søndag den 31. marts 2013

Sommervingesuset

Frosten har sat min have i skak
Kulden har visnet min lilje
Havebænken skaller sin lak
Vårvarm er dog min vilje

Når noget gammelt skal gry påny
Rejses af frost og kulde
Støves af i land og by
Alt mens stenen den rulle

Gensyn og gribende glædes tafat
Leg under solsortens trille
Påskemorgen løfter sin hat
Højlydt med råb om at ville

Midt mellem mangel på varme og vår
Myterne griber til opstand
Noget skal genses hvert eneste år
Livet skal suge af Vievand

Af dvale er vågnet en sommerfugl
Fra vinterskjulet i huset
Og lander genfødt på liljen gul
Med sommervingesuset

//Astrid Søe 2013
Påskemorgen