175, det er jo ingen alder!
Men..
Far er stolt
Min unge er blevet voksen,
umulig, uregerlig, selvrådende, bumset og basker med frihedens vinger.
Hvad er den vel, den gamle
skoleform.
Et opkog af åndens maggiterning.
En suppe på en fælles visk
Hvem faen siger nej til
natmad?
Ikke den gamle.
Det at drømme om fejlens
fristed, om mulighedernes land. Oplysningen til livet.
Det at skabe en forskellighedens
slagmark hvor enhver genopstår i egen ord.
Fred er ej det bedste, men at
man noget vil.
Man kunne spørge den moderne
højskole om den er i pagt med sig selv.
Om den dagligt vågner og
påtager sig livets mulighed, dannelsens væsen og frisindets fejemaskine?
Man bør vågne brat i nord og
fatte først som sidst at friheden aldrig kommer af sig selv, men er en stedlig
kamp, for folket.
Til et folk sig alle høre,
som sig regne selv dertil
Kan med kærlighed sig føre,
og kan mærke hvad de vil.
Sprog er ikke alt at regne,
men at føle hjem og vær
Blive knæsat alle vegne,
sådan får man landet kær!
At blive mødt som menneske,
ja som menneske først!
Kald det rummelighed,
integration, inklusion, fælleskab, samvirke, sameksistens - kald det kærlighed
Man nå aldrig længere end man
har drømt som ung!
Således har jeg sagt det og
det er tydeligt at det stadig er bevæggrund hos ungdommen.
Drømme er både at række ud,
at turde længes, men meget sjældent noget vi egentligt skal indfri.
En drøm er ikke en kontrakt
med livet, men et pejlemærke.
Når vi taler sårbare unge på
dagens årsmøde da tænker den gamle at det ikke kun er samfundet der har
målstyret, håndholdt pædagogik, skærmtid og hastværk der gør sårbar. Nutiden unge
har glemt at drømme livet større end det er. Glemt at læne sig på historien og
glemt at myten, fantasiens mulighed. I stedet for pejler de både mod fejl, men
også mod det fejlfri. En modkultur.
Det begyndte med at de
spurgte: seriøst?
En stille tvivl
Mener de hvad de siger?
Er der nogle fixpunkter
tilbage i de "voksne"?
Og det er de frie skolers
opgave at give den tro tilbage
Tilliden til livet, fra livet
Oplive – det har vi ikke talt
om i dag.
Oplive før vi oplyser!
Tage menneskelivet alvorligt
og ville mennesket.
Højskolen er en tumling der
har tigget, bedt og fægtet.
Stolpet afsted på tykke ben og bedt sig velkommen i
et samfunds afkroge.
Man forstår at der debateres hjemlighed. Det er intet at
regne mod hvad den gamle havde tænkt oprindelig. Én lærer til én elev, det var
min tanke. At enhver blev mødt i sit. Man kan nok se at statstilskudet ikke rækker
til slige sager og hvem gider vel også alle disse højskolelærere der hele tiden
blander sig i opdrag og kultur.
Næ, sagen var og blev at
højskoleeleven havde dybde med, en egenart af nysggerigt sind. Således opfyldes
enhvers tanke af hverandre, lærd, ledig, længselsfuld, fastlåst, frimodig,
målrettet, drømmende, digterisk.
Højskolerammen er en kulturbærer
der knytter tråd og tale til, hvor samtalen er forstummet. Danmarks eneste
egentlige forsamlingshus hvor enhver frit kan komme og gå i holdning og også må
finde sig i at blive modsagt. Et mødested for forskelligheden, den egentlige
demokratiske dannelse.
Solen er så "Rødding"
Og statstilskudet småt
Hvorfor skære ned nu, når nu
skolen er så hot?
Ånden som en fedekalv, på
tilskudsofferbord
Da skal man forskel kende, på
Loke og på Thor.
Der er en særegen form for
bæredygtighed som overtrumfer verdensmål: det er et hjertens mål!
Slig et mål er højskolens.
Højskole er at man vil være
hinanden som man er
Det er at man kan bære hinanden
som man er.
