Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kære Blog-læser.
Efterlad gerne dit eget aftryk i ord og kommentarer.
God dag!