Døden hvor mennesket kysses af jord

Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe, 1997

En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej

Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død

vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spandt man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer'

Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror

Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.