Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning
Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)
Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme
Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli'
i klasse- atmosfære
Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer
En betablokker fra hjertet, fra livet, fra hverdagen. Holdninger, sagn og sang i en folkeoplysningstid. God læselyst! Astrid Søe©
Viser opslag med etiketten digt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten digt. Vis alle opslag
onsdag den 15. april 2020
lørdag den 8. februar 2020
Åndsfrihed
Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord
Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket
Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst
Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til
Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord
Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket
Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst
Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til
Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg
onsdag den 29. marts 2017
Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden
Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber - vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt - men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!
-----
over samme læst en samtidsanalyse fra 2001
Tone:
et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du
finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir
hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer
lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og
glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider
læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig
myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på
tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert,
virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne
billedsprog og tidsbillede,
Astrid Søe september 2001
---
Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’ på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt
Og lige liflig er dens aftenrøde.
læs også blogindlæg om dannelse her:
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html
https://astridsoe.blogspot.com/2019/10/et-oplyst-folk-kan-aldrig-holdes-nede.html
læs også blogindlæg om dannelse her:
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html
https://astridsoe.blogspot.com/2019/10/et-oplyst-folk-kan-aldrig-holdes-nede.html
Etiketter:
dannelse,
digt,
fremdriftsreform,
grundtvig,
jævnt,
karakterer,
Kierkegaard,
nadver,
perfekt,
politik,
samfund,
samtid,
sang,
sociale medier,
speltsegment,
søe,
uddannelse,
Ungdom,
virksomt
torsdag den 10. marts 2016
Poeten og lillemor anno 2016
Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,
Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,
Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,
For hans computer den er stadig ved at load.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"
Så nu sidder jeg med "søndag" og har lavet kryds og tværs,
Og jeg mangler bare synonym for "ensom" og "pervers",
Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,
Men han har ikke tid til til synonym og term.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"
Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,
Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,
Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,
Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"
Så nu går jeg ind og spør' om vi skal tá et lille put,
Men det vil han ik', fordi hans download endnu ik' er slut,
Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,
For han skal opgradere noget med nogen ram!
"Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig' at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!"
//Astrid Søe, med hilsen til samtiden ;-)
mandag den 7. marts 2016
Nøjsomt forårsskriv
Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk
Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed
Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed -
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm
Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord
Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som "varsomt" og "spædt men kraftfuldt"
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk
Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed
Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed -
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm
Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord
Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som "varsomt" og "spædt men kraftfuldt"
Etiketter:
cykel,
danefæ,
digt,
erantis,
forår,
have,
kaffe,
klargøring,
marts,
sang,
søe,
thy,
vers,
vinter,
vintergæk,
vise,
vår
tirsdag den 9. februar 2016
tillykke
Tillykke
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid
tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades
tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid
tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades
tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger
Vilje forstanden
Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje
vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet
så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen
indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden
nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje
i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje
vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet
så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen
indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden
nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje
i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden
torsdag den 28. januar 2016
Veje
Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår
Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen
Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri
Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig
(kan synges på melodien "Barndommens gade")
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår
Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen
Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri
Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig
(kan synges på melodien "Barndommens gade")
Etiketter:
borgerlig vielse,
bryllup,
digt,
EVIGHED,
forelskelse,
grænseløshed,
kirke,
kirkebryllup,
kobberbryllup,
kærlighed,
liv,
salme,
sang,
sprog,
søe,
sølvbryllup,
veje,
vielse,
vilje
mandag den 4. januar 2016
Nå da
Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt - det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå
Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?
Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå...
Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå
Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!
Astrid Søe
Frit over P.H. Vise om det lille "Nå"
søndag den 1. november 2015
November
November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul
November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød
November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det er var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil
November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker - Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd
lørdag den 19. september 2015
At hele hvad der deler
At hele hvad der deler
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015
torsdag den 6. august 2015
Dug
Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne fordampet på tungen af ord
Nu lyser som dage i frihed lanterner og lover at verden er stor
Nu ruller en båd over stokke på rejse mod havet og kyster og dis
Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne og bliver med tiden til is
Jeg bjærger en tunge af ord der fordamper og bliver til dråber af hav
Nu lyser som dage en rejse mod kyster og lover at skæbnen er rav
Nu lover en skæbne der lyser af ravet en dugdråbes frihed i ånd
Jeg bjærger lanterner der lover at verden fra is bliver dug i din hånd
lørdag den 18. juli 2015
Hvis jeg gør mig umage
Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær
Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode
Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren
Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren
Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab
Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog
Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul
Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp
Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind
Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift
Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer
Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder
Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok
Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen
Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb
Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik
Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog
Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken
Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm
Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem
Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær
Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode
Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren
Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren
Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab
Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog
Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul
Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp
Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind
Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift
Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer
Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder
Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok
Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen
Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb
Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik
Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog
Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken
Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm
Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem
Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.
tirsdag den 16. juni 2015
Men når valmuen blomstrer
Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så springer jeg ud og må vove
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så springer jeg ud og må vove
Der er frisatte ønsker og drømmen er rund
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så blir jeg bedugget ved duften
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Så blir jeg bedugget ved duften
Der er nogen plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Er alting alligevel givet
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund
Er alting alligevel givet
//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk
www.livsoplevelse.dk
tirsdag den 26. maj 2015
Gå ud
Gå ud og gør ved livet
Hvad livet ikke gav til dig
Og omform skæbneskrivet
Og skab en anden vej
Gå vild, gå fri, gå helt i frø...
Vær gartneren der frøet strø
Om omplant livets gåde
Lad ikke tvivlen råde
For arv er også ånd
Befri i sind og tanke
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd
Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang
//Astrid Søe
Skrevet til den politiske debat om "den sociale arv" og "ensomheds debatten" der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
❤ God Pinse til alle.
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd
Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang
//Astrid Søe
Skrevet til den politiske debat om "den sociale arv" og "ensomheds debatten" der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
❤ God Pinse til alle.
lørdag den 14. marts 2015
HåndtryK - håndtryG
Hvad mennesker sammen har dannet
Kan spredes som ringe i vandet
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro
søndag den 1. marts 2015
Våren har lagt, våren er vagt
Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
//Astrid Søe 2014
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
//Astrid Søe 2014
mandag den 26. januar 2015
En smoothie med Kierkegaard
Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.
De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.
Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.
"Gift dig", siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
- "men du vil fortryde det"
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
- "gift dig ikke"
- du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol
torsdag den 8. januar 2015
Vi er også ord.
Vi er også ord
nu er vi her
den her verden
forestiller ikke os
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære
tegn til tale
brydes med
angst og tavshed
kampen om ilden
blev
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015
torsdag den 27. november 2014
snABELa
Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage
Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg
Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet
Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede
Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat
Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk
For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde
For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage
Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg
Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet
Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede
Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat
Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk
For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde
For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.
Etiketter:
abel,
bibel,
dag,
digt,
døgn,
frihed,
graven,
kain,
kirke,
modersmærke,
måne,
nat,
oplysning,
sol,
søe
Abonner på:
Opslag (Atom)








