DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets
Interesse”. For vi kan, med sikkerhed, forudse debat og diskussion via DMI. Når
vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt
hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på
støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige
emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og
fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så
sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon….
Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod
eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og
stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare
helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i
drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som
formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad,
samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de
dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne
i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet
frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det
stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende
støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på
de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker
de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere
lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook
vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer "Tværs" og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er
kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt
og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen
tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske
opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de
venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på
dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens
fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting
om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev
sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige
toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig
udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig
forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør
ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig
op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og
gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet
fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og
stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der
skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være
den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de
alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev
valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og
vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også
uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven
som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for
overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner
vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om
forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige - må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere
dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse.
Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover
spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet,
for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens
lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af
helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab
falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex
der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje
på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter
både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da
også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der
er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske
bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og
tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi
legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle
ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og
skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det
ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi
ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år,
for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om
al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne,
mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og
billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let
det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker
for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til
gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller
om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men
til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller
at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt
hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for
blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser
og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på
livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har
bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men
altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen
går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb
om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen.
Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den
iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for
længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende
mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for
og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi
lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre
ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi
ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte,
indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale
og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi
præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var
noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket
at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen
kommer fordi der skal høreværn til for
at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev
skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en
hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind
i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed
lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og
pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens
han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger
sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der
ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle
kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os
kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn.
Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde,
som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så
kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på
taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven
vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste
folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og
sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder
noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk
sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun
kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs
vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt
lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges
som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet
tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke
sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv,
men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går
morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012
