At strække sig

Et stjerneskud er nattens dræ

 Tone: Septembers himmel er så blå
 Tekst: Astrid Søe Maj 2003

 At strække sig, som livets træ
 med sjældent håb mod himlen.
 Et stjerneskud er nattens dræ
 oplyser jer i vrimlen.
 Det lys kan bryde ensomhed
 og finde vej blandt alle
 med ét slog stjernen i jer ned
 og kærligheden kalde.

 At hænge livets frakke op
 på kærlighedens bøjle
 at møde én med nøgen krop
 og klædeskabets nøgle.
 At gense egne glemte spor
 i himmellegemers vandring
 at vælge liv, med et enkelt ord
 alt kendt, og dog forandring.

 Hvad kærlighed kan sige to
 med ord der sjældent glipper
 når tro og liv igen vil gro
 og hjertet ikke slipper.
 Et krav om nærhed, tillid, bod
 i håbets himmelsenge
 et nøgent møde med dit mod
 når stjernens gnister fænge.

 At gi’ hinanden livets sand
 et timeglas der tæller
 vort livsløb gennem vådevand
 hvor hvert et sandkorn ælder.
 At trodse død med kærlighed
 og vide den oplive!
 når livets sol en dag går ned
 vil jeres stjerne blive!