Høstsalme
melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt
Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop
Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny
I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig
At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord
Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.
//Astrid Søe 10. september 2015
