Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.

Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi - og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.

Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.

Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.

I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.

Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!

I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.

Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.

Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.

I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry - kun for os.

Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst - og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.

Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.

Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.

Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra "selfie" til "Bellfie".

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.

Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.

Hvis en jordklump bortskylles af havet,

bliver Europa så meget mindre,

ganske som var det et forbjerg,

der blev det,

som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.

Hvert menneskes død svækker mig,

fordi jeg tilhører menneskeslægten,

og spørg derfor aldrig:

-       Hvem ringer klokkerne for

-       de ringer for dig."

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. "alle dem der hopper, mister jordforbindelsen" råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested - også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

Grundtvig ÅNDline

Grundtvig fortæller om de frie skoler i bedste ÅNDlinestil:

https://youtu.be/Led6xu6AVvM

Konfirmationssalme fra den gamle af dage - grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot

Er livet sand mangfoldighed

af sjæl og sind og virke

da stråler frit din kjærlighed

når hjertet er din kirke.

Når våbenhusets dør er høj

og ordet skaber verden

fra bondeblomst til stolt levkøj

en frihed i din færden

Sat fri og fyldt med fortids ord

der råder og regerer

ta selv på livets nadverbord

er óg at eksistere!

Et håndtryk fra det himmelblå

en stjerne fyldt med drømme

at tvivle fortsat og forstå

at gå mod tidens strømme

En fortsat fri forundret færd

at hige og at søge

din undren er din hjertenskjær

og ingen sjæleskøge.

Hvor dannelsen er livets ånd

en ledsager for livet

er mulighed, en fremstrakt hånd

og tillid ganske givet

Kom frihed, se nu dagen gry

og ungdom gå i møde

hvor håb og mod blir til på ny

opstanden fra de døde.

At favne livets flygtighed

at finde egne måder

at så sit eget blomsterbed

bliv til i livets gåder

Til ungdommen af 2018 - I al ærbødighed jeres hengivne ven

"N.F.S. Grundtvig"

Demokrati, kend det på knækket

Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen "Demokratiets rede" var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre - Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på "demokratiets rede".

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slækker på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slækker vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forrest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næppe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: "Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder" Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortælling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering - af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om "aktivering".
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance - Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna'en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt "skævvridning" af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde - for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på "yellow brick road", der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
- Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd'sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for "Maren i kæret, lægmanden og "Mi nabo Per smed", akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve "oplysningsgraden" og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af "arbejder" viden og nedgørelse af "akademisk eliteviden" og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og "delte".
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger - og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf "splittelsen", meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi "splittede" og gu er det godt.
Men retorikken - det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er "for eller imod" flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.


Fru Kjærsgaard, vi er uenige - Tak - Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager - særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland - af sammenhængsmæssige årsager.)