Frihed er at elske - dig.

Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.


Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.

Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.

Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.

Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.

Du lever dog når vi er til.

I al kærlighed
Din datter Astrid.

Hverdag, hver dag.

Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993

Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten...
men med ny erindring.

Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.

Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.

Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.

Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.

Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.

Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.

Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)

Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.

I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.

I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.

Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.

Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.

kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!

Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.

Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.

Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.


Kaffesproget forstås af enhver.

På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.

Hvem ka? kaf-ka!

I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.

Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001

Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.

Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer

Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.

Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.

Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.

Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.

Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.

Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.

Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.

I kan roligt invitere mig.

I kan roligt invitere mig. og dog...

det rolige må jeg desværre trække i mig igen.

Jeg blev for nogle måneder siden ringet op af et medlem af et menighedsråd et sted i Danmark.
De ville lige høre lidt mere om det dersens foredrag jeg skulle komme og holde i september ved deres højskoledag.
Manden begyndte famlende, men målretter i sindet med at sige at vi måtte finde en anden dato.
Og jeg bladede i kalenderen.
Ja ja vi kan finde en dato i en anden måned det går også.
Og så ville han lige sige at når jeg skrev at foredraget handlede om livets gåde, så ville han altså ikke have at det handlede om ånder, de gav ham myrekryb.
Næ, der skulle tales om kristelighed.

Jeg spurgte så hvordan jeg skulle tale om kristelighed hvis ånder gav ham gåsehud.
Hvad med Helligånden spurgte jeg?
Kristendom handler vel også om Helligånden.
Tavshed en tid.

Ja, men der var jo så mange søgende mennesker der ikke vidste hvad der var bedst for dem selv og han arbejdede på et bibliotek hvor han dagligt så sygeplejersker og læger låne bøger om åndelige emner, alt det alternative og sådan.
Og det skulle være forbudt i et land der byggede på kristelig tro.
De er jo ansat i sundhedsvæsenet under dansk samfunds lovgivning og skulle følge tråden i det danske samfund der bygger på den kristne tanke.

Og nu var det vel ikke et folkeligt foredrag jeg ville holde?
Jo, nu var det jo en højskoledag I skulle holde og når man kalder dagen for højskoledag er plejer det at være med folkelige undertoner.
I øvrigt er det jo en folkekirke jeg skal besøge.
Og en folkekirke bygger på de folk der besøger den med de blandinger de har.
Og det undrer mig at du der arbejder på et folkebibliotek ikke selv holder af ordet folkeligt eller har fornemmelse for at folkeligt har sammenhæng med mennesker.
Det må vel være tanken at et folk stadig må bestå i de blandinger de er.
At vi ikke alle sammen skal have samme mening og tro.

Dyb tavshed.

Ka´ du ikke snakke om Jakob Knudsen i stedet?
Nej, nu kan jeg slet ikke snakke om Jakob Knudsen.
Nu kan jeg kun snakke om folkelighed.
Men du kan jo genoverveje om det er et højskolemenneske du vil have til at komme på din højskoledag.
For jeg vil ikke inviteres til at tale et sted hvor mit sprog og holdning er bundet fra begyndelsen.
Mig kan i ikke roligt invitere!

Det var et uddrag af en af de særeste samtaler jeg til dato har haft.
I en invitation af et menneske må man regne med at de er frie i de ord de vælger sig.