Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
- Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler... (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016

Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.

233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.

Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.

Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.

Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.

Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.

Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale

Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.

Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.

At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.

Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.

Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.

Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.

At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.

Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.

Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.

Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.

Men det er ikke nok i en verden af mennesker.

Der skal ord og kød og gensidighed til.

Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.

Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.

Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.

Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.

Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.

Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.

Gud blæser liv i de løjerligste skabninger

Først Dame Edna, dernæst Hitler.

Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.

Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.

Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.

Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.

Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.

At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.

Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.

Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.

Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.

Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.

Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.

Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.

Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.

Man hører ofte om både ja og nej hatte.

Den gamle her er nok mere til frihedshatten.

Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?

Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.

Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?

Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?

Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.

At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.

Hvor finder vi da svaret?

Jo: Ask Grundtvig, not google!

I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.

Deraf fødselsdagsgaven i dag.

En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.

Dårlig ånde giver dårlige samtaler.

Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.

Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød

Nadveren, selvsagt.

Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.

Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.

Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.

Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.

”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.

Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!

Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.

At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.

Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.

Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.

Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.

Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?

Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.

Kontrasterne i samtiden er ganske store.

Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.

Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.

Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.

Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.

Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.

Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.

Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.

Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.

Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.

I samfundet er vi dagligt i mindetal.

Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.

Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.

Dansken er et foreningsland.

Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.

Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.

Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. 
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.

Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.

Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.

I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 

Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.

Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.

Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!