liv.
Hvornår er vi ”egentlige” i kærligheden? Hvornår er vi ”egentlige” i lykken? Vi ville nok svare at hverken lykke eller kærlighed er til, hvis de ikke er egentlige, absolutte, eller fuldstændige.
Søren Kierkegaard ender oftest med en fornemmelse, ikke for sne, men for nærvær.
Han skriver prægtigst om nærværet: Hvad er glæde eller det at være glad? Det er i sandhed at være sig selv nærværende! Ikke bare sådan små-territorialt pissende op af naboens hæk, men egentligt sig selv, lige nu og her.
Det er også det, lykke kan. Fylde hele nuet ud og gøre det til et uforstyrret stykke liv, der står selv.
Søren Kierkegaard har det med, i alt han skribleri, at udbryde det gode klagende: AK!
Altid AK! Og evigt beklagende, at det jo ikke altid er så let - det med at være sig selv, at være hjemme i sig selv, at være i nuet eller mærke nærværet som første instinkt, foruden pisseriet.
Havde Søren Kierkegaard læst bogen ”-hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”, ville han have fnyst sit bestandige Ak! Men han ville bestemt have stået helt fortvivlet forelsket, når han på bogens sidste side mødte digteren Pia Juuls ord om den sikre lykke-følelse.
Pia Juuls ord er efter alt hvad jeg har søgt og ledt i litteraturen og det levende ord, det bedste bud på en beskrivelse af uforstyrret lykke. Hun maner ikke billeder eller øjeblikke frem i mange ord. Hun griber enkelheden, som kun en sand digter magter.
I duft, følelse og uallergisk rolighed skriver hun sit bidrag om lykkens sikre øjeblik. Et digt. Uden titel. Uden overskrift. Uden fremhævning eller understregning. Digtet med tre enkle enslydende ord. Et ekko af lykke, der synes mere universel end de andres bud og mangfoldige ord på lykke.
Juul skriver: syrener syrener syrener.