Nyt-Ord er også gentagelse

Ønsker alle et godmodigt nytår.
Et år der vil trænge sig på med flere spørgsmål end svar og et år hvor enhver må stå foran sin gåde og gribe ud, ikke bare efter livet, men efter det fælles.
Et år der må gøre sig umage med mulighederne, med mennesket og mangfoldigheden.
Et valgår hvor end enkeltes holdning holder for.
For faen et ansvar at vade rundt i - både for hin enkelte og hinanden.
Må 2019 nå rundt om det vi længes mod. Om nænsomheden og hengivenheden.
må vi vige fra frygt for det vi ikke kender og se samhørighedens vindue åbne sig, ikke bare på klem eller klemt af politiske strømninger, men på vid gab - for livet, for loven.

Det vi ved, som ikke gælder
det vi kan, som ikke tæller
det vi gør, som ingen ser
det vi skal, som hjælper fler'
det vi flytter, for en anden
det er kærligheds-forstanden!

Godt Nyt-Ord!
/Astrid

Hvis jeg gør mig umage (2015)

Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til Eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden et hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

Konfirmations sang. til ungdommens mod

Der er dage der kan fylde

Livet ud med syn og sang

Og en plads på livets hylde

Du skal fylde ud engang

Endnu går du ud i dagen

Med dit eget unge vid

Holdningsmod og stillingtagen

Barneliv og teenagetid

Der kan være svære dage

Der har fyldt og fundet sted

Der er ting der ”går i kage”

Pis og lort og nak og æd!

Men alligevel er dele

Af det sorte man får se

Også noget der gir’ et hele

I det store: At bli’ til

Du har fyldt og du har levet

tænkt og tumlet og er klar

Du er efterhånden blevet

Færre spørgsmål, flere svar

Du kan tænke dybe tanker

Filosofisk mål og med

Eksistens, etik som anker

Går nu ud og find dit sted

Der er måder man kan være

Der er veje man kan gå

Og af dig der kan vi lære

Man kan være ”rå som få”

Du har skilt dig ud fra massen

Du har trådt dit eget spor

Givet livet en på kassen

og opstå til i livets ord!

Der er tid og der er måder

Der er håb og drøm og tro

Der er mange store gåder

Der er dem der bygger bro

Der er tillid der bør mindes

Der er sådan nogn’ som dig

Gudskelov for at du findes

Du er lige noget for mig!

Melodi: Noget om helte

Tekst: Astrid Søe 2016

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.

     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord

i spørgetidens normer

og efterladte ord

i angst og bævens ånd og ar

en skæbnesvanger februar

et glimt at ukendt vilje

for evigt som en tilje

urokkelig og gold

Et nu, der nærer mørke

med øjne der kan bære lyn

usikker ukendt tørke

og skimmelgænger syn

et øjebliks umættet magt

en maskemagers sidste akt

så stilhed gennem landet

indhyllet tidevandet

har spor af dåd og dag

Opstået håb og hele

og tætte tanker hvor I faldt

taknemligt må vi dele

et brød og livets salt

så blomster på den frosne sti

i tillid viger død og krig

I mødte dødens komme

men livet er ej omme

når I, i os er til

Befri det mod vi kender

lad kærligheden stå som vagt

og ræk mig dine hænder

gør ordet til vor pagt

vær værn mod håbløshed og frygt

vær mødested for noget trygt

vær hjerte og vær viden

i nuet, eftertiden

i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)

tillykke

Tillykke
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid

tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades

tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

(kan synges på melodien "Barndommens gade")

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet

Og deler et folk

For ordet på bordet

Det kom uden tolk

Fornuften låst inde

Og viden lagt bort

I kamp om at vinde

Kun hårdt mod hårdt

Engang var det danske

At samtale frit

Og ikke forvanske 

Et frisind som kit

Vi skabte forenet

En tale-kultur

Der skar ind til benet 

Og skiftes på tur 

Hvad hjælper det folket

At skænde og gå?

Hvis ryggen er dolket

Og tonen er rå?

Skøn på hvad der menes

Det samler igen

Skønt vi ikke enes

Så er du min ven

At enes er ikke 

Et mål i sig selv 

Til det må vi nikke 

I arv og i gæld

Men kunsten at lytte

Og lære og se

I borg og i hytte

Er der vi blir til

//Astrid Søe 2015

At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 

I denne tvivlombruste tid

Med livrem eller seler

Vilkårlighed af vid

At sidde på en sten i læ

Og se fornuften stille dræ

Nedsunket opstands tanke 

Vær selv en redningsplanke

På vådevand af skæbne

Er båden last og brast med håb

Tålmodig tillid væbne

Mod kuld og bølge dåb

I horisont forjættet land

Og håbet lys mig ej i band

Tag hånd om vej og verden

Og led mig i min færden

Mod hegn og mur du trykkes

Slår hånden mod det tomme rum

Og ingen grænse rykkes 

Når dagen den er stum

Du kalder med en krop af mod

Og synker sammen for min fod

Forladt af småligheden

Og død i ensomheden

En uvished der deler

Et folk der bor hvor bøgen står

I ord der intet heler

Og ingen hjerter når

Forladt forandret frost og frygt

Du strides med hvad der er trygt

Lad angsten dø og falde

For kærligheden kalde

//Astrid Søe 2015

Høstsalme

Høstsalme

melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt


Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop

Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny

I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig

At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord

Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.

//Astrid Søe 10. september 2015

Vi er også ord.

Vi er også ord

nu er vi her

den her verden 

forestiller ikke os 

fanatismens ansigter

oplevelser af terror tager ordet og

rædslen stiger når

daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og

beskærer et forår mens

troende hjerter i vinterløbet

som går svangre med 

håbets vinger

hvor viljen og troen på

et samfund, en verden

i samdrægtighed

for at lære 

tegn til tale

brydes med 

angst og tavshed 

kampen om ilden 

blev 

til kampen om ordet

ordet er frit

Læses igen nedefra og op!

//Astrid Søe 7. Januar 2015

Jordens dag

Jeg har brug for at skrive om ingenting
om tændvæske, sure citroner
om tropevind og so ein ding
og kernefri vandmeloner

Jeg er nød til at læse om svig og om mord
om terror og tabu og tåber
tortur og rædsler og krig og hor
og magtens stemmer der råber

Jeg har brug for at synge om intet der er
om huller og halve vokaler
om katten der tramper og dmi vejr
og stumme der nemt overtaler

Jeg er nød til at ånde hvor luften er sod
hvor ilten er fattig og falder
i stanken af affald og mødding og rod
og evigheds ottetaller

Jeg har brug for at være hvor livet er frit
hvor døre og dage står åbne
hvor fødderne går med fjedrende skridt
så selv en engel står måbende

Jeg er nød til at tro at du lapper alt
jeg væltet og vraget og svinet
og før mine dage er endelig talt
gir jorden mig nok en på skrinet

Jeg har brug for at vide at du bærer frugt
og lyser og lærer at bære
være nænsom og elsk alt der er brugt
så kloden dig endnu kan bære

//Astrid søe 2014 - www.livsoplevelse.dk

 #JordensDag

#Til ungdommen af i dag

Det dit eget!

Husk at livet bliver større
hvis du tør at turde tørre,
det du gemmer inderst inde
der hvor kun du det kan finde
husk at dele stort og småt
hæng det ud og ha det godt.
Husk at turde mer af meget,
brug af livet; det dit eget!

Men du er den eneste ene

Jeg ser dem der rejser i tiden
jeg ser gennem dage og år
men du er den eneste ene
for hvem hver en time er vår

Jeg kender din tvivl, dine kanter
jeg kender dit blik og din sang
men du er den eneste ene
der holder mit hjerte igang

Jeg sidder på kanten af livet
og finder en sten der er rund
men du er den eneste ene
der planter et kys på min mund

Der nogen der kæmper for livet
der krige og kampe og vold
men du er den eneste ene
der varmer når kloden er kold

Jeg mærker din lyst og din længsel
en kærligheds vilje i dig
for du er den eneste ene
der ved hvad der egentlig er mig

//Astrid Søe 2014

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

Børge på fjorten

Børge på fjorten
har jokket i lorten
og ledt efter mening i intet og alt
for alle må lede
oppe og nede
og fatte hvad er det jeg egentlig har valgt?

Børge på fjorten
har jokket i lorten
og vasket det af i en spand med klorin
i fejltrin er læren
om fuldgyldig væren
at står ved sit valg, med et skævt lille grin.

//Astrid Søe 2014
Til ungdommens mod 

Men det gør sgu ik så meget..

Der er klumperne i sovsen,
der er dryp på lokumsbræt,
køleskabet er fra Skousen,
men jeg kører ikke træt,
selvom vasketøjet flyder,
bordet ikke tørres af,
er det nu alligeveller,
dig jeg holder meget af.

Der er glemte bryllupsdage,
der er indkøb uden vid,
der er kaffe, der er kage,
der er spild af rum og tid,
men det gør sgu ik så meget,
for du sender mig et smil,
sådan skævt og helt dit eget,
som en kærlighedsventil.

Der garagen fuld af skruer,
Black and decker til halvfjerds,
og en gæld der går og gruer,
en halvfærdig kryds og tværs,
men hvem drømmer vel om brunsvir',
når du er mit et og alt,
sådan en man altid tilgir,
du jo den som jeg har valgt.

Der er hul i tag og træsko,
der er hængerøv og vom,
der er larm og ingen madro,
for du lader ik som om,
at forstå at det du flytter,
med det ene; du er dig,
det sgu nok fordi det nytter,
lige for sådan en som mig.

Melodi: Livet er en morgengave.
Tekst: Astrid Søe 2013

www.livsoplevelse.dk

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Gru & Gro

Viljen til at stå ved ord,

offentligheds offerbord,

kaste holdning ud i kamp,

modet højt, for fulde damp,

ville mere, turde alt,

det er endnu livets salt,

rejse sig det faldne mod,

koste liv og sjæl og blod,

vare ved med villighed,

sværge læberne af led,

mundliggøre gru og gro,

skabe, dræbe, bygge bro,

finde sjældne nye mål,

ildsjæl med et indre bål,

at bevæge klodens drej

Tak fordi at du er dig!

//Astrid Søe 2013

Til mine inspiratorer

Hold din Mælkebøtte!

Viljefaste folk går rundt
og tar selv af livet
vælger bredt og vælger sundt
alt hvad de er givet

Det der ikke dumper ned
i en turbans skygge
trækkes ind som mulighed
man kan gennemtygge

Intet overladt som spild
alt må gribes, bruges
alle veje bringer ild
viljens vej udruges

Viljen er et fundament
formet, støbt af læring
hvem er du og hvad er hændt?
det er viljens næring.

Vilje gror så vild og tæt
som en mælkebøtte
uden sikkerhed og net
gør den altet nytte

Fri og helt utæmmelig
vågen, klar og dannet
så uendelig som Phi
viljen er blandt andet....

Tag en bid af livets lår
voks og gå mod strømmen
vær en kam til eget hår
gå og indfri drømmen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Min nabo

Der går min gamle nabo med sin stok og stive ben
Og kikker ned på vejen efter snuble løse sten
For selvom han har rundet niti går han dagligt tur
Et sjælebad af folk og fæ som livets bedste kur
Skønt han kun mine fødder ser, da ryggen krummer sammen
Så er de ord vi deles om den gnist der tænder flammen
For livet vokser evigt til og ord opliver sjælen
Liv op, gå ud og mærk et glædes fjederhop i hælen

//Astrid Søe 2013