Kære Holger Danske.
- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.
Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe
- Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.
Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe
