I Begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet

//Astrid Søe

Lattermilde Lazarus

Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet

//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet

Tro + tro =

Tro + Tro ? Mit bud er 2

med paradis in mente

Fra phi til phi er mennesketro

Multipliceret testamente

Med ukendt faktor regnes ud

At summen lig med x'er  

Der divideres med en Gud

Og plusses med en sekser

Mens brøker af et DNA

Procentvis smelter sammen

I teologisk regnefag

Er resultatet = Amen!

//Astrid Søe 2014

www.livsoplevelse.dk

TRO VÆRDIG (Udgivelse bog)

Tro Værdig - Til Hverdagsbrug - Bog

Af Astrid Søe

Det 

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden
det er kærligheds-forstanden!

"Tro værdig" er en opsamling af løse vers, rim og digte til hverdagsbrug.
Ord der lander og læner sig mod tro, sorg, sjæl og sind.

Et mødested i mennesket og det vi virker mod og med.

Ord er til for at blive brugt os imellem, de er til grams, til grin, til gro, til gru, til brug og betydning.

Ord er en gave vi ikke kan bytte i butikken igen.

Ord koster, knuser, kranser og kærtegner.

Ordet er frit og det er dit og mit.

Køb den her:

http://www.gucca.dk/tro-vaerdig-til-hverdagsbrug-bog-p249482

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod'er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 

Der er tusind for og imod'er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 

Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.

For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter "Det var en morgen som tusind andre" og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 

En udefrakommende fred. 

En hånd der rafte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale "fred være med jer alle" "shalom" "peace" "salam". 

Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 

Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 

Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. " Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil" og våren tagerr vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.

Ved kakkelbordene, under amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.

Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 

Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.

I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af "handlekraftensøje" og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.

Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.

Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede "en to tre krone for mig". Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.

Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 

Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.

Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.

Ærbødigst

Astrid.

Søren Kierkegaard, eksistensfilosofi på højskoledansk

Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.

Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk

 (Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!

Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!

(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.

Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.

(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker

Fest sku der jo til,
Se mig, - rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen

(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv -
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.

Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?


(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.

Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en "whistleblower", det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

----- ♥-------

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til - midt i debatten og nej og ja bispehatten :-)

 

//Astrid Søe - Mortens aften 2012

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer "Tværs" og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige - må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.

//Astrid Søe 2012

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  - partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere - liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel - et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!

//Astrid Søe 2012 - med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings


http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

At du er til

At du er til

er ikke et spørgsmål

der bliver stillet med tvivl.

Det ved vi begge to.

Ja. Faktisk bliver spørgsmålet

slet ikke stillet.

Egentligt findes spørgsmølet slet ikke,

i vores bevisthed.

Vi kender ikke ordene

der sammensætter spørgsmålet.

Vi kan måske slet ikke tale?

Vi kan måske slet ikke tale.

Vi kender ikke ord

der kan sammensættes.

I vores bevidsthed

findes sådanne spørgsmål ikke.

Ja. Faktisk stiller vi

aldrig spørgsmålet.

Vi ved begge to

at et sådant spørgsmål

ikke ville have været

stillet med tvivl.

Du er jo til.

//Astrid Søe 1988

Man kan vel altid lave en demo...

At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads - ja, så er det sagt!

Moar, sådan set er livet...

Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,

Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk

Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro

Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.

Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,

Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer

Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.

Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.

Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.

Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.

Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.

Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.

Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?

//Astrid Søe www.livsoplevelse.dk

At flytte en sten

At flytte en sten tilside med livet
At se dagen gry til det der er givet
At læne sig frem og tá skoende på
Og håbe stenen i skoen ej lå
At gå langs en strand og la stenen slå smut
Og sige jeg lever; en dag er det slut
At løfte en sten fra en tanke og sind
Og vide opstandelsen flytter derind
At flytte en sten tilside med livet
Fordi det er menneskeligt muligt og givet

//Astrid Søe 2012

Vinterkransen - 1 søndag i advent

En fortælling om vinterkransen.

Astrid Søe 2002

Så lad det fødes, sagde en kvinde i en tid for længe siden.

Hun var stræk, kvinden, men lille af vækst.

Så lille at hun ville have synet af ingenting under en lup.

Men slige sager havde kvinden ikke og brød sig ikke med tanker om stort eller småt.

Lad det fødes, sagde hun blot og ventede mens året drejede sig rundt om hende.

Hun blev større og smukkere.

Noget voksede inde under hendes hjerte.

Livet sparkede med sine fødder og året drejede sig i dansen.

Våren blev moden med frugt og skønhed.

Efteråret bed i frugten med grådige tænder

og råd i mundvigene.

Saften løb af dets mule

og vinteren kom og ryddede ud bag efteråret.

Med skovl og trillebøre kørte den møget ud på jorden og dampen slog imod vinteren der straks fortættede den og gjorde den til sne.

Vinteren viste sine hvide tænder og var tilfreds med sit arbejde.

Kvinden åndede ud i vinteren og kaldte på sig selv.

Hun havde kun det ene at kalde på.

Tag livet ud af mig og lad mig leve med.

Kaldte hun

Og lad det fødes.

Og da fødte hun med glæde og vintermulm fire børn.

De tre fødte hun på en gang og den fjerde kom til som hun troede sig på sikker grund.

Hvor gemte du dig, mumlede kvinden.

Men i det samme fortabte hun sig i at dige børnene der ville livet alle som en.

Hun åndede tungt på deres skallede hoveder og håret piblede frem med skær af den livmoder de lige havde forladt.

Kinderne svulmede i blidhed.

De fire små lukkede øjnene op og mødte deres mors blik som det første.

Det havde den selv samme glød som af det inderste.

Kvinden drejede sig med sine børn i årets dans.

Dagene blev til år.

Kvinden fulgte sine små rundt på sin krop og lærte den at sætte skæl mellem lys og mørke.

Hjerte, sjæl og krop

At drømme sig til det ukendte og skabe ud af uvisheden.

Godt og ondt lærte hun fra sig.

Hun lærte dem at elske træer og blomster,

himmelens fugle og markens mus.

Østers på havets bund

og huden på kvindens egen krop.

Huden de vandrede på og levede af.

Kvinden lod de fire vinterfødte vokse ind i livets modenhed og sagde til dem:

Lev, jeg ånder i mig selv til i igen går i mors liv.

Kvinden var jorden.

Og hun lukkede sin mund som kun en moder kan det.

For munden stod på klem og mellem læberne skældte hun moderligt men bestemt på ungerne når de trådte forkert og valgte uret, hun skældte med storm, regn, lyn og jordskælv.

Andre gangs brast munden i et grin og flækkede jordens overflade.

Hun fremstødte i al sin glæde nogle gange kærligheden til sine børn i lune strømninger i vandet, milde vinde, solens varme.

Hun åndede nede under alt.

Dunkende og frodig i sin gavmildhed.

De frie vinterfødte var voksne og snart fandt de egne fornemmelser for liv.

De gav jorden et mylder af mennesker der ville se, græde, føle, lære, blive, ønske og tale.

De morede sig såre over det mylder.

De lærte menneskene om jorden,

deres egen mor

og vendte dem til at elske jorden

og give den hvad den længtes efter.

Vand hvor den tørstede og frø til frugtbarhed.

De fire vinterfødte fandt at noget var i uorden på deres moders krop.

Men jo mere de søgte jo længere kom de fra hinanden.

De tre førstefødte var så sammenbundne af samme fødselsøjeblik at de ikke ledte hver for sig,

Hvorimod den sidst fødte ledte for sig selv.

Vi må skilles en tid for at finde eget fodfæste sagde de alle til hinanden.

I to dele må vi skille os.

Men de tre førstefødte kunne ikke skilles og den sidstfødte ville helst søge verden alene.

Jeg vil søge i farve, natur og poesi sagde den sidstfødte.

Og vi i mennesket, sagde de tre førstefødte.

De skiltes på den måde at den sidste fødte gik sine egne veje.

De tre der holdt sammen delte imellem sig hvad mennesket behøvede.

Før vi deler os for menneskets glæder må vi give hinanden navn

Og da fik hver især navnene:

Urd, Verdande og Skuld.

Og når de alle var samlede kaldte de sig forenet for nornerne.

Nu delte de menneskenes behov og liv mellem sig.

Urd råder for fortid,

Verdande for nutid,

Og Skuld for fremtiden.

De fandt det rigtigst at de alle mødte hver en nyfødt på jorden med alle tre ansigter.

Og de besluttede i fællesskab at spinde en tråd for hvert menneskeliv.

Når et lille menneskebarn fødtes bøjede de sig alle tre ned over barnet og viskede til det.

Nu spindes livets tråd

Der forudser din dåd

Giv livet plads og spring

Til evighedens ring

De tre spandt da livets røde tråd af det første møde.

Af livsglimtet i øjet

At drømmen og det dunke blod i årene.

De tre norner målte livet længde ud og holdt den hemmelig for mennesket.

Det var deres kærlighed.

At dødens vinger ikke hænger og venter på en aftalt dag i årets dans,

Kun de tre kendte livets længde og duelighed.

Og kærligheden var også at sende mennesket ind til deres egen mors store kærlighed og varme.

Hun åndede på de der døde og elskede dem med jordens favntag.

Og de elskede tilbage de mennesker der tidligt eller sent i livet mødte kærlighedskroppen under jordens overflade.

Nornerne vidste at en kort livstråd måtte gives til dem der stærkest længtes efter den favnende kærlighed.

De mennesker kunne ikke overleve længe oppe på jordens overflade med alle dens råb om kraft og vilje.

De liv der havde større mildhed end ellers fik tidligt lov til at blive elsket af jorden.

De tre norner bestemte også hvert menneskes skæbne og spandt livstråden som de ville have livet til at blive.

Men ligesom den spundne tråd ikke altid er lige glat og fast, således bliver menneskenes skæbne meget uens.

Livstråden kan på et stykke være glat,

Og på et andet knudret som en kroget hånd.

Den kan blive løs eller fast, og intet menneske aner, hvornår den klippes over.

Hvornår livet kommer til sin slutning.

Nornerne levede med fuld fornemmelse for mennesket.

Og mennesket i samklang med de tre.

Mennesket byggede steder jorden over hvor man kaldte nornerne ved navn og brugte deres sprog for at forliges.

Man slæbte sten til runde kredse hvor man sad og målte jordelivet mod hinanden.

Tingstederne, som mennesket kaldte dem var menneskets tilgivelseskirke.

Mennesket havde lært af jorden at tilgivelse og tillid har samme form som moderskødet.

Rundt som fødselsorganet, rundt som året i sin dans og solen på sin gang om jorden.

Også menneskets boliger var runde.

De gravede ned i jorden og lagde grene over som tag for at skærme mod regn og vind.

Mennesket var klogt på jorden og varmen.

De tre norner havde så meget at gøre hver eneste dag at de gik ganske udmattede i seng når aftenen trængte sit mørke ind bag øjnene.

Ofte måtte nornerne vågne af deres sparsomme søvn for at våge over et natfødt barn og spind barnets tråd.

Og i alle deres gøremål havde de ganske glemt deres fjerde søskendebarn.

Men den fjerde havde ikke glemt dem.

Han havde i sin ensomhed taget navnet Gud og gik omkring og skabte sig.

I al ensomhed skaber vi os,

og sådan handlede også den mandlige bror af de fire vinterfødte.

Og alt hvad han skabte var smukt.

Han havde en særegen sans for skønhed og poesi.

For naturens maleriske farver og fuglens fjerdragt.

Særligt han-fuglene skabte han med fjer der lyste som regnbuen.

Hanner bærer ikke frugt som hunnen,

så Gud fornemmede at hannen måtte have trøst

og trøsten var fjerenes pragt.

Han længtes dog mod sine søstre

og en dag vandrede han gennem sit skaberrige

af fugle og eventyrriger

natur og poesi og ind mod de tre søstres livstråds spinderi.

De kunne knapt genkende ham.

I sin manddom strålede han med lyset.

Han havde taget han-fuglenes smukke farver ind i sin egen klædning

Han bar i sine arme nogle tunge sten.

Goddag og vel mødt sagde nornerne, hans søstre.

Hvad bringer dig hid.

Et savn, sagde Gud og kastede stenene fra sig på jorden.

Et savn mod andre midt i ensomheden.

De faldt hinanden om halsen og græd i gensynets glæde.

Alle fortalte om hvad de hvad lavet i deres adskillelse.

Søstrene fortalte om menneskene der havde livstråde og broderen fortalte om alle hans skabninger.

De mindedes en stund lang, så længe at de tre norner ikke nåede at få øje på en fødsel blandt menneskene.

Der fødtes i en stald en lille dreng.

kvinden der havde født ham svøbte ham i sit lange hår og åndede på hans hoved så håret straks piblede frem på hans skallede isse.

Hun lagde ham i høet blandt de hornede stude og geder.

De hornede hilste den lille velkommen til verden.

De fire vinterfødte fik øje på det lille spæde menneskebarn og de tre norner huskede pludseligt deres opgave, men da var det for sent.

Den lille havde åbnet sine øjne og set livet selv uden at møde nornernes øjne først.

Nornerne var bestyrtede.

Hvad skal der ikke blive af et lille menneskebarn uden skæbne og livstråd.

Jeg vil tage ham under mine vinger sange Gud.

Jeg vil kalde ham min og elske han som min søn.

Han vil få Guddommeligt lys og liv.

Få farve som han-fuglenes fjer.

Fornemmelse for regnbuer og ord af poesiens hjerte.

De tre norner hviskede sammen og besluttede at det var en smuk tanke at broderen skulle tage sig kærligt af den lille.

Gud rakte sin hånd ned til barnet og strøg med Guddommelighed over hans pande.

Den lille kikkede op på den fremmede mand og genkendte gnisten i ham.

Velkommen, sagde Gud.

Og den lille svarede kun i tanken.

For at hilse den  yngre bror velkommen tilbage i deres midte satte nornerne en stjerne op på himmelen som de kaldte for gensynsstjernen.

Den lyste som et savnet gensyn kan lyse i et menneske.

Alle mennesker på jorden pegede på stjernen

og vidste at den måtte betyde at noget vidunderligt var hændt.

Nornerne og Gud talte længe om gamle dage og om barndommens lykkelige tid.

Nornerne fik igen øje på de sten Gud havde bragt med.

Hvad skal du med de store sten, spurgte de.

Jeg ville lave et tingsted for os fire hvor vi kan mødes og finde tillid.

Og sammen byggede de en stenkreds af de sten Gud havde haft med i favnen.

Nornerne og Gud satte sig i kredsen og lo fordi de havde skabt noget menneskeligt.

Et billede på os selv, sagde de.

På oprindelse, liv og fremtid.

Du tænkte smukt i at eftergøre mennesket i stenkredsen, roste Guds søstre ham.

Lad os blive siddende og nyde den en stund.

De fire sad længe og talte sagte sammen.

Moder jord smilte og i al sin glæde lod hun et frø fra humleplanten spire ved tingstedet.

Humlen fik rod og voksede og slyngede sig mellem stenene.

Til sidst var alle stenene overgroede af humlen og de fire sad så dybt i samtalen at de ikke mærkede alt det grønne kysse deres ben.

Da de havde talt længe fik de øje på humlen der omkransede dem.

Hele stenkredsen var som en grøn krans.

Så smuk og blød som hovedhår på et nyfødt barn.

De lo alle fire og kyssede jorden der havde givet dem den grønne gave.

Hvor smuk er ikke stenen i sig selv,

men smukkere er dog den grønne krans.

Nornerne og Gud løftede kransen op og nornerne spandt en lang rød tråd der skulle bindes i kransen.

De hængte kransen over dem og elskede dens skønhed.

Den må funkle som stjernen,

sagde nornerne og de støbte hvert et lys og Gud ligeså.

Lyset satte de i kransen.

Et lys for hver af jordens fire vinterfødte.

Og Gud kaldte det lille menneskebarn til sig

og af glimtet i barnets øje sprang en flammen på hvert lys.

De funklede og varmede så stærkt at jorden troede det måtte være vår.

Mennesker gik ud under himmelen og kikkede på den stjerne der var kommet på himmelen og sagde til hverandre.

Den stjerne varslede om vårens komme.

Mærk den milde brise,

Se frosten trække sin fingre baglæns.

Se havet bryde sine flager.

Våren kommer.

De fire vinterbørn lo ad menneskene og sagde til hinanden.

Mennesket tror det er vår.

Så stærkt funkler og varmer vores lys og vores stjerne.

For altid skal den stjerne minde om våren.

Minde om nyt liv

Og for altid skal mennesket lære at binde en krans og sætte lys i den.

Tænde lyset med gnisten fra glæden i øjet på et andet menneske.

Et lys for hver af os fire skal de tænde.

For vi har givet mennesket skønhed, farve, ord, liv og skæbne.

Og mennesket lærte at binde kranse, når vinteren kom og bankede på årets port.

De lærte at støbe lys og at tænde dem med gnisten fra andres øjne.

Mennesket var lykkeligt.

Og det lille menneskebarn blandt dem der var uden livstråd levede på jorden

og spredte glæde hvor end det gik.

Barnet fik mange navne.

Nornerne kaldte ham skjold,

Gud kaldte ham Jesus

og menneskene kaldte ham kærlighed.

Hvert år når vinteren kom dansende,

smilede kærligheden og ville varme mennesket ved dets hjerte.

Og mennesket elskede vinteren,

for netop hvor vinteren knugede dem,

knugede kærligheden endnu stærkere.

Vinteren vidnede om mildhed.