I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning


Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli'
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

Tidsbillede 2017 – Astrid Søe

Et liv af mening, fejlfrit og perfekt

med karakterer der kan tæve alle

lovlydig, ingen udbrud i affekt

rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!

Jeg læser op på Kant og Kierkegaard

min flid er synlig og gir resultater

jeg står på række, venter på min tur

og efteraber - vi er vel primater.

Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny

jeg tror på alt - men anfægter min næste

for skikken følge eller landet fly

men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?

Jeg finder mig en quiz i dansker vid

og noget om at holde meste af katte

det viser sig min viden er frigid

jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

det lyder som et levn fra svundne tider

nu haster vi, drive-in som nadverbord

og fælleskab er svært for individer.

Men når nu livets spotlight slukkes helt

og links og like’s har mistet deres gåde

har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

-----

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har

Og ikke spille lotto for at vinde

Historiens frakke gør du ej er bar

Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,

Det hjælper ikke stort med synoptik

Jeg tror du selv får øje på din glæde

Vi ønsker altid mere end vi fik

Selv ejerskab i troens tandemsæde:

Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov

Og råbte ud til alle at jeg turde.

Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!

Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.

Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.

Og æder take-away og piller næse

Ser ugens stjerner i et dameblad

Som ingen selvsagt tror jeg gider læse

At være ung med tvivl og hvalpepund

Og skolens karakter der gør mig myndig

Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.

Og børn med flere mænd gør man er kyndig.

Jeg sulter mig og bruger rynkecreme

Men lige meget hjælper det på huden.

Så hver dag leves som den var ekstrem

til døden endelig gir mig en på tuden.

Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001

---

Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord

som det, jeg ville ej med kongers bytte,

opklaret gang i ælde fædres spor

med ligeværdighed i borg og hytte,

med øjet, som det skabtes, himmelvendt

lysvågent for alt skønt og stort herneden,

men med de dybe længsler velbekendt

kun fyldestgjort af glans fra evigheden;

Et sådant liv jeg ønsket al min æt

og pønsed’  på med flid at forberede,

og når min sjæl blev af sin grublen træt,

den hviled sig ved fadervor at bede.

Da følte jeg den trøst af sandheds ånd

At lykken svæver over urtegården,

Når støvet lægges i min skabers hånd

Og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår

Og blomsterfloret i den varme sommer,

Da modenhed i møde planten går

Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!

Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

Den er til folkegavn, den er til grøde:

Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Og lige liflig er dens aftenrøde.


læs også blogindlæg om dannelse her: 
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html

https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html

https://astridsoe.blogspot.com/2019/10/et-oplyst-folk-kan-aldrig-holdes-nede.html

Poeten og lillemor anno 2016

Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,

Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,

Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,

For hans computer den er stadig ved at load.

"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,

Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,

Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,

Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu sidder jeg med "søndag" og har lavet kryds og tværs,

Og jeg mangler bare synonym for "ensom" og "pervers",

Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,

Men han har ikke tid til til synonym og term.

"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,

Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,

Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,

Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,

Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,

Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,

Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.

"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,

Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,

Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,

Og han kan få det lige efter sit behovs!"

Så nu går jeg ind og spør' om vi skal tá et lille put,

Men det vil han ik', fordi hans download endnu ik' er slut,

Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,

For han skal opgradere noget med nogen ram!

"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,

Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,

Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,

Og han kan få det lige efter sit behovs!"

//Astrid Søe, med hilsen til samtiden ;-)

Nøjsomt forårsskriv

Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk

Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed

Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed -
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm

Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord

Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som "varsomt" og "spædt men kraftfuldt"

tillykke

Tillykke
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid

tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades

tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger

Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

(kan synges på melodien "Barndommens gade")

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt

Eller at det kører i den samme skure

På en demokratisk vej hvor du har stemt

Holdning, mening, mod og enkelt - det at turde

Det gør vi så

Skønt tvivlen slår

Og tænker nå

Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur

Vi har ramt og skændtes debatteret frihed

En finanskrise og mor der er på kur

Kønspolitisk trælleri om høn og lighed

Hvad gør vi så

Vi sætter fri

Eller? Hmmm nå?

Der er samtaler der sætter livet frit

Der er mennesker der mener for at mene

Der er skællet mellem dig og dem og dit

Der er selv at dø og andre folk at stene

Hvad sir vi så?

Vi siger til

Men tænker; nå...

Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs

Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte

Der er klima flygtning fortids krise mas

Der er folk der segner og på hvem vi trådte

Hvad gør vi nu?

Vi tøver vist

Og sukker; nå

Vi har måder der kan række frem og hen

Til et mødested, hvor håbet ikke ender

For en fremmet er en endnu ukendt ven

Du skal turde trykke fast i dine hænder

Det gør vi så

I dette nu

Kom så, nå!

Astrid Søe

Frit over P.H. Vise om det lille "Nå"

November

November november forventningens tid

så gråt er dit hår og din tunge er blid

du drager med dage derinde i skjul

og lover at snart, ja snart er det jul

November november forløsningen tid

hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid

hvor træet står nøgent og viser sit kød

hvor bladet er visnet i jordens skød

November november så kort er din tid

din stjernehimmel har kaldet mig hid

dit lys er et genskær af det er var til

din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil

November november forkrøblingens tid

jeg kalder på dig og du hvisker - Ja gid..

du ønsker og løfter en sjæl og en hånd

du stilnes med mørke og bliver til ånd

At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 

I denne tvivlombruste tid

Med livrem eller seler

Vilkårlighed af vid

At sidde på en sten i læ

Og se fornuften stille dræ

Nedsunket opstands tanke 

Vær selv en redningsplanke

På vådevand af skæbne

Er båden last og brast med håb

Tålmodig tillid væbne

Mod kuld og bølge dåb

I horisont forjættet land

Og håbet lys mig ej i band

Tag hånd om vej og verden

Og led mig i min færden

Mod hegn og mur du trykkes

Slår hånden mod det tomme rum

Og ingen grænse rykkes 

Når dagen den er stum

Du kalder med en krop af mod

Og synker sammen for min fod

Forladt af småligheden

Og død i ensomheden

En uvished der deler

Et folk der bor hvor bøgen står

I ord der intet heler

Og ingen hjerter når

Forladt forandret frost og frygt

Du strides med hvad der er trygt

Lad angsten dø og falde

For kærligheden kalde

//Astrid Søe 2015

Dug

Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne fordampet på tungen af ord

Nu lyser som dage i frihed lanterner og lover at verden er stor

Nu ruller en båd over stokke på rejse mod havet og kyster og dis

Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne og bliver med tiden til is

Jeg bjærger en tunge af ord der fordamper og bliver til dråber af hav

Nu lyser som dage en rejse mod kyster og lover at skæbnen er rav

Nu lover en skæbne der lyser af ravet en dugdråbes frihed i ånd

Jeg bjærger lanterner der lover at verden fra is bliver dug i din hånd

//Astrid Søe ©

Hvis jeg gør mig umage

Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

Men når valmuen blomstrer

 

Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så springer jeg ud og må vove

 

Der er frisatte ønsker og drømmen er rund 
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så blir jeg bedugget ved duften

 

Der er nogen plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Er alting alligevel givet

 

//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk

Gå ud

Gå ud og gør ved livet
Hvad livet ikke gav til dig
Og omform skæbneskrivet
Og skab en anden vej
Gå vild, gå fri, gå helt i frø...
Vær gartneren der frøet strø
Om omplant livets gåde
Lad ikke tvivlen råde
For arv er også ånd

Befri i sind og tanke
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd

Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang

//Astrid Søe

Skrevet til den politiske debat om "den sociale arv" og "ensomheds debatten" der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
❤ God Pinse til alle.

HåndtryK - håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 

Hvor fred holder hånd

Er dannelsesånd

Et pludseligt håb

Og fremtidens dåb

Og ingen kan hindre at kærlighed er

Den eneste sammenhængs kraft der bær

Hvor livet får stemme

I hændernes gemme

I håndtryk af ære

Kan mennesket være

I frihed og tro

Forskellighed gro 

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

"Gift dig", siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
- "men du vil fortryde det"
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
- "gift dig ikke"
- du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

Vi er også ord.

Vi er også ord

nu er vi her

den her verden 

forestiller ikke os 

fanatismens ansigter

oplevelser af terror tager ordet og

rædslen stiger når

daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og

beskærer et forår mens

troende hjerter i vinterløbet

som går svangre med 

håbets vinger

hvor viljen og troen på

et samfund, en verden

i samdrægtighed

for at lære 

tegn til tale

brydes med 

angst og tavshed 

kampen om ilden 

blev 

til kampen om ordet

ordet er frit

Læses igen nedefra og op!

//Astrid Søe 7. Januar 2015

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.