Tekst: Astrid Søe 2003
Så smuk at hun er kærlighedens glød
er Freja der er Gud for liv og død
i folkevang hun lukker ingen ind
hvis ej de ejer kærlighed i sind
En dag hun så et smykke blive skabt
og i det øjeblik var hun fortabt
jeg eje må det smykke på min hals
og i de ord var hendes dyd til salgs
Jeg har et hjerte selv med gyldent skin
og hvis du tør at elske dig derind
så skænk mig Brysing, hudens ungersvend
tre nætter vil jeg elske dig min ven
Og Freja gav dem al sin elskovskunst
betalte Brysing med sin egen gunst
men Loke han fik nys om hendes hor
og vendte sig til Odin med de ord.
Og Odin skreg: det smykke vil jeg ha
tvang Loke til at klare denne sag
men ingen trænger ind i folkevang
medmindre man er budt, og går med sang
Så Loke blev til flue tryllet om
og endelig til Frejas seng han kom
han stjal det smykke, Frejas sjældne skat
og Odin fik det, endnu denne nat.
Den kvinde der kan binde vores tro
til kærlighed, hvor intet før ku’ gro
hun vågner uden smykke næste dag
og ved at det er Odin der står bag
Til Valhal går hun hen med vrede skridt
”jeg kræver smykket Brysing, der er mit”
men Odin svarer: ”det du aldrig få”!
”jeg tilgir’ ikke du med dværge lå”.
Men hvis du magter dette, er vi kvit
og da skal smykket Brysing blive dit.
Få konger to, med tyve under sig
til evigt at slå ind på krigens vej
når kampen så har slået dem ihjel
så skal de ikke drage ned til Hell
men vågne op og kriges der på ny
til evighed i hvert et morgengry.
Og Freja fandt de konger der vil dø
og genopstå for kærlighedens mø
om hendes hals er guldet atter lagt
og krigen evigt til, ved denne pagt.
