"MOAR", lyder det fra
børneværelset.
"Der er en elefant-myg her inde, kom og hent den"!
Kom og hent den? Ja
det er sku nemmere sagt end gjort.
Det er efterår og
alle kender den korrekte størrelse på myg på denne tid af året, de er, uden et
barns fantasi, nogenlunde og helt korrekt på størrelse med cirkus Benneweiz
gamle elefant og jeg er tilkaldt som domptør.
Det tar lidt tid før
jeg får øje på den, susende som en krigsmaskine gennem luften ovre ved reolen
med rene underbukser. Hov, der ligger da lige et par som ikke hører til, dem kan
jeg da lige sortere fra, inden jeg "henter myggen".
Imens summer Kræet
henne ved skrivebordet.
Myggen sidder fed og
doven på computeren og skider sin sidste modige klat på et unaturligt Apple, som
eller anden designer har taget en nådig bid af, før det blev klasket på som
logo.
Jeg klasker ellers aldrig,
hverken dyr eller mennesker. Faktisk har jeg i snart fyrre år gået rundt og
levet i Ghandi rolig viden om at end ikke en skallet myg har mistet livet under
mine hænder, eller vildfarne katte fanget i lygternes lys. Jeg når altid, til
fare for andre trafikanter, at bremse op eller slingre uden om.
Men den her myg, den
skal hentes, det er missionen.
Min dreng har stik
over hele kroppen og jeg ved at den sidder der fuldfed af mit eget kød og
blod.
Nu går jeg i krig,
bevæbnet med et Basserne blad. Jeg overvejer lige at fortælle min dreng om den
fantastiske kampagne: Tæl til ti..før du slår, men jeg når slet ikke til 10 før
jeg springer som en rasende oprører efter myggen der nu er lettet fra
computeren.
BAM. jeg rammer, men
misser myggen, mens legomodellen fra sidste jul smadres mod gulvet.
Jeg vender mig mod
min dreng, der med store øjne ser sin Lego by styrte i grus. Tiden står stille -
vi ser på hinanden og jeg fornemmer at vi er helt enige. Denne mission må koste
hvad den vil.
Jeg drejer rundt i
luften, i et spring fra fodenden af sengen.
Min dreng jubler
nede fra dynens dyb, og råber opmundrende krigshyl, der for kampen til at minde
om Afganisten, Libyen, Irak og jeg ser alle de store diktatorer rulle forbi mit
indre blik. Chautjesko der tumler angst ud af et militærkøretøj en jul, Bin
Laden ligger i en blodpøl, Gadaffi der skubbes rundt af skrigende mænd der
jubler mens døden indtræffer... og myggen der suger blodet af min dreng.
Det her er et
hævntogt.
Fra fodenden lander
jeg sikkert på benene og strækker min arm så langt jeg kan, og er pludseligt
Harry Potter i en quiddich-kamp. Det gyldne lyn er lige ved at være mit. Hvis
jeg fanger det har vi vundet, mit hold, min dreng og jeg, over al ondskab. Mine
fingre strejfer den og jeg kan mærke angstens sved, fra både myggen og jeg.
"Lammer", skriger
jeg med besværgelsen fra Hary Potter.
Min dreng griner.
"Nå mor, er den død?"
"Næ, bare lammet, du
ved, jeg sætter den lige uden for ik?"
Jeg kan ikke få det
sagt, at jeg har dræbt den. Jeg skraber den op på bassebladet, blodet på loftet
fortæller tydeligt at den er stendød, under jubelråb og krigsskrig.
Mygge-liget klistrer
sig til sgt. Bulder, der i Basser tegneserien er ved at smadre Jens Fup, som
altid.
På badeværelset
tørrer jeg blodet af bladet, vasker hænder og går ind for at læse
godnathistorie, men ikke Bassebladet, som er ulæseligt udtværet af blodbadet på
børneværelset.
I aften læser jeg
Cykelmyggen Egon.