Et vi. sang

Jeg ser du har fundet en grund hvor du står

og tripper og tænker og tæller

og tvivler på livet og hvad du formår

hvordan slår man fast hvad der gælder?

Du læner din ryg mod en mur der er varm

fra en sol der er brudt gennem skyer

og da kan du mærke at nutidens larm

frimodigt er altings fornyer

Du har i din lomme en tvivl der kan så

en undren der kalder på livet

du rejser dig hastigt for nu må du gå

og lytte på det der er givet

med øjne der flakker og hjertet der slår

har du samlet en hverdag der hviler

samhørigheds skridt når du vakler og går

i mylder af busser og biler

Du har ingen kort der skal lede din vej

du går hvor din fod finder fæste

du har ingen hat med et ja eller nej

og opskrift for liv til din næste

du er uden tvang fyldt af mulighedsånd

der kan bære og briste og blive

for du er den første der rækker sin hånd

og det er det største at give

Du fik gennem tider en muligheds tro

at finde det fælles der samler

at stå ved hinanden, at bygge en bro

da levende sten ikke ramler

du gav uden tanke et ord der står frit

uden pant, eller gæld til hinanden

frimodighed, skrev du på vejen med kridt

og oplyste fællesforstanden

Du vil ikke fæstnes som ord i bog

du vil ikke lænkes og bindes

du bobler og brister som gryder i kog

der står du og tænk at du findes!

Du er ikke gammel, du er ikke ung

du er længsel og latter og altet

du vejes for let og til tider for tung

det vi, vi har fælles forvaltet

Et vi, er at vide at livet er stort

at ingen skal være alene

et vi, er at dele alt det vi har gjort

at lytte og ikke kun mene

et vi er at vælge hinanden på trods

for de ting der kan skille og dele

et vi er at trøste og give et los

et vi er at være et hele

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden