Viser opslag med etiketten ægteskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ægteskab. Vis alle opslag

torsdag den 10. marts 2016

Poeten og lillemor anno 2016

Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,
Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,
Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,
For hans computer den er stadig ved at load.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu sidder jeg med "søndag" og har lavet kryds og tværs,
Og jeg mangler bare synonym for "ensom" og "pervers",
Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,
Men han har ikke tid til til synonym og term.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,
Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,
Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,
Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu går jeg ind og spør' om vi skal tá et lille put,
Men det vil han ik', fordi hans download endnu ik' er slut,
Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,
For han skal opgradere noget med nogen ram!
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"

//Astrid Søe, med hilsen til samtiden ;-)

torsdag den 10. december 2015

onsdag den 5. marts 2014

Men du er den eneste ene

Jeg ser dem der rejser i tiden
jeg ser gennem dage og år
men du er den eneste ene
for hvem hver en time er vår

Jeg kender din tvivl, dine kanter
jeg kender dit blik og din sang
men du er den eneste ene
der holder mit hjerte igang

Jeg sidder på kanten af livet
og finder en sten der er rund
men du er den eneste ene
der planter et kys på min mund

Der nogen der kæmper for livet
der krige og kampe og vold
men du er den eneste ene
der varmer når kloden er kold

Jeg mærker din lyst og din længsel
en kærligheds vilje i dig
for du er den eneste ene
der ved hvad der egentlig er mig

//Astrid Søe 2014


fredag den 25. oktober 2013

Men det gør sgu ik så meget..



















Der er klumperne i sovsen,
der er dryp på lokumsbræt,
køleskabet er fra Skousen,
men jeg kører ikke træt,
selvom vasketøjet flyder,
bordet ikke tørres af,
er det nu alligeveller,
dig jeg holder meget af.

Der er glemte bryllupsdage,
der er indkøb uden vid,
der er kaffe, der er kage,
der er spild af rum og tid,
men det gør sgu ik så meget,
for du sender mig et smil,
sådan skævt og helt dit eget,
som en kærlighedsventil.

Der garagen fuld af skruer,
Black and decker til halvfjerds,
og en gæld der går og gruer,
en halvfærdig kryds og tværs,
men hvem drømmer vel om brunsvir',
når du er mit et og alt,
sådan en man altid tilgir,
du jo den som jeg har valgt.

Der er hul i tag og træsko,
der er hængerøv og vom,
der er larm og ingen madro,
for du lader ik som om,
at forstå at det du flytter,
med det ene; du er dig,
det sgu nok fordi det nytter,
lige for sådan en som mig.

Melodi: Livet er en morgengave.
Tekst: Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk

torsdag den 17. oktober 2013

At strække sig


Et stjerneskud er nattens dræ

 Tone: Septembers himmel er så blå
 Tekst: Astrid Søe Maj 2003

 At strække sig, som livets træ
 med sjældent håb mod himlen.
 Et stjerneskud er nattens dræ
 oplyser jer i vrimlen.
 Det lys kan bryde ensomhed
 og finde vej blandt alle
 med ét slog stjernen i jer ned
 og kærligheden kalde.

 At hænge livets frakke op
 på kærlighedens bøjle
 at møde én med nøgen krop
 og klædeskabets nøgle.
 At gense egne glemte spor
 i himmellegemers vandring
 at vælge liv, med et enkelt ord
 alt kendt, og dog forandring.

 Hvad kærlighed kan sige to
 med ord der sjældent glipper
 når tro og liv igen vil gro
 og hjertet ikke slipper.
 Et krav om nærhed, tillid, bod
 i håbets himmelsenge
 et nøgent møde med dit mod
 når stjernens gnister fænge.

 At gi’ hinanden livets sand
 et timeglas der tæller
 vort livsløb gennem vådevand
 hvor hvert et sandkorn ælder.
 At trodse død med kærlighed
 og vide den oplive!
 når livets sol en dag går ned
 vil jeres stjerne blive!

onsdag den 25. september 2013

I et åbent forhold med danmark.



Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

- Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig - men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig -
Din Astrid

lørdag den 24. august 2013

Sæt nu jeg elsker dig



Sæt nu jeg elsker dig.

At vågne
med et sæt
og vide at det er muligt
at jeg har sat mig
hos dig
i det
utænkelige satte
sæt dig selv
og se
for sæt nu
jeg elsker dig

//Astrid Søe 1992

# Fra rodekassen

søndag den 9. juni 2013

At låne og leve hinanden

Vi skal løfte og bære og samle på lys
Vi skal låne og leve hinanden
Vi skal råbe på længsel til alting fornys
Og kysse et løfte på panden
Vi skal bygge en by med tårne og træer
Vi skal støbe en verden i ler
Vi skal så og høste og selv sætte bær
Og elske hvad øjnene ser
Vi må finde og føje fortættet af tro
Med godhed som mørtel og stene
Samhørrighed er at være vi to
Og ikke kun være ene
Vi skal lege og vokse og holde omkring
Det sjældne vi gror gennem sammen
I kærlighed vi bytter en ring
Og lover med ja og amen.

//Astrid Søe 2013
Bryllupsbøn


torsdag den 12. juli 2012

Du er det billed i spejlet

Melodi: Barndommens gade (Anne Linnet)

Du er det billed i spejlet
der står som det klareste vand
du er en favn hvor jeg fejlet
der henter mig sikkert i land
du lagde havets bølger
til ro når stormen tog til
lysende blikke følger
som fred hvor viljen den vil


Vi sad på kanten af livet
og så hvordan alting det vandt
jeg tog din hånd for givet
og fandt kun at alting var sandt
du ånder så varmt på huden
når sjælene fryser til is
du tørrer duggen af ruden
når sjældne længsler befries

Du er et kærtegn i troen
når tvivlen svimler og gror
du er et råb midt i roen
hvor stilstanden ellers bor
du er en hverdag af sange
jeg skildte ad lag for lag
du er de ord og de klange
der siger: Giv mig din dag
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

Et ståsted hvor jorden står stille
hvor mennesker tænker som du
for kærlighed er at ville
og blive det eneste nu
du læner din længsel mod livet
og fæstner skyggernes rand
i det nu blev du givet
et hjerte der står i brand
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

//Astrid Søe 2012

onsdag den 4. juli 2012

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  - partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!


//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings


http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

torsdag den 7. juni 2012

Gå da frit

Gå da frit
i dit og mit
med kærlighedens gåde!
da får vi lyst og frihed til
i kærlighed, som Gud det vil,
mangfoldighedens måde.

//Astrid Søe 7. juni 2012

lørdag den 26. november 2011

Tro, håb og kærlighed



Tro er håb mod kærlighed
  større end det største
  skabelse der varer ved
  livets sidste første

Håb er kærlighedens tro
  fundet i det tomme
  livets træ der evigt gro
  tanke på dets komme

Kærlighed er tro på håb
  i det liv der giver
  evighedens milde dåb
  mennesker vi bliver

Astrid Søe November 2011 - copyright


mandag den 3. oktober 2011

Vi skal huske at tvivle - før vi kan tro!

Vi skal huske at tvivle - før vi kan tro!
vi skal huske at elske hinanden vi to

vi skal finde en sten før den dag vi skal dø
vi skal vide at livet er kun på besøg

vi skal holde en hånd vi skal kysse en mund
vi skal huske at famle og støde på grund

vi skal se på hinanden og møde et sprog
vi skal skrive historier i gådernes bog

vi skal være og vælge og vandre til fods
vi skal ville det nok til at rives til blods

vi skal turde gå under og opstå igen
vi skal mestre at lytte og være en ven

vi skal falde igennem og så sættes fri
vi skal løfte en skæbne og gøre den rig

vi skal finde det enkle hvor ingen har ledt
først da blir vi den kærlighed ingen har set!



torsdag den 11. december 2008

Wall-e i krybben lå...

Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden som største egenskab.
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.

Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.

Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.

Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.

I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.

Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.

Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.

Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.

I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.

Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.

I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.

Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.

I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.

I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.

De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.

Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.

Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.

Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.

Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.

God jul!